Nr. 2 - 2024
Udvidelse af EU? Hvad kan vi forvente?
Medlem af Ny Politisk redaktion gennemgår her de mulige konsekvenser af en udvidelse af EUAf Irene Odgaard
Selvom udtrykket ”Europa” efterhånden bruges om EU på samme måde som ”Amerika” kan betyde USA, så er der langt igen i forhold til et reelt overlap med det geografiske begreb. Siden de oprindelige seks lande, der underskrev Rom-traktaten i 1958, påbegyndte integrationsrejsen, er EF/EU blevet udvidet syv gange. Senest med en række lande i Øst- og Centraleuropa., som faldt ud af Sovjetunionen og af Warszavapagten efter den kolde krigs afslutning.
Bruxelles opfandt en partnerskabspolitik for at bringe lande som Ukraine, Georgien og Moldova ud af gråzonen og ind i sin politiske og økonomiske indflydelsessfære. Ti andre lande fik kandidatstatus og endte som fulde medlemmer med en fremtid i EU i forbindelse med det såkaldte ”Big Bang” på EU-mødet i København i 2002. Et par år senere kom Rumænien og Europas ”gangsterstat” - Bulgarien til. Kroatien blev medlem i 2013.
Men ingen lande i EU havde ved den lejlighed appetit på at give Ukraine kandidatstatus. Dertil blev landet anset for at være stort, for fattigt, for korrupt og alt for meget et landbrugsland. EU gik dog så langt i 2014 som at forhandle en frihandelsaftale med Ukraine – det førte tragisk nok til at Rusland erklærede sin indflydelsessfære krænket og stillede militser og soldater til rådighed for en slags borgerkrig i Donbass-regionen.
Invasion af Ukraine
I februar 2022 udvidede Putin krigen med en større invasion i Ukraine. Og det har forandret indstillingen til Ukraines kandidatur i EU-medlemslandene. Den franske præsident Macron, som ellers har været stålsat modstander af udvidelse af EU, før EU er blevet ”dybere” og mere integreret, og som så sent som i maj 2022 udtalte, at en ansøgningsproces ville tage årtier for Ukraine at komme igennem, skiftede også mening. Overvejelserne om at gå i gang med en ny udvidelse af EU, måske også med små nabolande til Rusland som Moldavien og Georgien, begyndte at tage form. Siden drev Macron på processen som en af de mest ihærdige i EU.Så toget har forladt stationen. Ukraine ansøgte om medlemskab umiddelbart efter den russiske invasion og opnåede kandidatstatus på EU-topmødet i december 2023. Drivkraften bag integrationsprocessen er denne gang geopolitisk. Det handler om sikkerhed og forsvar. For en nationalstat gælder det, at den skal sikre sin befolkning sikkerhed, velfærd og økonomisk fremgang. For EF handlede det lige fra begyndelsen også om sikkerhed og fred: Tysklands våbenindustri blev med Kul- og Stålunionen bragt under kontrol af et supranationalt organ (forløberen for Kommissionen), og siden bragte øget handel og arbejdsdeling mellem de seks grundlæggere af EF vækst og velstand med sig.
På lang sigt
”Ever closer union of the peoples” er, hvad den langvarige integrationsproces i Europa tilstræber, men der er jo både et staternes, institutionernes og befolkningernes EU. Hvad mener befolkningerne om en udvidelse af EU? Det bør man finde ud af i demokratier, så det spørges der til via Eurobarometer. Som viser, at støtten til udvidelse af EU er steget i de fleste medlemsstater siden 2022. Om end der over en årrække fra 2000 og frem synes at have været stor skepsis i forhold til yderligere udvidelse af EU.De nylige svar på spørgsmålet: ”I hvilken grad er du enig eller uenig i dette udsagn: I betragtning af den russiske invasion af Ukraine, skal den Europæiske Union øge hastigheden i sine anstrengelser for at få nye lande til at blive en del af EU”? varierer dog en del mellem landene. I Frankrig, Tyskland og Holland er 21-23% ”helt uenige” og lidt flere end det ”mest uenige”, mens de samme tal for Danmark er henholdsvis 11 og 23%.
Nogen europæisk offentlighed har vi jo ikke rigtig. Det tætteste, vi kommer på det, er nok ”Eurovision Debat”, som blev afholdt den 23. maj i år. Det er et forum for spidskandidater til posten som formand for EU-Kommissionen (under EU-Parlamentets spitzenkandidat-system) og en debat mellem politikere og borgere om de politiske udfordringer, EU-parlamentet vil stå over for i sin næste periode. Debatten blev udsendt live af European Broadcasting System, og borgere var forsamlet og koblet på i EU-kommissionens repræsentationer rundt omkring i Europas hovedstæder, så nogle af dem kunne få lejlighed til at stille spørgsmål til kandidaterne.
Økonomi og beskæftigelse
Det første emne var økonomi og beskæftigelse. Her er situationen i EU stadig præget af Covid-19-pandemiens virkninger på økonomien og af energikrisen. Der er desværre opstået større fattigdom og arbejdsløshed i EU.Det første spørgsmål fra en borger var fra en franskmand, en 24-årig ung mand fra Le Havre i Normandiet: ”Hvilken effekt vil en udvidelse have på EU’s økonomi – og skal udvidelsesprocessens hastighed sættes op eller sænkes?”
Den unge ingeniør fra Normandiet fik to forskellige svar. Fra kandidater af forskellig politisk observans, henholdsvis den franske MEP fra Macrons parti Renaissance, del af den liberale Renew Europe-gruppe i EU-Parlamentet. Og den østrigske MEP Walter Baier, der er præsident for det europæiske Venstre-parti, som har sociale og økologiske temaer på sit program.
Den liberale kandidat, Sandro Gozi, svarede: ”Selvfølgelig vil vi byde vore ukrainske brødre og søstre velkommen, men det kan ikke gøres uden reform: uden traktatreform, uden budgetreform. Vi må øge budgettet til sammenhængspolitikken. Vi må gentænke EU’s ”software” for at blive i stand til at samle kontinentet.”
Gozi glædede sig til ”et forenet kontinent”, og i parentes bemærket er han en sand europæer. Det fortalte han selv: han er født i Italien, men stiller op for Frankrig; har løbet Marathon-løb i et utal af europæiske hovedstæder og gennemført Erasmus-programmet som ung. Så han går ind for transnationale partier, transnationale kandidater og transnationale lister ved valget til EU-Parlamentet. Klart en mand fra ”den kosmopolitiske, europæiske boble”, som en debattør udtrykte det på et seminar om EP-valgets konsekvenser.
Ser man på vælgerne i Frankrig, som Gozi stiller op for, så er de fleste af dem dog ”settlers”, ikke ”movers”. 95% fødes og dør inden for en radius af 65 km. De løber ikke Marathon i europæiske hovedstæder. Og meget få interesserer sig for Erasmus-programmet. Det afspejlede sig da også i valget til EU-Parlamentet, hvor Marine Le Pens parti ryddede bordet og ydmygede Renaissances kandidat. Macron udskrev lynvalg, og Frankrigs fremtidige positioner i EU kan risikere at ændre sig radikalt.
Tilbage til spitzenkandidat-debatten. Den østrigske MEP Walter Baier svarede mere tøvende på den unge franskmands spørgsmål: EU skal ikke være ”en lukket klub”, sagde han, men arbejdstageres og andres rettigheder skal sikres i en udvidelsesproces. Man havde ikke indryk af, at Baier syntes, det gik for langsomt, men lige så lidt som Gozi svarede han direkte på den del af spørgsmålet. Walter Baier har en baggrund i arbejderklassen i Wien og er professor i økonomi. Det tema, der øjensynlig lå ham mest på sinde, var huslejestigninger, som han foreslog konkrete forholdsregler imod i form af et direktiv.
Disse to forskellige svar afspejler nok meget godt udfordringerne ved en udvidelse af EU. Staterne mærker det geopolitiske tryk, og dette drive er stærkt. Siden undertegnede hørte Lars Løkke Rasmussens tale ved Udenrigsministeriets 30 års jubilæumskonference for de såkaldte ”Københavner-kriterier” den 28. juni 2023, har jeg følt mig overbevist om, at udvidelsen også kan komme til at gå stærkt.
Københavnerkriterierne, som dannede grundlag for forhandlingerne forud for det såkaldte Big Bang med 10 nye lande, blev fastlagt på et møde i København i 1993. Man havde brug for nogle kriterier, for de gamle medlemslande havde jo hver især deres interesser i, hvilke lande, der skulle slippe gennem nåleøjet først. Og de fastlagte kriterier skulle fungere som en slags drivkræfter for demokratiske reformer i ansøgerlandene, inden fuldt medlemskab kunne opnås.
Både UK og Danmark så udvidelse som en mulighed for at drage økonomisk fordel ved at komme ind på nye markeder med let adgang til billig arbejdskraft i de nye medlemsstater i Øst- og Centraleuropa. Derudover så EU-medlemslandene østudvidelsen som et redskab til at sikre politisk stabilitet, retsstatsprincippet og liberalt demokrati i de tidligere østbloklande efter Berlin-murens fald i 1989. Københavnerkriterierne kom til at lyde sådan:
"Medlemsskab kræver, at ansøgerlandet har opnået institutionel stabilitet, som garanterer demokrati, retsstatsforhold, menneskerettigheder samt respekt for og beskyttelse af mindretal; det kræver endvidere en fungerende markedsøkonomi samt evne til at klare konkurrencepresset og markedskræfterne i Unionen. Medlemsskab forudsætter, at ansøgeren er i stand til at påtage sig forpligtelserne ved et medlemsskab, herunder er i stand til at tilslutte sig målet om en politisk, økonomisk og monetær union."
Eller, måske mere mundret med udenrigsministerens ord, den 23. juni:
”Københavnskriterierne kom til at bestå af tre dele. Det politiske kriterium: Kandidatlandet skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og respekt for og beskyttelse af mindretal. Det økonomiske kriterium: Kandidatlandet skal have en fungerende markedsøkonomi, som kan klare konkurrencepresset og markedskræfterne inden for EU. Kriteriet om overtagelse af EU’s samlede regelsæt – den såkaldte ’acquis’: Kandidatlandet skal være i stand til at påtage sig de forpligtelser, der følger af medlemskab, herunder acceptere målet om en politisk, økonomisk og monetær union.”Det skulle lægge fundamentet for en såkaldt ”merit-baseret” optagelse af de enkelte kandidatlande, men det er et åbent spørgsmål, om ikke det geopolitiske hensyn allerede dengang fik gjort processen lige lovlig lempelig.
Frygt?
I befolkningerne er man ikke nødvendigvis uenige i at udvide EU (om end der kun var flertal for Østudvidelsen i 2002 i Danmark, Sverige og Grækenland), og der er stigende tilslutning til, at Ukraine må ind, men her hersker også frygten for, hvordan regningen for en udvidelse vil skulle betales – og i hvor høj grad en ny udvidelse vil øge problemerne med social dumping, som fulgte på den store udvidelse i 2004-7? Vil EU’s sociale dimension blive styrket i forbindelse med en ny udvidelse? Så lave lønninger ikke kommer til at fylde for meget i de nye medlemslandes konkurrencestrategi?Formanden for LO, Hans Jensen, havde et par år inden Big Bang forsikret sine medlemmer om, at fagbevægelsen nok skulle sørge for, at migrantarbejdere kom til at arbejde på danske løn- og arbejdsvilkår – ingen social dumping i Danmark! På trods af overgangsordninger i Danmark kom det ikke til at holde stik; ej heller i Storbritannien, som lukkede op for den fri bevægelighed af arbejdskraft umiddelbart. Social dumping kom virkelig til at fylde i en række brancher. I 2016 stemte et flertal i UK ja til ”Brexit”. Og Danmark rykkede tættere på den franske modstand mod yderligere udvidelse af EU og blokerede i 2019 ved indledningen af tiltrædelsesforhandlingerne med Albanien og Nordmakedonien. Men nu var situationen en anden: der er krig på kontinentet, og Ukraine og præsident Zelenskyj havde brug for udsigt til medlemskab af EU i den fortsatte, nationale forsvarskamp mod Rusland.
Det fjerde ”københavner-kriterie” er den såkaldte absorptionskapacitet. Med Udenrigsministerens ord:
I Københavnskriterierne indgår derudover hensynet til EU’s absorptionskapacitet, dvs. EU’s evne til at optage nye medlemmer. Det bliver nogle gange kaldt det fjerde Københavnskriterium.EU skal være i stand til at fungere med flere medlemmer end de 27, der allerede er. Kompleksiteten i beslutningsprocesserne må reduceres. Det blev fokus for en arbejdsgruppe, nedsat af Frankrig og Tyskland, som barslede med en rapport i september 2023: Saling on High Seas: Reforming and Enlarging the EU for the 21st Century. Arbejdsgruppen anbefalede en traktatændring som det mest legitime redskab – men også en række andre modeller for tilpasning i erkendelse af, at traktatændring har nok meget få lande appetit på. De øvrige modeller svarer til gammelt fransk-tysk tankegods om et EU i flere hastigheder og tilknytningsformer. Og med færre kommissærer.
Social kontrakt
Den europæiske fagbevægelse, EFS, ønsker også en traktatændring. Her peger man i sit manifest for EU-Parlamentsvalget på, at der må en ny social kontrakt til i EU. Den sociale søjle, som blev vedtaget i 2017, er meget langt fra at have forvandlet EU til ”triple A”, hvad angår den beskæftigelses- og socialpolitiske side af sagen, således som Juncker-kommissionen dengang lovede.
Oplevelsen i mange lande er et stigende pres på sociale rettigheder, løn og offentlig infrastruktur - særlig efter finans- og statsgældskriserne 2008 og 2010, som førte til nye rammer for økonomisk og social styring gennem koordinering af de økonomiske politikker og finans- arbejdsmarkeds- og socialpolitikkerne gennem ”det europæiske semester”. Denne styring griber dybt ind i de enkelte landes offentlige budgetlægning. Forskeren Simon Hix udtalte sig i 2015 om denne dynamik. Han blev spurgt:
CC: Men er det ikke overraskende, at centrum-venstre historisk har fremmet velfærdsstaten og nu giver den til dem, der fremmer national suverænitet og fremmedhad?
SH: Ja. De opgiver velfærdsstaten, til dels fordi arkitekturen for Den Økonomiske og Monetære Union tvinger dem til at gøre dette. Hvis du er i euroområdet, er det det, du har tilmeldt dig. Og når man underskriver konvergenskriterierne, når man underskriver arkitekturen for styringen af den offentlige gæld, er det, man underskriver, en slags tysk ordoliberal aftale.Den samme pointe har Jørgen Rosted og Christen Sørensen i deres fælles bog, som blev skrevet og udgivet i 2018 på grundlag af erfaringerne med den græske krise. Titlen lyder: Fundamentet vakler under EU. Om fejlkonstruktionen i Den Økonomiske og Monetære Union og den voksende ulighed i EU.
Simon Hix forventer, at EU efter valget til EU-Parlamentet vil forstærke det neo-liberale paradigme igen efter det blev løsnet af Covid-19-krisen: konkurrenceevne vil komme i fokus på bekostning af sociale standarder, og deregulering vil stå i centrum. Måske kan man forvente et nyt direktiv om serviceydelser? Fagbevægelsen fik i 2004 mobiliseret imod det planlagte ”Bolkenstein”-direktiv, som ville have tilladt direkte konkurrence mellem nationale løn- og arbejdsforhold på serviceområdet. Her, tyve år efter, står fagbevægelsen anderledes svækket.
Da rejsen mod større integration i Europa blev påbegyndt i 1950’erne, var stillingen en anden. Der var ganske vist ikke nogen social protokol i Rom-traktaten, men begrebet ”fair konkurrence”, (som tog sociale omkostninger i betragtning for at undgå ”dumping af menneskelige ressourcer”) var veletableret inden for den Internationale Arbejdsorganisation, ILO. Og en ekpertkomité i ILO afleverede i 1956 en rapport, som lå til grund for Rom-traktaten:
”International konkurrence på et fælles marked vil ikke forhindre de enkelte lande i at forbedre arbejdernes levestandard, og der er ingen indlysende årsag til at tro, at friere konkurrence på nogen måde vil hindre yderligere forbedring af levestandarden i takt med, at produktiviteten stiger, gennem højere løn eller bedre sociale ydelser og arbejdsforhold.”
Denne konklusion nåede man frem til ved at gøre sig flere vigtige antagelser:
- at fællesmarkedet ville føre til hastigt stigende produktivitet, og
- at arbejdernes interesse ville blive varetaget i forbindelse med EF’s udvikling af politikker, fordi landenes fagforeninger var stærke, og fordi landenes regeringer efter krigen alle var indstillet på at forbedre, ikke forværre arbejdsforholdene
- dertil kom, at de vidtrækkende ILO-konventioner, koblet med de redskaber, det Europæiske Råd havde vedtaget eller foreslået (Den europæiske ’Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder’ og den europæiske socialpagt), blev anset for at være passende redskaber til at formulere individuelle og kollektive rettigheder og sikre, at man i hvert land nåede frem til et optimalt niveau af sociale standarder.
I dag står vi et andet sted. Arbejdsgiverne nægtede i april 2024 at underskrive den fælles erklæring om Europas fremtid sammen med EFS og kommissionen på det seneste sociale topmøde i La Hulpe. Den internationale fagbevægelses generalsekretær, Luc Triangle, udtalte i forbindelse med ILO’s konference i juni:
"I 11 år har indekset sporet et hurtigt fald i arbejdstagernes rettigheder i alle regioner i verden. Arbejdstagerne er demokratiets bankende hjerte, og deres ret til at blive hørt er afgørende for de demokratiske systemers sundhed og bæredygtighed. Når deres rettigheder krænkes, angribes selve demokratiet. Demokrati, fagforeninger og arbejdstagerrettigheder hører sammen. Man kan simpelthen ikke have det ene uden det andet."Og ingen steder går det hurtigere end netop i Europa, som ellers er bærer demokratiets fakkel, også hvad arbejdstagerrettigheder angår. Derfor er en bedre sikring af sociale standarder mod konkurrencen i forbindelse med en EU-udvidelse med nye, fattige lande så central – ikke blot for løntagerne, men også for demokratiet. Den tidligere ambassadør, Claus von Barnekow, har for nylig udgivet en bog: Pas på staten, hvor han peger på de tegn, vi ser i dag mod et skred i demokrati og menneskerettigheder: vi skal tage dem alvorligt, og gør vi det?
På det seneste Future of Europe-konvent artikulerede en borger fra Sverige sine betænkeligheder ved et økonomisk system, hvor vægten lægges på fjernelse af barrierer for konkurrencen i stedet for regulering af den:
“Jeg arbejder i byggebranchen og ser hver dag de negative aspekter af EU's indre marked: svindel og skødesløshed i arbejdsmiljøet og dumping af lønninger og betingelser.
Kriminalitet i arbejdslivet påvirker de udenlandske arbejdstagere, der udnyttes, mine kolleger i Sverige, som ser deres vilkår forværres, og seriøse virksomheder fra hele Europa, der udkonkurreres af svindlere. Det gælder ikke kun bygge- og anlægssektoren, men også for andre industrier: transport, landbrug, rengøring, skovbrug og andre.
At sætte arbejdstagere op mod arbejdstagere på denne måde er en enorm trussel mod den europæiske samhørighed.
EU muliggør denne svindel og står i vejen, når regeringer eller fagforeninger ønsker at handle. Problemet er, at virksomhedernes frie bevægelighed i dag vejer tungere end rimelige lønninger, vilkår og sikkerhed for os arbejdstagere.
Jeg foreslår, at EU indfører en social protokol i traktaten, så sociale rettigheder og fagforeningsrettigheder aldrig kan ses som hindringer for det indre marked. Lige løn for lige arbejde bør gælde som princip i det land, hvor du arbejder, uanset hvor du kommer fra. EU's medlemsstater og fagforeninger skal have redskaberne til at sikre, at dette er tilfældet, og ikke være bagbundne, som de er i dag.”
Hvad kan vi forvente i forbindelse med udvidelsen af EU? Vi kan nok forvente hårde modsætninger i den tilgang, de forskellige aktører har til processen. For nogen var det altid et spørgsmål om at slippe ud af de nationale reguleringer, der eksisterer, og erstatte dem med en dereguleret markedsplads i EU. For andre var der en vision om et EU, hvor arbejdsdeling og samarbejde tillader forbedring af arbejds- og levevilkår for befolkningerne, frem mod konvergens for de samfund, der er en del af unionen.
Vi kan endelig risikere, at EU imploderer denne gang. Toget kan blive afsporet. ”EU kan dø”, som præsident Macron sagde. Det må vi ikke håbe. Indsatserne er så høje som nogensinde før.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Alt er ændret, alt er det samme
Ja, Ole Stavad, noget må gøres, men hvad og af hvem?
Med tog i Europa – en historie
Boganmeldelser: