.jpg)
Nordisk forsvarsforbund – en utopi
Spørgsmålet om et Nordisk Forsvarsforbund, dvs. et forsvars- og sikkerhedspolitisk samarbejde mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige bliver altid taget op i forbindelse med forsvars- og sikkerhedspolitiske kriser der berører et eller flere af de nordiske lande. Sådan var det i 1864, i 1930’erne, i 1940’erne og nu i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine.
Af Søren Thomassen
Siden Napoleonskrigene 1804-15, som endte med at Danmark, der var i forsvarsforbund med Frankrig, måtte afstå Norge til Sverige ved freden i Kiel, havde Danmark, Norge og Sverige holdt sig neutrale i europæisk storpolitik til efter 2. Verdenskrigs afslutning.
Spørgsmålet om oprettelse af et Nordisk Forsvarsforbund kom første gang på tale under de 2 slesvigske krige, henholdsvis 1848 og 1864-66, men det er egentligt kun et historisk kuriosum fordi den svenske konge floromvundent og ved en højstemt lejlighed havde udtrykt at Sverige ville komme Danmark til hjælp. Det skete som bekendt ikke.
Diskussionen i 30’erne
Efter afslutningen af 1. Verdenskrig var de nordiske socialdemokraters holdning til forsvarspørgsmålet udpræget pacifistisk.
Den danske regering (Socialdemokratisk/Radikal) førte en neutralitetspolitik og i begge de regeringsbærende partier var der modstand mod øgede forsvarsudgifter.
I kredse i Socialdemokratiet (Hedtoft/H.C Hansen) trængte spørgsmålet om øgede forsvarsbevillinger sig på, men tankerne mødte modstand især i Det radikale Venstre og blandt den ældre generation af socialdemokrater (Stauning-generationen).
Danmarks forsvarspolitik havde historisk været orienteret mod forholdet til Tyskland, mens Finland (der var blevet selvstændigt efter 1. Verdenskrig), Norge og Sverige historisk orienterede sig forsvarspolitisk mod forholdet til Rusland.
Stauning
I ”Bogen om Stauning” berøres de øgede danske forsvarsudgifter fra 1937 og omtales også i lænkehundstalen Stauning holdt i Lund den 8. marts 1937.
Talen er en reaktion mod den kritik nogle svenske konservative politikere rettede mod den danske regering og i særdeleshed mod Stauning i bl.a. forsvarsspørgsmålet. Kritikken fandt genklang hos Konservative og Venstre.
Men jeg maa endnu nævne en Sag, der ligesom det økonomiske Spørgsmaal er revet ud fra sit Hjemsted. Jeg tænker paa den militære Udrustning, hvorom indrepolitiske Forhandlinger netop foregaar i Danmark.
Jeg er unægtelig blevet forbavset over den frimodige Maade, hvorpaa visse Organer her i Sverrig har kastet sig ind i denne Sags Behandling, endskønt man næppe kan være uvidende om, at Militærspørgsmaalet under Fortids forkvaklede politiske Forhold har faaet sin ganske særlige vanskelige Stilling i det danske Folk.
Jeg tænker imidlertid, at man vil erkende, at Antallet af Regimenter, Kanoner, Krigsskibe o. s. v. i første Haand er et indre, dansk Anliggende. Det har aldrig i firti Aars politisk Liv faldet mig ind, at jeg kunde blande mig i, hvorledes Sverrig eller Norge vilde indrette sit Forsvar. Men her synes danske og svenske Opfattelser i visse Kredse at være noget forskellige. Er der da en særlig Beføjelse til for Sverrig at være medbestemmende om, hvordan Danmark skal indrette sig?
Nej, vistnok ikke! Jeg har set den Begrundelse anført, at Norge, Sverrig og Finland vil føle sig utrygge, hvis Danmark ikke indretter et Værn ved den danske Sydgrænse, som Sverrig kan godkende.
Er det ikke en farlig Betragtning? Jeg tænker heller ikke, at nogen ansvarlig Mand gaar ind for den.
Har Danmark faaet overdraget Opgaven som Lænkehund eller anden Vagtopgave paa Nordens Vegne?
Mig bekendt har der aldrig været forhandlet om noget saadant. Af Historien ved vi, at det var en udbredt Formodning i 1864, at svenske Tropper vilde komme Danmark til Hjælp i den da paatvungne Krig. Der kom selvfølgelig ingen, og nu er der næppe mange i Danmark, som fantaserer som i 1864.
Naturligvis er der foretaget Foranstaltninger visse Steder udenom Danmark, som ikke forøger vor Tryghed, men det falder dog ikke dansk Offentlighed ind at blande sig i andre Landes militærpolitiske Afgørelser og slet ikke at stille Krav af Hensyn til vor Betryggelse.
Nej, jeg maa holde paa, at Danmark har ikke særlige Pligter overfor andre Lande med Hensyn til militær Udrustning.
Danmarks Regering og Rigsdag maa uden fremmed Indblanding kræve Ret til at forhandle og træffe Afgørelse under Hensyn til det Skøn over samtlige Forhold, som foreligger hos os. Der er andet end Hensyn til Norden, som ogsaa vejer ved Bedømmelsen af Danmarks militærpolitiske Holdning, og derom maa der først og fremmest tales i Danmark.
Jeg har set, at en svensk konservativ Politiker for en Tid siden var i København og i et Foredrag stillede Krav om Udbedring af Danmarks Forsvar, medens han desuden paalagde os en Ny-Orientering indenfor Nationernes Forbund. Jeg tror ikke, Professoren vidste, at Danmarks Grænse just er fastlagt og anerkendt ved Versailles-Traktaten, hvoraf maa følge, at vort Land naturligvis maa hævde, at Nationernes Forbund har sin særlige Forpligtelse, og han glemte endvidere, at han kun med Rette kan tale som Partileder i Sverrig – ikke i Danmark.
Men foruden hvad der er uvenligt, er der da ogsaa sagt noget interessant. Man har sagt: Nordisk Forsvarsforbund.
Naturligvis kan det Problem drøftes. Et Forbund til Sikring af Selvstændighed og Demokrati, til Beskyttelse for Folkenes Selvbestemmelsesret o. s. v.
Det kan næppe være Tanken, at Sverrig-Danmark alene skal indgaa saadant Forbund imod alle andre. Der maa, saa vidt jeg har forstaaet, være tænkt paa Norden, altsaa Norge, Sverrig, Island, Finland og Danmark. Trods alt er det ganske uensartede Interesser, de fem Lande har, men det er ikke nok. Kan det f.Eks. Tænkes, at Finland og Sverrig vil lade de andre Østersøstater i Stikken, maatte Estland, Letland og andre ikke føle sig svigtet, og maa Problemet da ikke udvides paa saaledes passende Maade? Og sker denne Udvidelse, bliver Interesseomraadet endnu mere broget og uensartet – og for Sagen umuligt.
Saa vidt jeg kan skønne, vil en Pagt som den nævnte, vidtgaaende eller mindre vidtgaaende, stille vore Folk overfor Opgaver, som de aldrig har tænkt til Ende. Tænk hvilke Krav til Island og Norge, til Finland og Danmark, der kan komme til at foreligge; jeg vover overhovedet ikke at give mig ind i alvorlig Drøftelse af dette Tankeeksperiment.
Og jeg anser det da ogsaa for udelukket at gaa ind i saadanne Planer og samtidig bevare Rettigheder i Nationernes Forbund.
Et nordisk Forsvarsforbund er efter min Mening Utopi. At sysle alvorligt dermed vil skabe en ny Farezone, fremkalde en Mistænksomhed, som nu næppe findes, og som i hvert fald er ubegrundet.
Vestunion eller væbnet neutralitet
Efter befrielsen i 1945 var stemningen i Danmark for en fortsættelse af neutralitetspolitikken. Men udviklingen i Europa, med begyndelsen på Den Kolde Krig, gjorde hurtigt den hidtidige forsvars- og sikkerhedspolitik i Danmark og Norge med afvæbnet neutralitet urealistisk.
Allerede i begyndelsen af 1948 kunne man se den russisk dominans slå igennem i Østeuropa. Kommunisterne havde ved et kup overtaget magten i Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen igangsatte en blokade af Vestberlin og tilbød Finland en venskabs- og bistandspagt og samtid blev Danmark angrebet i sovjetiske medier for at gå Englands og USA's ærinde.
Sovjetunionens støtte til de kommunistiske partiers magtovertagelse i Østeuropæiske lande førte til at Danmark og Norge orienterede sig mod Atlantpagten, mens Sverige fastholdt sin traditionelle neutralitetspolitik som byggede på et stærkt forsvar.
Kuppet i Tjekkoslovakiet fik de danske socialdemokrater til at frygte hvad de danske kommunister kunne finde på og det førte til en drøftelse mellem Socialdemokratiet, Konservative og Venstre om at styrke det danske forsvar for at imødegå et angreb fra Sovjetunionen eller et kup af de danske kommunister.
Samtidig meddelte den danske ambassadør i Washington at Danmark skulle træffe et valg, om man var villig til at forsvare sig selv og at den danske neutralitetspolitik ellers ville lide skibbrud på et eller andet tidspunkt.
Hans Hedtoft havde kort inden været i Stockholm hvor den norske statsminister havde fortalt ham at Norge ville blive pånødet en aftale med Sovjetunionen som den Finland havde måtte acceptere.
Danmark stod altså over for flere svære udenrigspolitiske overvejelser heri indgik også at det slesvigske spørgsmål og en grænserevision mod Tyskland igen var blevet aktuel og som noget nyt var spørgsmålet om sikring af rigsfællesskabets suverænitet med dansk militær tilstedeværelse på Færøerne og på Grønland også blevet aktuel fordi man fra dansk side ønskede en forhandling med USA om ophævelse af den aftale den danske ambassadør havde indgået med USA i 1941 om amerikansk militær tilstedeværelse i Grønland. Derudover havde England, Frankrig, Belgien, Holland og Luxembourg dannet Vestunionen og tilnærmelsen herfra til USA var begyndt.
Socialdemokratiet ønskede ikke at tilslutte sig Vestunionen og vendte sig i stedet mod Norge og Sverige for at drøfte etablering af et Nordisk Forsvarsforbund.
Spørgsmålet om ændring af den dansk-tyske grænse var rejst af politikere fra Konservative og Venstre og det danske mindretal syd for grænsen. Det havde ført til gnidninger med den slesvig-holstenske landdag i Kiel og til udtrykt irritation hos de britiske besættelsesmyndigheder i Nordtyskland. Og Danmark var selvforskyldt løbet ind i en konflikt med USA om ophævelse af traktaten af 1941 som jo gav USA uindskrænket militær adgang til Grønland (Bo Lidegaard har i sin Kaufmannbibliografi ”Uden mandat” beskrevet dette indgående).Forsvars- og sikkerhedspolitisk ønskede både Danmark og Norge internationale garantier for uafhængighed og havde udsendt følere til USA og England. Sideløbende ønskede man, som nævnt, fra dansk side at afprøve muligheden for at etablere et stærkt nordisk forsvarssamarbejde i form af et væbnet forsvarsforbund forpligtiget til at hjælpe hinanden mod enhver fjende og gøre det muligt at fastholde Nordens traditionelle neutralitetspolitik især overfor den voksende konflikt mellem Vesten og Sovjetunionen.
I Danmark så Socialdemokratiet og De Radikale helst et neutralt forsvarssamarbejde i Norden og derefter (Socialdemokratiet) et vestligt orienteret forsvarssamarbejde eller medlemskab af Vestunionen.
I Norge var det modsat, her ønskede man et vestligt orienteret forsvarssamarbejde og medlemsskab af Vestunionen og ville over hovedet ikke acceptere en isoleret neutralitet.
I Sverige var regeringen (Det svenske socialdemokratiske arbejderparti) først og fremmest interesseret i et neutralt forsvarssamarbejde eller isoleret neutralitet. For Sverige var et vestligt orienteret forsvarssamarbejde eller tilslutning til Vestunionen uacceptabelt.
Midt imellem Norges og Sveriges standpunkter stod Danmark.
Forhandlingerne om et Nordisk Forsvarsforbund begyndte i maj 1948, men endte hurtigt i et sammenbrud på grund af de uforenelige svenske og norske standpunkter.
Den danske statsminister Hans Hedtoft gjorde herefter en stor indsats for at få forhandlingerne genoptaget hvilket lykkedes i december 1948.
USA smider den første trumf
Den danske regering havde fra starten af 1948 arbejdet på at opnå sikkerhedsgarantier fra amerikanerne uden at bringe gensidigheden i sådanne sikkerhedsgarantier i spil. Samtidig havde Danmark bedt USA om drøftelse af traktaten fra 1941 for at bringe denne til ophør.
USA svarede igen ved at påpege USA's modvilje til at gribe hjælpende ind og sikre Danmarks fremtid hvis Danmark ikke selv viste egen forsvarsvilje (herunder viljen til at forsvare Grønlands og Færøernes suverænitet).
Det amerikanske standpunkt blev en enorm udenrigspolitisk udfordring. Den danske regering var på dette tidspunkt spundet ind i etablering af et nordisk eller mindst et skandinavisk forsvarssamarbejde for at holde de nordiske eller skandinaviske lande neutrale ”mellem USA's brølende kapitalisme og Sovjets totalitære kommunisme” (Bo Lidegaard s. 366).
Danmark og Grønlandskortet
Bo Lidegaard mener det er vanskeligt at sige om ledende danske politikere og embedsmænd i udenrigsministeriet var bevidste om at der kunne være en sammenhæng mellem Grønlandspolitikken, forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund og den amerikanske uvilje mod at komme os til hjælp, men i april 1948 (en måned inden forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund starter) træf regeringen beslutning om ikke at ville ændre i Grønlandsaftalen fra 1941.
Beslutningen var modnet i de kritiske dage i slutningen af marts, og ved at håndtere spørgsmålet om Grønland og det almene om Danmarks sikkerhed samtidig spillede regeringen sig en trumf i hænde, som er blevet kendt som det grønlandske kort. Det var et trumf-es, skiftende danske regeringer havde i ærmet i mange år fremover, når der blev talt om den danske forsvarsindsats. (Bo Lidegaard s. 367)
Som Bo Lidegaard skriver, er dette kort blevet trukket mange gange i forbindelse med diskussioner om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, senest da Mette Frederiksen rejste til Grønland umiddelbart efter indgåelse af det nationale kompromis i forsvarsspørgsmålet, marts 2022.
Flere medier havde allerede inden det nationale kompromis blev kendt, hånligt spurgt hvorfor Mette Frederiksen skulle til Grønland og nærmest antydet at hun flygtede fra de hjemlige problemer.
Svaret er vel at hun ville vise omverden at Grønland spiller en afgørende rolle i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, ikke kun over for USA, men også overfor grønlænderne og andre (Rusland og Kina) der skulle være kommet i tvivl.
Der er ikke tvivl om at en stor del af de øgede økonomiske midler som et nyt forsvarsforlig vil tilføre dansk forsvar også vil blive brugt på at øge den danske tilstedeværelse i Grønland. Vi vil så at sige vise flaget og ikke kun med Siriuspatruljen.
Norge trækker stikket
På trods af de intensive forhandlinger mellem stats- og udenrigsministrene fra Danmark, Island, Norge og Sverige i slutningen af 1948 og begyndelsen af 1949 lykkede det ikke at skabe et fælles beslutningsgrundlag for etablering af et nordisk forsvarsforbund.
Den primære årsag var Norges geopolitiske placering i Nordatlanten og deres skibsfartsinterssser, mens Sverige ikke ville opgive sin traditionelle neutralitetspolitik.
Norge følte truslen fra Sovjetunionen mod Nordnorge nærliggende og ønskede derfor amerikanske og engelske garantier for våbenhjælp og en tilknytning til Vestunionen.
Sverige mente at et nordisk forsvarsforbund med tilknytning til Vesten ville føre til et øget sovjetisk pres på Finland. Svenskerne ønskede derfor et forudsætningsløst forsvarsforbund.
Svenskerne havde i forhandlingerne endvidere forlangt at et nordisk forsvarsforbund alene skulle dreje sig om forsvaret af de nordiske kernelande og ikke af Nordatlanten (Færøerne, Grønland, Jan Mayen og Svalbard).
Norge så sig som et Nordatlantisk magt og havde forlangt en sikkerhedspolitisk løsning der også omfattede forsvaret af Nordatlanten og dette ville Sverige ikke acceptere.
I februar 1949 havde den amerikanske regering gjort det klart at man ikke ville forsyne et neutralt nordisk forsvarsforbund med våben og det fik afgørende betydning for især Norges stillingtagen og et nordisk forsvarsforbund var ikke længere en realistisk mulighed.
Grønlandskortet igen
I slutforhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund havde Norge altså stillet krav om at det også skulle omfatte forsvaret af Nordatlanten. Blev dette kort spillet bevidst?
Indtil 1814 havde Danmark og Norge været i en Union som også omfattede de Nordatlantiske områder: Færøerne, Grønland, Island, Jan Mayen og Svalbard. Da Norge blev selvstændigt i 1905 havde de rejst et national krav i Norge om at Grønland eller i hvert fald Østgrønland skulle være en del af Norge.
Afgørelsen ved den Internationale Domstol i Haag i 1933 medførte at hele Grønland forblev dansk og det førte til stor bitterhed i Norge mod Danmark. En bitterhed der stadig var udtalt efter 2. Verdenskrig.
Norge havde måske øjnet en mulighed for at tage spørgsmålet om Grønland op igen for den norske eksilregering i London havde under krigen forhandlet med englænderne om at England og Norge skulle besætte Grønland (England havde besat Færøerne og USA var fra 1941 officielt militært tilstede i Grønland).
I USA spiller forholdet til England en stor rolle i den amerikanske selvopfattelse. Nok er England en allieret, men også det land man gjorde oprør mod i 1776. USA ønsker ikke England eller nogen anden magt tæt på eget territorium, så da Norge forhandlede med England om besættelse af Grønland, rørte de ved vitale amerikanske udenrigspolitiske interesser som de er udtrykt i den såkaldte Monroedoktrin.
Når USA i 1948 og 49 spillede Grønlandskortet overfor Danmark under forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund, kan det tænkes at man ville gøre den danske regering opmærksom på at USA nok accepterede dansk tilstedeværelse i Grønland (fordi Danmark historisk set altid havde været i Grønland), men at det fordrede at Danmark selv kunne hævde sin suverænitet også i Nordatlanten, dvs. Grønland og Færøerne.
Når Danmark i 1948 hurtigt opgav ønsket om at genforhandle traktaten med USA fra 1941, kan dette have spillet ind. Danmark fik dermed et trumf-es på hånden, som vi har forstået at spille dygtigt lige siden, er en sidegevinst ingen dengang havde regnet med.
Nordisk forsvarsforbund en våd drøm
På det seneste er spørgsmålet om et nordisk forsvarsforbund blevet revitaliseret af Enhedslisten. Et af partiets politiske ønsker er dansk udmeldelse af NATO og etablering af et nordisk forsvarsforbund.
Enhedslisten har på intet tidspunkt offentligt forholdt sig til indholdet af et sådant forbund. Hvis man leger med en realisering, vil det betyde enorme udgifter til opretholdelse at et stærkt forsvar der kan sikre medlemslandenes neutralitet. Det vil ganske givet medføre udgifter til forsvaret der langt overstiger de 2 % af BNP en række partier har forpligtet sig til at Danmark skal opfylde inden for en kort årrække.
Det vil også betyde at Norge skal opgive hele grundlaget for deres tilslutning til NATO i 1949 samt at Sverige og Finland melder sig ud af EU (de er begge tilsluttet EU's forsvarssamarbejde) og ikke melder sig ind i Nato. Med Ruslands invasion af Ukrainer er dette blevet en UTOPI.
Af den grund vil et nordisk forsvarsforbund være en våd drøm. Den kan være ganske behagelig i nuet, men også klistret.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Danmark og Arktis
Højere inflation end længe – og hvad så?
Det franske præsidentvalg … og efter
Venstrefløjsalliance giver Portugal ny regering
Brug for et 1973-øjeblik for Europa’s energipolitik