Politik i satirisk optik
Af Bent Møller Jensen
”I mangel af et søm, gik riget tabt” - Gl. frase fra riddertiden, hvor et manglende hesteskosøm kunne betyde at ridderen ikke kunne forsvare en fæstning.
Sådan måtte det være følt for den, efterhånden meget forhenværende statsminister Lars Løkke da resultatet af folketingsvalget var endelig opgjort. For det viste at der fortsat var et flertal bag Mette Frederiksen, og han ikke havde en koreamands chance for selv at blive det.
Inden da havde Løkke ellers på selve valgaftenen både smidt masken og erklæret sig selv som den store kongemager. Ja, faktisk kraftigt signaleret, at han også kendte den fremtidige konge, endog ret så intimt og indgående.
Men den kongemager rolle forsvandt som dug for solen, da resultatet i stedet viste sig at det atter blev en Snehvide med nu syv små blå tilbedere. Elegant og smukt støttet op af røde og grønne frænder.
Til gengæld var den lille svindlers hokus-pokus nummer nu afsløret i al dens grufulde maskepi. Under valgkampen havde mantraet været – Det handler ikke nogen, det handler om noget – men det blev hurtigt erstattet af – det handler om nogen, ikke om noget –
Løkke havde med et andet gammelt udtryk, eftertrykkeligt gjort ”regning uden vært”, altså fuldstændigt fejlbedømt situationen.
Resultatet af den første holmgang blev, at Mette Frederiksen blev udpeget som den kongelige undersøger. Det er så hendes opgave at skaffe en regering, der ikke fra start har 90 mandater imod sig. En stor opgave.
Vi prøver at afdække kampformen. Ikke for landsholdet i sandbankernes Qatar. Men kampformen mellem de forskellige politiske partier. Delt op i tre grupper. Socialdemokratiet/radikale, De forenede minkpartier og de rød-grønne.
S & R
Socialdemokratiet er kommet styrket ud af valget. Mens det flertal der var bag regeringen, samlet er kommet skidt ud af valget.
Mette Frederiksen er også personligt kommet styrket ud af valget. Bedst eksemplificeret ved valget i minklandsbyen Gjøl i Nordjylland, der ligger stik vest for Ålborg, hvor partiet fik næsten hver tredje stemme.
Statsministeren har da også i sidste valgperiode fremstået som magtfuld og heldigvis ikke magtesløs overfor de problemer der er opstået. Som eksempelvis Corona og Ruslands overfald på Ukraine.
Det meste er lykkedes. Det selvom regeringen jo ikke havde fået lejlighed til at udfylde hele paletten fra forståelsespapirets uforståeligheder, da de Radikale pludselig fandt på at garrottere både sig selv og regeringen over flere måneder.
En øvelse som de Radikale selv fandt viis, kløgtig og nødvendig. Så viis, så kun en chefredaktør på Politiken kunne finde ud af pointen. Og så er man altså langt oppe på kløgtighedsskalaen. Nu ligger de Radikale selv nede og suger grundvand mens de gispende søger efter eksterne hjælp.
Minkpartierne
De forenede minkpartier V Æ C & I & D O M som allerede meget tidligt ville stille Mette Frederiksen for en rigsret, uden anklageskrift eller nogen former for undersøgelse af minkenes aflivning, tordnede løs om magtfuldkommenhed hos statsministeren, mens de selv drømte om at kunne gøre hende kunststykket efter.
Joh, rønnebærrene er sure!
V blev efter kyndige Venstre-eksperter sprængt i tre forskellige partier. Som den evige klakør af Venstre og forhenværende særlige rådgiver for Løkke, Søs Marie Serup udlagde valget.
Og det er jo nok sandt! I hvert fald hvad angår Løkke. Løkke er ikke bare blå, han er dybblå. Hans farvepalet rummer ikke de mindste tegn på farven magenta.
Han er god til skuespillet, men uendelig dårlig til det politiske håndværk. Beskrivelsen af ham som – den lille svindler – er korrekt, hvis man alene henviser til hans beskedne fysiognomi. I alle andre sammenhænge er størrelsen stor. Fra Irak-kommission til Claus Hjorth via Inger Støjberg.
Beskrivelsen af ham som en dygtig politisk håndværker er mere beskrivelsen af en håndværker der altid overfakturerer hans egne evner, mens arbejdet hele tiden skal gøres helt om.
Løkkes vigtigste opgave ved valget, var da også at han ville omgøre alt det som han i hans egen regeringstid havde besluttet. Har man råd til en sådan håndværker, der hele tiden vil ændre hans udførte arbejde på ens egen bekostning? Hvis svaret er Ja, så har man sikkert også råd til en Løkke!
Men danskerne lever nu nok bedst og tryggest uden en Løkke om halsen.
Inger Støjberg, IS-kvinden, kom direkte fra dommen i Rigsretten og ind i Folketinget, med den slette trussel at hun vil gøre det samme igen. De fleste forbrydere angrer dog, men ikke IS-kvinden.
Sådan kan det gå når der i fangenskabet ikke er råd til en resocialisering af de forhærdede forbrydere.
Den næste i kachotten kan hurtigt blive Morten Messerschmidt. Han har jo tidligere haft en dom, så han er vant til rettergangen. Nu har han i meget lang tid forsøgt at forhale processen, ved ikke at udlevere dokumenter og sligt.
Nu venter afgørelsens time. Og frænder er ikke frænder mere. Det kan blive artigt at høre hvor meget tulle, Skaarup og Kjærsgaard vidste om den omfattende svindel, der i anklageskriftet er reduceret til et væsensmindre beløb.
Liberal Alliance har fået flere mandater, der kan stemme imod, mens de Konservative slikker sårene fra en katastrofal valgkamp, der reducerede en sikker sejr til et miserabelt nederlag.
Tilbage er der Venstre der gør sig klar til at fortælle offentligheden at de nok alligevel har tillid til den fungerende statsminister, ligesom det store flertal af danskerne.
Socialdemokrater ved hvordan man kan kvikke tilliden op hos gode Venstre-folk, det er ved at give dem lukrative poster og et godt udkomme. Som Kristian Jensen, Søren Gade og Karen Ellemann. Godt begyndt er halvt fuldendt.
De rød-grønne
SF der vel på en eller anden måde opfatter sig selv som et korrektiv til socialdemokratiet, og som er godt tilfredse hermed, ligger lige til den højre fod at få dem indlemmet i noget regeringsarbejde.
Det eneste problem i den øvelse er, at regeringens tyngde forskydes over mod den venstre side i Folketingssalen. Det eneste håb SF kan have for en regeringsdeltagelse er hvis V og C kommer med i en regering og vil sikre et regeringsflertal med SF’s mandater.
Om de Konservative kan tåle det, er yderst tvivlsomt. Men man ved aldrig Pape er trængt, og han siges jo altid at være enig med den sidste person han har snakket med.
Enhedslisten tabte terræn. De kan sammen med de andre partier der kaldes de røde udgøre et flertal. Det var de ret så gode til under den seneste regeringsperiode. Det skal de have, men flertallet på den rød side er reduceret til nul og niks.
Desuden skal der laves større forandringer i samfundet, og det vel næppe noget som det revolutionære parti endnu er parate til. Som med EU og NATO opdager de vel først salighederne med en 25 års forsinkelse.
Tilbage er Alternativet. Et parti for de frelste, eller i hvert fald de der søger en frelse. Det man kan være sikker på, det er at verden ikke forandrer sig som de vil, og at alt går for langsomt i deres øjne.
Spændet i den røde blok fra Zenia Stampe og Theresa Scavenius frem til dem der reelt tør forandre noget i Danmark er for stort. Der kommer ikke en rød-grøn regering baseret på sølle 90 mandater, hvor enkelt i blokken har veto-ret. Det kommer aldrig til at ske!
Moralen bliver at det nok igen ender med en Lily-model, svøbt rundt om Mette Frederiksen. Og det er jo ikke så ringe endda. Om andre skal deltage, kan tænkes. Men hvorfor egentlig?
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Inflationschok
Amerikansk politik: Polarisering, negative kampagner og mobilisering
Kamp om forfatning og demokrati
Kom vi i mål med psykiatriplanen?