Overlever den danske model?

Overenskomstforhandlingerne er i gang. På hvilke vilkår og med hvilken historie og med hvilke trusler?

Af Jørgen Elikofer, tidligere sekretariatschef i Dansk Metal

Her i landet er de fleste glade for den danske model, som har sikret et reguleret samarbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere. I dag anses den danske model for at være garantien for, at vi har og kan opretholde et fredeligt og fleksibelt arbejdsmarked.

Vel er den 120 år gamle danske model godt nok gammel, men de aftalte regler i den Hovedaftale, der i 1899 blev det danske arbejdsmarkeds grundlov, er stadig gældende med nogle senere revisioner, som stadig respekterer udgangspunktet. Men reglerne fungerer i et helt andet samfund, end det, fagbevægelsens pionerer levede i for 120 år siden.

I 1899 levede de fleste arbejdere tæt på absolut fattigdom. Der var ingen velfærdsstat. Arbejderne følte sig med rette udbyttede og var opstemt af tanker om klassekampen mod den kapitalistiske fjende. Dengang stod arbejderne sammen i fagforeningerne, som var den eneste af parterne, de kunne stole på.

Op gennem første halvdel af det 20. århundrede forbedredes levevilkårene for de fleste arbejdere og med Kanslergadeforliget i 1933 blev de første skridt til velfærdsstaten taget. Siden kom der Samarbejdsaftaler og medarbejderrepræsentanter i selskabsbestyrelserne. Den oprindelige konfrontation og klassekamp blev gradvist afløst af tillidsfuldt samarbejde på arbejdspladserne mellem parterne.

I 1991 gennemførte Dansk Metal en medlemsanalyse, hvor et af spørgsmålene lød : ”Det er vigtigere for mig, at det går min arbejdsplads godt, end at det går min fagforening godt”. Her erklærede 71 pct. sig enige og kun 11 pct. var uenige. Forbrødringen mellem parterne var tilsyneladende fuldbyrdet. Man skal her dog bemærke sig, at denne undersøgelse omfattede ansatte i industrien. Parterne i byggebranchen og transportsektoren var nok knap så forbrødrede – og er det stadig ikke. Og på det offentlige arbejdsmarked fungerer modellen ikke perfekt, fordi arbejdsgiveren her ikke presses økonomisk, når strejkevåbnet tages i brug.

Andre ydre begivenheder har påvirket den danske model. I 70-erne og 80-erne var kommunisterne aktive i det såkaldte Formandsinitiativ, hvis ene hovedopgave var at bekæmpe Arbejdsretten. Arbejdsretten er afgørende for at den danske model kan fungere, fordi Hovedaftalen og de herunder indgåede overenskomster ikke kan fungere, hvis ikke der et retssystem, der holder parterne fast på de forpligtelser, de har indgået i deres aftaler. Formandsinitiativet gik i sig selv og den danske model overlevede.

Ved den seneste private overenskomst i 2017 var den faglige venstrefløj genopstået og bidrog til at skabe utilfredshed med de aftaler, som parterne lagde frem til afstemning blandt medlemmerne. Ved de igangværende overenskomstforhandlinger er disse ny-kommunister igen på banen og har med fusionen mellem LO og FTF til FH fået nogle af deres politiske venner ind i den inderste kerne af hovedorganisationens administration. Nu er der heldigvis den forskel fra Formandsinitiativets tid, hvor det var LO der var hovedforhandler, at det er CO-Industri der har bolden. Den danske model overlever derfor nok også denne gang.

Tailors tankegang og truslen fra EU

I store dele af det 20. århundrede herskede Taylors tankegang, Taylor havde ingen tillid til arbejdere. Han så udelukkende arbejderne som en nødvendig omkostning ved produktionen. Taylor's idé var derfor at splitte arbejdet i en række simple operationer, så det blev muligt at kontrollere arbejdet og arbejderne til den mindste detalje. Produktionsprincipperne beskrev han for 100 år siden i sin såkaldte "Scientific Management” (videnskabelige ledelsesteknik). Samtidig udviklede han et system til at beregne akkordløn på grundlag af arbejdsstudier.

Taylor-tankegangen døde som følge af kundernes krav om kvalitet og variation. Og fordi de stadigt mere veluddannede unge gennem opvæksten i velfærdssamfundet har lært, at der findes et alternativ til hierarkiske organisationer. Der er andre måder end mistillidens masseproduktion.

Med den stigende velstand, det stigende uddannelsesniveau og de moderne ledelsesmetoder er der opstået et nyt fænomen, der måske kan blive en trussel mod den danske model. De større virksomheder har alle indrettet sig med HR-afdelinger (til Human Ressource Management). Her har virksomhederne ansat HR-chefer og HR-konsulenter, hvis opgave det er at stimulere medarbejderne.

HR har udviklet sig fra at være en ren administrativ funktion for rekruttering og håndtering af personalesager, til at blive en komplet strategisk samarbejdspartner for medarbejderne. Nu forventes HR at kunne udvikle organisationen for at møde fremtidige behov for kvalifikationer. HR skal også bidrage til at forbedre medarbejdernes ydelser samt at beholde og tiltrække sig de bedste talenter ved at holde medarbejderne engageret og motiverede. På den måde har HR mange steder overtaget en række af de sociale funktioner som er en del af tillidsrepræsentanternes tillidsskabende indsats for medlemmerne af fagforeningerne.

Endelig er den danske model truet af, at vi med EU’s voksende indflydelse på arbejdsmarkedsforhold er i gang med at gennemtrumfe en lovbaseret mindsteløn. I Danmark kæmper alle – arbejdsmarkedets parter i fællig og alle regeringsbærende partier – for at undgå en EU-mindsteløn. Det lader sig næppe gør, så derfor går strategien nu ud på at prøve at få EU til at arbejde med to modeller. En lovbaseret mindsteløn i lande der ikke bygger på stærke parter på arbejdsmarkedet og en anden model – der ligner den danske model – for lande med stærke parter på arbejdsmarkedet og solide traditioner for at regulere arbejdsmarkedet via aftaler.

Om det vil lykkes vides ikke. Og selv om det skulle lykkes at få EU til at byde på en dobbeltmodel, kan vi ikke vide os sikre på, at EF-domstolen ikke på den lange bane alligevel gennemtrumfer lovbaseret mindsteløn. Sker det, vil det måske langsomt, men sikkert kvæle den danske model.

Og endelig kan de seneste årtiers udhuling af dagpengesatserne blive en trussel for den danske model. Lad os håbe, at den nye S-regering ændrer den kurs hen ad vejen, selv om der ikke er råderum til det lige nu.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Trumps gale værk

For bedre dagpenge mod Finansministeriets regnemodeller 

Minimumsløn – ja, nej, hvorfor, hvordan?

Brexit - en fortsat smertelig proces

Anbringelser - et overblik

Social kontrol på ungdomsuddannelserne

Husleje i private lejeboliger og § 5 stk. 2?

10.000 kr. i statstilskud pr. kg tabt kropsfedt