Lad os brænde det hele ned

De er ikke ude efter noget rationelt som penge. De kan ikke bestikkes, købes, trues, tales til fornuft eller forhandles med. De vil bare se verden brænde (The Dark Knight). Sådan vinder fascismen frem med populismen som brændstof, men også med andet brændstof end netop populisme

Af Søren Thomassen

I 1941 skrev Bertolt Brecht skuespillet ARTURO UI. Det er en lignelse over fascisternes vej til toppen. Fascismen fremstilles som et ondartet rovdyr som udnytter menneskets svagheder, frygt og grådighed. For at fascismen skal nå fra ølstuerne til statens højeste embeder, skal den have opbakning fra flere dele af samfundet, eller med en populistisk terminologi opbakning fra FOLKET.

Efter 1. Verdenskrig blev både fascismen og nazismen båret frem af populistiske strømninger. I de seneste 10 år er populismen igen begyndt at spille en politisk rolle, og vinder frem flere steder. Der tales nu om det 21. århundrede som populismens århundrede.

De fleste politiske partier indeholder populistiske strømninger. Det gør dem ikke hverken fascistiske eller intolerante. For alle politiske partier har på en eller anden måde til formål at tilgodese FOLKET.

Madeleine Albright skriver i, Fascisme – en advarsel: ”Hvis populisterne, som nogen antyder, er de onde i den evige debat om demokratiets fremtid, hvem nøjagtigt er så de gode? Elitisterne?”

Folket

Begrebet FOLKET er centralt i debatten om demokratiet og også i populismen. Den franske historiker og sociolog, Pierre Rosanvallon, beskriver i sin bog, Populismens Århundrede, folket som et borgerfolk – et udtryk for en politisk almenhed, en enhed – og et socialfolk – som er et udtryk for en særlig del af befolkningen (proletariatet, arbejderklassen…) som har en stærk identitet. Denne opfattelse af folket, klasse-folket og borger-folket, mener Rosanvallon indskriver sig i samme fortælling om opfattelsen af demokratiet som både et regime og en samfundsform.

Professor emeritus Ove K. Pedersen beskriver i bogen, Reaktionens tid, dette folk som ”folket”, ”velfærdsstatens helte”, ”almindelige mennesker”, der bliver betragtet som rene og ægte. Heroverfor står de faglige medarbejdere som samfundets elite.

Forfatter og samfundsdebattør Lars Olsen kalder i en artikel i Altinget slet og ret folket de ”folkelige klasser”. Lars Olsen bruger i sine artikler og bøger ofte begrebet embedsmændene, de veluddannede som definition på eliten.

I det 21. århundrede er FOLKET som begreb, ifølge Rosanvallon, ved at fortone sig og populismen tager en ny form.

De tiltagende økonomiske kriser, globaliseringen, indvandringen og andre samfundsmæssige omvæltninger har ført til en udvaskning af klasse- og borgerperspektivet og i flere lande betyder det at voksende dele af befolkningen i stigende grad føler sig misrepræsenteret og usynliggjorte. Når borger-folket og social-folket er ”forsvundet” giver det populismen mulighed for at formulere et nyt folkebegreb som er et folk der er i overensstemmelse med nutiden og ses som et forsøg på en mobilisering af dette folk til en genrejsning af demokratiet.

I løbet af de to første årtier af det 21. århundrede har såvel højre- som venstrepopulistiske partier/bevægelser brugt det nye folkebegreb primært i kampen mod den politiske og økonomiske elite.

I Ove K. Pedersen bog, Reaktionens tid, nævner han Jan-Werner Müllers definition af populisme som en dyrkelse af et modsætningsforhold mellem ”folket” og ”eliten”. Ifølge Müller skulle ”eliten” være ansvarlig for al fordærv, idet populisme forudsætter at der oprindeligt eksisterede et ”folk” som nu er tilsidesat af en ”elite.” Ove K. Pedersen skriver at ”populismen er på den måde karakteristisk ved at skabe hårde modsætninger mellem ”dem” og ”os”, ”den korrupte elite” over for ”almindelige mennesker”.

Populismens kendetegn

Populismen er især kendetegnet ved at den går op i begrebet ”Folkets vilje” eller elitens knægtelse af folkets politiske vilje og dermed af demokratiet. Et andet forhold der kendetegner det 21. århundredes populisme, er spørgsmålet om indvandring af flygtninge og migranter i Europa og USA. For det tredje ser den moderne populisme på spørgsmålet om retfærdighed og lighed som markører af politikudvikling. I de senere år er løgn, misinformation og konspirationsteorier blevet vigtige markører for mange højrepopulister.

Folkets vilje

Såvel højre- som venstrepopulistiske partier/bevægelser ser frihandel og globalisering som mekanismer der undergraver folkets politiske vilje. De mener at regeringsmagten er overtaget af anonyme kræfter, der står i vejen for at folket kan tage hånd om sin egen skæbne. De ser myndigheder der er uafhængige af folkets vilje vokse frem i kølvandet på frihandelen og globaliseringen og som får stadig større magt. F.eks. opfattes EU som en institution hvor eksperter og den usynlige hånd på pervers vis har konfiskeret folkets vilje.

I Danmark har især Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige hævdet at EU forhindre danskernes selvstændighed og at alt for meget suverænitet er overgået fra Folketinget til EU-kommissionen. Det er derfor Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige forlanger folkeafstemning om fortsat dansk medlemskab af EU. Indtil Enhedslisten blev selvstændigt repræsenteret i EU-parlamentet ved valget i 2019, var det også et krav fra dette parti at der skulle afholdes folkeafstemning om Danmarks fortsatte tilslutning til EU.

Folkeafstemning er vigtig for forståelsen af populismen. Ideen stammer fra Rousseaus der hævdede at folket er kendetegnet ved dyd og spontan eksistens og at masserne er i besiddelse af sund fornuft.

Det er bl.a. denne tiltro til folkets sunde fornuft der fik Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti til på det sociale medie Twitter at udtrykke sin begejstring over at 50.000 borgere i Danmark havde underskrevet et borgerforslag til behandling i Folketinget om at statsminister Mette Frederiksen skal stilles for en rigsret NU!!! Morten Messerschmidts begejstring kunne tolkes derhen at nu havde danskerne talt og udtrykt deres politiske vilje.

Indvandring

Indvandring er en mekanisme eliten har fundet på som middel til at øge arbejdsudbuddet med billig arbejdskraft.

I Danmarks er det et argument Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten bruger mod borgerlige partiers og især Det Radikale Venstre når disse partier ser et øget arbejdsudbud som en nødvendighed for at skabe øget vækst og udvikling af velfærdssamfundet på længere sigt.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige mener at folket aldrig har taget stilling til indvandringen. Dette på trods af at det er lykkedes for især Dansk Folkeparti at få ethvert valg til Folketinget og kommunale råd i de seneste 20 år til at handle om flygtninge og migranter.

De borgerlige partier og Socialdemokratiet ønsker strengere kontrol med flygtninge og især med migrationsstrømme over Middelhavet. Motiverne er forskellige.

For de borgerlige partier er kontrollen et middel til at styrke folkets suverænitet og bevare en dansk enhedskultur.

For Socialdemokratiet er suverænitetsspørgsmålet snævert forbundet med sociale og økonomiske problemer i forbindelse med de flygtninge og migranter der kommer til landet.

Retfærdighed og lighed

Spørgsmålet om retfærdighed og lighed i et samfund kan anskues på to måder der er uadskillelige og forbindes af institutioner og særlige politikker.

Ulighed kan ses i form af indtægt, formue og adgang til samfundets goder, f.eks. uddannelse eller sundhedsvæsen. Forskelle kan anskues som enten retfærdige eller om de kan mindskes f.eks. gennem skatte- og omfordelingspolitik samt uddannelses- og sundhedspolitik. Det første synspunkt tillægges de borgerlige partier, mens det andet synspunkt har været en del af venstrefløjspartiernes politik i Danmark. 

Lighed kan også opfattes som relationen mellem mennesker, f.eks. om der er lighed mellem mænd og kvinder hvad angår borgerlige rettigheder (stemmeret), adgang til uddannelse, adgang til beskæftigelse, ansættelse i ledende stillinger osv.

I en populistiske tilgang ses lighed ofte i sammenhæng med en national-protektionistisk opfattelse af økonomi. Lighed opfattes som en inklusion i et lands kultur. Tilhørsforholdet til nationen skaber en form for negativ lighed til de grupper der ikke har et tilhørsforhold til nationen. Derfor opfattes indvandrere som fremmede, ligesom andre uønskede mennesker eller fjender bliver sammenlignet med de fremmede.

Den populistiske lighedsfølelse bliver hele tiden næret af behovet for at give afstanden til de fremmede nyt liv. Dette kommer bl.a. til udtryk i forbindelse med valg til Folketinget hvor spørgsmålet om flygtninge og indvandrere har været det altovervejende spørgsmål siden 2001.

Uligheder bliver betragtet som et resultat af ”globaliseringen, af markedets ekspansion, individets voksende mobilitet, en benhård konkurrence og den liberale forkærlighed for de forskelle, som alt dette fører med sig, skriver Rosanvallon i Populismens århundrede.

I Danmark har spørgsmålet om retfærdighed og lighed præget politikudviklingen i den seneste 100 år og især Socialdemokratiets tilgang har været afgørende.

Ove K. Pedersen har i sine bøger om konkurrencestaten beskrevet hvordan den socialdemokratiske velfærdsstatspolitik har frembragt en konkurrencestat som har skabt ulighed på en række områder. Især har kritikken af socialdemokratiets politik i stigende grad hæftet sig ved ”sondringen mellem arbejdende og ikke arbejdende, den sociale ulighed boligmarkedet skaber, der udspringer af det forhold, at en hel generation, der i 1980’erne blev arbejdende og forbrugende, fik mulighed for at købe bolig og senere anvende friværdien til at købe endnu en bolig, og endda anskaffe sig aktier og obligationer. Konkurrencestatens generation fik arbejde, bolig og overskud til at sikre sig endnu mere. De bedste betingelser blev dog tildelt dem, som fik videregående uddannelse, der blev offentlig ansat og fik permanente jobs som faglige medarbejdere.” (Ove K. Pedersen: Reaktionens tid).

Ove K. Pedersen skriver at populismen er gået fra at handle om modsætninger mellem ”folket” og ”eliten” til også at omfatte modsætningen mellem ”Danmark” og ”EU”, mellem ”stat” og ”kommuner, mellem ”København” og ”udkanten” og mellem ”de faglige medarbejdere” og ”de kolde hænder”.

Flere af de såkaldte arbejderrister og sensocialdemokrater har inddraget populistiske holdninger i deres kritik af samfundets udvikling fra 1990’erne til i dag.

Når de unge socialdemokrater i DSU taler om at styrke erhvervsuddannelserne på bekostning af videregående uddannelser, sker det kritikløst og ureflekteret. Behovet for at undersøge hvilke kompetencer der er brug for i samfundet om f.eks. 10 år og lade disse behov styre dimensioneringen af uddannelsesudbuddet, kommer slet ikke på tale når DSU’erne taler om at nedlægge gymnasier og bruge pengene på erhvervsuddannelser.

Et andet eksempel er spørgsmålet om udflytning af statslige arbejdspladser fra Hovedstadsregionen til fjernereliggende egne af landet hvor partiet ikke forholder sig til bl.a. den kritik Verner Sand Kirk fra Danske A-kasser har rejst af det perspektivløse i at udflytte arbejdspladser til steder i landet med høj beskæftigelse da det ikke skaber nye arbejdspladser, men tværtimod dræner private virksomheder og kommunale arbejdspladser for faglige medarbejdere.

Løgn, misinformation, mistænkeliggørelse og konspirationsteorier

Demokratiets krise har kendetegnet de først 20 år af det 21. århundrede. Overfor krisen har de europæiske socialdemokratier ikke haft noget svar. Politikudviklingen har været fraværende i de fleste lande hvor de førhen store socialdemokratiske og socialistiske partier er ved at lide strådøden (betegnelse for vikinger der dør af alderdom eller sygdom). Kun et fåtal af partierne har formået at vende udviklingen og besvare krisen med konkrete politiske handlinger.

Populistiske bevægelser er i de senere år blevet set som svaret på demokratiets og den socialdemokratiske velfærdsstats krise. Rosanvallon mener at et umiddelbart demokrati ikke kræver ”politiske organisationer baseret på internt demokrati…, men at man tilslutter sig et politisk udbrud, der allerede foreligger.”

Tilslutningen til Donald Trump i 2016 og senest ved præsidentvalget i 2020 og hans opfattelse af at valget blev stjålet fra ham bygger på dette, og det samme kan siges om bevægelsen Men in Black, Danmark som i den senere tid har ført en indædt kampagne mod statsminister Mette Frederiksen.

Nutidens populistiske bevægelser og politikere fører sig frem med løgn, misinformation, mistænkeliggørelse og konspirationsteorier.

Mediekritikken

Kritikken af medierne er centralt i den populistiske retorik og skal forstås i forhold til teorien om det umiddelbare demokrati som ikke kræver nogen organisatorisk tilslutning fra den enkelte.

Rosanvallon skriver at teorien ”om det umiddelbare demokrati … omfatter mellemliggende institutioner – med pressen som et af de vigtigste eksempler – som strukturelt illegitime, når det kommer til at animere det offentlige liv og bidrage til opinionsdannelsen. Ifølge populisterne forstyrrer medierne almenviljens udtryk. Denne manglende legitimitet, som man – sammenlignet med demokratiets spontanitet – kunne kalde funktionel, sættes lig med en moralsk illegitimitet, som hviler på en mistanke om, at medierne er styret af private interesser og en magtfuld kapital.”

Løgn, misinformation og mistænkeliggørelse er også en del af populistisk retorik. Den amerikanske historiker, Timothy Snyder, har i en artikel i Weekendavisen nr. 02/2021 skrevet om løgnen der overlever løgneren. I artiklen redegør han for en del af de løgne Trump uhæmmet brugte før og under sin præsidenttid kulminerende med løgnen om valgsejren der blev stjålet fra ham og som Snyder allerede i oktober mente indvarslede et kommende statskup.

”Trumps valgfiktioner er hævet over den verificerbare virkelighed. De forsvares ikke så meget med kendsgerninger som med påstande om at andre har fremsat forskellige påstande. Opfattelsen er, at der må være noget galt, fordi jeg føler, at det er galt, og jeg ved, at der er andre, der føler det samme.” (Weekendavisen 02/2021).

Trumps løgne førte til stormen på USA's parlament den 6. januar hvor en uorganiseret menneskemængde på præsidentens opfordring trængte ind i Capitol.

Pernille Vermund

Også i Danmark er det blevet normalen at politikere fremsætter påstande der ikke kan verificeres. DRs program Detektor har f.eks. påvist at Nye Borgerliges ledere Pernille Vermund og Mette Thiesen bevidst har fremsat urigtige påstande i en række tilfælde.

Fælles for de løgne der fremsættes er at de fører frem til den store konspirationsteori som handler om at samfundets elite, dvs. medierne, politikere, ledere fra erhvervslivet m.fl. udbytter folket og underminere demokratiet i et umådeligt magtbegær.

Et eksempel på den store konspirationsteori i Danmark opstod i kølvandet på regeringens beslutning om at aflive alle mink da de udgjorde en betydelig risiko for folkesundheden.

Med opbakning fra toneangivende borgerlige politikere, organisationer og enkeltpersoner i tilknytning til dansk landbrug blev det umiddelbare demokrati organiseret i protest mod regeringsbeslutningen og det, borgerlige politikere kaldte minkdrabet, slagtningen af et helt erhverv med stor betydning for dansk økonomi etc. Konspirationen om minkdrabet blev godt hjulpet på vej i Aftenshowet, et populært TV-program på DR1, hvor det i et interview med statsministeren, af programmets vært, blev insinueret at statsministeren havde begået uagtsomt minkdrab (!!!).

Ved flere af de demonstrationer der blev afholdt, blev statsministeren og politikere fra regeringens støttepartier fremstillet på fotos i naziuniformer og Dansk Folkeparti fik fremstillet en video hvor et gitter gled ned over et billede af statsministeren, så det skulle se ud som om statsministeren var fængslet. Dette skulle give mindelser til Trumps retorik fra 2016 hvor han ved flere af sine valgkamprallys fik folkemængden til at råbe at ”Lock her up” med henvisning til hans modkandidat. Det mest kendte eksempel på anvendelse af trumpsk retorik fra ”traktordemonstrationerne”, er Inger Støjbergs tale om Mette Frederiksens magtarrogance som sumpen skal drænes for.

Mistænkeliggørelse, latterliggørelse og miskreditering af politiske modstandere og deres tilhængere fører til at det umiddelbare demokrati bliver synliggjort i sin værste form når det bygger sin samfundskritik på konspirationsteorier.

Men in Black

Ikke-organisationen, Men in Black, Danmark, organiserer demonstrationer mod regeringens coronarestriktioner. ”Men in Black er et sammenrend af mange forskellige holdninger. En blanding af coronabenægtere, vaccinemodstandere, konspirationsteoretikere, alternative sundhedsfolk og folk der er meget kritiske mod regeringens coronahåndtering,” skriver DR på sin hjemmeside dr.dk
Ved demonstrationen den 8. januar 2021 skred politiet ind og opløste den, da der blev opfordret til at gå ud og brænde byen af. Ved demonstrationen den 23. januar 2021 blev en dukke der skulle forestille Mette Frederiksen brændt af. Dukken havde et skilt der opfordrede til at ”hun må og skal aflives”.

Den hidtil uorganiserede bevægelses talsmænd fik mulighed for at udtrykke deres utilfredshed i Aftenshowet.

”Med i Aftenshowet var musikeren og medlem af 'Men In Black' Ali Sufi, der også satte ord på, hvorfor protesterne mod regeringen intensiveres lige nu.

- Meget af det her handler også om, at folk mister deres job. Jeg kommer selv fra musikbranchen, og hjælpepakkerne er ikke designet til sådan nogen som os. Det handler om, at folk er utilfredse med, at restriktionerne bliver bestemt på en måde, som går ud over så mange andre ting, som vi ikke må tale om, sagde han.

Ali Sufi er rapper og har sammen med en anden 'Men In Black' skrevet en tekst, der ifølge dem passer til demonstrationerne. Her lyder det blandt andet "... får vi Christiansborg til at brænde op". (kilde dr.dk 26. januar 2021).

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Præsident Bidens mulighed for at skabe en bedre verden

Biden´s udfordringer med Latinamerika

Arbejderklassen i USA gennem tiderne

Det portugisiske EU-formandskab

De andres virkelighed gjorde mig til forfatter

Forstå hvad der sker i årets overenskomstforhandlinger