Danmark og Arktis
Udviklingen i Arktis involverer mange spørgsmål, som kræver lige så mange svar. Denne artikel er med til at give overblikket og nogle af svarene
Af Poul Nielson, Fhv. MF (S), energiminister, udviklingsminister og EU Kommissær
I danskernes selvforståelse indgår det næppe som en særlig betydningsfuld faktor, at vi er en arktisk nation. Det virker lidt, som om det er noget, der er for stort for os. Rigsfællesskabet fungerer mere eller mindre som et magisk løse ord, der holder tingene flydende, men hvor det er et åbent spørgsmål, hvad vi lægger i det, og hvad grønlænderne lægger i det. Samtidig har den sikkerhedspolitiske udvikling betydet, at Arktis er blevet et nærområde, der mere og mere akut udgør en udfordring for troværdigheden af Danmark som arktisk nation. Dette må nødvendigvis føre til en markant omvurdering af behovet for øget dansk militær tilstedeværelse i Grønland og i patruljeringen af farvandet omkring.
Færøerne lades ude af ligningen i denne artikel. Ikke fordi Færøerne ikke også er en brik i spillet om Arktis, men fordi Grønlands politiske forhold såvel som USA's rolle i Grønland har en mere dynamisk karakter.
Det er på ingen måde nyt, at Arktis har stor sikkerhedspolitisk betydning i global målestok. Under hele den kolde krig stod USA og Sovjetunionen her direkte overfor hinanden med terrorbalancen, og dette er der grundlæggende ikke ændret noget ved op til i dag. Faktisk har den våbenteknologiske udvikling gjort Thule basen endnu vigtigere for USA på grund af Ruslands udvikling af supersoniske raketter, som føjer en ny dimension til den klassiske afskrækkelse med interkontinentale atombevæbnede raketter.
USA´s interesser
USA's geopolitiske interesse i Grønland er så stor og utilsløret, at vores generation af danske politiske beslutningstagere står over for udfordringer, der kan ses som en slags gentagelse af det, der skete under 2. verdenskrig, og hvor det stiltiende blev accepteret, at USA kunne gøre, hvad de fandt nødvendigt i Grønland. Den accept har været - og er stadig - et helt centralt dansk bidrag til samarbejdet i NATO og specielt med USA. Men det grundlæggende spørgsmål for rigsfællesskabets realitet er, om Danmark kan og vil præstere et mere positivt formuleret indhold i fællesskabet med Grønland, således at samhørigheden mellem Grønland og Danmark opleves som både nødvendig og ønskværdig i både Nuuk og København.
Ruslands invasion i Ukraine har skabt en ny sikkerhedspolitisk situation, globalt, lokalt og i Arktis. Uanset hvordan krigen ender, er der sket en ændring i vores syn på Rusland under Putins ledelse. For den arktiske region er det sandsynligt, at den hidtidige enighed om at fastholde samarbejdet i Arktisk Råd som noget, der omhandler alt andet end sikkerhedspolitik og militære spørgsmål, går i stykker. Først og fremmest med den virkning, at rådet i det hele taget kommer til at befinde sig i en slags koma, sådan som det allerede er tilfældet med aflysningen af møder under det nuværende russiske formandskab. En tilbagevenden til normale samarbejdsformer er svær at forestille sig på kort og mellemlangt sigt. Hvad angår det store problem med sokkeldelingen i Arktis, hvor de overlappende krav på områder mellem blandt andre Danmark og Rusland, må man håbe, at det forhold, at denne langsomme forhandlingsproces er forandret i havretten og i FN-systemet, vil kunne skærme problemet mod eskalering.
Klimaets udfordringer
Klimaforandringerne skaber enorme problemer i Arktis. Permafrost er ikke længere permafrost, hvilket er en større og større kilde til skadelig metan udslip og ødelæggelse af infrastruktur, ikke mindst i Rusland, men også generelt. I Grønland ser man hyppigere meget farlige jordskred ved kysten. Om de nye åbne besejlingsmuligheder i Arktis skal ses som noget positivt eller negativt, er et åbent spørgsmål. Det er en rimelig forventning, at en øget skibstrafik vil stimulere til mere militær tilstedeværelse og generelt til en mere intens interessevaretagelse hos alle de arktiske stater, såvel som hos de flere og flere andre stater som f.eks. Kina, der har meldt deres strategiske interesse i Arktis.
For Danmark er der ikke noget alternativ til en opdatering og optrapning af vores engagement. I forhold til Grønland har udviklingen de sidste 40 år været præget af en passiv accept af hvert skridt, der har været taget af grønlandske politikere i retning af mere og mere selvstændighed. Det har set rigtigt ud, men det har også betydet, at der har været et fravær af formuleringen af mere positivt definerede tiltag, der kunne have føjet mere substans i samarbejdet mellem Nuuk og København. Vi har mere lignet den passive donor end den aktive partner. Dette er måske noget stærkt udtrykt, og det er bestemt også rigtigt, at der ikke har skullet meget til, førend forsøg fra dansk side på at markere interesser blev brugt i spillet i Grønland mellem høge og duer i spørgsmålet om selvstændighed.
Men de store udfordringer Grønland står over for, stiller så store kvantitative og kvalitative krav til Nuuks forvaltningsmæssige kapacitet, at det for alvor vil være meningsfuldt at forholde sig åbent og pragmatisk til tanken om en mere strategisk fælles samarbejdsfilosofi på områder, hvor alternativet til at give rigsfællesskabet mere indhold vil være et svækket Nuuk over for presset fra internationale kapitalinteresser og fra USA's interessevaretagelse. Dette kræver selvsagt, at Danmark forstår dimensionen og udfordringen i at være en arktisk nation.
Internationalt samarbejde
Som EU Kommissær besøgte jeg Øst Timor umiddelbart efter uafhængigheden fra Indonesien. Det lille nye land havde fået rettighederne i havområdet mod Australien, hvor der var betydelige forekomster af naturgas, men hvor delingen og fastlæggelsen af vilkårene var noget, der skulle forhandles. Med mine erfaringer fra forhandlingen om nyordningen i den danske undergrund i 1981 i erindring foreslog jeg, at Kommissionen ville gøre det muligt for Øst Timor at kunne gøre brug af samme slags specielle og højt kvalificerede internationale rådgivere, som dengang havde været nyttige for Danmark. Dette førte til et for det lille, nye land tilfredsstillende resultat.
Udover denne type af samarbejde er der mange andre områder, hvor en særlig satsning, der ligger ud over bloktilskuddets rutine, vil være i begge parters interesse. Det var f.eks. et godt eksempel på dette, at der blev ydet en særlig økonomisk støtte til udbygningen af lufthavnene i Grønland. Men også mere risikovillige engagementer vil være reelle udtryk for et samarbejde med substans. Koncessionspolitikken er naturligvis Nuuks ansvar, men det ville øge Landsstyrets autoritet og forhandlingsstyrke med en kombineret dansk-grønlandsk offentlig deltagelse i konsortier, der får tilladelser. Det vil naturligvis kræve finansiering, og det er ikke realistisk for Landsstyret selv. En model kunne derfor være, at den danske stat også dækker den grønlandske andel. Dette kunne udformes på mange måder, bl.a. sådan at det danske udlæg blev betalt tilbage senere i lys af indtjeningen.
Det er i denne sammenhæng væsentligt, at en sådan statslig mindretalsdeltagelse i koncessionshavernes aktiviteter ikke kun handler om økonomien. Det vil også sikre Landsstyret et røntgenbillede af de faktiske forhold om f.eks. sikkerhed, miljø, arbejdsforhold, uddannelsesforpligtelser, faktureringsmetoder og skatteforhold. Det er vigtigt at se på alt dette ud fra en præmis om, at fremtiden kan blive meget stor for Grønlands rolle som råvareproducent.
For Socialdemokratiet i Danmark er forholdet til Grønland og søsterpartiet Siumut velfungerende og traditionsrigt. Men der er altid plads til forbedring i intensiteten og dermed den faktiske værdi, som netop den relation kan tilføre samarbejdet mere generelt.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Højere inflation end længe – og hvad så?
Det franske præsidentvalg … og efter
Venstrefløjsalliance giver Portugal ny regering
Brug for et 1973-øjeblik for Europa’s energipolitik
Nordisk forsvarsforbund – en utopi
3F’s nye formand har et mantra: FÆLLESSKAB
Claus Deleuran og Arbejderbevægelsen