Sundhedsreform - cirklens kvadratur

Det vrimler med modsatrettede interesser, massive kapacitetsproblemer, opskruede forventninger og forsimplede løsninger på komplekse problemer, når der skal barsles med et forslag til sundhedsreform en gang i maj

Af Mogens Havnsøe Petersen

Næst efter udenrigspolitik er sundhedspolitik nok den sværeste tiger at ride i vort kære parlamentariske demokrati. Alle kender nogen, der har været syge, mange har været det selv, og mange er bange for at blive det, og passer man ikke ind i en af de tre kategorier, så er alle jo pårørende på sæt og vis.

Når man dertil lægger, at det ifølge Danmarks Statistik er således, at den del af befolkningen som er 80 år eller mere vokser med 59 % blot fra 2020 til 2030, og at man forventer at de ca. 300.000 der er 80 eller mere i dag vil være vokset til det dobbelte i 2050, og at der altså ikke er fundet en pille, som sætter aldersforfaldet i stå, så vil sundhedssektoren møde massive udfordringer i de kommende år.

Og det stopper jo ikke her. Udviklingen indenfor medicin og teknologi går med raske skridt, og alle regionspolitikere og mange andre kan skrive under på, at udgifterne her bare vokser og vokser.

Jonathan Schloss, som er direktør for Kommunernes Udviklingscenter under Kommunernes Landsforening, og som før da bl.a. har været direktør for Bispebjerg Hospital og PLO (Praktiserende Læger Organisation), skriver i en kommentar i tidsskriftet “Sundhedsmonitor” den 16. maj 2022 følgende:

Altid vil sygehusene kunne redde flere menneskeliv og skabe mere livskvalitet, hvis bare der var endnu flere overlæger, den nyeste medicin og det nyeste grej. Ingen folkevalgte vil lægge navn til et nej. Det er blevet djøf’ernes lod at sige nej på skatteborgernes vegne til bare en lille del af det, lægevidenskaben kan.

I gamle dage sagde man indenfor journalistikken, at man altid i agurketiden kunne fyre en historie af efter opskriften: Skal denne mand/kvinde/barn dø, fordi x-hospital ikke har plads til eller råd til den og den behandling, som ellers kunne redde vedkommende.

Så det er noget af en opgave, som SVM-regeringen har sat sig selv på, når den vil komme med et udspil til sundhedsreform i maj, som gør op med nogle af de sten på vejen, for en mere ressourceøkonomisk tilgang til sundhedssystemet i Danmark.

Skrot

I slutningen af Løkkes regeringsperiode, måtte den hårdt presset og tæt på valget fremlægge et oplæg til sundhedsreform. Under den smukke overskrift “Patienten først” og med de tilhørende løfter om “nærhed, sammenhæng, kvalitet og stærkere rettigheder for patienterne” blev oplægget søsat i midten af januar 2019. Den 5. juni 2019 fik vi folketingsvalg, og 27. juni 2019 tiltrådte den rene socialdemokratiske regering under Mette Frederiksens ledelse.

Her er diagrammet for Løkke-regeringens sundhedsudspil til skræk og advarsel.

Løkke-regeringens udspil til sundhedsreform blev dermed skrottet. Det blev afløst af et aftalepapir som baggrund for Mette Frederiksens første regering, hvor der om sundhed står: “En ny regering vil bevare regionerne. Forholdene for patienter, herunder fødende, skal forbedres. Derudover skal der uddannes mere sundhedsfagligt personale, samt sikres bedre arbejdsforhold for de ansatte. Der skal skabes større sammenhæng og bedre samarbejde mellem praktiserende læger, kommuner og regioner. En målrettes indsats skal sikre flere praktiserende læger i hele landet”. Og så står der eller noget om et landsdækkende behandlingsråd, som skal sikre ens behandling i hele Danmark, og det understreges også, at man ikke vil have, at de unge begynder at ryge.

Det mest centrale i aftalepapiret er nok, at der står, at regeringen vil bevare regionerne. I Løkke-regeringens udspil skulle de regionerne afskaffes, men det blev nok fastslået efter pres fra Konservative og Liberal alliance, for regionerne var delvist Lars Løkke Rasmussens opfindelse. Som gammel amtsborgmester må man formode, at han har et bankende hjerte for det regionale. At det så blev 5 og ikke 3 regioner skyldtes nok, at dermed kunne der skaffes plads til daværende amtsborgmester i Roskilde Amt Kristian Ebbensgaard (Venstre), som jo også planmæssigt blev regionsrådsformand for Region Sjælland.

Desværre kan man forudse, at der i de kommende forhandlinger om ny sundhedsreform, som SVM-regeringen har forpligtet sig til at komme med, først vil være sværdslag internt i regeringen om regionernes beståen eller ej, og sværdslaget kan så gentages, hvis flere partier skal med. Den intellektuelle dybde i at rode rundt i de overordnede strukturer kan der sættes spørgsmålstegn ved, alt mens der er massive budget- og gennemførelsesproblemer i alle de såkaldte supersygehuse, hvor ideen blev skabt under regeringen Anders Fogh Rasmussen, men hvor de kun står lidt mere end halvfærdige i år, hvor de egentlig skulle have været indviet.  

Det udspil til sundhedsreform, som blev skabt under Løkke-regeringen, kommer næppe til at danne skole. Der bliver talt om, at der skulle være tale om en forenkling, men der ville med bl.a. 21 sundhedsfællesskaber, hvor de tilknyttede kommuner ville få en form for vetoret, og så med regionsrådene erstattet af lige så mange sundhedsforvaltninger nemlig 5, og så også med en organisation “Sundhedsvæsen Danmark”, som bl.a. skal stå for alle overenskomster, så ville en virkeliggørelse skabe et organisatorisk monster, der som minimum vil forøge forvirringen omkring beslutningskompetencer.

Daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby, nåede kun at være minister for dette område i to et halvt år, og i dag er hun ude af Folketinget og 2. viceborgmester i Sønderborg Kommune. Nuværende sundhedsminister Sophie Løhde var i den daværende regering innovationsminister.

Miskmask af interesser

Der kan spekuleres meget i personer omkring en kommende sundhedsreform. Den nuværende stilling er, at de 5 regionsformænd fordeler sig med 3 til Socialdemokratiet og 2 til Venstre, om det kommer til at yde indflydelse på regeringsudspillet, kan der kun gættes på, men det kan under alle omstændigheder konstateres, at den tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose er kommet ind i regeringen, og sidder i alle de centrale regeringsudvalg som økonomiminister.

For nogle uger siden kom der et fælles udspil fra Kommunerne Landsforening (KL) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Det meste af det forunderligt korte udspil er ren lyrik. Men tilbage står, at PLO hellere vil have KL som forhandlingspartner frem for Regionerne.

Vi vil nok se en del udspil fra de mange interesser i sundhedsvæsenet, det være sig faglige organisationer, hvor der er en række modstridende ønsker og krav, og hvor der er mange sygehushierarkier der stadig kommer til udtryk. Så er der alle de mange patientorganisationer, med Kræftens Bekæmpelse som den nok stærkeste, men hvor en organisation som Danske Patienter udover Kræftens Bekæmpelse omfatter 23 andre patient- og pårørendeforeninger. Universiteterne har ligeledes stærke interesser i sundhedsstrukturen og det samme har medicinalindustrien. 

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Vores Kandidater til EP-valget

Døende partiforeninger – hvad gør vi?

Plads til liv – 110 års arbejderkulturhistorie

I front for Bornholms Efterskole

Færre bøger - mere kokain