Regionerne lever, men hvad skal de lave?
Med regeringsskiftet blev regionerne reddet fra udslettelse, men der har ikke rigtigt været tid til at diskutere, hvad man skal med dem fremadrettet. Her bliver givet et bud
Af Lars Gaardhøj, gruppeformand for S-gruppen i Regionsrådet Hovedstaden
Med folketingsvalget juni 2019 blev Lars Løkkes valgløfte om at lukke regionerne smidt i skraldespanden, og godt et år senere, nemlig i august 2020 kunne Venstres nye formand Jakob Elleman-Jensen fortælle, at Venstre har lyttet til baglandet, og nu er vendt tilbage til deres traditionelle position og bakker op om det lokale og regionale folkestyre. Med andre ord vil Venstre nu bevare regionerne ledet af folkevalgte. Dermed inviterer Venstre også sig selv med ind i de kommende forhandlinger om en sundhedsreform med regeringen og de øvrige partier, der gik til valg på at bevare de folkevalgte regioner. Men hvor skal vi hen med regionerne? Og hvor modige er politikerne på Christiansborg?
Som regionspolitiker i snart 3 valgperioder, har det været spændende og lidt frustrerende at være kastebold i et Christiansborgs spil, der jo for nu at være ærlig, ikke alene handlede om at forbedre det danske sundhedsvæsen, men derimod hvordan man kunne vinde det næste folketingsvalg. Det er derfor meget befriende, at den debat nu er lagt død, for det giver plads til reelle drøftelser af hvordan vi forbedrer det regionale sundhedsvæsen og de øvrige opgaver, som ligger i regionerne. Noget ligger lige for, mens andet kræver at noget flyttes fra stat eller kommune til regionerne, som kan løse opgaven bedre her. Og det er aldrig nemt at flytte opgaver. Alligevel er der god grund til at i det mindste at overveje, om vi finde bedre løsninger end i dag.
Omdrejningspunktet for kritikken af regionerne i Løkkes udspil var ønsket om et tættere samarbejde mellem regionernes hospitaler og den nære sundhed i kommunerne. Vi kender alle eksemplerne hvor borgeren falder mellem to stole fx ved udskrivelse fra hospitalet. Nogle gange sker fejlen i det regionale niveau, andre gange i det kommunale, men i virkeligheden er det interessante ikke hvor fejlen sker, men derimod hvordan vi kan finde en bedre måde at samarbejde på til gavn for borgerne. Og det kan vi, ja faktisk er vi aktuelt i gang med flere samarbejder mellem vores store hospitaler og kommunerne. Vi har endda afsat 20 mio.kr. stigende til 25 mio.kr. om året over de næste 4 år. Jeg tror fremtiden vil bringe at kommunerne kommer endnu tættere ind i dette samarbejde.
Social- og psykiatriområdet
Ser vi på konkret område, hvor jeg mener regeringen bør flytte kompetence og samle tilbuddet i regionerne er det på det specialiserede social- og psykiatriområde. Tag fx misbrugsområdet, hvor mange tusind danskere, der både har et misbrug og en psykisk lidelse, der kræver behandling i psykiatrien, og som oplever, at det nuværende tilbud slet ikke rækker. Det kommunale tilbud er under pres økonomisk, og er ret forskelligt fra kommune til kommune. Her er der brug for et samlet regionalt tilbud, der løfte niveauet for behandling af nogle af vort samfunds allermest udsatte og sårbare mennesker. Det har Danske Regioner også efterlyst sammen med Lægeforeningen, Bedre Psykiatri og Dansk Psykiatrisk Selskab for nylig, og det håber jeg regeringen vil have modet til, også selvom kommunerne ikke synes om ideen.
(kilde:https://www.regioner.dk/services/nyheder/2020/september/saml-behandlingen-af-misbrug-og-psykisk-sygdom)Handicapområdet
Et andet specialiseret område, som jeg mener med fordel kunne flyttes til regionerne er handicapområdet. Før strukturreformen i 2007 lå det i amterne, og det sikrede høj grad af specialisering og dermed også en ensartet og høj kvalitet i det, man fik tilbudt uanset hvilken kommune, man boede i. Som bekendt medførte Løkkes strukturreform, at handicapområdet blev flyttet til kommunerne, og dermed fulgte også en større forskellighed i hvordan det var at leve med et handicap og hvilke tilbud, man kunne få. Disse forskelle har Danske Handicaporganisationer kritiseret igen og igen. Det fungerer ikke. Derfor har regeringen nedsat en evaluering af handicapområdet, og det håber jeg fører til den nødvendige samling af området i regionerne, så det kan løftes.
Ser vi på nogle af de øvrige opgaver, som regionerne har med at gøre, så er det fx trafik (lokalbaner, regionale busser og letbane), uddannelse og miljøopgaver. Gennem flere omgange har det været trenden, at regionerne har mistet opgaver, senest med erhvervsfremmereformen, men måske er tiden kommet til at man vil overveje om noget ligger mere naturligt i regionerne. Det kunne være opgaver inden for miljø/klima, da disse opgaver ikke er bundet af kommunegrænser og derfor kunne løftes godt i regionerne (selvfølgelig stadig i tæt samarbejde med kommuner). Et eksempel kunne være kystsikring, som bliver i tiltagende grad nødvendigt grundet klimaforandringer, og her kræves et helhedsblik, som vi kender det fra arbejdet med at beskytte grundvandet og som i dag ligger godt i regionerne. Uddannelsesområdet er et oplagt område, hvor regionerne kunne gøre stor gavn ved at få ansvar og redskaber til at sikre et godt og varieret uddannelsesudbud i hele regionens geografi efter mange års centralisering af uddannelser styret af økonomi. Skal den udvikling vendes, skal et politisk niveau tage ansvar, og for mig at se er det regionale i godt samarbejde med kommunerne oplagt. Uddannelsesopgaven kunne i øvrigt spille godt sammen med ansvaret for regionale busruter, som jo ligger i regionerne. Altså sikre sammenhæng. Helhed.
Regionerne er gode til det specialiserede, og ofte dyre behandlinger. Der er nået ganske store fremskridt i fx kræftbehandling, blodpropper, fødeområdet og det er sket ved samling af specialer, øget forskning – og dermed også lukning af mindre sygehuse. Det har været rigtigt, og kunne lade sig gøre fordi regionerne turde tage ansvar. Det var aldrig sket, hvis ansvaret havde ligget alt for lokalt. Til gengæld ser vi nu en opblomstring af lokale sundhedstilbud, hvor region og kommune sagtens kan samarbejde omkring fx kommunale sundhedshuse, hvor regionen med fordel kan placere aktiviteter i kommunale sundhedshuse, så længe det giver mening at drive lokalt. Det tror jeg vi vil se mere af de kommende år, og jeg tror desuden, at den teknologiske udvikling vil betyde, at endnu mere behandling vil foregå i hjemmet, men med monitorering direkte fra hospitalet.
Timingen for en grundig debat omkring regionernes fremtid er dermed egentlig ret god. Vi står naturligvis midt i en grim sundhedskrise, men der kommer en tid efter corona, og derfor bliver det spændende at følge forhandlinger på Christiansborg. Jeg synes, der er stærke argumenter for at samle relevante indsatser i regionerne, og håber Christiansborgpolitikerne har en fordomsfri tilgang til debatten og ikke mindst modet til at træffe beslutninger, også selvom nogen ikke er enige. Det vil helt sikkert komme borgerne til gavn.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Politikere og økonomer mister magten over pensionsalderen
Brexit - en ladeport for social dumping
Løsning på boligsituationen i København - spekulationsfrie andelsboliger
Boligaftale – hvad er det lige der sker?
Forskel på mænd og kvinders løn på et kønsopdelt arbejdsmarked
