Leder

Stormvejr med kamel på menuen

Det vrimler med maritime udtryk i politik. Kursen skal holdes, når den ellers er sat. Økonomisk bølgegang. Op mod vinden. En fast hånd på roret. Fuld skrue. Blafrende sejl. Lige nu kunne der kommanderes alle mand på dæk, reb sejlene, der er en orkan forude.

Valgets tale er ikke entydig, men den store udskiftning i folketingsmedlemmernes skare slår i hvert fald en ting fast, mange vælgere ønsker en eller anden form for forandring. Men hvilken????

At Socialdemokratiet er gået en lille smule frem, er et dementi af, at vælgerne synes den lagte linje har været helt ude i skoven, og statsministeren er en forbryder.

Venstres gigantiske fald fra 43 til 23 mandater, tja bum bum. Det er svært at tolke entydigt. Men man kan vel sige, at afskalningen består af et populistisk parti - Støjberg-demokraterne - hvor alle problemer får enten et postnummer eller en hår- og hudfarve, og så et bodsgangsparti - Løkke-moderaterne - som nu vil gøre alt det godt, som mandens hærgen gennem årene har medført (strukturreform med omfattende centralisering, forsøgsvirksomhed med privatisering og grønthøster på sundhedsområdet, der ret beset bortset fra kræftpakken har været sik-sak-kurs).

SF er fortsat sin stille fremgang ved at være meget stille, men være glad for børn og offentligt ansattes vilkår.

Liberal Alliance har via et forunderligt stort valgbudget, en veltalende formand, en smart satsen på de unge, som endnu ikke er stødt på livets problemer, kunnet udvide mandattallet fra de 4 (der blev til 3) til de 14.

Konservative er der en del at sige om, det meste er imidlertid allerede sagt. Da formanden var tavs, tonsede partiet frem i målingerne. Da han begyndte at sige noget og rode rundt og vise sit vægelsind, gik det hurtigt ned af bakke. Men partiet fik dog en lille fremgang.

Enhedslisten havde nok regnet med meget mere, men det blev meget mindre, og den kendsgerning har så medført, at partiet har opført sig helt balstyrisk efter valget, ikke vil se valgets resultat i øjnene og galer op om et entydigt rødt flertal, som ikke eksisterer med mindre man ser bort fra Radikale og ikke lytter til statsministeren.

Radikale - altid kloge radikale - blev straffet for at være så kloge, at de tabte hovedet - ret bogstaveligt, og efter valget har baggrundsnikkeren til Østergaard også valgt at forlade formandsposten, og den nye formand har allerede fået bevist ved sit første pressemøde, at han ikke er så meget herre i eget hus, at det gør noget.

Nye Borgerlige fik ikke den ventede fremgang, som de ellers stod til. De er vel bare blevet en afart af Støjbergs usympatiske tilgang til vælgerne, hvor Nye Borgerliges revir hovedsageligt er samlet i det nordsjællandske.

Alternativet nåede mere end over spærregrænsen og fik et mandat mere end sidst, hvor det var smeltet ned til 5 mandater.

Dansk Folkeparti må bogstavelig talt kigge i byretten efter fordums storhed. Engang svingede de taktstokken over borgerlige regeringer, og nu har de lige reddet en runde mere med kun 5 mandater.

Så hvad er valgets tale? Hvordan skal det tolkes, at omkring halvdelen af Folketingets medlemmer er skiftet ud, to helt nye partier er stormet frem, og at det kan betale sig at føre en god kampagne med en veltalende formand.

Der var tre partier før valget der sagde, at man ville have en bred regering hen over midten. Det var - til dels tvunget af omstændighederne - Socialdemokratiet, det var Radikale, som nu i halveret udgave måske får det, som de har skreget på, og det var Moderaterne, der med den politisk erfarne formand gjorde bred regering sit partis hovedsigte, men som nu måske ikke kommer med på regeringsvognen, fordi så mange kan huske så meget af formandens meritter.

Der bliver nok at gå i gang med, og der bliver godt med kameler der skal sluges af flere.

Det helt store bliver at få styr på inflationen og afbøde virkningerne af det hul i kassen, som den har bibragt mange private husholdninger, mange virksomheder og som gi’r ridser i lakken på den dansk økonomi som helhed. Det bliver en meget svær balancegang, som man kan læse mere om i Mogens Lykketofts artikel i dette nummer. De borgerlige elementer må sande, at det ikke nytter bare at stikke meget, meget store og meget, meget runde tal ud om arbejdsudbud. Det være sig 50.000, 100.000 eller mere.

Det bliver også at afbøde den priskrise på energi, som russernes myrderier i Ukraine har medført plus finde penge til den nødvendige genopretning af Forsvaret, som har lidt under fredsdividendens åg. Det bliver dyrt. Det bliver meget dyrt, og det bliver nok en af de store kameler, som skal sluges fra de mere pacifistisk orienterede i Socialdemokratiet og SF. 

Man kommer heller ikke udenom at få rettet op på de uhensigtsmæssigheder, som privatiseringer og grønthøsterbesparelser inden for sundhedssektoren og de delvist afledte personalemæssige problemer med både løn og arbejdsvilkår har skabt. Det bliver en meget svær øvelse, for der er hverken fra personale eller borgere eller politikere den helt store forståelse for, hvor vanskelige de faktiske forhold er. Heldigvis har Folketinget nu fået en lige så stærk repræsentation af sygeplejersker, som tidligere var tildelt lærerkorpset.

Der bliver nok at gå i gang med. God arbejdslyst i den kogende Verden, som Danmark er en del af.

Mogens Havnsøe Petersen