Højere inflation end længe – og hvad så?
Vi har i de sidste mange år haft overraskende lav inflation. Derfor betyder de stigende priser nu, at vi skal vænne os til en ”ny” virkelighed, som dog har været hverdag tidligere
Af Frederik I. Pedersen, cheføkonom, 3F
”Inflationen banker i vejret”. Det kunne nemt være overskriften på dette indlæg. Faktum er nemlig, at den årlige stigning i det såkaldte forbrugerprisindeks i marts 2022 lå på hele 5,4 pct. Det er ikke set højere i over 36 år, siden maj 1985. Noget handler om stigende energipriser, men det er ikke længere kun forklaringen. Priserne er generelt begyndt at stige mere, end vi har set i mange år.
Vi har således i en længere periode været vant til en ultralav inflation, efter 2012 har den nemlig ligget mellem 0 og godt 1 pct. Det er et godt stykke under de 2 pct., der normalt tænkes på som ”normalen,” og det inflationsmål som den Europæiske Centralbank (ECB) styrer sin pengepolitik efter.
Den lave inflation har overrasket, fordi der ellers gennem flere år har været godt gang i økonomien både herhjemme og i udlandet. Når der er gang i efterspørgslen og økonomien og arbejdsløsheden falder, vil inflationen normalt trækkes i vejret, men det skete ikke. Ikke før efter corona-pandemiens seneste etape. Årsagerne til den lave inflation før Corona-krisen er ikke krystalklare. Nationalbanken har dog i en helt ny analyse et bud på, at den afdæmpede inflation indtil da, kan skyldes lav konkurrence mellem virksomheder, som skal ansætte nye medarbejdere. Der har ifølge analysen således været en nedgang i dem der skifter job direkte fra beskæftigelse - ikke mindst med henblik på, at et sådan jobskifte ofte er forbundet med en højere løn.
Pandemi afløst af stigende energipriser
Da Coronapandemien ramte blev også dansk økonomi sat i bakgear igen, og inflationen var i foråret 2020 helt nede omkring nul pct. – altså ingen prisstigninger. I takt med at der kom styr på smitten, og økonomien åbnede igen – oven på de store nedlukninger – kom der så rigtig godt gang i væksten igen. Ikke kun i Danmark, men i det meste af verden.
Efterspørgslen steg altså markant på samme tid mange steder i verden og det pressede priserne op, herunder på energi, der samtidig var påvirket af mindre vind og en særlig kold vinter sidste år. Der også et pres på forsyningskæderne, som var slået tilbage under Corona, men også på tidspunkt af et skib, der lå på tværs i Suez-kanalen. Det blev derfor også markant dyrere at transportere varer på tværs af verden. Så mange faktorer kom samtidig i spil på både udbuds- og efterspørgselssiden, der entydigt trak priserne op.
Allerede i efteråret 2021 begyndte energipriserne således at stige, og i december 2021 lå prisen på elektricitet, gas og andet brændsel næsten 25 pct. højere, end året før. Energipriserne faldt så lidt tilbage i starten af 2022. Men efter Rusland invaderede Ukraine i slutningen af februar, begyndte energipriserne at stige igen. Prisen på elektricitet, gas og andet brændsel lå i marts 34 pct. højere, end året før, mens prisen på natur- og bygas er steget med hele 85 pct.
De voldsomt stigende energipriser er dermed en afgørende forklaring på den høje inflation. Men vi ser nu også, at forbrugerpriserne ekskl. energi er begyndt at stige med nogle vækstrater, som vi skal tilbage i tiden før finanskrisen for at finde højere.
Virksomhederne rammes nemlig også af stigende energipriser, ligesom andre forsyningsproblemer (eller frygten for fremtidige forsyningsproblemer) har skabt prisstigninger på en lang række andre råvarer. Stiger energi-regningen markant i butikken, på cafeen, på fabrikken, eller hvor det nu end måtte være, får virksomhederne forøget deres produktionsomkostninger. Den regning vil de så vidt muligt forsøge at få dækket ind via prisstigninger til slutforbrugeren.
Truende ledighed
De stigende priser rammer således økonomien negativt ad flere kanaler.
Stigende priser på energi og råvarer mv. øger virksomhedernes omkostninger. Det vil medføre højere priser generelt, da virksomhederne kun midlertidigt vil betale de øgede omkostninger fra deres overskud, fra deres profit.
En anden effekt er, at husholdningernes udgifter stiger til at opvarme deres huse, tanke deres biler osv. Husholdningerne vil i det lys forsøge at mindske deres forbrug af energi, men en stor del af energiforbruget er ikke nemt at reducere, når man ikke ønsker at fryse, er afhængig af bilen til og på arbejdet, ligesom køleskabet nu engang skal være tændt for at køle madvarerne. For given indkomst vil de stigende energipriser betyde, at forbrugerne må skære ned andre steder – altså på andet forbrug. Og her er priserne som sagt også mange steder begyndt at stige mere end tidligere.
De højere priser betyder derfor mindre efterspørgsel fra forbrugerne og – afhængig af konkurrenterne – også fra udlandet. Stigende priser giver altså mindre efterspørgsel og kan betyde, at virksomhederne må mindske deres produktion og ansætte færre eller ligefrem afskedige. Det vil give færre i beskæftigelse, hvilket giver yderligere lavere efterspørgsel end ellers, fordi færre beskæftigede/flere arbejdsløse giver en mindre indkomst til forbrug i samfundet som helhed.
AE har tidligere beregnet, at alene de stigende energi-priser i år vil kappe 1 pct.enhed af væksten, ligesom beskæftigelsen påvirkes negativt med op til 13.500 personer.
Stigende energipriser virker således på to fronter til at sænke efterspørgslen og med afledte priseffekter til andre varer og tjenester kommer der yderligere negative effekter oven i.Højere renter
En tredje effekt er renterne, der er begyndt at stige som følge af den øgede økonomiske aktivitet og den stigende inflation. Der er godt nok ikke sket noget med de helt korte renter endnu. De styres nemlig af centralbankerne og i EU af ECB, der sætter den for at holde inflationen omkring de 2 pct., der er målsætningen.
Centralbankerne er i andre lande begyndt at øge de såkaldte styringsrenter, mens ECB af andre hensyn, herunder Corona, endnu ikke har øget den. Danmarks Nationalbank påvirker og fastsætter herhjemme den korte rente, så vores faste valutakurs følger Euroen.
Det er derfor, at den helt korte rente, som folk typisk får for deres opsparing i bankerne, fortsat er negativ. Men det varer formentlig ikke længe. I økonomisk teori siger man, at udviklingen i lange renter afspejler forventninger til fremtidige korte renter plus en ”risikopræmie”. Sidstnævnte afspejler kompensation for den risiko, som en investor har ved at investere i obligationer med lang løbetid, frem for obligationer med kort løbetid.
De lange renter er steget markant her i 2022, hvilket netop afspejler forventningen om, at også de korte renter skal i vejret. Hvor renten på det foretrukne 30-årige boliglån sidste år var ½ til 1 pct. taler vi nu 3½ pct., hvis man skal låne til køb af en bolig. Også flekslån med f.eks. 3 eller 5 års løbetid er steget markant i rente.
Det bliver altså dyrere at låne, og det bliver dyrere for dem med flekslån at forlænge låneperioden. De stigende renter vil derfor ikke alene sætte sig negativt i boligmarkedet, men det vil også bremse fremgangen i efterspørgslen helt generelt, fordi mange nu skal bruge flere penge på deres rentebetaling.
Købekraft under pres
Den økonomiske betydning af den høje inflation vil vi også snart kunne aflæse i den såkaldte reallønsudvikling. Den sætter lønstigningerne i forhold til inflationen. Stiger lønningerne mere, end hvad priserne stiger (inflationen), så øges købekraften af lønningerne, og der er reallønsfremgang. Det betyder kort sagt, at den løn man tjener, kan købe endnu flere og/eller bedre varer og tjenester. Er det modsatte tilfældet, at inflationen er højere end stigningerne i lønnen, er der reallønstilbagegang og købekraften af den løn man får af at gå på arbejde falder.
Vi har i en lang årrække set stigende reallønninger, men med en inflation i 1. kvartal 2022 på knap 5 pct. og lønstigninger på forventet 3½-4 pct. er der udsigt til et mærkbart fald i reallønnen.
Men mens mange lønmodtagere har mulighed for at forhandle højere lønninger hjem hos chefen, så reallønsfaldet bliver formindsket, ser det anderledes ud for modtagerne af overførselsindkomst f.eks. kontanthjælps- eller dagpengemodtagere, førtidspensionister m.fl.
Her er ydelsen for hele året allerede lagt fast, og i år stiger ydelsen for langt de fleste på overførselsindkomst kun med 0,15 pct. Det er en rekordlav regulering, der med den høje inflation vil betyde en kæmpe nedgang i købekraften for disse personer.
Kigger man f.eks. på den maksimale dagpengesats er den i år kun opreguleret med 29 kr. om måneden. Hvis inflationen for hele 2022 holder sig på 4½-5 pct., får modtagerne af dagpenge således en nedgang i købekraften på omkring 4½ pct. Faktisk steg inflationen også sidste år mere end dagpengene, hvorfor der er fald i den reale værdi af dagpengene to år i træk. Står inflationsprognoserne til troende, vil købekraften af dagpengene være faldet med samlet ca. 5,2 pct. i 2021 og 2022. Det bevirker, at købekraften af dagpengene er banket tilbage til, hvor den lå et sted mellem 2012 og 2013 – altså mindst 9 år.
Det er bl.a. i det lys – samt den kendsgerning, at de laveste indkomster bliver ramt relativt hårdt af de stigende priser; ikke mindst energi-priserne som det kan være svært at undvige – at regeringen med opbakning fra bl.a. støttepartierne har valgt at ville sende en varmecheck til husstande, der er ramt af høje prisstigninger; primært husstande, der er gasopvarmet.
Nu foreslår regeringen så også en ekstra midlertidig hjælp til folkepensionisterne med de laveste indkomster, og at transportfradraget sættes op. Støttepartierne har ønske om, at andre lavindkomstgrupper i samfundet også skal have en hjælpende hånd, og så er forhandlingerne i gang.Debat om håndsrækning
Flere økonomer advarer dog mod denne form for hjælp: Nogle, fordi de mener, at der er tale om ekspansiv finanspolitik, som vil skubbe yderligere bag på en økonomi, der i forvejen er presset op i det røde felt med høj beskæftigelse og lav ledighed. De mener så, at man med yderligere hjælp risikerer at skubbe endnu mere til den stigende inflation. Andre økonomer slår på, at det er uansvarligt i forhold til de finanspolitiske regler, fordi hjælpen skal betales med øget gæld.
Hvad angår det sidste, er det ikke korrekt, da vi har overskud på de offentlige finanser, og da hjælpen er midlertidig. Hvad det første angår, er det rigtigt, at en yderligere hjælp isoleret set vil skubbe positivt til den økonomiske aktivitet.
Men det skal selvfølgelig ses i forhold til, hvor meget de stigende energi-priser, den generelt stigende inflation og de stigende renter bremser økonomien. De borgerlige partier har f.eks. luftet ideen om at der skulle uddeles skattelettelser for at kompensere for de stigende energi-priser.
Ifølge Finansministeriet vil de borgerliges forslag indebære en udgift for statskassen på op til 38 mia. kr. I det lys vil regeringens forslag om at hjælpe med yderligere ca. 3 mia. kr. ikke ændre mærkbart på den økonomiske vækst, og det er næppe noget, som vil blive omsat til mange promillers øget inflation.
Heldigvis står dansk økonomi bom-stærkt. Vi er et af de lande, der har klaret os bedst gennem corona-krisen: Beskæftigelsen er rekord-høj, arbejdsløsheden er meget lav, der er overskud på de offentlige finanser og enorme overskud på vores handels- og betalingsbalance.
Det store og bekymrende spørgsmål er, om vi kan ende i en situation med såkaldt stagflation – altså relativt høj inflation uden synderlig vækst og med stigende arbejdsløshed. Det er der ikke noget, der tyder på lige nu. Forventningerne til økonomierne både herhjemme og i udlandet peger stadig på fremgang, og på at inflationen vil normaliseres de kommende år.
Som altid er der dog mange ubekendte spørgsmål, især internationalt, som kan påvirke den økonomiske udvikling. Politikerne må derfor tage bestik af den mest sandsynlige udvikling, og det er, hvad regeringen har gjort med initiativer til en målrettet, begrænset økonomisk håndsrækning.
Hvordan måler man, hvor stor inflationen er?
I Danmark måles inflationen som den procentvise årlige stigning i forbrugerprisindekset, som Danmarks Statistik udarbejder. Forbrugerprisindekset opgøres på baggrund af ca. 25.000 priser, der indsamles fra ca. 1.800 butikker, virksomheder og institutioner over hele landet.
Priserne på de enkelte varer og tjenester indgår i forbrugerprisindekset med en vægt, der er baseret på deres andel af det samlede forbrug. Så prisændringer på varer og tjenester, vi forbruger meget af, vil veje tungere, end prisændringer på varer og tjenester, vi kun bruger lidt af. Vægtgrundlaget er baseret på opgørelsen af det private forbrug ifølge Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelser og Nationalregnskabet.
Forbrugerprisindekset giver derved et mål for den gennemsnitlige prisudvikling på de forbrugsvarer og tjenester, som vi køber.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Danmark og Arktis
Det franske præsidentvalg … og efter
Venstrefløjsalliance giver Portugal ny regering
Brug for et 1973-øjeblik for Europa’s energipolitik
Nordisk forsvarsforbund – en utopi
