Folkeafstemningers traume

Det kan godt være, at du kan sætte et spørgsmål til folkeafstemning, men folket svarer altid på noget andet. Måske er løsningen et kompetencekatalog

Af Jørgen Elikofer, tidligere sekretariatschef i Dansk Metal

Når der kaldes til folkeafstemning om et EU-anliggende, får jeg det indtryk, at der er noget traumatisk i vi danskeres forhold til vort medlemskab af EU. Man kan sige og skrive meget om de danske folkeafstemninger. Og det gør man så. Men man kan næppe påstå, at debatten op til afstemningerne holder sig strengt til det tema, der rent faktisk var til afstemning.

En grund til befolkningens bekymringer kan være, at EU-afstemningerne handler om abstrakte problemstillinger og politiske procedurer, som de færreste kan overskue. Og så er det, at mange føler sig beklemt ved at skulle stemme ja og give grønt lys for noget, som man ikke helt ved hvad er.

Jeg forundres hver gang over, hvad debatten handler om og hvad folkeafstemningen egentlig handler om. Og når jeg så i de sidste hektiske kampagnedage vender tilbage til det officielle papir fra Folketinget om, hvad afstemningen drejer sig om, bliver jeg forstemt. Det egentlige emne hører man meget lidt om, medens alt andet, der ikke er til afstemning, optager debatten.

Klar tendens

Ud af alt dette ser jeg en klar tendens i debatten. Hver gang vi skal diskutere afgivelse af beføjelser efter Grundloven, for det er jo det, folkeafstemningerne handler om – ender vi altid op i nogle gevaldige debatter om vores dejlige velfærdssamfund og specielt en masse bekymringer om vi kan bevare og udvikle det. Vil den ofte begrænsede afgivelse af beføjelser, som er det officielle tema for afstemningen, indvirke negativt på alle de velfærdsgoder og den selvbestemmelse over vores samfundsindretning, som vi med rette sætter stor pris på - spørger alle danskere sig selv og hinanden.

De danske folkeafstemninger om EU-spørgsmål har oftest delt befolkningen på midten. Der har oftest været klart flertal i Folketinget for de fremlagte spørgsmål. Og flere nejbevægelser, som ikke har del i ansvaret for den daglige politik i Danmark, vågner af dvale hver gang en afstemning udmeldes.

Personligt er jeg imod, at der blev udskrevet folkeafstemning om EU-spørgsmål. Det må det repræsentative demokrati tage sig af, som det tager sig af alle andre vigtige politiske sager for landets ledelse. Hellere afgørelser via det repræsentative demokrati, end de skingre argumenter, der tager til i styrke, efterhånden som afstemningen nærmer sig. Som vælgere kan vi så straffe eller belønne de valgte medlemmer af Folketinget for deres handlinger og argumenter, når den almindelige valgdag oprinder.

Men realistisk set må jeg nok erkende, at det ikke lader sig gøre at løsne borgernes kontrol med EU-udviklingen ved at fjerne muligheden for folkeafstemninger. Den grundlovsændring, dette vil kræve, kan ikke vindes.

Der er altså her tale om at lægge op til en fair deal mellem på den ene side det store flertal i Folketinget, der normalt stemmer ja og på den anden side det flere gange markerede nej-flertal i befolkningen.

Jeg så helst at det flertal i folketinget og dermed det repræsentative demokrati, der normalt går ind for at overlade fællesskabet beføjelser over de områder, hvor et enkelt lille land ingen selvstændig indflydelse har, afgøre den slags sager. Men i praksis viser det sig hver gang, at det valgte Folketing bliver bange for vælgerne og udskriver en folkeafstemning. Fordi vælgerne bekymrer sig for om EU vil ødelægge vores dejlige samfund.

Kompetencekatalog

Men lad os så prøve at finde en vej, hvor vælgerne ikke får grund til at bekymre sig om EU vil ødelægge vores samfund. Jeg vil derfor foreslå, at vi skal arbejde for, at der i EU’s traktater indbygges et ”kompetencekatalog”, der beskriver hvilke politikområder, EU skal og kan tage sig af og hvilke, der fortsat skal høre til hos medlemsstaternes myndigheder.

Indførelse af et sådant kompetencekatalog i traktaten vil kunne bidrage til at fjerne nogle af de mest udbredte forestillinger om, hvilke nære forhold i dagligdagen, der kan tænkes at blive overladt til EU. Tænker vi tilbage til den folkeafstemning, der handlede om den fælles valuta, så vi, hvordan der blev rejst tvivl, om politikområder som folkepensionen, folkeskolen, bistandsydelser m.m. ville ende som fællesskabspolitikker.

Et EU-kompetencekatalog kunne altså overvejes som en afklaring af, hvad der i hvert fald ikke vil blive inddraget under fællesskabets politikker. Og som indledning til arbejdet med at få det samlede EU til at vedtage en afgrænsning af, hvad EU skal kunne beskæftige sig med, kunne Folketinget vedtage en lov, der afgrænsede, hvad Danmark ville kunne overlade til fællesskabets beslutning.

Et sådan ensidigt dansk skridt til at fastlåse rammen for, hvor vi i fremtiden kan overlade beføjelser, ville måske umiddelbart af nogle kunne opfattes som en afvisning af Danmarks fulde deltagelse i EU. Imidlertid ville Danmark ikke være alene med en sådan national afklaring.

Således indeholder den tyske forfatning allerede bestemmelser, der begrænser Forbundsregeringens og Forbundsdagens muligheder for at afgive beføjelser til internationale organer, idet Forbundsdagen deler en række beføjelser med delstaterne. Ved flere lejligheder er det derfor hændt, at Tyskland ikke har kunnet tilslutte sig nye fælles regler, før Forbundsforfatningsdomstolen i Karlsruhe har afklaret spørgsmålet om sikring af delstaternes suverænitet. Canada og Australien har tilsvarende forfatningsregler.

Ideen med et kompetencekatalog vil være at indføre en sikring af, at EU ikke kan vedtage ting, der kræver overladelse af beføjelser på velfærdsområder som folkepension, personbeskatning, børns vilkår, ældreomsorg osv. Det er her, at danskerne føler EU som noget truende. Her skal vi selv have fat i den tykke ende af tovet.
På den anden side bør EU have kompetencen på grænseoverskridende områder, der ikke direkte vedrører indretningen af det danske velfærdssamfund, og som fordrer et forpligtende internationalt samarbejde. Det kunne f.eks. være områder som handel, forbrugerbeskyttelse og virksomhedsbeskatning.

Hvor ville så den aktuelle afstemning om forsvar skulle placeres i et EU-kompetencekatalog? Det skulle efter min mening placeres begge steder. Indretningen af det danske forsvar er et klart nationalt anliggende, medens militære aktioner, der logisk set ikke ville have mening som en ensidig dansk satsning (tænk blot på den ensomme danske fregat ud for Østafrikas kyst), skulle besluttes i EU.

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Danmark og Arktis

Højere inflation end længe – og hvad så?

Det franske præsidentvalg … og efter

Venstrefløjsalliance giver Portugal ny regering

Brug for et 1973-øjeblik for Europa’s energipolitik

Nordisk forsvarsforbund – en utopi

3F’s nye formand har et mantra: FÆLLESSKAB

Claus Deleuran og Arbejderbevægelsen