Artiklens forfatter gennemgår arbejderklassen og dens organisationers historie i USA fra den tidlige start til idag
Arbejderklassen i USA gennem tiderne
Af Irene Odgaard, cand. mag i samfundsfag og historie. Har bl.a. været teknologikonsulent i 3F i 20 årHvem er arbejderklassen i USA? Afgrænser man den til mennesker, der er ansat af andre og må adlyde ordrer - til forskel fra mennesker, der giver ordrer, omfattede arbejderklassen i år 2000 næsten to tredjedele af den amerikanske befolkning. Dens historie, fra USA’s løsrivelse i det 18. århundrede og frem, er også en historie om sociale og kulturelle skillelinjer, baseret på kvalifikationer, etnicitet, bosted og køn – som arbejderklassen fra tid til anden satte sig ud over i fælles kampe. Men som hyppigere udgjorde grænsebomme for solidaritetens udstrækning. Alle mænd, uanset race, fik valgret så tidligt som 1870. Men modsat arbejderklasser i Europa opnåede den amerikanske arbejderklasse aldrig at få sin egen politiske stemme, i form af et socialistisk eller socialdemokratisk parti.
Knights of Labor og American Federation of Labor
Efter den amerikanske borgerkrig var scenen sat for økonomisk vækst og institutionel forandring. I 1869 blev nationen bogstavelig talt samlet, da den transnationale jernbane blev sat sammen ved Promontery Summit i Utah. Samme år dannedes i Philadelphia en hemmelig organisation af skræddere: The Knights of Labor.
Med krigens afslutning kunne oceandamperne igen fragte immigranter fra Europa til USA. Hvor en ”Homestead Act” og et transkontinentalt jernbanenet kanaliserede dem og krigsveteraner på jagt efter jord ind på kontinentet - og gjorde livet vanskeligere for den oprindelige befolkning af indianerstammer. Og som økonomien ekspanderede vestpå, bredte byer og byerhverv sig lige bag ”the frontier”. I 1870 boede næsten tre fjerdedele af befolkningen på landet eller i små byer med færre end 2500 indbyggere. Den typiske virksomhed havde under 10 ansatte, men der var sektorer, særlig tekstil og jernbaner, hvor store virksomheder havde tusinder i deres brød. En femtedel af arbejdsstyrken i 1870 var immigranter, og de dominerede i sektorer som minedrift, jern og stål. Arbejderklassens andel af befolkningen voksede i 1880’erne og koncentreredes i de store byer. Immigranter og deres børn udgjorde omkring 80% af befolkningen i byer som Chicago, St. Louis, Milwaukee, Cleveland, Detroit og New York.
Da depressionen ramte USA i 1873, og arbejdsgivernes angreb på fagforeninger, standarder for arbejdsløn m.m. tog til, indrullerede Knights of Labor hurtigt og hemmeligt minearbejdere, jernbanearbejdere og til sidst andre fag i byerne i hele Pennsylvania, de østlige stater og midtvesten i organisationen. På højdepunktet af sin styrke, i 1886, havde KoL omkring en million medlemmer, måske lidt færre, måske lidt flere. Organisationen repræsenterede forskellige grupper og tendenser i en arbejderklasse på tærsklen til hurtig industriel forandring: både faglærte og ufaglærte; men også kvinder og afro-amerikanere.
Bemærkelsesværdigt nok var KoL i princippet tilhænger af køns- og racemæssig lighed. I 1878 vedtog man en resolution om lige løn for lige arbejde. I 1887 var 10% af medlemmerne kvinder – og 10% af afro-amerikansk herkomst. Ideologisk rykkede KoL ved den republikanske ideologi, som hidtil havde været fremherskende blandt håndværkerne – i retning mod en anti-kapitalistisk, proto-socialistisk kritik af hele systemet med ”lønslaveri” – og krav om statsindgreb for at skabe social balance i samfundet. Visionen var et ”kooperativt commonwealth”.
Én af de fagforeninger, som var tilknyttet KoL, og som, ligesom mange andre, var ved at bukke under for arbejdsgiveroffensiven, var cigarmagerne. I 1875 blev Samuel Gompers valgt til formand for en lokalafdeling, og elleve år senere, i december 1886 var Gompers med til at danne en ny organisation, American Federation of Labor - som et alternativ til Knights of Labor, og baseret på helt andre principper. Ifølge Gompers skulle fagforeninger drives som en forretning, hvis de skulle kunne overleve arbejdsgivernes angreb.
Medlemmerne skulle betale et højt kontingent mod at få adgang til økonomisk hjælp ved arbejdsløshed og sygdom. Derfor ville han frigøre sig organisatorisk fra de ufaglærtes dominans: AFL skulle bestå af faglærte. Ligesom Gompers mente, at immigrationen - og dermed konkurrencen fra nye rekrutter på arbejdsmarkedet - måtte begrænses. I sin beretning til AFL’s 1890-forsamling erklærede Gompers, at arbejderbevægelsen var ”stærkere end nogensinde før.” To år senere havde AFL vokset sig større end KoL. Men AFL repræsenterede på det tidspunkt stadig kun omkring 6% af lønmodtagerne.
Gompers ord om AFL’s styrke faldt i en debat omkring socialistisk repræsentation i organisationen; noget Gompers var inderligt imod. Han mente, at
“the trade unions pure and simple are the natural organizations of the wage workers to secure their present and practical improvement and to achieve their final emancipation.”
Modsat vurderede socialister som Robert Hunter, at fagforeningerne var ineffektive imod ”rigdommens voksende tyranni”. De var ”i realiteten illegale organisationer”, som kæmpede for deres liv og ikke havde kunnet gøre noget indtryk på ”de politiske maskiner, der dominerer vor regering.”
Fagbevægelsen stod stærkt i byggefagene, blandt glasarbejdere, cigarmagere, trykkere og transportarbejdere, på bryggerier og i miner. Men var anæmisk i de sektorer, som udgjorde hjertet i den fortsatte industrielle revolution: stål, maskiner, tekstiler og kød.
Når Samuel Gompers var skeptisk i forhold til staten (og politiske reformer), så kom det også af bitter erfaring med arbejdsgivernes brug af staten i deres kamp mod arbejderne. Både i form af lovgivning og af fysisk vold.
I 1887 og 1890 lovgav kongressen med henblik på at forsvare samfundet mod markedsmanipulation og misbrug af monopolmagt fra store kapitalister som Cornelius Vanderbilt, Jay Gould, Jim Fisk, John D. Rockefeller og J.P. Morgan. Men ”The Sherman Act”, som anti-trust-lovgivningen kom til at hedde, blev også brugt ved domstolene til at erklære fagforeningerne ulovlige.
Og militæret kunne blive sat ind imod strejkende arbejdere. Den langvarige strejke på Rockefeller’s Colorado Fuel and Iron Company i 1913-14 endte i en blodig massakre på minearbejderne og deres familier. Fagforeningsfolk kaldte derpå til våben i hele Colorado, og flammerne fra klassekrigen blev først kvalt, da føderale tropper ankom den 30. april 1914.
Immigrationslovgivning og New DealAFL’s leder Samuel Gompers blev beskyldt for at være racist - og det var han også, men nok kun i forhold til asiater. ”Kulier” ville ikke kunne assimileres i det amerikanske samfund, mente Gompers. Derfor støttede AFL varmt 1882-lovgivningen, der satte en fuldstændig stopper for immigration fra Kina. Men i begyndelsen af 1900-tallet strømmede nye grupper af immigranter fra Øst- og Sydeuropa til USA, samtidig med at arbejdgiverne fornyede offensiven mod fagbevægelsen, i form af en ”open shop”-bevægelse.
Gompers ønskede at begrænse immigrationsstrømmen, og derfor støttede AFL 1920’ernes immigrantlove. De var baseret på en kvoteordning for indvandring fra de forskellige nationer, der igen hvilede på den sammensætning af arbejdsstyrken i USA, som eksisterede på det tidspunkt – med overvægt af folk fra Nordeuropa. Kvoteordningerne - og den ideologiske begrundelse for dem - må have uddybet de skillelinjer, der i forvejen var i arbejderklassen på grundlag af etnicitet og kultur. Gompers forklarede sit perspektiv i et brev til et kongresmedlem i april 1921. På det tidspunkt, anslog han, at der allerede var 5 millioner arbejdsløse i USA. Flere immigranter ville nedbryde ”levestandarden for vort folk”.
“[…] Labor does not desire to erect a wall around our country and prevent the poor of other nations from entering. It does not declare that America is for Americans alone, but it does insist that there should be and must be some restriction of immigration that will prevent disintegration of American economic standards. Those who favor unrestricted immigration care nothing for the people. They are simply desirous of flooding the country with unskilled as well as skilled labor of other lands for the purpose of breaking down American standards.”
På dette tidspunkt var det lykkedes for Gompers at udslette størsteparten af, hvad der havde været af socialistisk indflydelse i arbejderbevægelsen. Men i 1929 krakkede børsen på Wall Street. En begivenhed, der førte til Den store Depression i 1930’erne. USA’s industriproduktion halveredes, landmændenes priser faldt, to millioner blev hjemløse og hver fjerde arbejder stod uden arbejde. Det blev en skelsættende tid for fagbevægelsen - den store stats tid var inde.
Ved valget i 1932 sejrede Demokraterne, med Franklin D. Roosevelt i spidsen. Under overskriften ”New Deal” blev det institutionelle landskab i USA radikalt forandret. Programmer for nødhjælp, jobskabelse, hjælp til landbruget og andre sociale reformer strømmede ud af kongressen. Sammen med lovgivning, som gav fagbevægelsen ny plads og legitimitet i samfundet.
Med NIRA (National Industrial Recovery Act) i 1933 fik arbejdere ret til at organisere sig og forhandle kollektivt. Da denne lovgivning blev undermineret af Højesteret, (som erklærede fagforeningsdelen for forfatningsstridig), vedtog kongressen i 1935 ”Wagner Act”, som styrkede fagbevægelsens magt i forhold til virksomhedsledelsen og gav den statslige institution National Labor Relation Board ret til håndhævelse. Baseret på en ny koalition af vælgere fra de lavere indkomstgrupper i de store byer (fagforeningsmedlemmer, kvinder, afro-amerikanere, der var migreret fra Sydstaterne, etniske og religiøse minoriteter blandt nytilkomne immigranter) samt det traditionelle vælgergrundlag i Syd, kom Roosevelt til at sidde sikkert i sadlen meget længe.
Mellem 1933 og 1945 voksede medlemstallet i fagforeningerne fra 3 millioner til 14 millioner. Næsten ingen fabriksarbejdere var medlemmer af en fagforening, da Roosevelt kom til magten, men nu blev de organiseret af Congress of Industrial Organizations, CIO, som brød ud af AFL i 1938. Dermed kom fagbevægelsen ind i de nye, strategiske sektorer i økonomien: stål, automobiler og andre store industrier. Byer som Pittsburgh, Detroit og Akron, som havde været stærkt ”anti-union”, blev omskabt til bastioner, hvorfra organiseringen kunne sprede sig. Samtidig gav CIO større handlefrihed til de af medlemmerne, der ønskede en mere aktiv politisk linje, end man havde i AFL. New Deal blev en platform for kampe for ligestilling på tværs af race og køn.
”Land of the free”I 1964 begyndte kritikken af den sociale orden, Roosevelt og fagbevægelsen havde skabt, at få en lille smule vind i sit sejl. Barry Goldwater, en republikansk præsidentkandidat, rejste rundt med et ”frihedsbudskab”: Arbejderen burde gøres fri af fagforeninger til selv at kunne indgå en kontrakt med sin arbejdsgiver. Befolkningen burde gøres fri af New Deals reformer - og af de skatter, staten stjal fra folk. Den store, ineffektive stat var en skændsel: stater skal koncentrere sig om at skabe et godt forretningsklima, intet andet.
Barry Goldwaters kandidatur var støttet og finansieret af Henry Salvatori, en nyrig oliemillionær fra Californien. I praksis viste Goldwater sig at være håbløs – til gengæld lagde Salvatori mærke til en taler, Ronald Reagan, ved et TV-arrangement til støtte for Goldwater: den forhenværende skuespiller havde tilsyneladende publikum i sin hule hånd. Goldwater tabte, men Salvatori satte to en halv million dollars på den nye hest - i første omgang i en kampagne for at få Reagan valgt til guvernørposten i Californien i 1966. Det lykkedes, og guldstøv begyndte at dale ned over Salvatori og hans millionær-venner; skatterabatter osv. Og guvernør Reagan signalerede nye boller på suppen, da han udnævnte en ledelseskonsulent, Albert Beeson, til ’labor commissioner’. I fyrre år indtil da havde det altid været en repræsentant for fagbevægelsen, der havde fået denne opgave.
Den samme kreds af millionærer havde i 1980 held med at få Reagan valgt til præsident i USA, og en ny tid begyndte for fagbevægelsen. Strejker blev knust, og faglig organisering blev pålagt stramme juridiske restriktioner. I 1979 var medlemstallet af AFL-CIO kulmineret på knap 20 millioner, derefter gik det ned ad bakke. Men allerede inden da, fra 1973, var medianen for reallønnen begyndt at falde. Oliekrise, stagflation, sammenbrud af det internationale valutasystem – presset på virksomhedernes indtjening betød ændrede virksomhedsstrategier. Og mellem 1970’erne og 1990’erne blev fremstillingsindustrien i USA grundlæggende forandret. Gennem rationaliseringer; gennem flytning til Sydstaterne, hvor fagbevægelsen var uden magt; gennem fabrikslukninger og outsourcing af de økonomiske aktiviteter til udlandet.
Tammy Thomas, en kvinde fra Youngstown, Ohio, beskrev udviklingen således:”I grew up in a place where you could sit on my front porch and you could smell the sulfur in the air. And everybody in that community was working. We were at a hundred and fifty thousand people at the time. And guess what? One day, the jobs left. September of ’77, the mills stopped working. We lost over fifty thousand jobs within a ten-year frame. I was fortunite enough as an adult that I was able to get a job at Packard. Eleven thousand jobs in its heyday, down to three thousand jobs, and when we all left it had less than six hundred jobs. I just want to let you know, that story of Youngstown is the epitome of any older industrial city across the United States.”
Millioner af jobs i fremstillingssektoren forsvandt. Til gengæld voksede beskæftigelsen i servicesektoren voldsomt: 20 millioner job kom til mellem 1979 og 1990, og yderligere 8,6 millioner jobs mellem 1990 og 1996. I samme periode kom også flere kvinder på arbejdsmarkedet. I 1950 udgjorde kvinderne 34% af arbejdsstyrken. I 2000 var de flertallet – 60%. Men den ændrede sammensætning af jobbene gav en fundamentalt anderledes lønudvikling. Reallønnen begyndte at falde.
Fra produktion til serviceSam Walton åbnede i sin første forretning i Bentonville, Arkansas, i 1950. En lille by med 3000 indbyggere. Hans forretningsidé var at købe billigt og sælge endnu billigere. Folk i de små byer var glade for billige tilbud. I 1969 havde Sam 32 forretninger i fire stater. I 1970 gik han på Børsen. I 1980 var imperiet vokset til 276 forretninger, og salget passerede en milliard dollars. I midten af 1980’erne blev Sam officielt den rigeste mand i USA. Han fik stadig klippet håret for 5 dollars hos frisøren i Bentonville og gav aldrig drikkepenge. Han knuste forsøg på faglig organisering, og mange af hans ansatte - i deltidsjob uden sundhedsforsikring eller pensionsordning - var så lavt lønnede, at de måtte ansøge det offentlige om hjælp. Men åndelig føde fik de af Sam; på en rejse til Sydkorea i 1970’erne blev han inspireret til at udvikle sin egen personkult. Sam rejste rundt til virksomhederne og lod de ansatte råbe hyldester til Walmart på hans stikord. I 1989 satsede han på, at Walmarts salg ville runde 100 milliarder dollars ved årtusindeskiftet. ”Kan vi gøre det?”, råbte han til 9000 Walmart-mennesker i en arena på Universitetet i Arkansas. Og de råbte tilbage til ham: ”Yes we can!” Kunden var nummer eet i de ansattes liv. De lærte at løfte hænderne i fællesskab og afgive deres Sam-løfte:
“From this day forward, I solemny promise and declare that every customer that comes within ten feet of me, I will smile, look them in the eye, and greet them, so help me Sam.”
Walmart udviklede sig til en mægtig og verdensomspændende privat arbejdsgiver. I Joliet, sydvest for Chicago, fik den 38-årige enlige mor, Yulonda Dickerson arbejde som ”lumper” hos daglejer-virksomhederne, der er underleverandører til Schneider Logistics, som igen er underleverandør til Walmart. Her blev hun et lille hjul i det mægtige maskineri, der transporterer varer fra Bangladesh, Kina og andre steder til varehusene i midtvesten. Under skarp overvågning fra supervisere skal ”lumpere” holde tilstrækkelig tempo i tømningen af containere med tøjdyr, Kleenex eller trampoliner til at kunne tjene nok til dagen og vejen. Var der ikke arbejde til Dickerson, var der ikke løn.
Fagbevægelsen søgte at råde bod på situationen gennem rekruttering af de nye lønarbejdere i de nye sektorer.
I 1998 skrev direktøren for Labor Notes, Kim Moody optimistisk:”Der sker forandringer i den amerikanske arbejderbevægelse, og endelig er det forandringer til det bedre, til trods for tilbageslag og fortsatte problemer. Det mest synlige symbol på denne forandring er det nye lederskab i AFL-CIO. Den energi og høje profil, som”New Voice”-holdet: John Sweeney, Rich Trumka og Linda Chavez-Thompson udstråler, er en velkommen forandring. Endnu vigtigere er de nye lederes forpligtelse på at vende den langvarige tilbagegang for fagbevægelsen gennem at flytte enorme ressourcer med henblik på at organisere de millioner af lavtlønnede arbejdere, der er vækstsektoren på USA’s arbejdsmarked.
Det var hovedtemaet for ”New Voice”- holdet, og de nye ledere har tacklet opgaven direkte gennem at hælde masser af penge i projektet. De foreslog $20 mio i løbet af deres første år i hovedkvarteret og $30 mio for 1997. Organiseringsinstituttet - et mindre betydningsfuldt foretagende under deres forgænger, Lane Kirkland - er blevet føderationens centrale institution. […] Målet for de nye organiseringsbestræbelser, der finder sted hos nogle af AFL-CIO’s tilsluttede forbund er lavtlønnede arbejdere, mest kvinder, farvede og indvandrere. Dette er en forandring, der var næsten umulig at forestille sig bare for et par år siden.”I SEIU, hvor John Sweeny var formand, havde man analysereret sig frem til, hvilke aktiviteter, det ville være umuligt at udflytte fra USA. Dem ville man overenskomstdække. Eftersom fagforeningen jo primært opererede som en forretning, som ”business unionism”, udviklede man teknikker, baseret på marketing, for hvordan man kunne rekruttere folk på disse arbejdspladser ved hjælp af kortlægning af relationer, udvælgelse af agitatorer, valg af passende emner for kampagner osv. Men ofte var der stor udskiftning blandt de ansatte – eller der var kun få ansatte på samme arbejdsplads, som det f.eks. gjorde sig gældende for viceværter. Kampagner som ”Justice for Janitors” slugte mange penge…
Nogle år senere, på OECD’s årsmøde i Paris i 2007 kunne samme John Sweeny berette en sørgerlig historie. Om et ræs mod bunden, som man ikke havde formået at afbøde, og som nu gjorde sig gældende overalt:
”De globale finansielle kapitalmarkeder og mobiliteten i de multinationale selskaber har undermineret den nationale regulering – og fører både til et ”ræs mod bunden” i forhold til virksomhedernes skattebetaling og i forhold til de løn- og arbejdsbetingelser, de tilbyder, fordi udviklingen ikke er blevet ledsaget af regulering på det internationale plan. I både Europa og USA ser vi en stigende ulighed mellem arbejde og kapital – den brede befolkning får ikke længere andel i produktivitetsgevinsterne. […] Nogle ser USA som model for OECD-landene – det vil jeg gerne advare imod. I USA er uligheden større end i noget andet OECD-land – og større i dag end på noget tidspunkt siden 1920’erne. I 2005 faldt den gennemsnitlige husstandsindkomst for 90% af familierne. 46 millioner amerikanerne har ingen sundhedsforsikring – på trods af, at USA bruger mere på sundhed end noget andet land.”
FinanssektorenFinanskrisen i 2008 kostede umiddelbart 2,6 millioner jobs i USA. Året efter var 11 millioner amerikanere arbejdsløse.
Subprime-boligmarkedsboblen var dog blot den seneste og største boble, der var bristet; før den havde der været andre. Siden 1980’erne havde den amerikanske ’business cycle’ været baseret på finans- og kreditbobler. Og derfor på berigelse af et meget lille antal mennesker - igennem kapitalmarkederne. I årene siden 1990 havde beskæftigelsesudviklingen bevæget sig fuldstændig parallelt med uligheden. Økonomen James Galbraith skrev:
“Truly we have become a “trickle-down economy” – as we were not before. A rising tide may lift all boats, but recent business cycles have been more like waves, whereby certain sectors and areas ride the peaks before crashing to the shore. This is a sign, surely, not of the social evil of inequality of income per se but of the instability of bubble economies, closely associated with inequality of income, wealth, and power, for which we now pay a fearsome price.”
I 1970 havde økonomen Milton Friedman skrevet om virksomhedens sociale ansvar: det var udelukkende at øge profitten. En direktørs eneste pligt var at tjene så mange penge som muligt til virksomhedens ejere. Altså producere penge, ikke varer eller serviceydelser. I 1990’erne blev tiden den helt rette til det.
Præsident Clinton blev valgt som præsident i 1993, og han var glad for at omgive sig med IT-folk og repræsentanter for finanssektoren. I 1999 havde han ladet sig overtale af Wall Street til at afskaffe Glass Steagall-loven, som Roosevelt havde gennemført som værn mod spekulation efter børskrakket i 1929. I 2000 brast IT-boblen.. I 2008, da finanskrisens storm havde knækket træer overalt i virksomheder og husholdninger, så den nye demokratiske præsident, Obama, sig om efter hjælp til oprydningen. Han var ikke meget bedre hjulpet end Clinton havde været.
En mangeårig rådgiver for Demokraterne, Jeff Connaughton, beskrev situationen efter Finanskrisen således: 3000 lobbyister sværmede omkring Capitol Hill og opfordrede Kongressen til ikke at gøre noget fundamentalt ved de ødelæggelser, bankerne havde skabt. Hvem stod på den anden side? En vred, men distraheret offentlighed, som ikke vidste, hvordan man bruger magtens løftestænger.
Rana Foroohar, økonomisk kommentator for CNN, skrev bogen “Makers and Takers. The rise of finance and the fall of american business” - i frustration over den urimelige indflydelse, Wall Street lobbyisterne efter hendes mening fik på den Dodd-Frank bankreform, som blev Obama-administrationens svar på Finanskrisen. 93% af administrationens konsultationer var taget med finansindustrien. Foroohar skrev, at takket være 40 års politiske ændringer og dårlige beslutninger, er det nu kun 15% af pengene i vort markedssystem, som faktisk ender i realøkonomien – resten forbliver i ”the loop with finance itself”.
Den frustrerede rådgiver Jeff Connaughton sagde sin stilling op i Det Hvide Hus. Dagen derpå, 2. november 2010, var valgdag. Republikanerne generobrede Repræsentanternes Hus, og hvad der måtte have været af chancer for at holde bankerne og bankfolkene ansvarlige for den seneste krise - og dermed forhindre den næste - var væk. Samme dag gjorde Connaughton sig en sidste anstrengelse: som stedfortræder i et panel i New York Federal Reserve Bank, holdt han et oplæg om emnet ”Finansiel krise og finansiel kriminalitet”. Der var 300 tilhørere: Wall Street-direktører, lovgivere, sagførere fra anklagemyndigheden. Connaughton indledte: ”For det første, var der svindel involveret i den finansielle krises inderste kerne? For det andet, har myndighedernes respons indtil nu skabt tilstrækkelig effektive rammer til forebyggelse af finansiel svindel? For det tredje, er føderale myndigheder tilstrækkelig kapable til at opdage svindel og manipulation, særlig i markeder med en stigende grad af kompleksitet? Og endelig, bør Wall Street bekymre sig om alt dette? Efter en kort pause svarede han selv : ”Ja, nej, nej og ja.”
Make America Great againDet var Newt Gingrich, der virkelig forandrede det politiske system – mere end selv Ronald Reagan. Gingrich kom i Repræsentanternes Hus i 1978 – han knuste sin demokratiske modstander ved hjælp af kritik af skatterne og udtryk som ”den korrupte liberale velfærdsstat”.
To måneder efter begyndte C-SPAN at sende TV direkte fra kongressen for første gang, og Gingrich forstod at udnytte TV-mediet, som Hitler havde forstået at udnytte radioen. Han holdt flammende taler, når dagens program var overstået – uden tilhørere fra kongressen, men direkte ud til de små hjem, hvor han langsomt men sikkert opbyggede skaren af følgere.
Han kaldte Demokraterne i Washington for ”en korrupt venstrefløjs-maskine” og gentog igen og igen sine fængende billeder af den store, ineffektive stat. Han skrev memoer om gode ord at bruge om sin modstander: ”betray bizarre bosses bureaucracy cheat corrupt crisis cynicism decay destroy” osv. De behøvede ikke at give mening i sætningerne; de skulle blot vække følelser. Gingrich forstod, at vælgerne lod sig bevæge af symboler og følelser – snarere end af rationelle argumenter.
Gingrich så, hvordan det gamle partisystem var blevet overflødigt. Hvordan politikere var blevet til entreprenører; afhængige af økonomisk støtte fra særinteresser. Politiske karrierer blev skabt af PACs, af tænketanke, af medier og lobbyister, snarere end af partihierarkiet. Så Gingrich holdt sine taler, skrev en bog, blev medie-celebrity igennem sine utallige giftige udfald mod andre politikere og sine skældsord om ”eliten” i Washington – og flyttede det republikanske parti. I 1994 tog republikanerne begge kamre, og Gingrich blev ’speaker of the house’. Han hjalp Tea Party-fløjen ved midtvejsvalget i 2010 og stillede op som republikansk præsidentkandidat til valget i 2012. Men blev slået af Mitt Romney. Som dog ikke kunne slå Obama, trods dennes tab af stemmer i 2010.
Ved valget i 2016 slog den politisk uerfarne, men TV-show-vante Donald Trump, Demokraternes kandidat, Hilary Clinton. I 2020 genvandt Demokraterne magten fra præsident Trump. Men det anerkendte han ikke. Det politiske system havde efter Trumps mening fået nye spilleregler.
Den 6. januar 2021 blev Ashli Babbitt skudt og dræbt, da hun - indsvøbt i et Trump-flag og i spidsen for en større hob - var på vej ind ad et vindue til kongressen i Capitol Hill. I modsætning til flertallet af terroristskaren på Capitol Hill, var Ashli arbejderklasse, og barn af sin tid: rekrutteret til militæret som 16-årig i forbindelse med præsident Bush’s militære oprustning efter terrorangrebet på New Yorks tvillingetårne.
Efter 14 år i luftvåbenet - og et par udstationeringer til krigene i Afghanistan og Irak - ansat som sikkerhedsvagt på Calvert Cliffs Nuclear Plant in Maryland i 2015 - til en løn på formentlig godt 500 dollars om ugen, som er gennemsnittet for den type jobs. I 2017 startede hun eget firma sammen med sin familie i San Diego. De solgte pool-service, men det gik ikke godt. Ashli Babbitt tog et kortfristet forretningslån hos EBF partners. Hun standsede afdragene, da hun havde betalt 3.400 tilbage af de 65.000 dollars, hun havde lånt. Udlåner sagsøgte hende. I retsdokumenterne blev udlånsrenten beregnet til 169%. Ashli Babbitt troede på QAnon, en konspirationsteori, som går ud på, at 2020-præsidentvalget blev stjålet af en pædofil elite af Satan-dyrkere, og at det var op til almindelige mennesker at genindsætte Mr. Trump.
Den 22. januar, to dage efter den strengt bevogtede, men heldigvis fredelige indsættelse af præsident Biden, blev skatteregnskabet for administrerende direktør James Gorman fra finansvirksomheden Morgan Stanley offentligt tilgængeligt. Hans løn var steget med 22% (eller 6 millioner dollars) i 2020, så han alt i alt fik 33 millioner dollars for at forøge den finansielle virksomheds nettoindkomst, fra 9 milliarder til 11 milliarder dollars.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Præsident Bidens mulighed for at skabe en bedre verden
Biden´s udfordringer med Latinamerika
Det portugisiske EU-formandskab
De andres virkelighed gjorde mig til forfatter
Lad os brænde det hele ned
Forstå hvad der sker i årets overenskomstforhandlinger