Døende partiforeninger – hvad gør vi?

Af Ole Stavad
Næstformand for Socialdemokratiet 1995-2000, tidligere folketingsmedlem og minister.
Regionsrådsmedlem i Region Nordjylland

Dansk og vestligt demokrati er truet og under pres fra mange sider lige nu. Meget kommer
udefra med fake news, kunstig intelligens, misbrug af sociale medier, traditionelle medier under pres osv. Men, helt jordnært, er fundamentet for dansk demokrati også ved at forvitre. Mange af vore partiforeninger risikerer at dø med deres medlemmer.

Stadig færre danskere er medlemmer af et politisk parti. Det er desværre ikke nogen
nyhed, da det har været den triste udvikling gennem årtier. Nu er medlemstallene bare så
lave mange steder, så det begynder at blive ”livstruende”, for et folkeligt baseret demokrati.

Lige nu kæmper vi ude i partiforeningerne med at finde kandidater til regions- og
kommunalvalgene næste år. Mange steder er det svært at finde kandidater ved en gennemgang af medlemslisterne. Færre nye melder sig ind i partierne, end dem partierne mister på grund af dødsfald. Den største medlemsgruppe – hos os - er for længst blevet pensionister.

Flertallet af de mest aktive, har også nået pensionsalderen.

Det er måske ikke så underligt, at der ikke er kø til at melde sig ind i det politiske parti,
hvor man føler sig bedst repræsenteret.

Det er nemlig ikke længere ”in eller moderne” at være medlem af et politisk parti. Er man medlem af et politisk parti, tildeles man et ”mærkat” som nærmest inhabil og med en farvet holdning, der på forhånd diskvalificerer den pågældende som objektiv aktør.

Eksempelvis følte jeg det beskæmmende, da jeg for en tid siden så et interview med Mette
Frederiksens mand filminstruktør Bo Tengberg, der har instrueret TV serien om statsminister Anker Jørgensen. Han følte tilsyneladende behov for at understrege, at han da både var saglig og neutral i fremstillingen af Anker, da han ikke selv er medlem af Socialdemokratiet.

Folkevalgtes folkelige legitimitet.

De ”hensygnende” partiorganisationer betyder også, at kun et fåtal af vælgerne har
indflydelse på opstilling af de personer, som alle på valgdagen kan stemme på. Det er ikke
godt for et demokrati, hvor folkelig forankring og legitimitet i forhold til vælgerne er selve
fundamentet for det repræsentativt demokrati.

Derfor oplever vi da også alle mulige forsøg på at skabe en vis folkelig forankring og politisk legitimitet på anden måde. Vi ser sporadiske forsøg på vejledende digitale
folkeafstemninger. Man forsøger sig med ”borgerforslag” både i Folketinget og i nogle
kommuner. Det kan godt skabe engagement hos nogle, men forslagene ender som regel
med at blive nedstemt af et flertal, når de kommer til beslutning i Folketinget eller i en
kommunalbestyrelse.

I stedet for borgerforslag, indsamlet på internettet, var det tidligere forslag og diskussioner, som foregik i vore partiorganisationer, hvor konkrete forslag ofte blev bragt videre til beslutning af de folkevalgte fra de pågældende partier. Det er der ikke meget tilbage af.

Partiorganisationerne har i min tid ændret sig fra – også - at være et ”politisk værksted” til i dag mest at være en kampagneorganisation, hvis vigtigste formål er at uddele pjecer,
opsætte plakater og deltage i valgkampsaktiviteter inden et valg.

Kandidater til Folketinget

Samtidig med vi kæmper for at skaffe kandidater til regioner og kommuner, er det ikke
indtrykket, at det er svært at finde kandidatemner til Folketinget. Der opstilles ikke mindst dygtige, veluddannede og engagerede unge kandidater. Det er godt. Problemet er mere, at ser man på deres CV, mangler de ofte erhvervserfaring og har en ret ensartet
uddannelsesmæssig baggrund. Man kan også få det indtryk, at for nogle er politik en
”karrierevej”.

Den manglende ”opvækst i en partiforeningen” gør også, at den partimæssige forankring
bliver mindre, og det derfor også bliver lettere for de pågældende at forlade det parti, som man er valgt til at repræsentere, hvis der opstår uenigheder og konflikter. Antallet af
partiskift og løsgængere er eksploderet efter de seneste valg.

Ser man på de nye generationer af folketingsmedlemmer, embedsmænd i centraladministrationen og journalister, ligner de hinanden ret meget og med nogenlunde
den samme uddannelsesmæssige baggrund. Mangel på forskellighed og diversitet er
slående. Det synes jeg er et demokratisk problem.

Forankringen i de valgkredse, hvor man er valgt og repræsenterer, er ofte begrænset. Det
er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at man ikke længere bor i det område, hvor
man er valgt. Man bor i, eller i nærheden af København, og kommer så ”på besøg” i sin
valgkreds. Det risikerer at skabe både mindre legitimitet og mindre forankring hos de
vælgere og i det område, hvor man er valgt.

Om det også er en del af baggrunden for den ”politikerlede” som ind imellem stikker sit
grimme ansigt frem i de traditionelle medier, og som er en daglig foreteelse på de sociale
medier, ved jeg ikke. Det gør det i hvert fald ikke lettere at bekæmpe.

Min egen baggrund

Jeg blev også medlem af Folketinget i en ung alder som 30-årig. Forskellen til i dag er, at
jeg kom i lære i en Sparekasse da jeg fyldte 16 år. Derfor havde jeg næsten 15 års
erhvervserfaring, da jeg kom i Folketinget. Herunder som afdelingsleder af hhv. en
sparekasse og en bank i over 6 år. Jeg var aktiv i min partiforening og Kredsen med både
organisatoriske og politisk opgaver gennem flere år. Var initiativtager til at få oprettet en
lokal LO Fællesorganisation, hvor vi i partiforeningerne dengang spillede en central rolle
(selv om min egen faglige tilknytning var i FTF). Derudover repræsenterede jeg
Nordjylland i partiets Hovedbestyrelse fra 1977.

Gennem de mere end 27 år, hvor jeg var medlem af Folketinget, blev jeg ved med at bo i
Nordjylland. Det var for mig et fuldstændigt afgørende fundament for at kunne
repræsentere de mange mennesker, der ved hvert eneste valg genvalgte mig og viste mig
en ufattelig stor tillid. Også når de politiske storme blæste med orkanstyrke. Det er den
slags, som både skaber taknemmelighed og ydmyghed.

Det er så ”en gammel mands snak” fra en tid, der ikke længere eksisterer. Det ved jeg
godt. Der er bare nogle afgørende demokratiske værdier, som vi ikke må glemme. Mister
man som folkevalgt forankring, legitimitet, respekt og samhørighed med de mennesker,
der vælger én, bliver det en trussel imod det repræsentative demokrati.

Hvad gør vi?

Når vore partiorganisationer ikke længere kan løse de opgaver og spille den rolle, som
partiforeningerne har udført helt siden demokratiets start, hvad gør vi så?

I USA skal man forud for hvert valg registrere sig som demokrat eller republikaner. Det er
deres måde at sikre en vis folkelig forankring. Men som vi kan se lige nu, er det i hvert fald
ikke en model, der skaber sammenhængskraft og forankring, der får demokratiet til at
fungere eller blomstre. Snarere tværtimod.

Dertil kommer, at det er et ”system”, der måske kan fungere i et land med to partier, men
næppe hos os med flere end 10 partier.

Jeg har således ikke det gode svar på, hvad vi gør. Men noget må ske.

Min opfordring er derfor til Socialdemokratiets ledelse og Hovedbestyrelse, at få igangsat
et arbejde for at finde løsninger, inden de døende partiorganisationer kollapser. Der er
stadig tid, men der er brug for at finde et demokratisk svar inden for den nærmeste fremtid.

Jeg har også svært ved at se, hvem andre end Socialdemokratiet, der kan påtage sig
opgaven. Vi er efterhånden det eneste parti tilbage i Folketinget, der har en opbakning,
som kan bære betegnelsen ”folkeparti”.

Så formand Mette Frederiksen, næstformænd Marie Stærke og Mogens Jensen og
partisekretær Lasse Ryberg: Bolden er jeres. Og det haster!

 

Læs også denne artikel fra Ny Politik 3/2023: Fri os for de professionelle

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Vores kandidater til EP-valget

Sundhedsreform - cirklens kvadratur

Plads til liv – 110 års arbejderkulturhistorie

I front for Bornholms Efterskole

Færre bøger - mere kokain