Nr. 2 - 2024
Ja, Ole Stavad, noget må gøres, men hvad og af hvem?
Af Wedel Christensen, VF, Cand. pæd. almen
I Ny Politik 1-2024 rejser Ole Stavad problemet om det truede demokrati i Danmark, da også især Socialdemokratiets partiforeninger er i gang med at dø med deres aldrende medlemmer.
Ole siger, at partiet har svært ved at finde kandidater. Jeg ville sige, at partiet har svært ved at finde ”de rigtige” kandidater. De, som ikke bare vil være noget og leve af det, men for det. Som også har erhvervserfaring fra andre steder end deres studietid som ”nem arbejdskraft”, ”kommunikation med mennesker” eller uforpligtende organisationsarbejde o. lign. Eller mennesker, der er produktet af tidligere socialdemokraters ambition om at give deres børn en boglig uddannelse, uden den fysiske og anden nedslidning, de selv og deres miljø har været offer for. Jeg læser, at han efterspørger en udfordring af mental og fysisk evne, der skal have været til stede for at fortjene andres tillid, uanset personens bedste hensigt, tro og ønske. Altså én eller anden professionel baggrund. Den antages (!) ude i offentligheden at være karakterdannende til en ”god karakter”. Jeg læser Ole som, at det bla. også er derfor, han beder partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse om ”at gøre noget”.
Men hvad og hvordan? Som meget menigt partimedlem vil jeg komme med et par motiverede ideer. Jeg bryder det hierarki, Ole anråber af gammel vane? Og som han påviser har fejlet!
- Partiet kunne tage partimedlemmernes diskussions- og videnslyst alvorlig.
- Dels ændre partiets centrale netværksgruppers muligheder for diskussion til andet end et Facebook-lignende format; så der også blev mulighed for vidensformidling mellem deltagerne – og ikke som nu, blot mere eller især mindre artikulerede kommentarer.
Dels bruge netværksgrupperne til andet end minister- og ordførerorienteringer om, hvad der nu er socialdemokratisk politik for den video-måbende, tilmeldte forsamling.
Der skal etableres politikudvikling for medlemmerne. Som nu, er den reelle envejskommunikation derimod med til at befæste den officielle påstand, som Ole bringer frem: Hvis man er i et parti, er man inhabil og har farvede holdninger. En partisoldat. For man har ikke reelt diskuteret sin egen holdning – kun blevet overbevist, og sjældent blevet klogere.
Jeg selv har oplevet med kritiske spørgsmål at blive sat ”på venteliste” permanent af ordstyreren (frygtsomt?), så der kunne blive plads til ordførerens uskyldige svar. Derfor deltager jeg ikke længere i den slags informationsmøder igen. Jeg oplever dem som ”befalingsudgivelse”.
- Indtryk af mere åbenhed og diskussionslyst kunne ligeledes gives ved, at den lokale MF’er i sine lukkede orienteringer fx sagde ”…jeg havde helst selv set…” og så forklare, hvorfor det ikke blev sådan. Det oplevede jeg som kreds- og foreningsformand for 40+ år siden i Vejle. Mon ikke partimedlemmer i dag kan forstå mere end maskiner? I dag har jeg tydeligt indtryk af, at MF-gruppen er uhyre meget disciplinere. Partimedlemmer har ikke følelsen af, at de er med i noget, men mere er læsere på SoMe. Og så anbefales ellers de åbenbart gamle oplevelser med personlige, men politiske, kaffemøder til interesserede ”nørder”, konferencer med mere personlige politiske diskussioner, eller blot besvare de mails fra partimedlemmer, som ordførere eller udvalgsmedlemmer får – og helst mere end tre besvarelser! så der kan komme lidt hvorfor-diskussion. Det får medlemmer til at føle, at de bruges til andet end til at løbe på trapper og hænge plakater op i kampagner.
- Det vil naturligvis være svært for etablerede tillidsfolk eller ansatte, at ændre partiet til mere åbenhed for hele offentligheden. Der følger straks journalister og angreb på de etableredes vurderingsevne med. Men der kan dog gøres noget synligt, der imødekommer offentligheden: Ved anvendelse af eksempler at forklare, hvorfor partiet fx ikke bryder sig om de forskellige borgerforslag, som partiet er med til at nedstemme i Folketinget. Fx ”mørklægningsloven”. Anvendelse af eksempler giver erfaringsmæssigt og teoretisk den bedste læring, når forklaring af abstrakt art ikke er nok!
- De eksempelvise forklaringer stiller i andre sammenhænge end offentlighedsloven ofte krav om vore tillidsfolks erhvervserfaring. Det er klart for alle (der har denne), at mange tillidsfolk derfor ikke når mange vælgeres forudsætninger i umiddelbart forståelige ord. Min fra barnsben væsentligste årsag til partimedlemsskab var udvikling af min viden, hvor sproget så kom med. Så det forhold skal ændres hos vore tillidsfolk ved interne skolinger, trods det almene skolesystems udvikling. Sprogets afsmitning og begrebsdannelse går begge veje.
Det er i sagens natur ikke længere nok fx at sige, at Socialdemokratiet er et arbejderparti. Det er en påstand, med de tillidsfolk og de yngre medlemmer, partiet har. Følgen bliver tydeligst for offentligheden, at det er den betalte karriere, der lokker som politiker. Det ses fx som hurtig etablering af nye partier, partihoppere m.m. Den diversitet af medlemmer, som Ole med mange af os mangler, ser vi hovedsageligt findes i individuelt orienterede erhvervsmiljøer, hvor man pådrager sig et individuelt ansvar – i modsætning til ”det kollektive”, hvor den enkeltes vurderingsevne ikke udsættes for offentlighedens kritik. Partimedlemmer skal gives mulighed for at udvikle sig på baggrund af deres medbragte professionelle faglighed.
Jeg håber, at vor partiledelse vil påvirke vort parti til mere individuel orientering, individuel viden, mindre kollektiv institution (fx antal ansatte), mere diversitet med erhvervserfaring (folkelighed). Ellers fortsætter vi nedturen mht. aldersproblemet, og også mht. ”karakterproblemet” for tillidsfolkene. Jeg ønsker ikke igen på en partigeneralforsamling at høre formanden sige, at det er en privatsag, om man har betalt kontingent. (Og dermed har stemmeret til opstilling!).
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Alt er ændret, alt er det samme
Udvidelse af EU? Hvad kan vi forvente?
Med tog i Europa – en historie
Boganmeldelser: