Imperialisme gennem historien
Gennem tiden har geografien haft ekstremt væsentlig indflydelse på, hvordan politikken - og krigene - har formet sig.
Af Irene Odgaard
Den 2. april 1922 mødtes repræsentanter for tre internationale arbejderorganisationer til en konference i Rigsdagen i Berlin. På dagsordenen var drøftelse af, om det var muligt at agere i enhed i arbejderklassen i forsvar mod nøden og arbejdsløsheden, der i 1920 fulgte på højkonjunkturen efter Første Verdenskrig.
Masserne var blevet mobiliseret til at deltage i krigen på løfter om velfærd og demokrati, og II Internationales kamp for 8 timers dagen var blevet kronet med held i en række lande i 1918. Men nu - i forbindelse med den kapitalistiske rekonstruktion efter Første Verdenskrigs ødelæggelser – stillede arbejdsgiverne krav om lavere lønninger og højere arbejdstid.
Klassekamp og krig
At krigen overhovedet kunne bryde ud, når arbejderpartierne i II Internationale forinden havde svoret hinanden solidaritet og fælles modstand mod våbenkapløbet rystede mange i samtiden. Arbejdernes internationale økonomiske bevægelse gik jo på tværs af samtidens nationale befrielsesbevægelser. Men krigskreditterne blev stemt hjem, også med arbejderrepræsentanters opbakning.Den danske socialdemokrat og forfatter Hartvig Frisch skrev, at krigen havde fået ”den marxistiske revolutionære drapering til at glide til side: til syne kom en række proletariske partidannelser, naturligt fremvokset af den hjemlige grund og dermed sprogligt og følelsesmæssigt overvejende nationalt betonede.”
Splittelse
I et erindringsbillede fra Wiens Ringstrasse i 1914 beskrev Trotskij siden stemningen: i patriotismen, nationalfølelsen og den fælles kamp for fædrelandet kunne arbejderen pludselig føle sig som borger i staten – på lige fod med de rige og mægtige. I deres sammenstød havde de imperialistiske magtgrupperinger ”pisket masserne op til frygt og begejstring – som bringer en nation til den højeste ydeevne” som Hartvig Frisch’s skrev.Første Verdenskrig og den revolution, der fulgte i Rusland i 1917, kom til at splitte arbejderbevægelsen fra isse til fod.
I marts 1919 i Moskva stiftede Lenins parti en ny Internationale: Komintern. Med til stiftelsen var kommunistiske organisationer fra 29 lande. Endelig eksisterede der en tredje retning: Wien-Internationalen med Friedrich Adler, Otto Bauer, Rudolf Hilferding og andre ”austro-marxister”. Der var med andre ord ”tre proletariske hære” med hver sin strategi. Kunne de finde sammen i en fælles forsvarskamp imod kapitalismen?
Pest over Europa
Belgiske Emile Vandervelde, som havde deltaget i Fredskonferencen i Paris, hvor
fremtiden efter Første Verdenskrig blev formet, deltog som medlem af delegationen fra II internationale. Det gjorde for resten også danske Thorvald Stauning. Karl Radek deltog som repræsentant for Rusland i III Internationales delegation. Og mødet blev åbnet af en repræsentant for Wien-internationalen: Working Union of Socialist Parties, østrigeren Friedrich Adler.På dagsordenen var et forslag om en fælles konference i Italien: et modtræk mod den kommende konference i Genua, som ”den kapitalistiske imperialismes Internationale” var i gang med at organisere. Arbejderlederne ventede sig ikke noget godt af kapitalisternes Genua-konference. Borgerskabet ville forsøge at lægge yderligere økonomiske byrder på ”verdensproletariatet”: højere arbejdstid og lavere lønninger; måske ville der også blive gjort nye krigsforberedelser.
Men der var alvorlige, principielle hindringer på vejen mod enighed om en fælles forsvarskamp. En af dem var, at kammeraterne fra Georgien, som var tilknyttet II Internationale, klagede over, at bolsjevikernes røde hær havde været impliceret i omstyrtelsen af den socialistiske regering i Georgien - på trods af en fredsaftale. Det var et brud på nationernes ret til selvbestemmelse. Dette princip måtte vel gælde også i de små lande, der grænsede op til Rusland: Georgien, Ukraine og Armenien?
Nej, mente Ruslands repræsentant Karl Radek, princippet om national selvbestemmelse var alligevel så ofte blevet brudt. Den røde hær besatte Georgien, fordi Georgien var for lille og svag en stat til at kunne forblive neutral; den georgiske regeringsleder Jordania var klar over det, og han havde angiveligt sagt, at: “skulle man vælge mellem ”østlig fanatisme og vestlig civilisation”, ville Georgien vælge ”vestlig civilisation””.
Hermed ville adgang til de dengang georgiske oliefelter ved Baku være i fare for at falde i hænderne på det engelske admiralitet og den engelske regering, og det kunne Rusland naturligvis ikke tillade. Karl Radek forklarede:
” You know very well that the naphta question is one of considerable importance, not only for little Georgia, but for the great russian people and the russian working class”.
Men det var jo ”bolsjevikisk imperialisme”, mente man i II Internationale! På konferencens sidste dag, den 5. april, underskrev den georgiske delegerede J. Tsreteli en erklæring på vegne af de georgiske socialister, hvori det hed:
”There are two ways in which a country may satisfy its needs with regard to the economic
ressources and products of another country; the imperialist method which consists in
employing military force, and the democratic method, which reaches the desired end by means of friendly agreement on the basis of mutual interest.”Georgien var et gammelt kulturområde, men det var jo en småstat. Og småstaten var blevet opslugt af Rusland allerede i begyndelsen af 1800-tallet. Oktoberrevolutionen bragte Georgien uafhængighed som en demokratisk republik med en mensjevikisk, socialistisk regering den 25. maj 1918. Desværre blev den demokratiske republiks levetid kort.
Orkestreret af Stalin, gennemførte Sovjetrusland i februar-marts 1921 en militærkampagne mod Georgien. Februar 1921 blev Georgien dernæst udråbt som den ”Socialistiske Sovjetrepublik Georgien”. Der havde ganske vist været delte meninger om militærkampagnen i Kreml, og Lenin var ikke ganske tilfreds, da han fik rapporterne, men nu var oliefelterne ved Baku i al fald under sovjetisk kontrol, takket være ”bolsjevikisk imperialisme”.
Britisk imperialisme
Karl Radek havde ret i, at den “imperialistiske metode” var temmelig gængs. Stormagter skaffede sig adgang til ressourcer, markeder og territorier gennem militær magt. Fra 1870 og frem ’beherskede Britannia bølgerne’, og det britiske imperium blev det største, verden hidtil havde kendt: I begyndelsen af det 20. århundrede dækkede det omkring en fjerdedel af kloden og rummede en tilsvarende andel af verdens befolkning.Ikke alle var dog begejstrede. Den engelske liberalist og økonom John A. Hobson kritiserede ved århundredeskiftet Storbritanniens og de øvrige stormagters ekspansionstrang i Afrika og Asien. Han mente for det første, at imperialismen var en fare for det britiske demokrati. Hvordan kunne en liberal stat retfærdiggøre en ”civiliserende mission” i verden, når liberalismen stod for frihed og lighed? Den nødvendige diskurs blev en racistisk diskurs: ’laverestående racer’ i Afrika og Indien stod uden for nummer – og dermed opløste man selve den frihed og lighed, liberalismen stod for.
For det andet mente Hobson, at det var det modsatte af imperialisme, de kapitalistiske stater i samtiden havde brug for: de havde brug for sociale reformer, så de kunne skabe købekraft på hjemmemarkedet. Der skulle omfordeles inden for den enkelte nation, ikke erobres kolonier på andre kontinenter.
I 1899-1902 førte Det Britiske Imperium krig mod boer-republikkerne Transvaal og Oranje Fristaten, hvor der var gjort store guldfund. De skulle indlemmes i Kapkolonien, som var imperiets sydafrikanske koloni. Hobson og andre var frastødt af Boerkrigen med dens koncentrationslejre. Ved krigens slutning i 1902 udgav Hobson bogen ”Imperialism – a study”. Her pegede han på den økonomiske rod til imperialismen, som han fandt hos ’Finanskapitalen’, der satte egne interesser i stedet for samfundets og bildte befolkningen ind, at krige, kolonier og nye markeder var godt for almenvellet. Han formulerede en teori om underkonsumtion under kapitalismen:
”Where the distribution of incomes is such as to enable all classes of the nations to convert
their felt wants into an effective demand for commodities, there can be no over-production, no under-employment of capital and labour, and no necessity to fight for foreign markets… The struggle for markets, the greater eagerness of producers to sell than of consumers to buy, is the crowning proof of a false economy of distribution. Imperialism is the fruit of this false economy…The only safety of nations lies in removing the unearned increments of income from the possessing classes and adding them to the wage-income of the working classes or to the public income, in order that they may be spent in raising the standards of consumtion.”Falsk fordelingsøkonomi
Imperialisme var frugten af ”den falske fordelingsøkonomi” – og social reform var midlet imod den. Så meget desto mere påtrængende var social reform, fordi imperialismen førte til rivaliseringer og krig mellem stormagterne, ødelæggende militarisme og racisme. Imperialisme bortødede ikke blot nationernes fysiske og moralske ressourcer – den satte selve civilisationen på fejl kurs.”The political effects, actual and nescessary, of the new imperialism, as illustrated in the case of the greatest of imperialist Powers, may be thus summarized. It is a constant menace to peace, by furnishing continual temptations to further aggression upon lands occupied by lower races, and by embroiling our nation with other nations of rival imperial ambitions; to the sharp peril of war it adds the chronic danger and degradation of militarism, which not merely wastes the current psysical and moral ressources of the nations, but checks the very course of civilization.”
Frihandel
Efter Første Verdenskrigs ragnarok ville den amerikanske præsident Woodrow Wilson - med sine 14 punkter for en liberal internationalisme - basere en fredelig verden på frihandel, liberalt demokrati, national selvbestemmelse og en kollektiv sikkerhedsorden.Lenin havde i sin analyse af imperialismen fra 2016 overtaget Hobsons analyse, men hvor Hobson anskuede udviklingen som en politisk korruption af kapitalismen, der ville kunne rettes op på igen, så Lenin den som en irreversibel udvikling af kapitalismen mod ”sit højeste stadium” af monopol og magtkoncentration. Der ville ifølge Lenin uundgåeligt opstå imperialisme og intensiveret konkurrence mellem de imperialistiske stater, og det ville uundgåeligt føre til krig. Så Lenin så ikke en varig fred for sig andet end gennem revolutioner, der gjorde op med imperialismen og sikrede social retfærdighed gennem arbejder- og bondemagt i verdens forskellige nationer (socialisme).
Nationernes selvbestemmelsesret gik Lenin imidlertid også ind for. (Om end Stalin fik overtalt ham til krigen mod Georgien i 1921). Derfor kunne Putin i optakten til invasionen af Ukraine i 2022 bebrejde Lenin for, at “et stykke af (stor)Rusland blev revet af” dengang i 1918 og 1921: Ukraine blev, fra at være en del af den russiske zars imperiale kolonirige, til en selvstændig Sovjetstat. Og det var således Lenins skyld, at ”Russkiy Mir”, denne helt særlige civilisation, havde mistet en del af sin verden.
Stormagterne rivaliserer
Den europæiske ekspansion på andre kontinenter blev af den britiske, politiske tænker ved begyndelsen af 1900-tallet, Halford Mackinder, døbt den ”Colombianske epoke”. Med dens afslutning, når alt var koloniseret, ville rivaliseringen mellem stormagterne nødvendigvis intensiveres.Som et perspektiv på global politik fremsatte Mackinder teorien om ”Heartland”. Nøglen til verdensdominans var herredømmet over Heartland: kernen af Eurasien, som var klodens største sammenhængende landmasse. Og Rusland var den dominerende faktor her. Jo, der var en russisk verden med stor betydning for verdenshistorien. I 1919 modificerede Mackinder sin teori med en hypotese om ’Rimlands’: kystzonerne, der omgav ’Heartland’. Nationerne, der befolkede Rimlands, fik naturligt udviklet deres talent for at blive ”sø-magter”, med en økonomi baseret på handel og militær beskyttelse af sine handelsskibe og adgangsvejene via havet.
Heartland var derimod naturligt en agrar/industriel magt, baseret på selvforsyning, med jernbaner som transportform og afhængig af store hære for at forsvare sig selv. Der var to typer af erobrere, ifølge Mackinder: ”Land-ulve og Sø-ulve”. Hvis det nogensinde lykkedes ’Heartland’ at ekspandere og absorbere ’Rimlands’, ville den statsenhed, der blev resultatet, efter Mackinders mening blive almægtig både til lands og til vands.
Mackinder lagde også vægt på andre forhold end de geografiske. Adskillelsen mellem det byzantinske rige og de vestlige imperier i 395, fulgt af det store skisma mellem Byzans og Rom i 1054, betød noget for udviklingen. Efter tyrkernes erobring af Konstantinopel, havde Moskva erklæret sig selv som det nye center for ortodoksi – det ”tredje Rom”. Mackinder mente, at denne religiøse antagonisme ville føre til en ideologisk antagonisme i det 20. århundrede, mellem kommunisme og kapitalisme. Rusland, arving til de slaviske landes
landsbyfællesskaber, ”Mir”, ville vælge kommunisme. Vesten, hvis religiøse praksis priviligerede individuel frelse, ville vælge kapitalismen.Lebensraum
Det var i Tyskland, under indflydelse af den tyske geopolitiker, Karl Haushofer, at
geopolitikere, diplomater, nationalrevolutionære og nationalbolsjevikiske teoretikere skulle modsætte sig sømagterne Storbritanniens og USA’s forventning om dominans med den største styrke. Haushofer havde været udstationeret i Japan som officer efter den russisk-japanske krig 1904-5. Han varimponeret af Japans ekspansionistiske politik.Baseret på Mackinders ’Rimlands’-tese anså han det for geopolitisk fornuftigt, om Tyskland forenede sine styrker med Sovjetunionens. Den senere Molotov-Ribbentrop pagt blev en politisk manifestation af de strategiske implikationer af Heartland- og Rimlands-teorien.
Haushofer var redaktør af det månedlige tidsskrift Zeitschrift für Geopolitik, som blev en kanal for geopolitisk tænkning i Tyskland gennem Weimar-perioden. Og han gjorde tankegodset omkring ”lebensraum” populært. Han forklarede nødvendigheden af ”lebensraum” i form af ekspansion med, at Tyskland en høj befolkningstæthed, mens de gamle kolonimagter var mindre intensivt befolkede.
Det gjorde tysk ekspansion ind i ressourcerige områder nødvendigt – der måtte skabes ”lebensraum”. Dertil kom, at afstand kunne ses som militær beskyttelse fra fjendtlige naboer med langtrækkende våben: en bufferzone af territorier eller ubetydelige stater langs grænsen ville beskytte Tyskland.
Haushofer havde – ligesom Radek - i det hele taget ikke noget til overs for småstater. De var et vidnesbyrd om uorden i det internationale system. Svage og sårbare stater i Europa som Danmark, Belgien, Holland, Schweiz, Portugal, Grækenland og de sønderlemmede rester af Østrig-Ungarn var reelt for små til at opretholde autonomi i praksis, så de var bedre tjent med at blive beskyttet og indlemmet i det vitale tyske rige, der nu på socialdarwinistisk vis var på vej fremad og opad i hierarkiet af magter i verden, på vej mod verdensdominans.
Haushofer talte for en alliance mellem Tyskland, Rusland, Kina, Indien og Japan mod de maritime kolonimagter England, Frankrig og USA. Den Eurasiatiske alliance skulle strække sig fra Rhinen til Amur og Yangtze.
Haushofer mente, at det var vejen til at undgå indflydelse fra de kommercielle, angelsaksiske sø-ulve, som praktiserede Anacondaens politik: gradvist at omringe og langsomt kvæle sit bytte. Et forenet Eurasien ville være for stort et bytte for den anglo-amerikanske anaconda. Takket være sin gigantiske udstrækning, ville det kunne modstå enhver blokade.
Kampen om verdensherredømmet
Også den tyske geopolitiker Carl Schmitt italesatte kampen om verdensherredømmet mellem land-magter og sø-magter. Det var intet mindre end drivkraften i verdenshistorien:”World history is the history of the fight of maritime powers against continental powers and of continental powers against maritime powers.”
Fra Jobs bog hentedes billedet af verdenshistorien som historien om en dødelig kamp: den mægtige hval, Leviathan, kæmper med det ligeså mægtige landdyr, Behemoth: Landdyret søger at flå hvalen ihjel med sine horn og tænder, og hvalen søger at kvæle eller sulte landdyret ihjel ved at fylde dets mund og næse med sine finner.
De åbenmundede formuleringer fra tyske geopolitikere før og under Anden Verdenskrig kunne bruges imod aksemagterne. Den amerikanske krigspropaganda lagde vægt på geopolitikken som nøglen til den nazistiske plan om verdensdominans. Det var jo en grim tanke, som det ikke var svært at mobilisere sande demokrater imod. Men tankerne smittede også. Det geopolitiske perspektiv blev videreført af den amerikanske politiske tænker og journalist N. J. Spykman, som i 1942 skrev:
"En sund udenrigspolitik skal ikke kun være i overensstemmelse med magtpolitikkens realiteter, den skal også være tilpasset den særlige position, en stat indtager i verden. Det er et lands geografiske placering og dets relationer til den militære magts centre, som definerer landets sikkerhedsproblem. Det internationale samfund er en verden, hvor krigen er instrumentet for national politik, og det nationale domæne er den militære basis, hvorudfra en stat kæmper og forbereder sig til krig i den midlertidige våbenstilstand, vi kalder fred. Staten må med udgangspunkt i denne placering gennemføre sin militære strategi i krigstid og ligeledes med udgangspunkt i den placering gennemføre sin politiske strategi i fredstid."
Efterkrigstidens amerikanske ’inddæmning’ af sovjetisk indlydelse havde mange træk fra Spykmans Rimland-teori og konkurrencen mellem land- og sømagter, som de klassiske tyske geopolitikere fremsatte. George Kennan døbte det ’inddæmning’ (et udtryk hentet fra epidemologien) for at komme ud over den geopolitiske arv fra nazismen og associationen til ”lebensraum”, men strategierne under den kolde krig var modelleret over klassisk geopolitisk tankegang.Sovjetunionen blev inddæmmet af en række militære alliancer med marine nationer omkring den eurasiske sovjetiske kerne – fra NATO i det europæiske nordvest, CENTO i mellemøsten, SEATO i sydøstasien og ANZUS i Stillehavet.
Heller ikke i dag er geopolitikken død og borte. Robert D. Kaplan forklarede i en bog fra 2009 nutidens og fremtidens storpolitiske problemer som ”geografiens hævn”. Vi må igen vende os til den politisk realisme og ”of all the unsavery truths in which realism is rooted, the bluntest, most uncomfortable, and most deterministic of all is geography”.
Teori og praksis
Men en ting er de intellektuelle essays og øvelser. Er der nogen praktikere, der seriøst foreslår geopolitiske teorier som en vejviser til global magt i dag? Måske. Russiske Alexander Dugin er bestemt en kandidat.Dugin blev aktiv i politik i 1980’erne, senere leder og grundlægger af den Internationale Eurasiske bevægelse. Han er blevet sammenlignet med Steve Bannon i USA: beskrevet som en okkult fascist, en mystisk imperialist. I 2014 blev han beskyldt for at opfordre til folkemord på ukrainere, idet han i støtte til separatisterne i de to østlige regioner udbrød: Dræb, dræb, dræb!
Mange tusinde russere satte deres underskrift på en bøn om at få ham fyret, og han mistede sit prestigefyldte job som leder af sociologi ved Moskvas Statsuniversitet. Også Dugin så konfrontationen mellem USA og Rusland som en fase i den gamle krig mellem sø-magter og land-magter.
”The geopolitical meaning remains, on the whole, unchanging in all later stages of Russian
history: from the Muscovite Czardom through the Romanov Russia of Saint Petersburg and the Soviet Union to the current Russian Federation. From the fifteenth to the twenty-first century, Russia is a planetary pole of the ‘civilisation of the Land’, a continental Rome.”‘The Civilisation of the Land’ står i modsætning til ’the Civilisation of the Sea’, som er den angelsaksiske verden. Putins adfærd er rationel, set gennem det prisme, Dugins geopolitiske vinkel skaber, så det er nok klogt at holde sig den for øje.
I tidsskriftet The Atlantic gennemgik Dina Khapaeva i marts 2022 – efter Putins invasion af Ukraine - handlingen i Mikhail Yuriev fremtidsroman: The Third Empire: Russia as It Ought to Be fra 2006: den kunne nemlig godt ligne en drejebog for Putins handlinger fra 2007 og frem. Yuriev, som døde i 2019, var forretningsmand og medlem af det politiske råd i Eurasia partiet. I hans apokalyptiske fremtidsfortælling er der kun fem supermagter tilbage på kloden: en af dem er det tredje russiske imperium, som omfatter Rusland, Kazakhstan,
Kirgizstan, Tajikistan, Azerbaijan, Georgien, Tyrkiet, Libanon, Israel, Jordan, hele Europa og Grønland.Det tredje russiske imperium, som fremtidsromanen handler om, er i 2054 en feudal social orden som styres af en politisk klasse, der hersker ved hjælp af frygt. Fortælleren beretter, at de baltiske stater blev opslugt af Rusland i 2015. Herskeren Gavriil så ikke Ukraine og Belarus som separate nationer, og forsøg på at se dem som etniciteter til forskel fra russerne var en ”del af det århundrede- gamle Vestlige plot til at ødelægge Rusland.”
I processen mod genetablering af Rusland som imperium, udkæmper Rusland en krig med USA. De frygtede atomvåben kommer til anvendelse, og Rusland slår først. ”American leaders hesitated to order an assault, while the Russians clearly showed their willingness to go to the end.”
Til slut overgiver USA sig, Rusland vinder 3. Verdenskrig, og verden kommer under russisk dominans. Novellens højdepunkt er en parade på Den Røde Plads. Her præsenteres krigsfangerne, på samme måde som i sin tid i det romerske imperium: det besejrede riges nomenklatura ydmyges efter noder.
”Repræsentanter for den amerikanske elite: Præsident Bush III og tidligere præsidenter Bill
Clinton, Bush Junior og Hillary Clinton; nuværende og tidligere medlemmer af kabinettet,
Repræsentanternes Hus og Senatet; bankfolk og industrimagnater, aviskommentatorer og TV-ankerpersoner; berømte advokater og topmodeller; popsangere og Hollywood skuespillerinder. Alle passerede Den Røde Plads i lænker og med navneskilte om halsen… Den russiske regering lod sine egne borgere og hele verden vide, at Rusland havde kæmpet med og besejretikke blot den amerikanske hær, men den amerikanske civilisation."Putin kendte Yuriev, og rygter vil vide, at bogen var populær i Kreml – hændelser, som stod beskrevet i bogen, har allerede fundet sted.
Ruslands Ukraine-politik
Baltikum blev dog ikke opslugt af Rusland i 2015, sådan som drejebogen lød i Yuriev’s fremtidsroman. På det tidspunkt var der imidlertid sket en hel del alligevel. Elias Götz (nu ansat ved det danske Institut for Strategi og Krigsstudier i Forsvarsakademiet) offentliggjorde i 2015 en berømmet artikel med titlen It’s geopolitics, stupid: explaining Russia’s Ukraine policy.På det tidspunkt havde verden været vidne til, at Rusland havde annekteret Krim-halvøen. Og til, at ukrainske separatister – eller rettere: russiske tropper, udlånt fra en base i Kursk - i det østlige Ukraine havde skudt et civilt passagerfly, på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur, ned i ukrainsk luftrum - ved hjælp af et BUK-missil, hentet fra den russiske base. Så der var grund til at spørge sig selv i regeringskontorerne rundt omkring: hvad havde Putins Rusland gang i – og hvorfor? Hvilke var drivkræfterne, og hvad kunne naboerne forvente sig af Putins Rusland i fremtiden?
Svarene, Elias Götz gav for syv år siden, talte for det første imod at tillægge Putins personlighed og baggrund i sikkerhedstjenesten nogen forklaringsevne. Nej Ruslands ageren var fuldkommen rationel - set ud fra en geopolitisk synsvinkel. Geografien bestemmer: Ukraine deler mere end 2200 km grænse med Rusland og geografisk ligger Moskva kun 480 km fra Ukraine – og tæt på Volga- regionen, som industrielt og politisk er hjertet af den russiske føderation. For Rusland måtte det være afgørende at holde Ukraine ude af fremmede militæralliancer eller geopolitiske blokke.
Så efter Sovjetunionens sammenbrud, i løbet af 1990’erne og 2000’erne brugte Moskva mange diplomatiske og økonomiske midler for at trække Kiev ind i sin indflydelsessfære. Da præsident Yanukovych fik magten i Ukraine i 2010, så bestræbelserne ud til at være lykkedes. Regeringen i Ukraine droppede alle planer om at søge optagelse i NATO, og indgik i stedet Kharkiv-aftalen om at udstrække den russiske leasing af flådebaserne på Krim i yderligere 25 år (efter planlagt udløb i 2017). Men samtidig fortsatte regeringen Yanukoviych forhandlingerne med EU om en associeringsaftale, der skulle bringe Ukraine tættere på EU, økonomisk og politisk.
Det var ikke godt, set fra Putins stol. Ukraine med sin store befolkning var et vigtigt marked for mange russiske eksportører. Nok vigtigere var, at associeringsaftalen også havde klausuler om integration af Ukraine i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Og Moskva anså EU for en institution, der var på vej mod stormagtsstatus. En geopolitisk udfordrer og en trojansk hest for NATO- ekspansion; sporene fra de baltiske lande, Rumænien og Bulgarien, der nu alle var NATO-medlemmer, skræmte.
Så pisk og gulerod kom på banen i forhold til Ukraines associeringsaftale med EU: Moskva indledte en handelskrig mod Ukraine i 2013, men tilbød samtidig den ukrainske regering en generøs pakke med billige lån og rabat på naturgas. Og det virkede: i slutningen af november forkastede Yanukovych aftalen med Bruxelles, bare et par dage før det berammede EU-møde omkring det ”Østlige Partnerskab” i Vilnius.
Men: unge mennesker i Kiev gik på gaden og protesterede. Forkastelsen af aftalen udløste demonstrationer; mange var trætte af regeringen, som blev opfattet som både korrupt og inkompetent. Efter tre måneders protester, vold og over 100 dræbte på Maidan-pladsen i Kiev, gik demonstranterne af med sejren. Yanukovych forlod landet. Værdighedsrevolutionen, kaldte de protesterende det.
Pro-vesten
Regeringen, der kom til, var meget pro-vestligt orienteret. Det var ikke acceptabelt for Moskva. Soft power blev erstattet af hard power: Krim blev annekteret; den nye regering i Kiev blev ikke accepteret som legitim, men kaldt en ”fascist-junta”, Ukraines betaling for gas blev fordoblet fra den ene dag til den anden, og i Donbas blev rådhuse og politistationer i et dusin byer overtaget af separatister den 12.-13. april 2014 - formentlig med støtte fra russiske militærfolk. Kort tid efter var krigen i Østukraine i gang. Men, skrev Elias Götz dengang: ”Rusland har ingen intention om at begynde en fuldskala invasion af
Ukraine.” Eller, for den sags skyld, nogen intention om at omstyrte den eksisterende internationale orden.Götz fik ikke ret. I al fald stillede Rusland i december 2021 otte krav til USA og NATO om sikkerhedsgarantier, samtidig med en massemobilisering af russiske tropper, opmarcheret ved grænserne til Ukraine. Putin ønskede Ruslands ”interessesfære” respekteret, og det indebar en knægtelse af den nationale selvbestemmelsesret for en række nabolande, først og fremmest Ukraine.
Den 24. februar 2022 blev den fuldskala-invasion af Ukraine, som Götz ikke havde regnet
med, en realitet. ”Drømmen om den liberale internationale orden, cementeret af
økonomisk globalisering og internettet, og regeret af liberale demokratier og frihandels-kapitalisme, er slut”, skrev den internationale tænketank European Council on Foreign Relations, ECFR. Nu tog geopolitikken over.Og det er her, vi er.
Krig mellem Rusland og Vesten
I skrivende stund har Putins Rusland vist sig at råde over en langt mindre kompetent hær end forventet: korruptionen i det kleptokratiet Rusland har tydeligvis kostet dyrt på kapacitet og kompetence. Omvendt har Ukraine fået omfattende bistand fra Vesten i form af moderne våbensystemer, sattelitdata og træning.Og moralen hos soldaterne fra Ukraine – en nation og kultur, der trues med udslettelse, hvis forsvarerne taber – er højere end hos de russiske. Der er i sandhed rokket ved den internationale orden. I sin tale, onsdag morgen den 21. september, erklærede Putin, at Rusland er i krig med hele den vestlige verden, som prøver at ”svække, opdele og ødelægge Rusland”. Han varslede en omgående eskalering af krigen og truede med at bruge atomvåben:
“To defend Russia and our people, we doubtlessly will use all weapons resources at our
disposal. This is not a bluff.”De regioner i Ukraine, som Rusland har besat, men som man kun delvis kontrollerer (Kherson, Donetsk, Luhansk and Zaporizhzhia) skal til stemmeurnerne og tage stilling til, om de fremover ønsker at være en del af Rusland. Efterfølgende vil Ukraines forsøg på at befri dem kunne blive fortolket som angreb på Rusland.
Den russiske forsvarsminister, Sergei Shoigu, siger, at Rusland råder over 25 millioner mænd med militære erfaringer og specialiseret træning. Den nuværende eskalering og mobilisering af yderligere 300.000 soldater omfatter kun 1% af det potentielle antal. ”Vi kæmper ikke kun med Ukraine, men med det kollektive Vesten”, sagde han.
En af virkningerne af Putins TV-tale var, at priserne på flybilletter med Aeroflot fra Moskva til Istanbul steg. Pladser på økonomiklasse er udsolgt for resten af september måned; priserne på sæder på businessclass løber op i tusinder af euro.
De geopolitiske jordskælvslinjer, som kom til syne i konflikten mellem Putins Rusland og Tetjenien, Georgien og nu Ukraine, har smadret energimarkedet og stillet spørgsmålstegn ved konfigurationen af verdenshandelssystemet. Katastrofer spys ud over over verden og dens befolkning. Måske tid til læsning af socialdemokraten Harvig Frisch’s værk fra 1933: Pest over Europa? Han skrev i efterordet, at det ”mest betænkelige af alt for arbejderbevægelsens idéverden er det faktiske begrebssammenfald, der har fundet sted mellem den internationale marxisme og den russiske imperialisme.”
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Mord et instrument i Putins politik
Tidlig tilbagetrækning