Nr. 2 - 2024
Magtbrynde
Er de bevarende lokalplaner til hinder for den grønne omstilling? Noget tyder på det. I hvert fald har Teknik- og Miljøforvaltningen i København en formalistisk brug af lokalplaner som hindrer brug af byggematerialer som kunne fremme den grønne omstilling af ældre boligbyggeri.
Af Søren Thomassen
I perioden 1991 til 1996 udgav Skov- og Naturstyrelsen en serie publikationer (Bydelsatlas) der i væsentlige træk dokumenterer den københavnske arkitektur og klassificerer alle bygninger opført før 1940 samt udvalgte bygninger opført i 40’erne og 50’erne.
Bydelsatlasene blev udarbejdet sammen med Københavns kommune, de vurderer alene arkitekturen og ikke den enkelte bygnings historie. De blev grundlaget for udarbejdelse af lokalplaner som skal bevare bygningsarkitekturen som den oprindelig var ment af arkitekten.
I Københavns kommune blev der lavet lokalplaner som bestemte hvordan bygningerne og kvarterer kunne bevare deres oprindelige udtryk og hvor dette ikke var tilfældet, f.eks. hvis der var sket udskiftning af vinduer, f.eks. trævinduer udskiftet med plast- eller aluprofilerede trævinduer eller tage med vingetegl som var udskiftet med betontegl, så skulle disse tilbageføres til oprindeligt. Vinduer skulle være lavet af træ med et lag planglas og kitfals og være malede med en heldækkende maling og tagene skulle være tegl.
Søren Pind reagerer
Fra 1998 til 2005 var Søren Pind Bygge- og teknikborgmester i Københavns kommune og i begyndelsen af hans borgmestertid begyndte udarbejdelsen af de bevarende lokalplaner. Det er ingen tilfældighed.
Som nytiltrådt borgmester havde Søren Pind formentlig et ønske om at markere sig som en handlekraftig politiker der ikke lå under for lunerne i forvaltningen. Beslutningerne i hans forvaltningen havde ofte karakter af ren og skær smagsdommeri som ikke var begrundet i lovgivning eller andre legale politiske beslutninger, f.eks. i lokalplaner.
Kort efter sin tiltrædelse traf Søren Pind en skelsættende beslutning der udstillede forvaltningens magtbrynde og smagsdommeri, men samtidig gav han medarbejderne i sin forvaltningen et magtinstrument i hænde som de nidkært har brugt lige siden uden indblanding fra politikerne på Rådhuset.
Arbejdernes Andels-Boligforening i København (nu Boligforeningen AAB) havde siden begyndelsen af 90’erne ansøgt Bygge- og teknikforvaltningen om godkendelse til at måtte udskifte eksisterende trævinduer til vedligeholdelsesfri aluminiumsprofilerede trævinduer i et par afdelinger på ydre Østerbro og hver gang fået afslag. Stadsarkitektens begrundelse var at der var tale om et alment boligbyggeri i Nyklassicistisk stil som var kendetegnende for 1920’ernes almene boligbyggeri og omtalt i Weilbachs Kunstnerleksikon (4 linjer og så var de netop blevet klassificeret som bevaringsværdige i Bydelsatlaset for Østerbro.
Det var begrundelse for afslaget slet og ret!
Magtfuldkommenhed
Boligforeningen havde gentagne gange bragt dets ansøgning op overfor skiftende borgmestre i Bygge- og teknikforvaltningen, herunder også Søren Pinds forgænger, Bente Frost, og da Søren Pind blev borgmester forsøgte AAB igen.
I modsætning til sine forgængere lå Søren Pind ikke under for sine embedsmænds luner.
Søren Pind er i bund og grund et frihedselskende menneske og hvis der ikke var regler der regulerede f.eks. byggeri, så skulle kommunen, efter hans opfattelse, ikke blande sig i ejerens dispositioner.
Søren Pind ville også have bragt sagsbehandlingstiden ned i den forvaltning han nu var blevet politisk chef for. Dengang kunne det ofte tage 10-15 år at få et byggeandragende igennem forvaltningen.
Han mente ikke at forvaltningen skulle beskæftige sig med uvæsentlige ting og slet ikke med noget der ikke var reguleret af lovgivning.
På et møde med AAB, kort efter han var tiltrådt som borgmester, fastslog han kort og godt, at eftersom der ikke var en lokalplan for de to afdelinger, kunne AAB gå i gang med vinduesudskiftningerne.
Mødet tog under 5 minutter og endte med at Søren Pind rejste sig og ønskede AAB held og lykke med projektet og så gik han.
Det må siges at være en begmand af format (eller magtdemonstration) til forvaltningens embedsmænd med stadsarkitekten i spidsen.
De var lamslåede, men ikke forslåede, for i løbet af en uge fik de udarbejdet et forslag til bevarende lokalplan for Christiansmindevejs-kvarteret på Ydre Østerbro som havde opsættende virkning.
Det betød at AAB ikke kunne gennemføre vinduesudskiftningerne i de to afdelinger, så længe lokalplansforslaget var til høring og under politisk behandling i Borgerrepræsentationen og lokalplanforslaget lagde op til at det heller ikke skulle blive muligt efter en politisk vedtagelse.
Denne afgørelse indankede AAB for Naturklagenævnet som gav AAB medhold.
Naturklagenævnet mente at Søren Pinds havde givet en begunstiget forvaltningsakt da der ikke forelå en lokalplan eller et lokalplanforslag og at fremsættelsen af lokalplanforslaget umiddelbart efter forvaltningsakten var givet, skulle ses som en utilsløret magtfordrejning alene med det formål at forhindre vinduesudskiftningerne, så AAB kunne derfor lovligt gennemføre disse.
Det var så begmand nr. 2 til den magtfuldkomne forvaltning.
Magtinstrument
Siden har Borgerrepræsentationen vedtaget mange bevarende lokalplaner og de er i høj grad blevet brugt som et magtinstrument, stort set udelukkende over for ansøgninger fra almene boligorganisationer om f.eks. vinduesudskiftninger i deres ældre afdelinger (opført før 1960).
Forvaltningens muligheder for at håndhæve lokalplanerne eksisterer reelt ikke når der er tale om privat boligbyggeri, ejerboliger eller private andelsboliger, men kun overfor almene boligorganisationer.
Og hvorfor så det?
Det private boligbyggeri, ejerboligbyggeriet og de private andelsboliger behøver reelt ikke søge Miljø- og teknikforvaltningen om tilladelse til f.eks. vinduesudskiftninger, opsætning af altaner osv. i bevaringsværdigt byggeri selvom det er omfattet af en lokalplan.
I det almene boligbyggeri forholder det sig anderledes, for her er det kommunalbestyrelsen der skal godkende huslejeniveauet og godkende at der kan optages lån til projektet, så derfor skal den almene boligorganisation søge kommunen om bl.a. byggetilladelse osv. at den gives aldrig af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns kommune.
Endelig kan en kommunalbestyrelse beslutte at sætte en almen boligorganisationer under skærpet tilsyn eller administration hvilket betyder at kommunen overtage administrationen af boligorganisationen og reelt træffe alle beslutninger i denne, herunder også de beboerdemokratiske.
Det kan kommunalbestyrelsen ikke i i forhold til privat boligbyggeri, ejerboligbyggeri eller private andelsboliger. Her kan kommunalbestyrelsen højest give et påbud om tilbageførsel og indgive en politianmeldelse hvis den ikke bliver efterlevet. Det sker aldrig i sager om f.eks. vinduesudskiftninger, opsætning af altaner osv. bl.a. fordi kommunalbestyrelsen/Teknik- og Miljøforvaltningen kun sjældent får kendskab til det når det er sket og at man virkelig skal være feinschmecker for at kunne se forskel på f.eks. et aluminiumsprofileret trævindue med termorude og et trævindue med enkeltlag glas og kitfals medmindre man står et meter fra vinduet.
Sanktionerne overfor almene boligorganisationer er altså langt alvorligere.
Lokalplan nr. 336
Den 11. april 2001 bekendtgjorde Københavns kommune lokalplan nr. 336.
Det skete næsten præcis 3 år efter Søren Pinds forvaltningsakt. På det tidspunkt var udskiftningen af vinduer i de to AAB afdelinger næsten færdig, så lokalplanen kunne ikke forhindre dem.
Hvad er det kritiske i disse lokalplaner som kan være til hinder for den grønne omstilling?
Af lokalplan nr. 366 ”Christiansmindevej” fremgår blandt andet:
”I forbindelse med reparation, vedligeholdelse og eventuel udskiftning af bebyggelse i området skal materialernes kvalitet og den håndværksmæssige standard svare til den eksisterende bevaringsværdige bebyggelse, og arbejderne skal udføres efter følgende retningslinjer:
Vinduer skal være sidehængte, udadgående og af træ samt med sprosser som oprindeligt. Vinduer skal udføres i formater samt med dimensioner og inddelinger som oprindeligt. Vinduer skal gives en dækkende malerbehandling i hvid farve, og skal udvendig fremtræde med enkelt lag glas og kitfals (min understregning). Udskiftning til termoruder kræver Bygge- og Teknikforvaltningens godkendelse, hvorved der kan stilles krav til vinduernes udformning, herunder dimensioner på sprosser mv.(min understregning). Bygge- og teknikforvaltningen kan tillade vinduer udført i andre materialer end træ, såfremt de arkitektoniske og bevaringsmæssige værdier respekteres. Der må kun anvendes klart planglas. Ved fornyelse af allerede udskiftede vinduer skal disse efter Bygge- og Teknikforvaltningens nærmere godkendelse tilbageføres til den oprindelige form og udføres og behandles som ovenfor angivet (min understregning).
Der gives ikke megen mulighed for at anvende byggematerialer som kan medvirke til at reducere klimabelastningen i byggerier omfattet af en bevarende lokalplan, altså det ældre boligbyggeri.
Når vinduer, i henhold til lokalplanen, skal udføres i formater, dimensioner og inddelinger som oprindeligt, betyder det reelt at der ikke kan opsættes f.eks. termoruder.
Bl.a. dimensionen af midtersprosser i et Dannebrogsvinduer fra 1930 umuliggør det. De er simpelthen for spinkle til at kunne ”bære” en termorude der som bekendt består af mindst to lag glas.
Når der samtidig stilles krav om enkelt lag glas og kitfals, så bliver det helt umuligt at udskifte eksisterende vinduer med vinduer med termoglas. En termoruder er ikke med kitfals, men sidder i en gummefuge.
Groft sagt er de bevarende lokalplaner udformet så de varetager skønånder, uddannet på bl.a. Det Kgl. Kunstakademis arkitektskoles, kunstneriske tilgang til at de arkitektoniske og bevaringsværdige værdier respekteres. Det mener de åbenbart ikke kan ske ved at bruge moderne bygningsmaterialer der bl.a. lever op til nutidens krav om at reducerer udslippet af klimagasserne og reducere CO2.
Det bliver så helt grotesk med kravet om at vinduerne skal gives en dækkende malerbehandling i hvid farve.
Denne type vinduer, skal, for at de fremstår med en dækkende overflade, malerbehandles hvert 12-15 år.
Klimabelastningen ved vedligeholdelsen er stor. Det behøver man ikke at være ekspert for at kunne beregne. Men det er ikke sådanne beregninger der ligger til grund for Teknik- og Miljøforvaltningens beslutning når den afslår en ansøgning på f.eks. vinduesudskiftning i en almen boligbebyggelse fra 1930’erne eller for den sags skyld fra 1950’erne.
Kom ind i den virkelige verden
De bevarende lokalplaner som f.eks. Teknik- og Miljøforvaltningen i København fortolker og bruger dem gør det vanskeligt at gennemføre tiltag der fremmer den grønne omstilling i boligbyggeri opført før 1960.
Der er behov for revision af de bevarende lokalplaner, så den teknologiske udvikling af bl.a. bæredygtige byggematerialer bliver brugt når de fuldt ud lever op til fortidens arkitektoniske udtryk og ideen om at bevare disse.
Det må som en minimum forlanges at de kommunale forvaltninger i brugen af bevarende lokalplaner lægger klimabelastningsberegninger til grund for beslutningerne.
De bevarende lokalplaner bør efterleve de aftaler boligministeren har truffet sammen med byggeriets parter om at stramme kravene til klimabelastning fra byggeriet. Det er en opgave landets kommunalpolitikere ikke skal overlade til deres embedsmænd.
Det er på tide I kommer i gang.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Alt er ændret, alt er det samme
Udvidelse af EU? Hvad kan vi forvente?
Ja, Ole Stavad, noget må gøres, men hvad og af hvem?
Med tog i Europa – en historie
Boganmeldelser: