.jpg)
Brug for et 1973-øjeblik for Europa’s energipolitik
Vi kan søge inspiration i historien, når EU’s energipolitik skal fastlægges, og vi kan få langsigtet nytte af den nuværende situation
Af Niels Fuglsang, MEP for Socialdemokratiet
Den 1. marts havde vi i Europa-Parlamentet via et videolink besøg af Ukraines præsident Volodymyr Zelensky. Få dage efter at russiske kampvogne var kørt ind i Ukraine og krigen var begyndt. De fleste troede på det tidspunkt at Rusland ville erobre Ukraine ganske hurtigt og at ukrainerne med præsident Zelensky i spidsen ikke havde nogen chance.
Zelensky holdt en stærk tale den dag. Han sagde: ”Lyset vinder over mørket. Livet vinder over døden.” Han talte mellem de russiske bombeangreb der ramte Kiev. Det gjorde et stort indtryk og simultantolken, der oversatte fra Ukrainsk til engelsk, var ved at bryde sammen under talen.
USA havde tilbudt at hjælpe med at evakuere præsident Zelensky, men han svarede, at han ikke havde brug for et lift. Han havde brug for våben. Det ukrainske folks mod har gjort indtryk på os alle. Vi ønsker at vise solidaritet med Ukraine. Med økonomisk støtte, med materiel og våben, med modtagelse af flygtninge, og med hårde sanktioner mod Putins regime.
Det har også mindet os om, at vi har brug for stærke fællesskaber, og vi har brug for at stå sammen med vores ligesindede i EU i en verden der er mere usikker. Noget af det vigtigste vi kan gøre i EU, er at gøre os fri af den gas og olieimport fra Rusland, der er med til at finansiere hans krig og som gør at han kan afpresse os. For nylig lukkede Rusland for gassen til Polen og Bulgarien. Hvem bliver de næste?
Merkels farlige ideologi
Det er smertefuldt at se, hvordan EU har ført en energipolitik gennem årtier der fuldstændig har overset, hvor skadeligt det er for vores sikkerhed at binde os til russisk energi sådan som vi har gjort. I dag taler tallene deres eget sprog. 40 procent af den gas som EU importerer kommer fra Rusland og 25 procent af den importerede olie kommer fra Rusland.
Kunne vi ikke have indset tidligere, at det var en dårlig ide at låse os selv til Putins regime? Burde tanken ikke have strejfet os dengang i 2008, da han angreb Georgien? Eller i 2014 da han annekterede Krim-halvøen? Eller da han lancerede cyberangreb mod os og spredte fake news for at påvirke vores valg - og lykkedes med det - både i Europa og USA?
Men de seneste år er gasimporten fra Rusland ikke gået ned. Den er gået op. Og i Europa er vi fortsat med at udbygge den infrastruktur, de gasledningerne, der låser os til Putins regime. Jeg ser det som et udtryk for en naiv og skadelig ideologi anført af Angela Merkel, der har sagt at handel ikke har noget med politik at gøre. Nord Stream 2 er bare et projekt mellem to private firmaer og det skal politikerne ikke blande sig i. Det er ligegyldigt hvem vi importerer vores energi fra, eller hvem vi sælger vores telefonnet eller havne eller andet kritisk infrastruktur til. Rusland, Kina, det er bare business.
Heldigvis har de fleste erkendt at vi har været på et vildspor, og et skadeligt et af slagsen. Handel og politik hænger sammen. Vi skal ikke gøre os afhængige af diktatorer og andre regimer der ikke deler vores værdier eller motiver.
1973-øjeblikket
I 1973 oplevede verden en oliekrise, da de arabiske lande begrænsede olieproduktionen og oliepriserne steg voldsomt og sendte store dele af verden ud i en økonomisk krise. Danmark var dengang et af de lande, der blev ramt allerhårdest, fordi vi - sammen med Japan - var det land i verden som fik den største del af vores energi fra importeret olie. 90 procent af energien kom fra importeret olie, og vi havde reelt ikke nogen energipolitik. Der fandtes ikke noget Energiministerium.
Vi blev nødt til at reagere hurtigt. Først med nødindgreb såsom de bilfrie søndag, men hurtigt fik vi oprettet et Energiministerium med Poul Nielson som minister, og vi iværksatte en række tiltag der skulle få os ud af energikrisen. Det handlede både om at diversificere energiforbruget, væk fra olie og først til kul, naturgas, til vores egen olie i Nordsøen og siden til mere vedvarende energi. Vi energieffektiviserede også. Man krævede at kommunerne lavede varmeplaner og der blev udrullet fjernvarmenet kombineret med kraftvarmeværker, som både producerede el og sendte overskudsvarmen ud i fjernvarmenettet.
Vi har i dag brug for et 1973-øjeblik for hele Europa. Og grundlæggende skal vi gøre de samme de samme ting, som Danmark gjorde i efter 1973: Vi skal have skiftet energikilder. Ikke til kul og gas, men til offshore vind og sol samt brint. Det er det som kan gøre os uafhængige af Putins gas og olie. Vi skal udvide havvindmøllerne massivt, og vi skal have solpaneler op på vores tage. Vi skal også udvide produktionen af grøn gas fra landbruget og grøn brint, som vi kan lave via strøm fra vind og solenergi.
Og dernæst skal vi øge energieffektiviteten. Jeg har fået den opgave at være hele Europa-Parlamentets chefforhandler for den nye lov om energieffektivitet. Jeg har foreslået at alle EUs lande skal spare 2 procent af deres energiforbrug hvert år. Det kan lade sig gøre ved at vi isolerer de bygninger der i mange dele af Europa er piv utætte og som derfor ikke kan holde på varmen. Det kan vi gøre ved at udrulle fjernvarme og varmepumper de steder, hvor man fyrer med gas og olie. Og det kan vi gøre ved at udnytte den overskudsvarme, som produceres i industrien og af datacentre, som i dag oftest går til spilde.
Øgede ambitioner for energipolitikken
Jeg kan se, at partierne i Europa-Parlamentet er begyndt at øge deres ambitioner inden for de to afgørende lovgivninger, vi forhandler netop nu: Direktivet for Vedvarende Energi og Energieffektiviseringsdirektivet. Det er der behov for, eftersom det ikke er åbenlyst at historien med Putins krig ender godt for vores energipolitik. Der er nemlig også dem, der taler for at tænde for kulkraftværkerne og at skifte vores import fra Rusland til mellemøstlige lande der kan levere den olie og gas som vi ikke vil have fra Rusland.
Vi kan ikke undgå at importere fossilt brændstof fra nogle andre lande som umiddelbart svar på Ruslands-krisen. Men det er helt afgørende, at det kun bliver på den meget korte bane. Det er også afgørende, at vi ikke investerer milliarder i ny fossil infrastruktur og gasledninger, der låser vores energiforbrug til fossile kilder i mange år frem. Vi har hverken råd til det fra et klimamæssigt eller sikkerhedspolitisk synspunkt.
Derfor, som Chuchill sagde: ”never waster a good crisis”. Lad os komme i gang med de grønne investeringer som gjaldt det livet.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Danmark og Arktis
Højere inflation end længe – og hvad så?
Det franske præsidentvalg … og efter
Venstrefløjsalliance giver Portugal ny regering
Nordisk forsvarsforbund – en utopi
3F’s nye formand har et mantra: FÆLLESSKAB
Claus Deleuran og Arbejderbevægelsen