Med tog i Europa – en historie

For 52 år siden blev Interrailpasset introduceret i Danmark, dengang som et forsøg og et tilbud til unge under 21 år om at kunne rejse ubegrænset i en måned til en rimelig pris med tog i 21 europæiske lande

Fortalt af Søren Thomassen

Interrail var i starten alternativet til charterrejserne og blev hurtigt den frie uorganiserede rejseform som faldt sammen med tidsånden i 1970’erne. Med et interrailpas i bagagen kunne den individuelle togrejse på tværs af Europas lande realiseres. Det blev muligt at tage afstikkere til fjernereliggende egne og byer i de lande tognette var spredt ud over, det lod sig ikke gøre hvis man var flyrejsende. Kun hvis man havde bil. Dengang var en 2CV, en Renault4 et andet benyttet transportmiddel af unge hvis de havde råd til at anskaffe en sådan bilmodel eller kendte nogen der havde en som de ville udlåne, ellers kunne man forsøge sig med at stoppe. Vi var mange der rejset rundt i Europa om sommeren på den måde. Det vendte Interrail op og ned på.

I forbindelse med en særudstilling i 2017 på Jernbanemuseet i Odense opgjorde DSB antallet af solgte Interrailpas i Danmark til mere end 15.000 om året i 1970’erne og salget steg indtil det toppede i 1991 med 360.000 solgte pas i hele Europa og 40.000 i Danmark. Siden faldt salget stødt for i 2017 at ligge mellem 5000 og 7000 solgte pas i Danmark.

Netmediet Zetland kunne i en artikel i 2017 konkludere at ”historien er ikke, at interrail stadig er et hit blandt unge. Den er heller ikke, at det er ved at komme tilbage. Historien er, at interrail er stort setvæk.

Okay. Og hvad så? Det er jo ikke, fordi de unge ikke rejser. De rejser bare nogle andre steder hen. Til Asien, for eksempel, der på alle mulige måder ligner fremtiden mere, end Europa gør.

Ser man bort fra den nostalgiske dimension ved interrail, så er der tale om en bedaget rejseform, der er blevet offer for markedskræfterne, socioøkonomisk udvikling og den øgede globale mobilitet. Hvil i fred, og vi ses i Shanghai.”

Forfatteren til artiklen i Zetland tog fejl. Interrail er ikke væk og det er heller ikke en bedaget rejseform, offer for markedskræfterne og den socioøkonomiske udvikling – tværtimod.

Den stigende klimabevidsthed har betydet at Interrail er kommet tilbage som rejseform. Siden 2019 har salgskurverne været stigende og ser vi bort fra 2020 og 2021 med Covid19-pandemien, er antallet af solgte interrailpas i Danmark steget med omkring 30 % årligt, så det nu er på niveau med salget i begyndelsen af 1970’erne.

Det er nemlig ikke længere særlig hype at rejse med fly i Europa. Flyrejsende er efterhånden lige så uglesete som rygerne var for nogle år siden.

Bevares det går langsommere med tog, men når du flyver, har du kun en vag fornemmelser af hvor du er. Rejser du med tog, ser du landskabet passerer forbi og du oplever det og de mindre og større byer toget passerer eller stopper i og her kan du stige af og opleve egne og byer du ellers ikke ville besøge når du rejser med fly.

Afsted
Vi er et ældre ægtepar der købte to interrailpas, gyldige i 22 dage. Ligesom mange andre ældre har gjort efter Coronapandemien, ville vi realisere og genoplive noget af ungdomsoprørets togrejser i Europa. I løbet af lidt over tre uger kunne vi rejse frit rundt i 33 europæiske lande med de nationale (statsejede) jernbaneselskaber. I nogle lande gælder interrailpasset også til færgeruter.

Det blev togrejser med flere uforudsete komplikationer, men det er en del af charmen ved at rejse på interrail og vores løsninger undervejs kunne kun lade sig gøre fordi vi kunne bruge den fleksibilitet et interrailpas giver. Vi havde installeret en Interrailapp. så vi kunne planlægge rejsetidspunkter og ruten undervejs.

Første stop var Hamburg. Fra Københavns Hovedbanegård afgår der et EC tog hver anden time direkte til Hamburg. Turen tager fire timer og toget stopper i Ringsted, Odense, Kolding, Padborg og Slesvig.

I toget, vi skulle med, var to af vognene aflåst af tekniske årsager og den ene af dem var selvfølgelig den vi havde reserveret pladser i, men DSB-personalet fik styr på pladsfordelingen inden toget var i Ringsted, passagerer med standardbilletter blev simpelthen bedt om at finde en ledig plads i en af de andre vogne.

Det kan undre at DSB har lejet togvogne hos de tyske statsbaner (DB) mage til de vogne DSB brugte til Intercitytog frem til IC3 togene blev taget i brug. Men lokomotivet de bruger er trods alt et af de nye ellokomotiver, DSB har anskaffet.

Vi ankom på Hamburg Hbf. præcis kl. 16.04 som der stod i Interrailapp’en og i øvrigt også i den officielle køreplan.

Hamburg er en af SPDs højborge i Tyskland, her kommer deres Kansler fra. Alligevel har nationalisme, isolationisme og fremmedfrygt også vundet frem i denne by. Det er lidt underligt at næsten en fjerdedel af de tyske vælgere vil stemme på et parti med klare nazistiske meninger.

Tidligere i år blev den første af de store demonstrationer i Tyskland mod partiet AfD og det ekstreme tyske højre afholdt i Hamburg og samlede mere end 300.000 demonstranter.

På Kirchenalle, overfor banegården, ligger Deutsches Schauspielhaus. Her opførtes Zukunft der Demokratie - Reden und Gespräche mit Lukas Bärfuss und Gästen. På samme side af Kirchenalle som banegården, er der en cafe, hvor nazister er forment adgang.

Heidingsfeld
Vi havde på forhånd reserveret to overnatninger på et hotel på Kirschen Alle. Vi skulle tidligt op for at nå et ICE-tog til Würzburg. Derfra skulle vi med et lokaltog til Heidingsfeld hvor fruen havde tjent sine første spore som 17 årig på en af de lokale kroer.

Der er ofte mange togrejsende i Tyskland, især på lørdage og søndage, så vi havde reserveret pladser på toget til Würzburg på Deutsche Bahns hjemmeside allerede nogle dage inden vi rejste fra Danmark og samtidig havde vi også reserveret pladser på et ICE-tog fra Würzburg til München hvorfra vi skulle med ÖBB toget til Verona, så det havde vi også reserveret pladser på.

Vognen vi skulle være i, havde selvfølgelig et andet nummer end det der stod på vores pladsreservation og vi erfarede at køkultur må være en af de særlige udefinerede danske værdier, ingen andre kender end rigtige danskere kender til. De kendte den i hvert fald ikke på perronen på den morgen på Hamburg Hbf. Alle masede sig ind i vognen, de ville være sikker på at få en plads nu der var uorden i systemet.

På Deutsche Bahns app. kunne vi ser at turen fra Hamburg Hbf til Würzburg Hbf tog fire timer og at vores videre rejse fra Würzburg Hbf til Heidingsfeld tog 10 minutter med lokaltoget.

Ud af Hamburg og sydpå mod Hannover følger jernbanen motorvej 7, den hvor mange danske bilister har stiftet deres første bekendtskab med begrebet Stau, så det var en fornøjelse at køre forbi de holdende biler med 250 km/t.

Pludselig blev det meddelt over højtaleren at der var et udfald på en alarm og toget derfor måtte stoppe på Lüneburg Hbf.

Vi holdt på stationen i tyve minutter, så blev det meddelt i højtalerne at ICE-toget fra Hamburg til Zürich ville stoppe ekstraordinært ved stationen og at passagerer der skulle skifte til andre tog i enten Hannover, Göttingen eller Kassel, kunne tage dette tog for at nå deres andre togforbindelser rettidigt. I løbet af få sekunder havde vi stort set hele vogn 12 for os selv.

Det varede endnu tyve minutter, så blev det meddelt at problemet var løst og rejsen kunne fortsætte. Nu var vi næsten blevet en time forsinket.

Vi havde hørt at forsinkelser på tognettet i Tyskland er reglen frem for undtagelsen, så denne oplevelse, så tidligt på rejsen, fik os til at tage vores forholdsregler. Når vi kom til Würzburg Hbf., ville vi reservere pladser på et tidligere tog den næste morgen til München, så vi ikke kom for sent til toget til Verona. Endnu engang viste app’en fra Deutsche Bahn sin værdi: tænk hvis vi skulle have brugt en køreplan i bogform med samtlige togafgange og -ankomster i Tyskland. Nu skrev vi bare en afgangsstation og ankomststationen i app'en og så havde vi med det samme en fuldstændig oversigt over alle togafgange i løbet af de næste 24 timer med angivelse af forsinkelser og ikke mindst årsagerne hertil.

Rejsen fortsatte mod Hannover, videre over Hildesheim til Göttingen og derfra gennem et fantastisk smukt landskab mod Kassel.

Jernbanen mellem Göttingen og Kassel følger på noget af ruten motorvej 7, på lange stræk er den enkeltsporet med mange kurver og stigninger, så farten på den 45 km. lange strækning kommer på intet tidspunkt over 50 km/t.

Vi nåde vores bestemmelsessted, Hotel Brehm, den tidligere kro hvor fruen havde arbejdet som ung i Heidingsfeld, en time senere end vi havde meddelt dem og efter at være installeret på vores værelse, gik vi en tur i byen og der stiftede vi ret hurtigt bekendtskab med to andre absurditeter i det højteknologiske Tyskland: Uden for de større byer fungerer internettet ikke og mange steder tager de kun imod kontanter. Vi havde ingen kontanter og kreditkort fungere altså kun med et godt dækkende internet.

Preben og Julie
Fra München skulle vi med et ÖBB EC-tog til Verona. Det kører gennem Brennerpasset. Vi havde valgt at spare de 30 euro det koster at køre gennem Brennertunnellen for at opleve turen gennem passet.

Vi holdt tyve minutter på grænsestationen Brenner/Brenno i Italien, førend toget kørte videre. Der var ingen paskontrol.

Under rejsen fra Würzburg til München havde vi på en app. reserveret to overnatninger på et hotel på Corso Porta Nuova i Verona. Hotellet ligger omkring et kvarters gang fra Stazione Porta Nuova Verona, tæt på den gamle bydel.

Hotelportieren fortalte entusiastisk om hvad vi burde se i Verona… ”Casa Giulietta” og en bro over floden.

”Hvem fanden er Giulietta?” spurgte jeg min kone. Jeg havde ikke været i Verona før.

Om aftenen gik vi rundt i den gamle bydel. Vi fandt ikke Casa Giulietta, men arenaen hvor der fra juni til september hver aften en opera, otte forskellige i løbet af otte dage og så kører forestillingerne igen.

Vi spiste pizza på en restaurant og kom i snak med den unge mand der serverede.

”I må kende Preben,” sagde han da det gik op for ham at vi var danske.

Jeg forklarede ham at ingen i Danmark kalder deres drenge Preben længere, så det måtte være en ældre mand han talte om.

”Det er umuligt,” hviskede han. ”Her er Preben en helt!”

”Hvem fanden er Preben?” spurgte jeg min kone. Hun rystede på hovedet. ”Send en sms til din kollega, ham med forstand på fodbold, Brøndbyfanatikeren... han må vide det.”

Immigranterne.
Hvis man skal med lyntog i Italien, skal man have pladsbillet og for at købe en pladsbillet, skal man også have en gyldig togbillet. Det fandt vi ud af på Trenitalias billetekspedition på banegården i Verona. Vores Interrailpas lå på hotellet, så vi måtte tilbage for at hente dem. Vi vidste fra Trenitalias app at ”Den Røde Pil” som toget bliver kaldt, kørte fra Verona til Rom to gange daglig.

Da vi næste morgen gik denne tunellen for ar komme til platformen vores tog afgik fra, fik vi øje på dem, tre piger mellem 1, 3 og 5 år og ders to helt unge forældre stod og orienterede sig i køreplanen med afgangstider fra Verona. De var nogle af de mange imigranter fra Afrika der er strømmet til Italien for at komme videre derfra til andre lande i Europa. 1½ år, deres mor og far.

Mens vi sad og ventede på at vores tog skulle komme, kørte ÖBB toget til München ind langs perronen overfor. Ti minutter senere kørte det igen.

De stod derovre på perronen. Bag dem var fem soldater bevæbnet med maskinpistoler og foran dem var fire gendarmer med tunge Gluck pistoler i hylstrene i bælterne. Processionen bevægede sig langsomt hen mod elevatoren til tunnelen, to af gendarmerne trillede af sted med et par af familiens kufferter og en tredje med barnevognen.

”Den røde pil” kører fra Verona til Rom med 380 km./t på ca. 3 timer.

Rom
Mens vi var i Verona, havde vi på app’en booket fem overnatninger på et hotel i en stille gade i nærheden af Termini-banegården i Rom

Når vi kom til hotellet i Rom, ville vi finde ud af hvor der blev holdt et 1. maj arrangement, så vi sendte et par sms’er hjem til bekendte med, troede vi, gode kontakter til enten italienske fagforeninger eller til Socialdemokratiets italienske søsterparti. Så gode var deres kontakter heller ikke, og så var google jo en ven: Vi fandt ud af at arrangementet i 2024 blev holdt i Circo Massimo - en hippodrom fra antikken beliggende mellem Palatinerhøjen og Aventinerhøjen. Her er efter sigende plads til 300.000 tilskuere.

Så mange kom der dog ikke til arbejdernes internationale kampdag i Rom, sikkert fordi det regnede ret kraftigt.

Bag arrangementet stod tre faglige organisationer, den katolske, den socialistiske og den socialdemokratiske. Der var ingen politiske taler, men et melodi-grand-prix-agtigt show som blev transmitteret direkte på den nationale TV kanal RAI. Arrangementet druknede desværre i regn så efter et part timer, vendte vi godt gennemblødte tilbage til vores hotel.

Den næste dag skulle vi med toget fra Rom til Napoli og videre derfra med lokaltoget til Pompeji, så på Termini-banegården var vi lige forbi Trenitalias billetekspedition for at købe pladsbilletter til ”Den røde pil” fra Rom til Napoli og retur senere på aftenen den næste dag.

”Den røde pil” fra Rom/Termini kører til Napoli/Centrale på halvanden time og derfra tager det ca. 45 minutter med lokaltoget fra Napoli/Garibaldi til Pompeij.

Da vi ud på aftenen kom tilbage til Rom-Termini-banegården, ville vi købe pladsbilletter til toget til Genova/Nervi to dage senere, en søndag formiddag. Vi havde bestilt to overnatninger på et hotel i Nervi. Byen ligger omkring tyve minutters kørsel med tog syd for Genova. Men det kunne ikke lade sig gøre, fik vi at vide, for om søndagen var der strejker på alle de italienske jernbanelinijer mellem kl. seks om morgenen og seks om aftenen.

Det betød så at vi måtte tage af sted en dag førend beregnet og vi måtte have fat i overnatningsstedet i Nervi for at ændre vores reservation. Det betød så at det, vi havde planlagt at se i Rom, må vente til en anden gang vi kommer til byen.

Nervi
Der et to togforbindelser fra Rom til Genova. Enten via Milano med ”Den røde pil” eller op langs Middelhavskysten via Livorno med ”Sølvpilen”. Vi valgte Sølvpilen, for vi havde hørt at turen skulle være den smukkeste.

Fra Marina Di San Nicol, nord for Roms Internationale lufthavn, kører toget nordpå. Vi havde Middelhavet på venstre hånd og E80 til højre. Mange af de små byer vi passerede, hedder noget med Marina Di….

Der var mange amerikanske turister med toget og de talte højlydt med deres bekendte i USA i deres Iphones og især om deres oplevelser i Rom. De talte så højt at de ikke behøvede telefonerne for at gøre sig forståelige over for dem de talte med på den anden side af jorden.

Vi var netop kørt gennem Albina, syd for Grossetto da toget stoppede. Efter ti minutter blev det meddelt over højtalerne at der holdt en havareret tog længere fremme på linjen og at det skulle trækkes ind på det sydgående spor førend vi kunne køre videre. Vi holdt der en lille times tid og panikken begyndte at brede sig blandt amerikanerne.

Da vi kom til Pisa, steg igen flere hundrede amerikanere ombord på toget og så gentog de mange højlydte telefonsamtaler til USA sig.

Med halvanden times forsinkelse nåde vi La Spezia og der var næsten panisk stemning ombord. Det viste sig at amerikanerne skulle videre derfra med et af krydstogtsskibene i havnen. Nogle få af dem skulle dog op ad Cinque Terre, en af de smukkeste kyststrækninger i Italien. Vi gik glip af den, fordi vi sad i højre side af vognen.

Vi stod af toget i Rapallo. Det sidste stykke til Nervi skulle vi med et tog som stoppede ved alle de mindre stationer mellem Rapallo og Genova.

I Rapallo havde Sovjetunionen i 1920 lejet en villa hvor deres delegation til Genovakonferencen efter 1. Verdenskrig opholdt sig i mere end et år og forhandlede, dels om anerkendelse af Sovjetunionen og dels om handelsaftaler med andre lande. I villaen indgik Sovjetunionen og Tyskland handelsaftaler og aftaler om gensidige investeringer i opbygning af industri i de to lande.

Dengang mente forstandige mennesker også at handel og gensidigt samarbejde er vejen til fred.

Frankrig prøvede at modsætte sig at Sovjetunionen og Tyskland indgik handelsaftaler. De fastholdt under hele Genovakonferencen at Sovjetunionen skulle betale erstatninger for de franske investeringer i Rusland der var blevet nationaliseret eller beslaglagt efter revolutionen i 1917. De pønsede formentlig også på at overtale Tysklands generaler til at gå med i en ny krig denne gang vendt mod bolchevikkerne i Rusland, men det modsatte den engelske regering sig, fordi den frygtede at det ville føre til en revolution i England. Amerikanerne havde dengang valgt en isolationistisk linie. Hartvig Frisch har bl.a. skrevet om dette i bogen ”Fra Brest-Litowsk til Rapallo”.

Fra Rapallo og nordpå til Nervi hænger de store villaer som klistret til de stejle bjergsider. Mange af dem er ubrugte og forfaldne.

Vi havde bestilt to overnatninger i en mindre ferielejlighed i et ombygget hotel der lå 200 meter fra stationen i Nervi. Som en kuriositet viste det sig at Hemingway i 1954 havde opholdt sig nytårs aften på hotellet sammen med sin femte hustru.

Domodossola
Inden starten på vores rejse havde vi besluttet at tage til Domodossola, for vi ville op og se hospitset i Simplonpasset og overbatte der og for at komme derop, skulle vi med en bus fra Domodossola.

Vi troede det var let at få pladser på EC toget fra Genova Prinzipe Stationen til Milano-Centrale mandag kl. 12.19, men det var ikke tilfældet. På grund af jernbabestrejken om søndagen var alt udsolgt.

I Trenitalias billetekspedition blev vi anbefalet at tage med regionaltoget til Voghera og skifte til et andet tog der kørte derfra til Milano Centrale og så kunne vi komme med et tog til Domodossola.

Nu viste app’en fra Trenitalia sin værdi. Vi tjekkede andre rejsemuligheder og fandt ud af at regionaltoget vi skulle med kørte til Milano/Garibaldi-stationen og at der derfra gik et regionaltog til Domodossola. Vi ville så godt nok ankomme halvanden time senere end hvis vi kunne være kommet med EC toget fra Genova til Milano.

Med bus gennem Simplon-passet
To til fire gange daglig kører en postbus fra stationen i Domodossola til Brig i Schweiz.

Vejen gennem Simplonpasset er anlagt af Napoleon og den passerer tæt på hospitset i Simplon hvor der er et busstoppested.

Jens Baggesen og H.C. Andersen har skrevet om deres oplevelse med at køre gennem Simplonpasset, for H.C. Andersen var det ikke den store fornøjelse, for han blev temmelig køresyg.

Der var mange passagerer som skulle med bussen, og vi fik at vide at det skyldes at der var faldet sten og klipper ned på sporene mellem Domodossola og Iselle Di Trasquera den sidste station i Italien inden grænsen til Schweiz og Simplon-tunnellen, så bussen var den eneste mulighed for at komme denne vej fra Italien til Schweiz.

Da vi kom op i Alperne, begyndte det at sne og da vi efter en times kørsel nåde til hospitset, var det snestorm. Vi havde under vejs set et par sneplove der skulle holde E62 gennem passet fri.

Vi besluttede ikke at overnatte på hospitset. Hvordan skulle vi komme tilbage til Domodossola?

Vi var formentlig de eneste gæster på hospitset. Vi købte en kop kaffe i cafeteriaet og med hjælp fra google-translate fik personalet forklaret os at der kørte en bus til Brig en time senere.

I Brig gjorde vi brug af app’en fra de schweiziske jernbaner og fandt ud af at der faktisk kørte et lokaltog fra Brig til Domodossola senere på eftermiddagen, så vi udfyldte interrailpassene og var klar til at køre med tog til Domodossola.

Fleksibiliteten ved et interrailpas og muligheden for at ændre rejsen undervejs er blevet bedre efter at jernbaneselskaberne har udviklet deres app’s hvor man kan se køreplanerne og om der er forsinkelser undervejs, så rejseplanerne kan ændres hele tiden.

Gennem Schweiz
Ved hjælp af den schweiziske app. planlagde vi næste dags rejse fra Domodossola gennem Schweiz mens vi kørte mod Domodossola.

Vi kunne komme med et lokaltog fra Domodossola til Brig kl. 09.30 og fra Brig med et EC- tog til Basel hvor vi skulle skifte til et andet EC-tog til Karlsruhe og derfra videre med et TGV-tog fra Paris til Stuttgart.

Vi bookede samtidig en overnatning på et hotel tæt på Stuttgart Hbf.

Da vi den næste dag skulle op fra tunnelen på stationen i Domodossola til platformen hvorfra vores tog skulle køre, virkede elevatoren selvfølgelig ikke, men straks dukkede en betjent fra det lokale politi op og han hjalp os op med vores bagage.

På platformen stod to af hans kolleger og da EC-toget fra Bern til Milano lidt efter ankom til Domodossola, blev vi klar over hvorfor de ventede.

En familie med tre børn steg af toget og en af betjentene bad om at måtte se deres ausweis eller pas. Hvorfor havde de ikke bedt om at se vores?

Det var tydeligt for enhver på platformen at familien ikke havde den ønskede legitimation for da EC-toget fra Milano til Bern lidt efter ankom, blev familien sat på dette tog og måtte vende tilbage til Schweiz.

Hamburg – København
Efter en overnatning i Stuttgart rejste vi til Hamburg over Köln. I Hamburg skulle vi nå EC- toget til København med afgang kl. 16.55.

Vi havde 20 minutters ophold på Hanburg Hbf, fik en øl og currywurst til den hampre pris af 15 euro stykket.

I toget til Danmark delte vi kupe med to irske mænd, de skulle til København fra Dublin via Hamburg. De var ankommet med fly fra Dublin. Den tredje rejsefælle var en kvinde fra Karlsruhe.

De skulle alle tre til København, hvor de skulle overnatte selvom de skulle se det igangværende Melodi-Grand-Prix i Malmø. De havde alle tre været i København dengang Danmark arrangerede Melodi-Grand-Prix ’et på Refshaleøen som de i øvrigt syntes var et fantastisk koncertsted.

Det var noget af en oplevelse for os at møde mennesker der entusiastisk gik op i Eurovision Song Contest, de vidste hvilke sange der havde deltager de seneste 20 år.

Hvem siger vi havde mødt dem hvis vi ikke havde rejst med tog?

I øvrigt blev toget fra Hamburg til København en time forsinket på grund af et sammenbrudt godstog et sted i Holsten, som først skulle rangeres væk. 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Alt er ændret, alt er det samme

Hvad er recession

Udvidelse af EU? Hvad kan vi forvente?

Ja, Ole Stavad, noget må gøres, men hvad og af hvem?

Magtbrynde

Revisionssager på vej

Boganmeldelser:

Historien som våben

Den uventede advokat

Klanerne

Borgerlig krise

Det hærdede stål