"Banditter, gule fagforeninger, fællesskab" - 3F har fået ny formand
3F har valgt ny formand, den tidligere forbundssekretær Henning Josephsen Overgaard. Han vil bl.a. prioritere det nære organisationsarbejde og slagsmålet med de gule fagforeninger højt
Af Irene Odgaard, medredaktør af Ny Politik og tidligere ansat i 3F
3F – Fælles Fagligt Forbund – kalder sig med pt 261.509 medlemmer ”Danmarks største og stærkeste Forbund”. På forbundets hjemmeside kan man også finde et alternativt bud på, hvad de tre F’er betyder, nemlig: ”FÆLLESSKAB. FÆLLESSKAB. FÆLLESSKAB.
Ordene ligger tydeligvis godt i munden på 3F’s nyvalgte formand, Henning Josephsen Overgaard. Det kunne man høre, da han med disse ord sluttede både sin takketale til den ekstraordinære kongres i april, som med stående akklamation valgte ham til ny forbundsformand, og sin debut som første majtaler fra hovedscenen i Fælledparken.
Begge steder blev talen godt modtaget; på kongressen var stemningen nærmest euforisk. Og lettet vel – det var en kedelig sag, at den tidligere forbundsformand Per Christensen måtte trække sig som forbundsformand i januar på grund af et afsløret dobbeltliv.
Tina Christensen, som måtte påtage sig formandshvervet efter Per, sagde da også, at man godt ville have været denne krise foruden, men omvendt: ”Vi brugte krisen til noget. Vi står sammen om stærke værdier i et stærkt fællesskab.” Og så takkede hun ellers forsamlingen for de resultater, der er skabt. Man mærkede fra kongressens begyndelse fællesskabet, i stort som i småt: I sangene, i det, at to fødselarer blandt de kongresdelegerede blev hjerteligt lykønsket fra talerstolen, og i og med både den afgående og den nyvalgte formand ikke sparede på takken til delegerede og tillidsrepræsentanter. For 3F er en demokratisk forening, og resultaterne er skabt af og gennem medlemmernes opbakning.
3F er derfor også en organisation, hvor der er langt til persondyrkelse - men man husker at sige ”tak, tillidsmand”. Det fik Henning Overgaard at mærke, da han var blevet valgt. De 728 delegerede rejste sig og klappede. De blev stående og klappede. Længe. Meget længe.
Henning Overgaard er tidligere frysehusarbejder fra Esbjerg Havn. Det var et hårdt fysisk arbejde, som Henning mindedes med et par ord om smede, der kunne glemme at smøre de kæder, arbejdsmænd skal have fat i for at få de tunge dyrekroppe flyttet - og så ”bander man smedene langt væk”. Men det faglige sammenhold var stærkt, og den 18-årige Henning blev budt velkommen af en tillidsmand, der satte ham ind i tingene. Det var dengang, det danske arbejdsmarked var langt bedre organiseret end i dag.
Det var også dengang, der var noget, der hed efterløn. I en samtale med Fagbladet fire dage før formandsvalget kunne Henning ikke mindes, at nogen frysehusarbejder i hans tid havde klaret at arbejde indtil pensionsalderen. De var nedslidte længe inden, så efterlønnen var et godt tilbud. Indtil den blev beskåret og siden afskaffet.
Den stigende pensionsalder, som blev følgen af Velfærdsforliget i 2006, har derfor gjort arbejdslivet utrygt for de mennesker, der har det hårdeste og mest nedslidende arbejde. I et portræt af formandskandidaten, som Casper Dall lavede for AvisenDanmark i februar, sagde Henning Overgaard: ”Jeg vil gerne måles på, at medlemmerne oplever en stærkere tryghed i deres arbejdsliv.”
Noget, der har skabt mere tryghed for 3F-medlemmer, er at det lykkedes ”med enorm kraft at få politikerne til at vedtage en Arne-pension”, som Henning sagde. På kongressen gjorde Henning det klart, de blå politikere, der vil afskaffe Arne-pensionen efter et folketingsvalg, ja, de skal forbi 3F og Henning først…”Og vi er klar til kamp!”
I kongrestalen talte Henning Overgaard også om et andet stolt øjeblik, ”hvor vi beviste, at vi er de stærkeste”. Det var den dag i Cirkusbygningen i maj 2017, hvor masser af 3F’ere kunne fejre, at statsminister Løkke Rasmussen forinden havde måttet droppe forhøjelsen af pensionsalderen. 3F havde igangsat en kampagne for en ”Fair pensionsalder”, og med rekordfart indsamlet over 217.000 underskrifter. 3F’s daværende formand havde formidlet en dialog mellem S-formand Mette Frederiksen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl. Begge ville gå imod forhøjelsen af pensionsalderen, så Lars Løkke havde ikke flertal. Henning benyttede kongrestalen til at ”takke hver og en af jer, der skrev under på kampagnen. Arne-pensionen er jeres fortjeneste.”
I Henning Overgaards kongrestale blev ordet ”arbejdere” flittigt brugt. Den nye formand kaldes 3F Classic: en fuldbefaren ølkasse-taler. En faglig kommentator mente efterfølgende, at ”Overgaard genopliver klassekampen”. Men helt sådan skulle det vist ikke forstås; i Fagbladet blev den nye formands tale citeret således:
”Det er ikke en kamp mellem arbejdsgivere og arbejdere. Overhovedet ikke. Det er en kamp mellem os, der vil det danske arbejdsmarked, og dem, der ikke vil.”
Og hvem er så det, der ”ikke vil det danske arbejdsmarked”? Det har Henning Overgaard stærke ord for: ”banditter”. I samtalen med Fagbladet blev han spurgt om, hvad han så som de største udfordringer i rollen som formand? Tre, svarede Henning: "den stigende pensionsalder, medlemsudviklingen, som skal vendes - og så er der det sammenrend af banditnetværk, der forsøger at splitte sammenholdet blandt arbejderne og underminere den danske model.”
Hvad den sidste udfordring angår, så skal fløjlshandskerne af. Både i forhold til de ”gule forretninger”, som ”sælger varm luft og løgne til danskerne”; ikke skaffer medlemmerne rettigheder til indflydelse på deres arbejdsliv; ikke forhandler overenskomster - og som 3F aldrig møder i de hjørner af arbejdsmarkedet, der i stigende grad er forrået; hvor den sociale dumping og arbejdslivskriminaliteten florerer og skal bekæmpes. Fløjlshandskerne skal også af i forhold til arbejdsgiversiden: I Hennings tid som tillidsrepræsentant og frysehusarbejder, indgik han aftaler, som begge parter var glade for: på gulvet fik man bonus og tog større ansvar for arbejdets tilrettelæggelse; det var både arbejdsgiver og ansatte glade for. I dag er organisationsprocenten og overenskomstdækningen slet ikke, hvad den har været. Den ny formands tilgang er, at ”vi er to ligeværdige parter, men kun én af dem bidrager til det danske arbejdsmarked. Budskabet til organisationer som DA, DI og Danske Erhverv er, at vi sammen skal passe på det danske arbejdsmarked - men det er kun os, der organiserer…. Til dem, der sidder med hænderne i skødet: Kan I så se at komme i gang! Nogen rejser verden rundt og roser den danske model, og når de så kommer hjem, så skider de den et stykke. De må bidrage – eller støtte os.”
Det er et budskab, Henning Overgaard sendte allerede dengang han stillede op som formandskandidat i februar. På to områder ville han justere fagforeningskursen:
”Vi skal prioritere indsatsen på arbejdspladserne højere. Og vi skal stille større krav til arbejdsgiverne om at løfte deres del af ansvaret for den danske arbejdsmarkedsmodel, for en bedre overenskomstdækning og en højere organisering af virksomheder og lønmodtagere.”
Første maj havde den nye formand et tilbud med i sin tale til en anden gruppe: ”de unge, der har stærke skuldre, men bærer nogle alt for tunge byrder på arbejdsmarkedet”. Henvendt til madbude, postbude, tjenere, opvaskere og andre med studiejob sagde han:
”Det er ikke din skyld, hvis vilkårene ikke er i orden. Men det er vores fælles ansvar, at de bliver det.” De unge blev inviteret med ind i fællesskabet på et gratis 3F studiemedlemsskab, så de kan mærke, hvilken forskel en fagforening kan gøre.I kongrestalen sluttede formanden med disse ord:
”Fagbevægelsens styrke kommer af vores evne til at organisere arbejderne i fællesskab. De politiske resultater, 3F har leveret siden sidste kongres – skal vi levere flere af. Og derfor skal vi have flere med i fællesskabet.
Organisering vil have højeste prioritet med mig ved roret – fordi vi vil et mere lige og retfærdigt Danmark.”
Inden taler og kongresvalg havde vi set en film – en reklamefilm vel – hvor de mennesker, Henning Overgaard nu skal repræsentere, i drømmesekvenser fik ordet. En kvinde, der gjorde rent i periferien af et mødelokale, hvor jakkeklædte mødedeltagere flokkedes om talerstolen, tænkte højt: ”Det er altid de samme mennesker, der taler. Hvis vi byttede et øjeblik - hvis jeg fik ordet, hvad ville jeg så sige? At det ikke er alle, der er blevet rigere af globaliseringen. At afstandene i samfundet er vokset.”
Da kongressen var slut, fik jeg mulighed for at stille Henning et par spørgsmål. Det var et brag af en tale, han havde holdt, så jeg spurgte:
Jeg kunne næsten høre Hardy Hansen i noget af det, du sagde: Du talte om værdighed og det at have en stemme på arbejdspladsen – også om uddelegering af ansvar og kompetence, som du selv har været med til. Er vi tilbage til noget med ”demokrati på arbejdspladsen? Er det demokratiet, vi skal mobilisere på?
Og Henning svarede:Jeg tror Hardy passede til sin tid, og jeg passer til den tid, der ligger foran os nu. Men ja: der er noget med værdighed, der er noget med lighed, der er noget med det, at man har en demokratisk stemme, som ansat på sin arbejdsplads. Det er helt naturligt for mig, og når jeg adresserer det i dag, så er det jo simpelthen fordi jeg har oplevet gennem hele mit arbejdsliv, at den trygge platform, som jeg i sin tid trådte ud på på arbejdsmarkedet - den er stille og roligt blevet eroderet. Og det går selvfølgelig ikke. Så det handler om genopretning, og på den måde passer dit billede måske godt nok. Men: Hardy passer til sin tid, og jeg passer til min tid.
Og ja, jeg skulle selvfølgelig have vidst bedre end at bruge et udtryk som ”tilbage til” i mit spørgsmål… En formand ser fremad. Hennings formandstid er en anden end Hardy Hansens var. Europa er i krig, og tusinder af ukrainske flygtninge strømmer ind på det danske arbejdsmarked. Hvor vi, som Henning sagde første maj, ”naturligvis har åbnet vore grænser for dem. De skal have den nødvendige hjælp. Og adgang til at arbejde på danske vilkår. Ikke på dumping-vilkår.”
Formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, holdt ikke sin første maj-tale på Fælleden i år, sådan som Henning Overgaard gjorde. Men det budskab, hun afleverede i sin tale i Odense, var sikkert et af de tiltag, den nye 3F-formand hilser velkommen i kampen mod social dumping: En forstærket og fælles myndighedsindsats i kontrollen med arbejdsklausuler m.m. for at sikre ordnede forhold på arbejdsmarkedet.
Ikke mindst af hensyn til de sårbare krigsflygtninge fra Ukraine, som 3F i øjeblikket samler ind til og prøver at sikre danske vilkår på arbejdsmarkedet. Hvad det angår, så kunne Fagbladet 3F et par dage inde i maj afsløre, at vikarbureauer lige nu forsøger at skaffe ukrainere til rengøring og landbrugsarbejde til en løn, der ifølge arbejdsmarkedsforsker Jens Arnholtz er alt for lav: 70-85 kroner i timen. Ejeren af Arbejdsudleje, Andreas Kauders siger til bladet, at ukrainske krigsflygtninge ligesom alle andre må tage job, hvor lønnen svarer til evnerne.
"Medarbejdernes løn er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Vi sætter ikke lønningerne. Vi formidler arbejde mellem arbejdstageren og arbejdspladsen."
Ræsonnementet minder os om, hvorfor folk dannede fagforeninger, dengang industrialiseringen tog fart for halvanden hundrede år siden. Som maler Jens Jensen, der stiftede De Samvirkende Fagforbund i Danmark i 1898 udtrykte det: "Vi må begrænse konkurrencens ødelæggende kraft mod vor klasse”. Folk skabte fagforeninger for at få højere løn, en arbejdsdag, man kunne holde til, et bedre arbejdsmiljø, om muligt økonomisk tryghed i forbindelse med arbejdsløshed, sygdom, ulykker og alderdom. Og for at opnå værdighed: få rettigheder og få en stemme i eget arbejdsliv.Under stiftelseskongressen i 1898 udtalte maler Jens Jensen: ”Den armé, vi skaber, må være stærk og fast, thi den skal erobre en verden, og den må være demokratisk ordnet, thi den skal udvikle mennesker”.
Nu taler de ”gule forretninger” om tættere samarbejde – måske en hovedorganisation? Men demokrati på arbejdspladsen ved de ikke, hvad er. Krifa’s udspring, Kristelig Dansk Fællesforbund blev dannet under den store lockout og arbejdskamp i 1899 for at forsvare strejkebrydernes ret til at være strejkebrydere, og de angreb det ”antikristelige og socialistiske fagforeningstyranni”. Her er der intet nyt under solen: nu siger Krifa bare ”fagforeningsfrihed” i stedet for ”fagforeningstyranni”. I Krifa kan man for en billig penge få ”en livline” eller en ”sparringspartner og ekspert i arbejdslyst”. Men ikke et fællesskab. Og slet ikke et kampberedt fællesskab. Henning Overgaard og 3F løber vist ikke tør for udfordringer lige foreløbig. God vind til ham og 3F.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Danmark og Arktis
Højere inflation end længe – og hvad så?
Det franske præsidentvalg … og efter
Venstrefløjsalliance giver Portugal ny regering
Brug for et 1973-øjeblik for Europa’s energipolitik