Fra ghettoproblemer på Nørrebro til den ”forsvundne” arbejderklasse. Forfatteren Lars Olsen er læst flittigt af mange socialdemokrater. Han fortæller her, hvordan foredrag og fortællinger fra folk ude i landet førte fra en bog til den næste
De andres virkelighed gjorde mig til forfatter
Af Lars Olsen
»Trods de levende lys er stemningen trykket. Der har været en stribe overfald på børn fra Blågårdsskolen på vej hjem eller på vej fra skole til fritidshjem. Det er danske børn helt ned til 2. klasse, der får stjålet tøj, sportssko, tasker og hvad de har i lommerne. Gerningsmændene er indvandrerdrenge på 12-16 år. Nu er problemet så stort, at skolebestyrelsen slå alarm. (…)
De fleste af de omkring 75 forældre har det svært med debatten. Indre Nørrebro er Danmarks mest venstreorienteret valgkreds, og der er i gymnastiksalen en del gamle aktivister fra kvarterets bataljer mellem beboere og politi. En mor ved siden af mig sukker: ”Da jeg smed sten efter betjentene ved slaget om Byggeren, havde jeg aldrig troet, at jeg skulle forlange mere politi på Nørrebro. Men det gør jeg sgu nu”.«
Jeg slog igennem som forfatter i 2005 med Det delte Danmark. Vi boede dengang på Nørrebro, hvor min datter, Pernille, gik i den lokale folkeskole. Det var en hverdag præget af utryghed og integrationsproblemer, sådan som det fremgår af dette forældremøde i 1996. Problemer, som store dele af centrum-venstre nødig ville tale om.
Samtidig arbejdede jeg som analytiker på Ugebrevet A4. Hér var penge til at kortlægge den tiltagende sociale og etniske polarisering af de store byer. Det delte Danmark fortalte i dagbogsform om livet som dansk familie på det multietniske Nørrebro. Bogen advarede imod en samfundsudvikling, hvor masseindvandring, økonomisk ulighed og fejlslagen boligpolitik mikses i en sprængfarlig cocktail. Det var en af de første »strammerbøger« på venstrefløjen.
Ikke partimedlem
Siden fulgte flere bøger. Drivkraften var ikke mindst foredrag rundt i landet. Det delte Danmark førte mig til snesevis af skoler og belastede boligområder, og jeg blev optaget af de bredere ulighedsmekanismer. Samtidig oplevede jeg som forælder, hvordan akademiseringen af uddannelserne breder sig helt ned i grundskolen og skaber ulighed mellem familierne.
Jeg er ikke medlem af et politisk parti, men var i 2008-09 med i Socialdemokratiets Uddannelseskommission. En gruppe af skolefolk, forskere og folk fra fagbevægelsen med senere undervisningsminister Christine Antorini for bordenden.
I rapporten 13 års uddannelse til alle blæste vi til »kulturkamp mod uddannelsessnobberiet.« I 2011 udsendte jeg bogen Uddannelse for de mange, med reportager fra virkelighedsnær undervisning, bogen havde et 25-sider langt efterord af Christine Antorini og Nanna Westerby (dengang SF).
Bogen foreslog lektiecafeer, øget samarbejde med aktører udenfor skolen og »åben skole«, der siden blev en del af folkeskolereformen, men rammen var en anden end den senere reform. Vi forestillede os ikke en stor reform, men historiens største skoleudviklingsprojekt: Et forsøg med 100 heldagsskoler, der indhentede konkrete erfaringer med en ny skolekultur og blev til i tæt samspil med praktikerne.
Det endte som bekendt et helt andet sted. Folkeskolereformen omfattede fra dag ét alle 1300 folkeskoler og værst af alt: Den blev finansieret ved indgrebet i lærernes arbejdstid. Et indgreb, der lagde gift for de progressive ideer i det oprindelige forandringsprojekt. Baggrunden var ikke mindst, at Finansministeriet, ledet af Bjarne Corydon, overtog styringen af reformen (læs mere hér:http://larso.dk/fra-kulturkamp-til-laererlockout/).
Udenfor Valby Bakke
I starten af 10’erne skiftede mit forfatterskab fokus. Det var ikke mindst foredragene, der gjorde københavneren klogere på verden hinsides Valby Bakke. Kommuner, sygehuse og politistationer blev koncentreret i de større byer, med Lars Løkke Rasmussen som arkitekt. Også borgerlige tilhørere var frustrerede og vrede.
I 2010 udsendte jeg Eliternes Triumf, med undertitlen »da de uddannede klasser tog magten.« Ja, jeg er selv en del af eliten: Opvokset i et akademikerhjem, cand.phil. i samfundsfag, journalist på store københavnske medier. Heldigvis havde jeg mange skolekammerater fra arbejderklassen, boede mange år i alment boligbyggeri og er gift med en HK’er. Desværre: Vi kan se, at den slags bliver sjældnere, og at de velstillede og højtuddannede i stigende grad lukker sig om sig selv.
Nogle år senere fulgte En bygning slår revner. Bogen blev til på opfordring fra Gyldendals daværende direktør, Johannes Riis, som ønskede en bredere fortælling om Socialdemokratiets krise i Thorning-årene og skaffede lidt ekstra midler til projektet.
Rigtig mange foredrag var i lokale fagforeninger. I 2014-16 arbejdede jeg på freelancebasis for FOA, hvor jeg rejste rundt til ulighedsdebatter i afdelingerne – jeg var også meget ude i 3F. Det var en skræmmende oplevelse. Jeg hørte mange beretninger fra syge, der var i klemme på Jobcentrene, folk som røg ud af dagpengesystemet og nedslidte, der var ramt af efterlønnens deroute. Løkke- og Thorning-regeringernes »reform-amok« skabte massiv utryghed, mange var ikke blot sure på de ansvarlige, men på »eliten« og hele det politiske system. Danmark var på vej ud i en politisk tillidskrise.
Rige børn leger bedst
En del af indtrykkene bringes i dagbogsform i Det forsvundne Folk: https://www.gyldendal.dk/produkter/det-forsvundne-folk-9788702262476 Bogen gør meget ud af efterlønnens afvikling og stigende pensionsalder. Nogle uger inden udgivelsen i 2018 præsenterede jeg analyserne for den socialdemokratiske folketingsgruppe. Kredsen omkring Mette Frederiksen overvejede allerede dengang »Arnes pension«, men jeg var med til at levere skytset og skabe bredere forståelse for perspektivet i dette projekt, også på de indre linjer.
Den 20.april udkommer Rige børn leger bedst. Det er en kortlægning af sociale klasser i samarbejde med Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Niels Ploug og Jørgen Goul Andersen.
Bogen er et bredt samfundsportræt af dagens Danmark, en blanding af reportager med levende mennesker og analyser – økonomiske skel, hvor de sociale klasser bor og hvem de går i skole med, ulighed i sundhed, uddannelse og seniorår… Bogen er spækket med Danmarkskort, der illustrerer de seneste tredive års store klassemæssige ændringer. Blot en enkelt pointe – resten må læseren have til gode til 20.april.
Der er opstået et nyt geografisk skel: Velstillede storbyer omkring hovedstaden og Aarhus, domineret af højere middelklasse og studerende, med øer af socialt udsatte områder – contra det brede arbejder- og middelklasseland udenfor storbyerne. Et skel, der er økonomisk og socialt og let bliver en politisk kløft, sådan som vi ser med Gule Veste i Frankrig og Donald Trump i USA.
Så galt er det ikke gået i Danmark, men under 10’ernes politiske tillidskrise var vi godt på vej. Som noget nyt analyserer vi også sociale klasser, holdninger og politik. Det sker ved hjælp af vælgeranalyser fra Jørgen Goul Andersen og »mikro-analyser«, hvor vi dykker ned i sociale data fra små sogne og stemmetal på deres valgsteder.
En enkelt pointe mere: Disse års rød-grønne flertal bygger på en unik koalition. Socialdemokratiet har igen fået solidt fodfæste i dele af arbejderklassen og provinsen, der i andre lande vender ryggen til de gamle arbejderpartier, mens støttepartierne mobiliserer storbyernes progressive middelklasse. Det er langt fra gnidningsfrit, men i europæisk kontekst ret unikt.
Hvis det nye flertal ikke træder op mod de socio-geografiske skel, får vi tillidskrise og populistisk protest som i andre lande. Skellene er de samme – men om de slår igennem som en politisk kløft, er op til os.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Præsident Bidens mulighed for at skabe en bedre verden
Biden´s udfordringer med Latinamerika
Arbejderklassen i USA gennem tiderne
Det portugisiske EU-formandskab
Lad os brænde det hele ned
Forstå hvad der sker i årets overenskomstforhandlinger