Politikere og økonomer mister magten over pensionsalderen

En lidt overset vinkel på pension er, at med den opsparing i pensionsordninger der er gældende, så vil folk i stadigt højere grad selv kunne vælge deres pensionsalder

Af Verner Sand Kirk, direktør Danske A-kasser

“Arne-reformen” har tændt de røde lamper hos arbejdsgiverorganisationer, og de partier, der ikke er med i aftalen. Nu går landet rabundus, når vi dræner arbejdsmarkedet for arbejdskraft, siger de. Men slå lige koldt vand i blodet. Jeg tror, det er meget realistisk, når regeringen skønner, at ca. 10.000 af dem, der vil være på “Arnepension”, kommer fra beskæftigelse. Resten vil alternativt være på den barberede efterløn eller anden ydelse.

Og 10.000 er altså kun 3,4 promille af den samlede beskæftigelse. Og det vælter næppe hele læsset. Især ikke i lyset af, at vi faktisk har mange ledige, som vil kunne overtage de fleste af de frigjorte job. Og skulle der på nogle områder mangle kvalificerede ledige, var det måske en ide at øge uddannelsesindsatsen, hvilket regeringen glædeligvis også har signaleret, at de vil. Aktivereringsindsats og uddannelse af ledige er i de senere år skåret ned med omkring 2/3, og erstattet med et hav af samtaler i jobcentre og a-kasser.

Beskeden håndsrækning

“Arnepensionen” er en tiltrængt beskeden håndsrækning til dem, der har været allerlængst på arbejdsmarkedet, og som er blevet ramt af rundbarberingen af efterlønnen, samtidig med at det i velfærdsreformen fra 2006 blev besluttet at hæve pensionsalderen.

Den store udfordring i forhold til at sikre, at tilstrækkelig mange arbejder længere, ligger et helt andet sted. Nemlig deri, at flere og flere selv kan bestemme deres tilbagetrækningsalder. Det kan Arne ikke, da hans arbejdsmarkedspension er relativt beskeden. Men det kan de mange, der modsat Arne har haft pensionsordning hele deres arbejdsliv.

På LO-området begyndte man først over en årrække at opbygge pensionsordninger fra omkring 1990. Det gjorde man ved, at en del af de overenskomstmæssige lønstigninger blev reserveret til pensionsindbetaling. Og derfor gik der en del år, før man kom op på opsparingsprocenter, der batter noget.

Den typiske Arne har ved folkepensionsalderen i dag en opsparing på omkring 1 million kr. Og det rækker ikke langt, hvis han har brug for at trække sig et par år før den officielle pensionsalder. For hvis han f.eks. vil trække sig 2 år før, så mangler der både lønindtægt og pensionsindbetaling for de 2 år, samtidig med, opsparingen skal strække til 2 år mere.

Er han en af dem, der ikke har ladet sig lokke til at melde sig ud af efterlønsordningen, kan han få efterløn i de 2 år. Men man vil med en million i pensionsopsparing blive modregnet 40.000 kr. årligt i efterlønssatsen, og han går stadig glip af løn og pensionsindbetaling i efterlønsperioden.

Anne’s vilkår

For Anne, der har haft pensionsordning hele sit arbejdsliv, stiller det sig noget anderledes. Er hun sygeplejerske har hun vel ved pensionsalderen en opsparing på omkring 2-2½ millioner, afhængig af om hun har været på nedsat tid eller barsel i perioder. Er hun skolelærer, er det betydelig mere fra arbejdsmarkedspensionsordning og/eller tjenestemandspension. Og er hun akademiker, er det meget mere. Ud over deres obligatoriske arbejdsmarkedspension har en del yderligere valgt at indbetale selv til kapital- eller ratepension.

For mange som Anne er der således råd til at strække den private pensionsordning et par år, selvom den varige pension måske bliver omkring 10 % lavere af det. Og det ”billiggøres” for mange af modregningsreglerne for pensionstillægget, når de bliver folkepensionister. For dem, hvor de selv og/eller ægtefælle ikke har meget store private pensioner, er det nemlig sådan, at pensionstillægget aftrappes med godt 30 % af privat pensionsudbetaling over en vis bundgrænse. Og det vil omvendt sige, at hvis man bruger noget af sin opsparing før folkepensionsalderen, så kompenseres knap 1/3 heraf via højere folkepension.

Dertil kommer jo, at mange ”seniorer” har lave boligudgifter eller stor friværdi i ejerbolig, så de kan supplere med at ”spise lidt af murstenene”, hvis de mangler noget i det daglige.

Fremtidens Arne'r

Som beskrevet har Arne ikke så gode muligheder for selvvalgt tidligere tilbagetrækning som Anne. Men det får fremtidens Arner. Det anslås, at væsentlig over halvdelen af Arnes yngre kolleger om 10-15 år vil have pensionsopsparinger på over 2 millioner kr. Derfor bliver det stadig vanskeligere for politikerne at lave regler, der sikrer, at folk bliver i arbejde til de
stigende pensionsaldre.

Selvfølgelig kan man med højere folkepensionsalder sikre, at staten sparer en masse penge til folkepensionen. Men der skal mere til, hvis man vil sikre, at folk også vælger at blive ved med at arbejde planken ud, selvom de fysisk måske godt kan.

Det handler i bund og grund om, hvorvidt den enkelte trives med sit arbejde. Om det er spændende og udfordrende sammen med gode kolleger. Eller om det er hårdt eller kedeligt.
Hvis det er hårdt eller kedeligt, så vil flere vælge lidt dårligere økonomi til fordel for tid med familie, børn og børnebørn eller spændende fritidsinteresser, rejser m.v.

Det tror jeg faktisk også, at arbejdsgiverne godt ved, selvom de lige nu er mest optaget af at blæse i katastofebasunerne om “Arnepensionen”. Og så handler det om gode, spændende og fleksible arbejdsforhold for seniorer, så de vælger at blive ved lidt længere.

Hvis denne konstatering tages alvorligt, behøver det imidlertid heller ikke at være umuligt at få mange til at arbejde længere. For sagen er, at vi længe har kunne konstatere en stadig højere tilbagetrækningsalder. F.eks. faldt antallet af efterlønsmodtagere med over 40.000 fra 2010 til 2014. Det var vel at mærke før efterlønsreformen gradvist forringede efterlønnen markant fra 2014 og frem. Og det ville helt sikkert have fortsat, selvom man
ikke havde ødelagt efterlønsmuligheden for Arne.

Europæisk tendens

At flere arbejder længere er ikke bare en tendens i Danmark men også i resten af Europa.
I de fleste lande, vi normalt sammenligner os med, er beskæftigelsesfrekvensen for de over 55-årige steget med 10-15 %-point over de seneste 10 år. Lidt mindre i Sverige og Norge, som i forvejen lå noget højere end os.

Det kan der være mange forklaringer på, men det skyldes ikke, at landene over en kam har lavet sociale forringelser som efterlønsreformen for at få folk til at blive længere. Næh, det skyldes sandsynligvis, at arbejdsmiljøet generelt er blevet bedre for de fleste. At færre nedslides så meget som tidligere, hvilket selvfølgelig også skyldes et stigende uddannelsesniveau med relativt færre i fysisk nedslidende job. Desuden ser det ud til, at synet på ”seniorer” i virksomhederne er skiftet fra, at de primært er et problem, til at de er en erfaringsmæssig ressource.

Dertil kommer, som en af mine tidligere universitetslærere engang udtrykte det: - Nutidens ældre på arbejdsmarkedet er 68- generationen (Dem der var unge sidst i 60erne og i 70erne). De ser ikke frem til at gå hjemme med mutter i campinghabit for at slippe fra et trælst arbejde. De vil hellere arbejde sammen med kollegerne om spændende opgaver, hvis de har et ordentligt arbejde.

Så derfor skal det nok gå alt sammen. Men det ændrer ikke ved, at vi skylder en fair behandling af Arne, som har knoklet hårdt i mange år og blev klemt af efterlønsreformen.
Og tror nogen virkelig, at de Arne´r, som har et godt velbetalt job, vil drøne på tidlig pension. En tidlig pensionsydelse på 13.500 kr. før skat om måneden er altså ingen herregård i forhold til en god løn med pensionsopsparing. Det er alene en beskeden men fair håndsrækning til dem, der her brug for det, og har fortjent det.

PS:

Bl.a. med nedsættelse af en kommission for såkaldte 2. generationsreformer, har regeringen sat fokus på, at det, der er brug for nu, er en kompetencedagsorden, så flere unge får en uddannelse, og så voksen- og efteruddannelsesindsatsen kommer op i gear. Samtidig vil man styrke beskæftigelsen for dem, der i for høj grad er uden for arbejdsmarkedet. Bl.a. mennesker med anden etnisk baggrund. – Helt enig – det er på tide.

Men selvom, man nu erkender, at flere sociale forringelser ikke er en farbar vej, udlægges den hidtidige politik desværre som noget entydigt godt. Det siges således: ”Det danske samfund er grundlæggende stærkt. Blandt andet fordi en lang række reformer siden 1990erne har øget arbejdsudbuddet, nedbragt ledigheden og styrket dansk økonomis langsigtede robusthed.”

Der må jeg desværre sige, at det er en sandhed med modifikationer.

Beskæftigelsen er rigtignok steget pænt, siden der endelig kom gang i økonomien (og ind til coronaen ramte). Men for kernearbejdskraften mellem 25 og 54 år er det triste billede, at beskæftigelsesfrekvensen er faldet.

Lige før finanskrisen i 2008 havde Danmark sammen med Sverige og Norge den højeste andel i hele Europa i beskæftigelse ud af denne aldersgruppe. I dag er vi blevet overhalet af 11 lande.

I Sverige er beskæftigelsesfrekvensen for de 25-54 årige i dag 5 %-point højere end hos os. Og de har ikke lavet store dagpengeforringelser. De har gjort det modsatte, og forbedret dagpengene.

Sagen er, at stort set hele beskæftigelsesfremgangen i Danmark dels er båret af, at ”seniorerne”, lige som i
andre lande, bliver ved med at arbejde længere. Det var slet ikke nødvendigt at lave den efterlønsreform, som “Arnereformen” nu reparer lidt på. Og dels er beskæftigelsen steget, fordi antallet af udlændinge, der arbejder i Danmark, er eksploderet, så der i dag er omkring 300.000.

Det kan da godt være, at ”den strukturelle beskæftigelse” i Finansministeriets regnemodeller er styrket gevaldig, men ude i den virkelige verden ser det altså mindre fantastisk ud for de grupper, som reformerne med dagpengeforringelser og ringere uddannelse skulle få i arbejde.

Kunne det måske skyldes, at pisk, til dem, der i forvejen har mindst, ikke får dem i arbejde i stort tal?

Jeg spørger bare?

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Brexit - en ladeport for social dumping

Regionerne lever, men hvad skal de lave?

Løsning på boligsituationen i København - spekulationsfrie andelsboliger

Boligaftale – hvad er det lige der sker?

Forskel på mænd og kvinders løn på et kønsopdelt arbejdsmarked

Hvor mange elbiler skal vi have hvornår?

Klima - der skal tænkes flere træk frem