Nr. 2 - 2024

Boganmeldelse

 

Borgerlig krise

Af Christian Egander Skov
Gyldendal
280 sider
Pris ca. 300 kr

Anmeldt af Mogens Havnsøe Petersen

Blandt de borgerlige debattører dukker Christian Egander Skov op som en af de skarpe. I slutningen af 2022 udgav han sin debatbog “Borgerlig krise”. Den forholdsvis unge historiker (under 40 år lidt endnu) går både meget ideologisk og konkret til værks. Ifølge ham skal borgerlighed hvile på tre ben, som skal være nogenlunde lige lange. Konservatisme som det ene, liberalisme som det andet og ikke mindst det folkelige.

Hvis konservatismen alene bliver et spørgsmål om at skue bagud og hylde det uforanderlige, så er borgerligheden gået galt i byen. Bliver det liberalismen der hersker, så bliver der for meget lad falde hvad ikke kan stå, og respekten for det bestående bliver for lille. Frasiger man sig folkeligheden, så efterlader man de såkaldt almindelige mennesker på perronen og lægger dem i hænderne på populismen.

Med i denne egentlig ret enkle analyse ta’r han i “Borgerlig krise” de fleste af partierne på borgerlig side under behandling. Den er skrevet før valget, før Søren Pape døde og før Jakob Ellemann forlod dansk politik, men bogens konklusioner er holdbare, for det eneste de borgerlige partier kan blive enige om er at ville have Mette Frederiksen ud af statsministerkontoret.

Det folkelige har Inger Støjberg på populistisk vis erobret med sine airfryere og ingen politik andet end nej til CO2-afgift. Dansk Folkeparti prøver at appellere til samme segment, men kun med mindre held, deres formands hang til bourgogne og opera er al ære værd, men vil af de fleste blive betragtet som elitær.

Når det gælder konservatismen, er Konservative måske ved at finde mere på plads. Pape kørte stort set den samme båndsløjfe som Vanopslagh, hvor massivt mindre skat automatisk ville medføre mere frihed uanset omkostningerne på bl.a. sundhedsvæsenet.

Venstre er jo gået med i en socialdemokratisk ledet regering, og selvom partiet slår sig lidt i tøjret og jævnligt kommer med særmeldinger, så arbejder de rimeligt sammen med socialdemokraterne.

Christian Egander Skov ofrer ikke ord på Moderaterne, og det har nok noget med udgivelsestidspunktet at gøre. Det bliver spændende at høre ham bedømme Lars Løkke Rasmussen evner til at være politisk kamæleon.

Bogen er lidt tung at læse, men er man politisk nørd, vender siderne sig selv.  

 

Til forsiden


Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Alt er ændret, alt er det samme

Hvad er recession

Udvidelse af EU? Hvad kan vi forvente?

Ja, Ole Stavad, noget må gøres, men hvad og af hvem?

Magtbrynde

Med tog i Europa – en historie

Revisionssager på vej

Boganmeldelser:

Historien som våben

Den uventede advokat

Klanerne

Det hærdede stål