10.000 kr. i statstilskud pr. kg tabt kropsfedt
Projektmageriet er en yndet sportsgren, når man centralt politisk vil simulere handlekraft. Skribenten leverer i dette indlæg et angreb på denne politiske adfærd, og kommer med grotesk eksempel fra egen karriere
Af Verner Sand Kirk, direktør Danske A-kasser
For godt et år siden slog Socialdemokratiets daværende socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil til lyd for, at der skal tages et opgør med anvendelsen af satspuljemidlerne. ”Sukkerskålen skal begrænses gevaldigt eller helt fjernes fra satspuljebordet”, sagde hun.
Jeg var helt enig, men troede faktisk ikke på, at det kunne lade sig gøre. Så stor var min overraskelse og glæde, da et stop for tilgangen af penge til satspuljesystemet blev en del af finansloven for 2019.
Nu har hun gjort det igen som undervisningsminister. Nemlig ved at lukke en pulje på 65 mio. kr. til udviklingsprojekter for særligt kloge børn. Ikke fordi, der ikke er plads til forbedringer i forhold til undervisningen af disse børn. Men fordi der sandsynligvis er mere fornuft i at give pengene oveni de generelle bevillinger til folkeskolen. Og fordi der sandsynligvis allerede er masser af viden fra både dansk og udenlandsk forskning om kloge børn, som kan implementeres umiddelbart, hvis der er ressourcer til det.
Baggrunden for dette opgør er, at mens økonomien gennem årene er blevet presset på de fundamentale velfærdsområder, børn, uddannelse, sundhed og ældre, har milliarderne flydt i en lind strøm til puljer og projekter.
Halvering nødvendig
Ud over stoppet for tilgangen af midler til de satspuljerne burde man som minimum halvere ministeriernes øvrige midler til iværksættelse af nye projekter og brug af eksterne konsulenter. Det kan frigøre betydelige summer til en generel styrkelse af velfærdssamfundets kerneydelser og til at sætte en bremse i udhulingen af dagpengene og de sociale ydelser.
I takt med at igangværende midlertidige projekter i satspuljesystemet ophører, bør de frigjorte penge ikke bruges til nye småprojekter, men til en generel investering i styrkelse af indsatsen, hvor der er mest behov. F.eks. i forhold til særligt udsatte og sårbare grupper på det sociale område.
Den store motor i projektindustrien har netop været det såkaldte satspuljesystem, hvor der i alt er gang i omkring 650 projekter til i alt godt 15 mia. kr. I 2018 blev der over en treårig periode bevilget støtte for ca. 3 mia. kr. til godt 80 projekter og initiativer og 42 initiativer finansieret af uforbrugte midler fra tidligere.
Isoleret set var der tale om sympatiske og gode formål og både større og små beløb. F.eks. ”afprøvning af en fremskudt regional funktion i børne- og ungepsykiatrien” 214 mio. kr. ”Fælles tværsektorielle teams med henblik på nedbringelse af tvang” 25 mio. kr. ”Eftersyn af indsatsen mod knogleskørhed” 0,5 mio. kr. ”Små gaver til tapre børn på sygehuse” 0,3 mio. kr.
Pengene er gået til indsatser og projekter på beskæftigelses-, social-, sundheds- og ældreområdet og stammede fra, at overførselsindkomsterne hvert år steg 0,3 procent mindre end lønningerne i samfundet. Og det bliver til mange penge over årene.
486 puljer
Men det er ikke kun satspuljen, der er brugt til iværksættelse af alverdens projekter og forsøg. Næsten alle ministerier har et betydeligt antal puljer i gang. På www.statens-tilskudspuljer kan man få et overblik over, hvad der kan søges til. Her er der beskrivelser af 486 puljer. Topscorerne i 2018 var Kulturministeriet (115), Børne- og socialministeriet (66) , Miljø- og fødevareministeriet (56). I Sundheds- og ældreministeriet havde Ellen Thrane Nørby og Thyra Frank 54 puljer. F.eks. ”målrettet renovering eller genetablering af lokale køkkener på plejehjem” 425 mio. kr. og ”Ensomme hjemmehjælpsmodtageres mulighed for civilsamfundsdeltagelse” 2,2 mio. kr.
Selvom formålene er anerkendelsesværdige er det imidlertid aldeles tvivlsomt, om der er tale om en fornuftig anvendelse af skatteborgernes penge set i lyset af, at pengene alternativt kunne bruges til at forbedre den generelle indsats og bevillinger til velfærd, uddannelse, kultur m.v
Men hvorfor bliver man så ved med at etablere så mange puljer? Det gør man fordi, dem der laver dem, og dem der lever af dem, er rigtig glade for dem.
Regeringer kan godt lide systemet, fordi de kan få god presseomtale, hver gang de giver et beløb til et godt formål. Og det er også bekvemt at sende et positivt og billigt signal om ens gode vilje i stedet for at skulle tage livtag med alt det, der ikke generelt fungerer godt nok eller er klemt på bevillingerne. Den nuværende undervisningsminister er en glædelig undtagelse fra denne adfærd.
Politikerne fra de fleste partier kan godt lide systemet, fordi de jo også kan få god omtale og vise handlekraft, når de får skaffet penge til et sympatisk projekt.
Satspuljen
Satspuljesystemet er blevet kaldt de svages finanslov, men selvom de enkelte projekter er rettet mod svage grupper, er det aldeles tvivlsomt, om det samlet set har været til gavn for de svageste.
Det er også blevet kaldt backbenchernes finanslov. Og der har været en underforstået enighed om, at partierne bestemmer over en forholdsmæssig andel af pengene i forhold til deres mandattal. Så alle får noget at prale af. Og det giver en god mulighed for, at de politikere, der ellers ikke er så synlige, kan vise, at de skaber resultater og allerbedst skaffer midler, der kommer deres lokalområde til gavn.
De mange, især akademikere, der er beskæftiget i ministerierne med at lave projektopslag, -kommunikationsindsats, administrere ansøgningsprocedurer og føre tilsyn, er glade for det.
Der er kommet mange flere proces- og kommunikationsmedarbejdere. At det så er sket på bekostning af antallet af dygtige jurister, økonomer og andre fagpersoner i ministerierne er en anden sag. Men det har man jo klaret ved at hyre hundedyre eksterne konsulenter. Ikke bare til it, men også til alt muligt andet, som ministerierne ikke selv kan finde ud af eller gør brug af konsulenter til for at slippe for ansvaret selv.
Af de knap 4 mia. kr., der årligt bruges af staten på konsulenter er det meste til it. Men op mod 1,5 mia. kr. bruges på managementkonsulenter og øvrige rådgivende konsulenter.
Og netop i konsulentbranchen er de rigtig glade for puljer og projekter. For pengene ruller ind i en lind strøm. Konsulenter hjælper ministerierne med at tilrettelægge udbudsmateriale og kravbeskrivelser for ansøgninger. De hjælper ansøgere med at skrive ansøgninger. De tilbyder sig som projektledere og facilitatorer i støttede projekter. Og sandelig om de ikke også tjener gode penge på at lave evalueringer af, hvad der kom ud af projekterne. Deres timeløn er ikke at kimse af. En typisk konsulent fakturerer vel omkring 2.000 kr. i timen.
Der er næppe mange, der læser de talrige projektevalueringer, selvom de som regel siger, at projektet gik godt, og at de involverede havde en god oplevelse af projektforløbet. Men det er svært at få øje på ret mange metode- og udviklingsprojekter, der har sat sig varige spor i den daglige drift.
Glemslens grav
Især to årsager medvirker til, at mange projekter er døde og glemte, når projektet afsluttes.
For det første er der en tendens til, at man giver så højt et tilskud, at alt kan lade sig gøre. Men når det evt. skal omsættes i daglig drift, er der sjældent ressourcer til at fortsætte på samme niveau. Det siger sig selv, at man kan hjælpe mennesker med sociale problemer bedre, hvis der sættes en sagsbehandler på hver, end hvis det skal klares i en kommunal forvaltning, hvor hver sagsbehandler har mange sager.
For det andet drives mange projekter af fantastiske ildsjæle, der kan få næsten alt til at lykkes. Og derfor er der mange succeshistorier. Men når projektet lukker ned, rejser ildsjælene videre til det næste spændende projekt.
Men er der da slet ikke nogen, der er trætte af de mange puljer og projekter med krav om ansøgninger, processtyring og evaluering ?
Jo det er der. Nemlig de kommuner, institutioner og foreninger, der skal bruge tid og penge på det for at få andel i bevillingerne. Men de må jo spille med, for der er mange penge i det, som de selvfølgelig går efter deres rimelige andel af.
Andre, der er kede af dette projektcirkus, er de medarbejdere, der skal løfte kerneopgaverne, f.eks. i ældreomsorgen. De oplever, at de skal løbe hurtigere og hurtigere, mens glade projektmagere render rundt om dem og laver udviklingsprojekter og finder på flere registrerings- og proceskrav.
PS:
Min aversion mod projektmageriet bygger i øvrigt også på konkrete erfaringer fra dengang, jeg i godt 2 år var direktør for Forebyggelsesfonden. Fonden blev oprettet i 2007 med en kapital på 3 mia. kr., som skulle bruges over 10 år til projekter i offentlige og private virksomheder. Pengene blev givet til forbedring af arbejdsmiljø og trivsel i virksomhederne og til sundhedsfremme for de ansatte.
I starten gik det meget godt. Der var mange gode projekter, og mange spændende forsøg og udviklingsprojekter blev sat i gang. Men efter et par år begyndte iderigdommen at tynde ud, og vi så mange gentagelser af noget, der allerede var sat i gang men endnu ikke afsluttet og evalueret. Det var i øvrigt helt gængs, at der blev søgt beløb, der var helt ude i skoven i forhold til de forventede resultater. F.eks. beløb i 80- 100.000 kr. klassen pr. medarbejder til sundhedsfremme eller forbedring af arbejdsmiljøet.
Jeg har ikke viden om, at noget af det vi gav penge til for alvor har sat sig varige positive spor. Men dem, der fik pengene, og dem der var med i projekterne, var glade.
Jeg forsøgte at argumentere for, at man måske skulle lave et stop for nye projekter, indtil man havde fået noget fornuftigt ud af det, der var igangsat. Men det var for døve øren. Vi havde i øvrigt en bestyrelse til at beslutte, hvad der skulle støttes. Den bestod af eksperter og arbejdsmarkedets parter. De mente, at pengene blev givet godt ud, og de fortsatte, mens man i øvrigt barberede grundbevillingerne til Arbejdstilsynet og arbejdsmiljøindsatsen.
Et grotesk eksempel på, hvad der blev sat i gang var et sundhedsfremmeprojekt for ansatte i apoteker. De havde en fin projektbeskrivelse og lavede en grundig evaluering, som viste stor tilfredshed. Alle medarbejdere, der var med, blev endda vejet før og efter projektperioden. Og det viste, at de fleste havde tabt sig ganske pænt. Jeg kunne så ikke nære mig for at dividere den samlede bevilling med det antal kilo, som de i alt havde tabt sig. Det viste, at statstilskuddet pr. tabt kilo var 10.000 kr.
Efter min tid afskaffede man de faglige bedømmelsesudvalg og gik over til, at lave ”forebyggelsespakker”, hvor virksomheder kan søge om tilskud til diverse indsatser. Det er f.eks. drøftelse af kostvaner og initiativer for at smøre sundere madpakker. Og det kan være tilskud til oprydning, bedre indretning og maling af autoværksteder. Da har i rigdom vi drevet det vidt, når den flinke statskasse betaler for det.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Trumps gale værk
Overlever den danske model?
For bedre dagpenge mod Finansministeriets regnemodeller
Minimumsløn – ja, nej, hvorfor, hvordan?
Brexit - en fortsat smertelig proces
Anbringelser - et overblikSocial kontrol på ungdomsuddannelserne
Husleje i private lejeboliger og § 5 stk. 2?