Plads til liv – 110 års arbejderkulturhistorie

Af Søren Thomassen – formand for Arbejdernes Andels-Boligforening i København 1989 – 2004.

Den 12. marts 2022 blev Boligforeningen AAB 110 år. I den anledning udgav ar foreningen i 2023 bogen Plads til liv - 110 års historie

Oprindelig var navnet på boligforeningen Arbejdernes Boligforening, senere blev det til Arbejdernes Andels-Boligforening i København (AAB), mens så forsvandt arbejderne åbenbart efter mere end 100 år og foreningen skiftende navn til Boligforeningen AAB. Det gjorde en stor del af dens særegehed også.

Igennem sine nu 112 år har AAB været en markant trendsætter i det almene boligbyggeri i Danmark, måske den mest markante.

AABs vedtægter og dets beboerdemokrati der bygger på decentral selvforvaltning, blev således i 1980’erne model for det beboerdemokrati (uden decentral selvforvaltning) som ifølge lov om almene boliger kom til at gælde i alle former for almene boligorganisationer uanset om de var boligselskaber ejet af kommunerne, garantiselskaber ejet af fagbevægelsen/kooperationen eller andelsboligforeninger ejet af beboerne.

Fra starten i 1912 og 100 år frem havde medlemmerne af AAB en række rettigheder som i de seneste 20-30 år er blevet udhulet i sådan en grad at AABs særkender ikke længere eksisterer (bortset fra princippet om selvforvaltning der stadig praktiseres i 1/3 af AABs mere end 100 afdelinger). I dag er der ingen forskel på AAB og en hvilken som helst anden almen boligorganisation.

Kampen mod spekulationsbyggeriet

Den 12. marts 1912 stiftede en gruppe visionære og handlekraftige mænd (der var ingen kvinder iblandt stifterne) fra en række fagforeninger og brugsforeningen Fremad, Arbejdernes Boligforening. Formålet var dels at gøre noget ved de horrible boligforhold i datidens København og dels at skaffe arbejde til medlemmerne af de fagforeninger inden for byggefagene der stod bag stiftelsen.

Visionen var at skabe gode og sunde boliger fri for spekulation.

Angelo Hjort har i romanen De fædrelandsløse, beskrevet de horrible boligforhold der eksisterede i Borgergade/Adelgadekvarteret i København. Beskrivelsen kunne også have været af kvarterer på Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Christianshavn.

Kronprinsessegade, Adelgade, Store Kongensgade, Dronningens Tværgade, Prinsensgade og Borgergade var engang Københavns nyeste bydel. Her boede mennesker med magt og med rigdom, her havde store købmandsforretninger deres domicil.

Det nye kvarter opnåede at blive Københavns ældste, inden det forsvandt…. Det endte sine dage som byens værste slumkvarter. Nok havde der været tider hvor disse huse var gode nok til generaler og kongelige hofarkitekter, men det havde man glemt. Forhusene indeholdt stadigvæk store herskabslejligheder, men de fleste af dem var delt op med krydsfinerskillevægge, og der var lavet små køkkener så man kunne få både frem og seks lejligheder ud af én.

Sådan udnyttede man forhusene. Men alligevel var det først og fremmest de mange små og uhyggelige bag- og sidehuse der berigede kvarterets overgang til virkelig slum. Det var huse der var bygget langt senere, de fleste i tiåret før koleraepidemien 1852 og altså end ikke 100 år gamle i 1939, men mange af husene var endog kun 60 eller 50 eller 40 år gamle.

Der lå de, alle disse smalle huse med halvtag, klinet op mod hinanden, et stående minde om hvorledes byen sprængte sig selv ihjel indefra. Der lå de, alle disse fugtige, stinkende, mørke, nedsunkne skæve huse ude kalk og med halvråddent bindingsværk, huse som ikke var piloterede som forhusene var det og som bare holdt sig oppe ved at støtte sig til hinanden, med skorstene som truede med at falde ned, og som af og til gjorde alvor af truslen, med tage som det regnede igennem, med åbne, gebrækkelige svalegange af trøsket træ, med lejligheder hvor man gik lige ind i stuen ude fra trappen. (De fædrelandsløse s. 74)

Det var denne type spekulationsbyggeri AABs stiftere bl.a. ville gøre op med. Ingen skulle tjene på at udleje boliger og ingen skulle kunne hjemtage skattefri gevinster på at sælge boliger.

Ejerskabet til boligerne

AABs boliger er fællesskabsejede og sådan har det været siden foreningens start i 1912.

Medlemmerne af AAB fik oprindelig ejerskab til foreningens boliger i kraft af at de boede i en af dem.

Sådan er det også i dag, men nu har medlemsnummeret mistet sin glorværdige betydning. Det er ikke længere medlemsnummeret der afgør i hvilke rækkefølge du kan få en af foreningens boliger, nu skal du være opnoteret på ventelisten og betaler et årlige gebyr.

Det er med andre ord blevet uigennemskueligt for den enkelte på grund af bureaukratiske regler fastlagt i lovgivningen og gennem subjektive aftaler om anvisning af boliger indgået med kommunerne.

De rettigheder, medlemmerne og andelshaverne (bolighavende medlemmer) havde, er vigtige for at forstå hvilken unik form for fællesskab AAB var i mere end 100 år.

I dag kan det være svært at forstå hvilken betydning medlemskabet af AAB havde for at kunne få adgang til gode og sunde boliger til at betale.

For få år siden kunne medlemmerne af AAB gennemskue hvornår de kunne få en bestemt bolig i en bestemt afdeling, de skulle blot kende deres medlemsnummer og så få oplyst af AAB hvilket medlemsnummer en bolig i afdelingen var tildelt, så kunne de hurtig regne ud hvor på listen de var i forhold til at få en tilsvarende bolig i afdelingen.

På trods af uigennemskuelige anvisningsregler, indsnævring af det decentrale forvaltningsprincip og afskaffelse af unikke medlemsrettigheder, arbejder AAB stadig på at opføre gode boliger der er til at betale med en almindelig indkomst for pædagogen, læreren, politibetjenten, maskinarbejderen, elektrikeren, akademikeren, advokaten, ingeniøren og direktøren.

Arbejdernes Andels-Boligforenings byggerier

Gennem mere end 110 år har AAB bygget ca. 20.000 boliger i og omkring København.
Nogle kvarterer kaldes AAB-land, f.eks. Brønshøj/Bellahøj, Emdrup, Amager, Ballerup/Skovlunde og Ishøj.

I flere af AABs afdelinger boede engang socialdemokratiske ministre og borgmestre:

Finansminister Bramsnæs var formand for boligforeningen (afdeling 11), Statsminister Buhl (afdeling 19), Statsminister H.C Hansen (afdeling 9) og overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (afdeling 18 og 23).

I dag bor kun få af landets politikere i en almennyttig bolig og det på trods af at omkring 1/5 af Danmark befolkning bor i en almen bolig.

Siden år 2000 har det almene byggeri især i Københavns kommune stået i stampe og der er stort set udelukkende kun opført boliger ejet af udenlandske kapitalfonde og pensionskasser. Her er beboerdemokrati ikkeeksisterende og mange er afskåret fra en bolig alene på grund af lejens størrelse.

Spekulationsbyggeriet er faktisk i løbet af de seneste små 25 år blevet altdominerende i landets største byer.

Behov for en ny boligpolitik

Der er behov for at bygge flere almene familieboliger som også er større end de 95
m2 som er normen for den maksimale lejlighedsstørrelse i nyere alment boligbyggeri.

Den maksimale lejlighedsstørrelse er besluttet af kommunalpolitikere der aldrig selv kunne drømme om at bo i en bolig af denne størrelse bolig.

Der er behov for at det nye almene boligbyggeri ikke udelukkende består af boliger på 55 m2 og ungdomsboliger Der er behov for almene boliger på 100-150 m2 hvor både familier og unge kan bo inden for rammerne af et fællesskab også i 4-5 værelses lejligheder.

Der er behov for ændring af planloven, så kommunerne kan stille krav om opførsel af mere end de 25% almene boliger som loven nu åbner op for og at kommunerne kan forlange at ejendomsudviklerne opfører de almene boliger førend de øvrige boliger.

Der er behov for at gøre op med maksimumbeløbet for alment nybyggeri som er blevet en hæmsko i det hele taget for at bygge nye almene boliger.

Der er behov for at politikerne på Christiansborg løsner grebet om den almene boligsektor og giver den frie rammer i form af mindre lovregulering, vedtægtsfrihed, gennemskuelige ventelister baseret på medlemsnr. og at midlerne i Landsbyggefonden ikke bliver brugt til at finansiere dele af landets social- og integrationspolitik, men bliver i de almeneboligorganisationers despositionsfonde til brug for modernisering og udvikling af bl.a. de ældre almene boliger.

Plads til liv

AABs jubilæumsskrift er fortællinger om det nære fællesskab og om behovet for nydefinering af boligpolitikken.

Det er fortællinger om AABs afdelinger gennem mere ned 110 år og det præg AAB gennem tiden har sat på landets boligpolitik og på Hovedstadens byudvikling.

Det er fortællingerne om beboerne i AABs afdelinger og det at bo alment som rammen om en livsform og det nære fællesskab AAB betyde for mange.

Det er fortællingen om det decentrale forvaltningsprincip som en særegent stykke arbejderklassekultur der ikke eksisterer andre steder i Danmark.

Og det er fortællingerne om udøvelse af ægte beboerdemokrati hvor repræsentanter for beboerne har hånd i hanke med økonomien i afdelingen hvor de bor, så det ikke kun er et hurtigt overstået dagsordenspunkt på det årlige beboermøde.

Artikler i Ny Politik om boligpolitik og byudvikling:

De almene boligers aktuelle udfordringer! Af Søren Peter Hvidegaard Jensen, Boligrådgiver

Boliger i København. Af Charles Thomassen, formand for Boligforeningen AAB

Kampen mod byen. Af Søren Thomassen, Ny Politik

Boligaftale – hvad er det lige der sker? Af Søren Peter Hvidegaard Jensen, Boligrådgiver

Husleje i private lejeboliger og § 5 stk. 2? Af Søren Peter Hvidegaard Jensen, Boligrådgiver

Vejen mod udvikling af byer for rige. Af Søren Thomassen, Ny Politik

Der er kommet perspektiver i boligpolitikken. Af Søren Peter Hvidegaard Jensen, Boligrådgiver

Ny regering – nyt håb for København. Af Jonas Bjørn Jensen, Politisk ordfører for S i København

Lynetteholm – en ø for at skabe plads til alle. Af Jonas Bjørn Jensen, Politisk ordfører for S i København

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Vores kandidater til EP-valget

Døende partiforeninger – hvad gør vi?

Sundhedsreform - cirklens kvadratur

I front for Bornholms Efterskole

Færre bøger - mere kokain