.jpg)
Ridefogeden i midten
Kina har tillagt sig en stadig mere aggressiv udenrigspolitisk adfærd, og når det gælder nærområdet en helt ekstremt aggressiv adfærd. Hong Kong er lagt i et jerngreb og der rasles med sablerne overfor Taiwan
Af Mogens Havnsøe Petersen
Der var engang, hvor Kina var et u-land. Det var dengang. I dag er det kæmpestore og folkerige land et land, hvis leder Xi Jinping uden nogen form for mimik nærmer sig den rendyrkede adfærd som diktator. I forvejen var Kina styret af det kommunistiske parti, som ikke tillod andre partier end netop det, men der var en opblødning i og med, at Kina havde brug for omverdenen for at kunne tilfredsstille sin befolknings stadige krav om tidssvarende materielle muligheder.
Opfattelsen af Kina som et land, der var hele verdens produktionscentral, har været alt for snæver i forhold til den faktiske udvikling. For med de større økonomiske muskler og de nye teknologiske muligheder, er fulgt en generel autokratisk samfundsopbygning, godt hjulpet af IT’s muligheder for ansigtsgenkendelse, masseovervågning og socialt kørekort.
Tidligere tiders meget indadvendte politiske tilgang er lagt på hylden, og Kina er samtidig ekspansiv på mange planer. Meget aggressivt er ledelsen i Kina gået efter områder og befolkninger, som Kina mener at have autokratisk ret til. Det gælder Tibet. Det gælder HongKong - hvor et land to systemer er ved at blive gjort til løgn. Det gælder uighurerne helt ned til skægvækst og hovedbeklædning, og det gælder Taiwan, hvor Xi Jinping i en tale i februar 2019 erklærede, at Taiwan “naturligt” hører hjemme i Kina.
Det er ikke bare små perifere befolkninger, det drejer sig om. Selvfølgelig er alt perifert i forhold til den milliardstore kinesiske befolkning, men i Tibet bor dog ca. 3 mio. mennesker, i HongKong ca. 7,5 mio., det uighuriske folk omfatter omkring 5 mio. alene i Kina og i Taiwan er vi oppe på ca. 25 mio. indbyggere.
Taiwan som Kina for øjeblikket med stadig større intensitet rasler med sablen over for har altså et befolkningstal der svarer til hele Nordens.
Fastfrossen konflikt
Konflikten mellem Taiwan og Kina er af gammel dato. Den har været fastfrosset siden slutningen af den kinesiske borgerkrig i 1949, hvor Mao’s kommunister erobrede “fastlands-Kina” og Chiang Kai-shek’s nationalister satte sig på Taiwan og en række småøer.
Taiwan har siden udviklet sig til et fuldtonet demokrati, som i en eller anden grad har været under USA’s protektion men ikke er diplomatisk anerkendt som selvstændigt land af samme USA (og heller ikke af Danmark). Taiwan er kun diplomatisk anerkendt af en række småstater - hovedsageligt østaterne omkring Sydamerika.
Tidligere har det været sådan, at blev Kina for aggressivt, så sendte USA bare et par hangarskibe gennem det ca. 130 km. brede stræde mellem Kina og Taiwan, så var der igen fred et stykke tid. Men de senere år har Kina optrappet sin adfærd, så der nu viftes med jagerfly og Kina samtidig er i gang med opbygningen af en stadig større flåde.
Der skal ikke her gåes i militærtekniske detaljer, vi nøjes med de tre overordnede billeder, hvis Xi Jinping’s tale ikke skal gøres til løgn, for ingen tror på, at den taiwanesiske befolkning frivilligt vil lade sig indlemme i Kina, og da slet ikke efter de har set udviklingen i Hongkong, hvor retssystemet er under stærkt pres og flere flygter.
De tre scenarier er:
- Et overraskelsesangreb.
- Den fulde invasion.
- En blokade.
Overraskelsesangrebet betragtes som usandsynligt, fordi det for det første ville være svært at overraske, men også fordi de taiwanesiske stillinger er så godt funderede, at man ikke kan sætte dem ud af funktion ved et enkelt samlet slag.
Den fulde invasion er usandsynlig, fordi den i menneskeliv ville være meget kostbar og fordi de taiwanesiske kyster ikke er særligt invasionsegnede.
Så er der blokaden tilbage, og den betragtes også som urealistisk. Kina er afhængig af at være i hvert fald nogenlunde inde i varmen handelspolitisk, og en blokade vil få voldsomme følger.
Ingen krig
Krig mellem Kina og Taiwan står med andre ord ikke lige for, men hvorfor er der så så meget debat om netop det som led i de rituelle stammedanse, som finder sted på den storpolitiske scene.
Der er de realiteter i striden, at Kina som sagt betragter Taiwan som en midlertidig foreteelse, som på et tidspunkt “naturligt” skal indlemmes i stor-Kina. Men det kommer ikke til at fungere som HongKong, hvor England holdt sin del af en gammel aftale og strøg Union Jack, og Kina først nogle år senere er begyndt at rokke ved aftalen.
HongKong er imidlertid et godt lærestykke i, hvad der sker, når man overlader den reelle magt til Kina. Ytringsfriheden angribes, befolkningen overvåges og alt skal styres af hensyn til det kommunistiske partis bedste.
Der kan opstilles alle mulige scenarier der viser, at Kina er Taiwan overlegen, at man har skubbet USA’s flåde lidt væk fra Taiwan, så man ikke kan nøjes med et sejle et par hangarskibe gennem strædet mellem Kina og Taiwan. Kina har i en længere årrække oprustet, så bestykningen af missiler der kan ramme og nedkæmpe selv hangarskibe, og Kina’s hær, flåde og luftvåben er i det hele taget i en stand, som er langt væk fra fortidens elendige materielle standard.
Den største fare for at starte en større militær konflikt med udgangspunkt i Det Sydkinesiske Hav er et uheld, hvor der sker en fejllæsning af modpartens aktiviteter, så man trykker på “den røde knap” og af vanvare kommer til at udløse ragnarok. Det er klart at Kina for øjeblikket leger med ilden ved at eskalere den militære aktivitet - bl.a. med sit flyvevåben - men derfra og så gå til reelt angreb er der et godt stykke vej.
Så meget om det militære, for det er åbenbart, at Kina opfører sig stadig mere aggressivt på flere fronter. Riget i Midten - skal vi ikke glemme - er netop riget i midten. Der er grænser til Indien, Australien ligger heller ikke så langt væk, den gamle fjende Japan bevæbner sig, og samtidig synes mange, at alle demokratiske skal ruste sig mod Kinas ekspansive for ikke at sige imperialistiske tendenser.
Nærtagende
Med sine 1,4 milliard indbyggere, sin gigantiske produktionsindustri, sin evne til at gå i takt, og sin selvforståelse som så suveræne, at al kritik bliver tolket som et angreb på denne suverænitet er Kina meget tung at danse med.
Vi har mærket det i beskedent omfang i Danmark. Kina kan ikke tåle at se Tibets flag, kortet ved pandaerne i Københavns ZOO skal laves om, så Taiwan ikke kan opfattes som suveræn stat, valgplakater uden for den kinesiske ambassade i Hellerup bliver revet ned, hele tiden demonstrerer Kina, at landet er meget ømskindet.
Der er ved at samle sig en koalition af demokratiske lande, og samlet stå op imod Kinas imperialistiske tendenser. Spørgsmålet er imidlertid om USA kan og vil stå i spidsen i en sådan koalition. De fire år med Trump, hvor Kina fik skylden for alt dårligt i USA, har ikke styrket USA’s position, nærmest gjort den lidt latterlig. USA’s nuværende stilling er indenrigspolitisk så splittet, at det svækker evnen til at føre en sammenhængende udenrigspolitik.
Så der kommer nok ikke en krig omkring Taiwan, men den demokratiske verden har har langt igen for at finde et svar til et stadigt mere autokratisk Kina.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Politik, markedsgørelse, løgn og misinformation