Nr. 3 - 2023
Fri os for de professionelle
Af Søren Thomassen
I Socialdemokratiet er politikudvikling overtaget af professionelle og de få idealister der er medlemmer af partiet, bliver hurtigt blandt de professionelle.
Umiddelbart efter befrielsen i maj 1945 fremlægger Socialdemokratiet programmet Fremtidens Danmark. Det er redigeret og gennemskrevet af den senere statsminister Jens Otto Krag efter opdrag i 1944 fra Hans Hedtoft, partiets formand.
Jens Otto Krag var sammen med den senere statsminister Viggo Kampmann blandt de universitetsuddannede vidundere der i 30’erne og 40’erne havde bevæget sig i periferien af arbejderbevægelsen. De havde skrevet artikler til fagblade og ellers plejet deres netværk blandt ledende socialdemokratiske politikere.
Også partiets hidtidige program Danmark for Folket, fra 1935, var skrevet af en enkeltperson, Thorvald Stauning, så det var allerede normen at nogle få stod for politikudviklingen.
Socialdemokratiet var et dogmatisk topstyret parti. Stauning var formand for partiet da han i 1934 gav sig til at formulere Danmark for Folket og Hans Hedtoft var den reelle formand da han i 1944 bad Krag om at udvikle partiprogrammet Fremtidens Danmark.
De menige medlemmer af Socialdemokratiet havde lige fra partiets start i det 19. århundrede accepteret at det var den øverste ledelse der formulerede politikken og medlemmerne rettede sig efter lederne i et og alt.
Opgøret med dogmatikken og topstyringen
I midten at 1960’erne danner en række socialdemokrater, bl.a. Anker Jørgensen, Viggo Kampmann, Knud Heinsen, John Mølgaard, Ritt Bjerregaard og Karl Hjortnæs Socialdemokratisk samfund (SDS) og samtidig sker der ændringer i ledelserne af den socialdemokratiske studenterorganisation, Frit Forum og i Danmarks socialdemokratiske Ungdom, DsU.I disse organisationer diskuteres partiets politik og der udvikles politiske ideer som kommer til at præge socialdemokratisk politik fra 1970’erne til 1990’erne. Fælles for disse initiativer var at man ønskede at give socialdemokratiet en mere moderne profil end den traditionelle dogmatiske og topstyrede.
Det er nok en af Jens Otto Krags store fortjenester at han som formand lod disse strømninger finde indpas trods stor intern modstand i toppen af partiorganisationen og i dele af fagbevægelsen. På den måde forhindrede han en splittelse af partiet og samtidig fremmede han en politikudvikling der blev formidlet af yngre medlemmer der for manges vedkommende var blevet medlemmer af partiet for at få indflydelse på politikken og udformningen af fremtidens Danmark.
De professionelle rådgivere og politikudviklingen.
Det er bemærkelsesværdigt at det er i Poul Nyrup Rasmussens formands- og statsministertid at professionaliseringen af politikudviklingen i Socialdemokratiet begynder.I det politisk-økonomisk sekretariat ansættes Verner Sand Kirk og Martin Nielsen til at forestå politikudviklingen. De kommer begge fra DsU og er universitetsuddannede. Poul Nyrup ansætter også som den første statsminister i Danmark en særlig rådgiver.
Der er ingen tvivl om at Poul Nyrup og Mogens Lykketoft, som selv havde en baggrund i Socialdemokratisk Samfund og Frit Forum, ønskede at få styr med og kontrol over politikudvikling i partiet.
I Svend Aukens formandstid (1989) lancerede Socialdemokratiet Gang i 90’erne som handlede om den politik Socialdemokratiet ville gennemføre når partiet igen fik regeringsmagten. Socialdemokratiet ville sætte gang i økonomien og beskæftigelsen ved at sænke skatter og afgifter, slanke den offentlige sektor gennem New Public Management, forbedre arbejdsmarkedspensionsordningerne og sætte fokus på efteruddannelse for at opkvalificere arbejdsstyrken, det offentlige forbrug skulle holdes i ro ved at gennemføre strukturforandringer og bane vejen for bedre og billigere opgaveløsninger og der skulle ske lettelser offentlige takster.
Flere af tankerne i programmet blev ført ud i livet i Poul Nyrups statsministertid fra 1993 til 2001. I forbindelse med trepartsaftaler med arbejdsmarkedets parter og regeringen blev en omfattende reform af voksen- og efteruddannelse gennemført bl.a. med mulighed for orlov til uddannelse på dagpenge, dagpengeperioden blev sænket fra 8 til 4 år og dagpengesatsen for unge under 25 år blev halveret, arbejdsmarkedspensionerne blev indfaset og blev suppleret med en særlig pension. Formål var at mindske folkepensionens rolle i det samlede pensionssystem og det var der ikke ret mange der opponerede mod dengang. Poul Nyrup gennemførte også to skattereformer, hvor marginalskatten blev sænket fra 68 til 63%, hvilket der heller ikke udløste de store protester.
I Anders Fogh Rasmussens tid som statsminister bliver brugen af de særlige rådgivere til at forestå politikudviklingen en normalitet.
I Socialdemokratiet ansætter skiftende formænd gennem 00'erne, 10'erne og nu 20'erne en stigende skare af personlige rådgivere til at drive politikudviklingen og kommunikationen af partiet politik. På den måde sker der en professionalisering og topstyring af politikudviklingen og bl.a. Henrik Sass Larsen siger i et interview i Berlingske at partier som vi hidtil har kendt dem ikke har nogen funktion længere.
I Helle Thorning-Schmidt formandsperioden bliver politikudviklingen i Socialdemokratiet styret af Bjarne Corydon og Noa Redington i en sådan grad at et begyndende oprør i mod denne begynder da Københavns Overborgmester Ritt Bjerregaard etablerer Den Røde Skole, som af Helle Thorning-Schmidt bliver opfattet som en kritik af hendes ledelse af partiet.
Med etableringen af Den Røde Skole ønskede Ritt Bjerregaard sikkert at bringe politikudvikling i Socialdemokratiet tilbage til medlemmerne eller partiorganisationen i en form som hun kendte fra Socialdemokratisk Samfund.
Det er bemærkelsesværdigt at Den Røde Skole ikke slår afgørende igennem på politikudviklingen i Socialdemokratiet hvilket måske skyldes at mange opfattede eksperimentet som styret af Ritt Bjerregaard og ikke som særlig frisættende, samt at Ritt Bjerregaard ret hurtigt mistede interessen da medieopmærksomheden forsvandt.
I dag er politikudvikling i Socialdemokratiet fuldstændig overtaget af professionelle aktører. I partiets politisk-økonomiske afdeling på Christiansborg er der pt. ansat mindst 30 medarbejdere, primært universitetsøkonomer og cand.scient.pol’er til at varetage politikudvikling. Partiorganisationen er blevet svag med få aktive medlemmer og aktiviteterne både de politiske og organisatoriske er på et ekstremt lavt niveau. Det er blevet nemt opstille kandidater til Folketinget, som borgmestre, til kommunalbestyrelser og regionsråd ude i partriforeningerne og det har DsU forstået at benyttet sig af i de senere år.
I dag forsøger partiet at holde gang i den interne politiske debat gennem digitale platforme f.eks. webinarer, men det er vanskeligt at se hvordan disse kan bruges i forbindelse med udvikling af nye socialdemokratiske politikker.
Som nævnt er Socialdemokratiet ikke så stort længere og det har betydet at talentmassen er blevet langt mindre end i 60’erne og 70’erne. De politiske partier, herunder også Socialdemokratiet, er blevet rene kampagne – og karrieremaskiner og det har åbnet for en professionelialisering af politikudviklingen som er drevet af ansatte konsulenter og konsulenthuse der hyres ind til at levere politisk kommunikation, lave politiske analyser og formulere egentlige politiske tiltag som de politiske partier betaler dem for.
Grobunden for diverse tænketanke som Cevea, Cepos, Concito, Kraka m.fl. er blevet gødet med de store økonomiske tilskud de politiske partier modtager fra bl.a. staten i forhold til deres valgresulater ved valg til Folketingen og de kommunale råd.
Socialdemokratiet har i mange år benyttet Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) til at udarbejde analyser på det politisk-økonomisk område, men som nævnt har partiet i de senere år selv ansat flere rådgivere internt i partiet tila at lave analyser der ligger til grund for udvikling af partiets politik.
Der er også andre slags professionelle aktører der i de senere år fået betydelig indflydelse på dele af politikudviklingen i Socialdemokratiet. Flere af dem er endda ikke medlammer af af partiet. F.eks. har forfatteren Lars Olsen bidraget aktivt gennem sine bøger og foredragsvirksomhed og sat fokus på ufaglærte og faglærte arbejderes samfundsmæssige vilkår, hvilket har ført til udvikling af konkrete politiske tiltag som f.eks. Arne-pensionen. Nogle medier omtaler endda Lars Olsen som den skjulte chefideolog i Socialdemokratiet.
Flere socialdemokratiske ministre har i de senere år også udgivet bøger om samfundsmæssige problemer som har resulteret i udvikling af konkret politike. Senest har Kaare Dybvad Bek med bogen Arbejdets land vagt stor opsigt især uden for Socialdemokratiet ved at sætte spørgsmål ved om velfærdsstatens universelle ydelser kan fortsætte hvis deres nuværende kendte finansieringsgrundlag så at sige svinder ind.
Politikudvikling i Socialdemokratiet er ikke længere drevet af medlemmerne. Folk er nu en gang medlem af et politisk parti for at være med til at udvikle politik. Når dette bliver overtaget af professionelle aktører, så svinder medlemsinteressen med mindre der internt i i partiet tages initiativer som f.eks. i 60'erne med udgangspunkt i Socialdemokratisk Samfund, Frit Forum og DsU. Lad os blive fri for de professionelle.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Er Det Etiske Råd overflødigt?OK 24 går i gang. Hvad er på spil?
Frihed, lighed og broderskab – fra velfærdsstat til velfærdssamfund