Minimumsløn – ja, nej, hvorfor, hvordan?

Mindstelønninger bliver med garanti et hedt debatemne i den kommende tid. Her sættes det i perspektiv.

Af Irene Odgaard, 3F emeritus

Søndag den 19. januar afholdt byggefagene et såkaldt overenskomststormøde, hvorfra det lød: ”Vi er ikke konfliktsøgende, men vi VIL have en højere mindsteløn”. Medlemmerne havde i en undersøgelse tilkendegivet, at ”social dumping” står næsthøjest på listen over problemer, der skal løses ved overenskomsten – og det skal forhøjelsen af mindstelønnen bidrage til.

Arbejdes der på vilkår ”under sædvanligt dansk niveau, svarende til relevant overenskomst for det pågældende faglige område” – ja, så er det social dumping. Og udenlandsk arbejdskraft får sjældent mere end overenskomstens mindstesats, som meget få danskere arbejder på. Overenskomsten giver ret til lokal forhandling – men mange udlændinge er udstationerede og tør dårligt nok forlange arbejdsmiljølovgivningen overholdt: ”Beder du om en støvmaske, så bliver du bare sendt hjem, og arbejdsgiver får sig en ny rumæner i morgen”, som en arbejdsmarkedsforsker formulerede det. Med over 400 faglige sager om året inden for byggeriet må social dumping siges at være et problem, som medlemmerne har grund til at ønske løst.

EU høringsproces

I begyndelsen af den samme uge havde EU-kommissionen sat gang i en høringsproces med arbejdsgiverforeninger og fagforeninger om ”en mulig aktion der adresserer udfordringerne relateret til fair minimumslønninger.” Baggrunden er den triste kendsgerning, at en ud af seks arbejdere i EU er lavtlønnede – mellem 2005 og 2018 steg andelen af decideret fattige lønmodtagere, så knap hver tiende lønarbejder nu er ”working poor”.  EU har et mål for nedbringelse af fattigdom, men det bliver ikke mødt i 2020: 113 millioner mennesker lever under fattigdomsgrænsen.

Det er svært at konkludere andet end at der er noget galt med konstruktionen: Der savnes balance mellem ”markedet” og ”det sociale” i EU. Traktatens smukke ord om sociale fremskridt og befolkningernes velfærd harmonerer dårligt med den konkurrence på løn og arbejdsmiljø, som har pågået. I EU-parlamentets rapport om en ”Europæisk søjle af sociale rettigheder”, (2016) bliver det ikke pakket ind: Uden en fælles europæisk ramme, er medlemsstaterne ”fanget i en destruktiv konkurrence baseret på et ræs mod bunden i sociale standarder”, skrives der. På den baggrund vedtog EU-parlamentet sidste år i oktober en resolution, der bl.a. forlangte lovmæssige forslag til at gennemføre en minimumsløn i EU. Og høringsprocessen, som Kommissionen nu har sat i gang, skal ses i sammenhæng med kritikken af den nødlidende sociale dimension af EU.

Lønfastsættelse er imidlertid en såkaldt ”national kompetence”; det vil sige, at løn ikke er “harmoniseret” i EU. Det vil de fleste nok også frabede sig, at den nogensinde bliver, ikke mindst i højtlønslande som Danmark - og særlig vil fagforeningerne og deres medlemmer frabede sig det: løn er noget, vi forhandler og aftaler kollektivt. Til grund for den danske model lå historisk en meget høj organisationsgrad og fagforeningsmonopol på at udbyde arbejdskraft, og den kollektive styrke hos lønmodtagerne har skabt gode forhold på arbejdsmarkedet i Danmark. Men, som man formulerede det i Folketingets udvalg om modvirkning af social dumping (2012):
Det er en forudsætning for den danske arbejdsmarkedsmodel, at de, som arbejder i Danmark, arbejder på sædvanlige danske vilkår.
Frankrig rejste problemstillingen om social dumping allerede i 1950’ernes europæiske samarbejde: hvis ikke arbejdsmarkeds- og skattepolitik harmoniseres i forbindelse med et fælles indre marked med fri bevægelighed for kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft, hvad vil konkurrencen så gøre ved standarderne hos de lande, hvor de ligger højest? Den franske regering havde netop da gennemført bl.a. ligeløn mellem kvinder og mænd, og man var lidt nervøs for den sociale førertrøjes virkning på konkurrenceevnen. Og i 1980’erne var det Frankrig, der tog initiativ til ”Charter om arbejdernes fundamentale sociale rettigheder”.

22 EU-lande har lovgivning om mindsteløn

Og nu skal der altså rykkes på EU’s sociale dimension. Kommissionens holdning er, at minimumsløn kan tjene til beskyttelse for arbejdere med lav løn og ringe forhandlingsstyrke. Foran Kommissionen ligger et kludetæppe af medlemslandenes reguleringer på arbejdsmarkeder. Hvordan ser det ud, hvad minimumsløn angår?

22 af medlemslandene bruger at lovgive om en minimumsløn. I forbindelse med denne lovgivning inddrages arbejdsmarkedets parter i ret forskellig grad: fra trepartsforhandlinger over konsultation til slet ikke. Mest ”slet ikke” i Central- og Østeuropa, som ikke kan prale af nogen lang tradition for hverken social dialog eller demokrati. Her har den faglige organisationsgrad aldrig været høj og på det seneste er den raslet yderligere ned. I Rumænien må en femtedel af arbejdsstyrken eksistere på den lavest tilladte løn.

I 6 af EU’s medlemslande fastsættes lønningerne derimod ved kollektive overenskomster, som i ”den danske model”. Minimumslønnen tenderer til at at være højere i de lande, hvor arbejdsmarkedet reguleres på denne måde – samtidig tjener færre kun minimumslønnen: i Belgien er det under 5% af arbejdstagerne. Så det er den model, EU-kommissionen tilkendegiver, den i princippet gerne vil udbrede. Hvad håndhævelse angår, er det også en effektiv model: både den enkelte arbejdstager, fagforeningen - på vegne af arbejdstageren - og fagforeningen selv, som ”ejer overenskomsten”, har interesse i at håndhæve den.

Men det går ikke godt med at udbrede modellen.Dækningsgraden gennem kollektive forhandlinger er faldet i mange EU-medlemslande.
Der er altså et reelt problem på EU’s indre arbejdsmarked med alt for lave lønninger. Det anerkender Fagbevægelsens Hovedorganisation da også. Alligevel har man til EU-kommissionens høring om ”fair minimumslønninger” i første omgang koncentreret sig om at sende signalet: ”Det er stadig nej tak til EU-bestemt mindsteløn”. Det har ikke hjulpet, at den nye EU-jobkommissær, Nicolas Schmit, bedyrede, at han ”virkelig vil give alle former for garantier for, at det danske system bliver bevaret og beskyttet”. I sin tale til nytårsreception hos FH i Bruxelles sagde han: ”I talked to the president of the commission the day before yesterday. I said I want to protect the system, and she said no; not only to protect – but also to promote.

So we want to promote this system, because it is a system based on social dialogue. And it is strongly connected to collective bargaining. There is no strong social market economy without collective bargaining and therefore we have to preserve, encourage and strengthen that. You do that for yourselves in the system of Denmark but we have to extend that to those countries where it does not exist sufficiently.”

Kommissionsformanden Ursula von der Leyen har sagt, at regulering ved hjælp af kollektive overenskomster, som i Danmark, er et foretrække: ”in particular, an EU action would not seek the introduction of a statutory minimum wage in countries with high coverage of collective bargaining and where wage setting is exclusively organised through it.”

EU-domstolen spøger

Men den danske fagbevægelse er på vagt, fordi særlig EU-domstolen tidligere har formået at fortolke retten til den fri bevægelighed på det indre marked på en ødelæggende måde for arbejdsmarkedsregulering som den danske. I 2008 blev en svensk fagforening, Byggnads, dømt for iværksættelse af blokade mod et lettisk firma, Laval. Fagforeningens krav var, at Laval-firmaet tiltrådte overenskomsten, som indebar, at der derefter skulle indgås akkord-aftale, eller – hvis man ikke kunne blive enige om en sådan – skulle betales den såkaldte ”tilbagefaldsløn”, som var højere end mindstelønnen. Domstolens argument for at dømme blokaden ulovlig var, at det svenske aftalesystem ikke giver tilstrækkelig klarhed over, hvad den udenlandske tjenesteyder skal betale i løn, og at der i Sverige ikke er lovgivning, som præciserer hvad mindstelønnen er.

Med Laval-dommen fik EU-domstolen også udvandet EU’s Udstationeringsdirektiv fra 1996. Sigtet med direktivet var i sin tid at sikre lige løn for lige arbejde på samme arbejdssted for udstationerede arbejdstagere, som der bliver stadig flere af. Imidlertid indskrænkede Laval-dommen direktivet til at være en ”maksimumdirektiv”, som netop ikke sikrede ”sædvanligt” lønniveau, men kun adgang til en mindsteløn.

Transportområdet blev ikke omfattet, da Udstationeringsdirektivet blev revideret i 2018. Og det var ikke, fordi der ikke er problemer med udstationerede chauffører og social dumping i sektoren. Det var snarere fordi problemerne var så store, at der skal reguleres særskilt: det bliver i form af den såkaldte Vejpakke, som stadig er på vej gennem EU-systemet.

Få dage før Byggefagenes stormøde med højere OK-mindsteløn på dagsordenen, efterlyste transportområdets arbejdsgivere og fagforbund i forening, at Folketinget landede en aftale om ”lønværn” for chauffører, inden man gik i gang med overenskomstforhandlingerne. Der har været lovgivning på området siden 1973, men som DA’s repræsentant forklarede på Folkemødet på Bornholm i sommers: ”man havde blot glemt at skrive, hvilken overenskomst, der skal slås op i.”

Folketinget har de facto lovgivet om mindsteløn

Det lykkedes at få Folketinget til at lovgive: Vognmænd skal nu følge lønniveauet i ”den mest repræsentative overenskomst”, hvis de skal have tilladelse til at køre gods i Danmark. De udenlandske chauffører vil have et krav på omkring 158 kroner i timen, når de kører i Danmark, mod de 20-30 kroner, de får i dag. Altinget kaldte det en ”de facto lovbestemt mindsteløn”. Enhedslistens Henning Hyllested kaldte aftalen ”et historisk skridt i kampen mod social dumping”, fordi bremserne er hugget effektivt i ”for bulgarske, rumænske og for den sags skyld filipinske lønninger på danske landeveje.” Her er Folketinget altså inde over mindstelønnen, med fagbevægelsens velsignelse - og mere end det: uden et dygtigt samspil mellem transport-fagforeningerne i en række lande - og deres effektive formidling til offentligheden af, hvordan ”social dumping” ser ud - ville lovgivningen, der skal lægge bund under løn og arbejdsforhold og håndhæve den ved myndighedsindsats, næppe have set dagens lys.

I oktober 2018 kunne Fagbladet og andre medier vise billeder af forholdene i en lejr i Padborg, hvor 200 filippinere og shrilankanere boede under uhumske forhold, hyret af den danske vognmand Kurt Beier Transport, og aflønnet med ned til 15-20 kroner i timen. Forargelsen var stor. Folketinget vedtog i december, at der måtte vedtages regler, så den slags ikke skete. I april 2019 nåede fagbevægelsens Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening frem til fælles anbefalinger til en aftale, som Folketingets aftale kunne bygge på. En global transportudbyder som DSV har været en stærk fortaler: Et vigtigt argument er, at den sociale dumping er konkurrenceforvridende i erhvervet. Det stod allerede at læse i rapporten fra Folketingets udvalg om modvirkning af social dumping fra 2012: Dette medfører konkurrenceforvridning i forhold til danske transportvirksomheder, i det omfang udenlandske transportvirksomheder, der kan udføre kørsel til en lavere pris som følge af lavere omkostninger, herunder lavere chaufførlønninger, udfører cabotagekørsel i større omfang, end cabotagereglerne tillader.

3F har også spillet konstruktivt ind i forhold til EU’s reguleringstiltag på området. I ”Vejpakken”, der kommer til at afløse den danske aftale, vil der komme nye og bedre udstationeringsregler for chauffører. Og det blev 3F’s forslag om opdeling af internationale transporter i publikationen ”Fair Mobilitet”, der blev udgangspunkt og grundstamme for forhandlingerne.

Håndhævelse er afgørende – og transportsektoren løber næppe tør for problemer på grund af social dumping foreløbig. Men vejen frem i forhold til at bryde EU-områdets ”destruktive konkurrence baseret på et ræs mod bunden i sociale standarder”,  går givet gennem mange typer af tiltag. Og helt uden tvivl gennem et intensiveret internationalt samarbejde i fagbevægelsen. Social dumping og skruebrækkere var udgangspunkt for international fagligt samarbejde. I 1800-tallet stillede man krav om, at ingen udenlandsk arbejder måtte betales ringere end fagforeningernes tarif - og om fabriksinspektører, valgt af arbejderne og betalt af staten. Efter Første Verdenskrig stod fagbevægelsen bag dannelsen af ILO, som skulle hæve standarderne internationalt. Det lykkedes dengang. Arbejdsklausulerne, som i 2012 blev udbredt til kommunerne som redskab mod social dumping, og som byggefagene nu samarbejder med Københavns Kommune om at få til at virke, har rod i en ILO-konvention.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Trumps gale værk

Overlever den danske model?

For bedre dagpenge mod Finansministeriets regnemodeller 

Brexit - en fortsat smertelig proces

Anbringelser - et overblik

Social kontrol på ungdomsuddannelserne

Husleje i private lejeboliger og § 5 stk. 2?

10.000 kr. i statstilskud pr. kg tabt kropsfedt