Inflationschok
Priserne er begyndt at galopere igen. Inflationen er blevet virkelighed. Hvad er inflation og hvordan bekæmper vi den
Af Mogens Lykketoft
I de gode gamle dage under højkonjunktur, fuld beskæftigelse og megen købelyst frem til 1973 havde vi ret store prisstigninger, der endda blev forstærket af automatisk pristalsregulering af lønningerne – den såkaldte dyrtidsregulering.
Med oliekriserne dengang fik vi endnu mere inflation, fordi vi skulle betale meget mere for olien. Det blev mere bekymrende, at vi bevilgede hinanden lønforhøjelser, når landet som helhed faktisk blev fattigere. Problemet blev forstærket, når vi mange gange frem til 1982 med ringe held forsøgte at forbedre vores beskæftigelse og konkurrenceevne ved at nedskrive kronens værdi- devaluere. Så kunne vi eksportere mere til konkurrencedygtige priser. Men importen blev dyrere i danske kroner, og det skabte ekstra inflation og nedsatte også købekraften for danskerne. Desuden førte stadig stærkere forventninger om endnu flere devalueringer til et rekordhøjt renteniveau på omkring 20 pct., der nok slog flere job ihjel end vi reddede ved devaluering.
Derfor valgte den ny Schlüter-regering i 1982 at afvise devaluering som middel i den økonomiske politik og samtidig afskaffe dyrtidsreguleringen. Det fik hurtigt renten ned, og prisstigningstakten blev lavere. Det var en rigtig politik, som er fastholdt af skiftende regeringer lige siden.
40 år med fast kurs
Danmark har derfor de seneste 40 år opretholdt en fast valutakurs – først over for D-marken og derefter overfor euroen. Vi blev del af fælles europæisk pengepolitik, der tøjlede inflationen til omkring 2 pct. pr. år.
Efter finanskrisen fra 2008 kom vi til at opleve ekstremt lave renter i Europa. De senere år har nationalbankerne fastholdt renter omkring eller under nul procent. Det fik efterhånden gang i økonomi og beskæftigelse, trods en ret stram budgetpolitik, hvor staterne sparede mere op end de gav ud. Det er en tilsnigelse, at denne politik ikke skabte inflation. Jo, varerne steg meget lidt på grund af globaliseringen, der sendte os billige varer fra Kina og andre lavtlønslande, men de ekstremt lave renter gav inflation i ejendomspriser og aktiekurser og bidrog til stigende ulighed i verden og i de enkelte lande.
Nu oplever vi et inflationschok med prisstigninger på et enkelt år på 10 pct. i det vestlige Europa og endnu mere andre steder. Kilden er at efterspørgslen efter varer og arbejdskraft er større end udbuddet. En meget stor del af kloden vareproduktion flyttede i de foregående årtier ud til lavtlønslandene, men to år med pandemi har forstyrret de globale forsyningskæder. Der mangler af mange grunde brikker til produktionen – bl.a. som følge den massive corona-nedlukning i Kina. Dertil kom en endnu voldsommere påvirkning med eksplosionen i energi- og fødevarepriserne efter Ruslands angreb på Ukraine, lukning af gasforsyningen derfra og usikkerhed om forsyningen med korn og gødning fra de to krigsramte lande. Højere energipriser smitter af på prisen på næsten alle andre varer.
Hungersnød
Forsyningskrisens prisstigninger skaber hungersnød mange steder i verdens fattigste lande og udhuler jo også i vores rige lande folks købekraft mærkbart – irriterende for de velhavende, men fatalt for de fattigste.
Inflationen nu er ikke af den gamle slags, hvor lønstigninger og devalueringer var en selvbekræftede cirkel af mere inflation. Inflationen kommer udefra - på grund af pandemi og krig. Vi kan gøre en del for af fordele smerten socialt rimeligt, og vi kan spare på energien og investere hurtigere i vedvarende energi, så vi på den måde tager noget af inflationspresset. Og vi kan bidrage til at pandemien også ude i verden afdæmpes, så de gamle forsyningslinjer genoprettes. Mange økonomer forventer, at inflationen hurtigt kommer ned igen. Måske ser vi allerede nu en lysning, fordi gas- og elpriser i november er faldet til et langt mere tåleligt niveau – men utvivlsomt lægger sig til ro en del over det hidtil kendte niveau.
Men det er også konventionel økonomisk visdom, at inflation uanset dens oprindelse skal bekæmpes af nationalbankerne ved renteforhøjelser. Det ser vi udfolde sig. Nulrentetiden er forbi - aktiekurser og ejendomspriser falder, og en ellers meget høj beskæftigelse med mangel på arbejdskraft er ved at blive afløst af stigende arbejdsløshed. Reallønsfaldet som følge af inflationen suppleres af stigende renteudgifter og lavere købekraft hos dem, der mister jobs. Arbejdsløsheden presser også lønkravene ned hos dem, der er i arbejde. Det er i hvert fald forventningen lavere beskæftigelse tøjler risikoen for, at øgede lønstigninger kommer til at fastholde høj inflation lige som i gamle dage.
Det er vanskeligt at gennemskue om der er endnu større rentestigninger på vej fra nationalbankerne. Det håber jeg ikke, for usikkerheden om pandemi, krig, forsyninger og priser er stadig enorm. Det vil et godt stykke ud i fremtiden fylde både familier og virksomheder med frygt for at bruge for mange penge. Derfor tror jeg ikke, at den nærmeste fremtid fører til et efterspørgselspres, der fastholder høj inflation, og derfor heller ikke at det er hensigtsmæssigt at fortsætte med at hæve renten,
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Amerikansk politik: Polarisering, negative kampagner og mobiliseringKamp om forfatning og demokrati
Kom vi i mål med psykiatriplanen?
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Inflationschok
Amerikansk politik: Polarisering, negative kampagner og mobilisering
Kom vi i mål med psykiatriplanen?