Præsident Bidens mulighed for at skabe en bedre verden
Hvilke udfordringer står USA’s nyvalgte præsident overfor? Hvem er hans fjender? Hvem er hans alliancepartnere?
Af Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling
Hver morgen i fire år er en hel verden vågnet op i angst og bæven for, hvilke ødelæggelser, USA’s præsident Trump ville udløse i dag. Storskryderen og mesterløgneren Trump var smadremanden i dét internationale samarbejde, USA selv stod i spidsen for at etablere efter Anden Verdenskrig. På hjemmebanen blev han personifikationen af det amerikanske demokratis skrøbelighed. Trump appellerede systematisk til stærke racistiske og fascistiske strømninger. De fik næring fra en stadig mere sindssyg misinformation fra dominerende højreekstreme medier, indledningsvis af Fox News, men fulgt op af utrolig mange andre medier – skrevne og elektroniske. Derfor stemte skræmmende 74 millioner amerikanere, der stemte på ham så sent som i november. Men 81 millioner stemte heldigvis på Joe Biden.
Frygten for, hvad Trump kunne finde på, blev holdt i live gennem hele den skørt lange overgangsperiode på over to en halv måned, som den amerikanske forfatning foreskriver. En serie af skridt blev taget for at sabotere den nye præsidents magtovertagelse – og hans politik, hvis han alligevel kom til. Det kulminerende med Trump-pøblens angreb på Capitol 6. januar, der lykkeligvis punkterede Trumps politiske ballon, så gassen endelig begyndte at sive ud.
Det var en enorm befrielse, da Biden omsider tiltrådte 20. januar, efter at Trump havde fået henrettet tretten på dødsgangen og benådet de sidste af sine politiske og økonomiske forbrydervenner. Lettelsens suk kunne høres kloden rundt og blev forstærket af de klare budskaber fra den nye præsident.
Dybt uretfærdigt valgsystem
Men lettelsen var blandet med gysen i bevidstheden om, at det forældede og ofte dybt uretfærdige amerikanske valgsystem kun gav manden med 7 millioner stemmers flertal præsidentposten, fordi han også fik de sidste 41000 stemmer (!)i tre delstater – Wisconsin, Georgia og Arizona. Ellers var det i 2020 gået som i 2016 – kandidaten med færrest vælgere bag sig havde været den retmæssige vinder.
Denne uheldsvangre skævhed i USA’s valgsystem er en væsentlig grund til, at mange amerikanere og mange i resten af verden ikke tør tro, at det trumpianske vanvid ikke kan gentage sig om fire år. Måske ikke med manden selv. For han mister nok ad rettens vej adgangen til at genopstille. Men måske et endnu større monster fra det ekstreme højres konspirationskamre. Selve denne risiko gør selvfølgelig både USA’s venner og fjender usikre på, hvor meget de kan tro på holdbarheden af dén kurs, Biden, udstikker.
Biden skal derfor på meget kort tid - både hjemme og ude - præstere en politisk vægtløftning, der kan sammenlignes præsident Franklin D. Roosevelts, da han trådte til under den store depression i 1933.
Roosevelt havde et stort flertal i Kongressen. Heldigvis fik Demokraterne også efter de særlige senatsvalg i januar flertal både i Senatet og Repræsentanterne Hus. Men flertallet er meget knebent. Det hænger igen sammen med valgsystemet, hvor store Demokratiske vælgerflertal nationalt kan overtrumfes af konservative senatorer i små delstater og systematisk manipulation med valgkredsene fra Republikanske guvernører. Derfor skal der nu kæmpes hårdt for Demokratisk partidisciplin i den nye kongres; eller der skal knyttes håb til, at nogle af Republikanerne bryder med dén destruktive visnepolitik, de har ført mod Clinton og Obama siden 1994. Senest anført af Mitch McConnell i Senatet.
Den nødvendige betingelse for at spærre for et nyt monsterregime om fire år er, at Biden får sin politik igennem. Den har dét, der skal til for at styrke Demokraternes vælgerbase – fordi det vil bryde mistroen til, om det politiske system overhovedet kan holde løfter - og i øvrigt også gavne mange af dem, der stemte Trump denne gang:
Det handler allerførst om den nationale indsats for at standse pandemien voldsomme og dødelige rasen, der har sat en tyk streg under alt dét i det amerikanske samfund, der ikke virker. Men det skal følges op af lovgivning, der forbedrer sundhedssystemet og sikrer, at alle amerikanere får råd til ordentlig sygepleje.
Det handler også her og nu om at få gennemført dén en kæmpe økonomisk genopretning, der skal hjælpe virksomhederne og de arbejdsløse, enkeltstaterne og lokalsamfundene, hæve mindstelønnen og give købekraft til den brede middelstand. Denne pakke er – hvis den lykkes - så kraftig, at den også vil være med til at løfte den globale økonomi ud af krisen.
Det haster
Men utroligt meget mere skal gøres på kort tid – helst inden næste midtvejsvalg om to år: Bedre uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, opgør med en uretfærdig socialpolitik og retspolitik, der har voldsom brod mod sorte og farvede.
Der skal gang i en vældig investering i en nedslidt infrastruktur og voldsom drejning af klima-, energi- og miljøpolitikken. Desuden skal der gives borger- og stemmeret til millioner af mennesker, der har levet mange år i USA uden denne ret. Det vil også være en afgørende sikring af, at vælgerflertallet også slog igennem ved præsident- og kongresvalgene, hvis befolkningen i hovedstaden Washington DG, der overvejende er sort, og latinobefolkningen på Puerto Rico havde stemmer i Kongressen; Puerto Ricos indbyggere har i dag end ikke stemmeret ved præsidentvalget. Der er med andre ord brug foret USA, hvor demokratiet udbredes fra 50 til 52 delstater.
En såret supermagt
USA er efter Trumps hærgen en svækket og såret supermagt. Men stadig en supermagt, der kan øve afgørende indflydelse på klodens udvikling.
Trump var en nulsums-spiller, der grundlæggende mente, at USA kun kunne vinde, når andre taber. Biden ved fra sine lange karriere som formand for Senatets udenrigsudvalg og otte år som vicepræsident hos Obama, hvordan verden ser ud. Han forstår grundtanken om, at et forpligtende internationalt samarbejde skal være et plussum-spil, der kan løfte os alle, og derfor også er i USA's egeninteresse: Selv med halvdelen af klodens rustningsudgifter kan USA ikke forme verden alene. Det har man egentlig erfaret hele vejen fra Vietnam til Irak og Afghanistan.
Biden ved om nogen, at USA har brug for stærke alliancer og et klogt diplomati for at standse gamle og forebygge nye konflikter, afværge eksistentielle trusler og derved varetage også USA’s nationale interesser. Han er en ubetinget tilhænger at et nært samarbejde med et stærkt EU på verdensscenen, men nok indre optaget af at dyrke et særligt og nærmere samarbejde med det Storbritannien, der har valgt at forlade EU.
USA vil atter være en pålidelig NATO-allieret, der fortsat stiller krav til os andre, men aldrig truer med at svigte sikkerhedsgarantierne til sine allierede, fordi den kollektive sikkerhed lige så meget er i USA's som i vores interesse.
Danmark vil - også fra Bidens side - opleve USA’s interesse for større tilstedeværelse i de nordatlantiske dele af Rigsfællesskabet, men det vil være respektfuldt og antiimperialistisk. Der kommer ikke nye ’tilbud´ om at købe Grønland. Men USA's militære tilstedeværelse i Grønland godkendte vi allerede i 1951 - betingelsesløst og tidsubegrænset - i forståelsen af, at vi aldrig alene kan forsvare denne del af Riget.
For en lille allieret som Danmark er hele serien af nye toner fra den kommende præsident Biden positive. De gør det let igen at opleve et interesse- og værdifællesskab med Amerikas Forenede Stater.
Tilbage i de internationale organisationer
USA’s præsident har - med større sikkerhed end på hjemmebanen - afgørende greb om udenrigspolitikken.
Til stor glæde for Amerikas allierede har Biden straks besluttet genindtræde i FN’s klimaaftale, Verdenssundhedsorganisationen WHO og verdenshandelsorganisationen WTO. Han går også ind på en femårig forlængelse af NEW START-aftalen med Rusland om begrænsning af missiloprustningen.
Det sidste er forhåbentlig begyndelsen til reelle bestræbelser på at puste nyt liv i andre aftaler om våbenbegrænsning – især atomvåben – og at få Kina med om bord.
Som det første er det afgørende vigtigt, at Biden også opfylder sit løfte om at bringe atomaftalen med Iran til live igen. Denne aftale kom i stand i 2015 under Obama-Biden-regeringen med John Kerry som amerikansk udenrigsminister, og blev støttet at et enigt FN. Det er den eneste reelle våbenbegrænsningsaftale, der er indgået i nyere tid, og det var vanvid at Trump brød den og indførte ødelæggende handelssanktioner. Iranerne vil formentlig gerne genbekræfte aftalen og derfor igen skrue ned for uranberigelsen, hvis de til gengæld kan få lov at handle igen. Det kan så forhåbentlig blive begyndelsen til andre aftaler med Iran, og dermed en ny, mere stabil balance i hele den mellemøstlige region. Biden vil ikke – som Trump - enøjet at støtte Netanyahu undertrykkelse af palæstinenserne, eller fortsætte den ubeherskede oprustning af Saudi-Arabien. Der er udsigt til, at at der vil blive lagt pres på den saudiske kronprins for afslutte hans krig i Yemen, der har skabt verdens største humanitære katastrofe.
USA - Rusland og Kina
Et balanceret forhold til Rusland ser formentlig således ud hos Biden: Aftaler, der kan forebygge risikoen for krig ved en fejltagelse vil gå hånd i hånd med hård kurs mod Putins pres på Ukraine og andre nabolande, hans indblanding i demokratiske valghandlinger i andre lande og undertrykkelsen af den hjemlige opposition. Mens Rusland er stærkt nok til at forhindre løsning af konflikter, Putin ikke vil have løst så er landet langt fra at modsvare den supermagt, Sovjetunionen en gang var. Landets økonomi er skrøbelig, og forbedring vil kræve åbning over for omverden. USA og Vesten har tid til at vente på en mere forsonlig kurs fra Moskva.
Kina er vigtigere og vanskeligere. Landet i stor fart er på vej til at blive verdens anden supermagt og den stærkeste bremse på, at USA på egen hånd kan styre den internationale udvikling.
Både USA og Europa er blevet tæt forbundet i samhandel og investering med Kina. Trumps handelskrig med Kina har ingen vindere, kun tab af jobs og økonomisk udvikling kloden rundt.
I dette århundrede vil der være to supermagter i verden – USA og Kina. Det er afgørende, at de ledes af nogen, der forstår, at de har flere fælles interesser i fred, klima, handel og udvikling end de har interessemodsætninger. Kinas ledere ruster op og strammer kursen hjemme. Men det er forkert at tro, at de sigter på krig. USA’s militærbudget er tre-fire gange så stort som Kinas, og USA har over for kinesisk forsøg på dominans allierede hele vejen rundt om Kina fra Japan, Sydkorea, Taiwan, Vietnam og til Indien. Det kan Kina slet ikke hamle op med militært, og det har man ingen ambitioner om. Kina ønsker større økonomisk indflydelse i omverdenen, ikke militære erobringer. Fred er forudsætningen for at fortsætte den enestående velstandsforbedring for den kinesiske befolkning, der de seneste 40 år har mere end 30-doblet landets nationalprodukt.
Der er rigtigt meget, vi i Vesten kan ønske os anderledes i Kina – alt fra respekt for fælles regler om samhandel til stop for undertrykkelse af mindretal I Xinjiang, Tibet og også Hongkong. Kritik over brud på internationale regler og menneskerettigheder skal ikke undgås for at omgås Kina.
Men det er omvendt vigtigt at forstå, at intet enkelt land – heller ikke USA – kan tvinge Kina en anden vej. Eneste mulighed for fremskridt er, at der opbygges fælles holdninger til Kina mellem USA, Europa og Kinas naboer.
Et eksempel på denne strategi er Obamas forsøg på at skabe en stor frihandelsaftale på tværs af Stillehavet mellem Amerika og Kinas østlige og sydlige naboer. Var det lykkedes havde omverdenen stået stærkt rustet til over for Kina at håndhæve fælles regler for handel og investering. Men projektet blev desværre skudt ned af Trump, hvorefter asiatiske lande blev henvist til i stedet handelspolitisk at orientere sig mere over mod Kina.
Hvis vi undgår atomkrigens totale ødelæggelser, så er de største eksistentielle trusler mod civilisationen i vores børns og børnebørns tid klimaforandring og miljøødelæggelse. Disse udfordringer kender ikke til nationale grænser og kan kun overkommes i et stærkere internationalt samarbejde. Erfaringen fra Paris-aftalen i 2015 er at samspil mellem de to største magter - USA og Kina - er aldeles afgørende for succesfuld klimaindsats. Jeg er overbevist om, at præsident Biden – trods den nuværende konfrontation med Kina – forstår dette.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Biden´s udfordringer med Latinamerika
Arbejderklassen i USA gennem tiderne
Det portugisiske EU-formandskab
De andres virkelighed gjorde mig til forfatter
Lad os brænde det hele ned