Nr. 3 - 2023

Frihed, lighed og broderskab – fra velfærdsstat til velfærdssamfund

Af Irene Odgaard

I forbindelse med regeringsforhandlingerne efter valget i 2022 mellem Socialdemokratiet/Mette Frederiksen og Venstre, samt på et senere tidspunkt: Moderaterne (Lars Løkke Rasmussens nye parti efter hans afgang som formand for Venstre), blev der skabt en fortælling til det socialdemokratiske bagland om baggrunden for den nye regering hen over midten.

Den 6. december skrev Mette Frederiksen et opslag på Facebook, hvori hun gjorde klart, at Socialdemokratiet og Venstre er to partier med meget forskellig ideologi. Men er der en fællesmængde? Det var fortællingen om den, som siden blev udbredt. Historisk er Socialdemokratiet og Venstre begge partier, der opstod og voksede i Danmark i forbindelse med forfatningskampen og arbejdskampe i slutningen af 1800-tallet – og begge kæmpede for udvikling af det parlamentariske demokrati. Fortællingen placerede begge partiers rodnet tilbage i den franske revolutions paroler: frihed, lighed og broderskab. Blot havde Venstre altid vægtet frihedskravet højest, hvor Socialdemokratiet havde vægtet ligheden. Broderskabet (eller solidariteten) var fællesmængden. De folkelige bevægelser, andelsbevægelsen og fagbevægelsen, blev opbygget under henholdsvis Venstres og Socialdemokratiets politiske faner – selv i den mindste flække i Danmark i dag er der Venstrefolk og Socialdemokrater. Sådan lød fortællingen – S og V havde tidligere forenet kræfterne, så hvorfor ikke gå sammen igen om at løse de udfordringer, Danmark står over for i dag?

Et regeringsgrundlag blev tilvejebragt, som lovede "den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie", og nu forestod så udmøntningen af fællesmængden i praktisk politik på tværs af vægtning af henholdsvis frihed og lighed i regeringens arbejdsfællesskab. Udfordringer var der nok af.

For det første havde regering og folketing allerede tidligere forpligtet sig på at anvende mange, mange flere ressourcer på militær i vor tids uordentlige verden. Der var en regning at betale efter mange år med besparelser for at nå målet om et fungerende territorialforsvar igen, meget skulle opbygges fra grunden: lige fra styr på pengene til fjernelse af skimmelsvamp på kasernerne.

For det andet var ”råderummet” – den måde, Finansministeriet beregner statens økonomiske muligheder for at investere i bl.a. militær, sundhed, uddannelse og velfærd for borgerne – næsten opbrugt allerede af de løfter, Mette Frederiksen havde givet om at lade pengene følge med ”det demografiske træk” i kommunerne. Flere børn, flere ældre: det betyder flere udgifter frem mod 2025 og 2030.

For det tredje havde der i offentligheden længe cirkuleret ubehagelige historier om det danske velfærdssamfunds tilstand på ældreområdet. TV2 havde rapporteret fra nogle af landets plejehjem – og afsløret skandaløse tilstande, der allerede havde givet anledning til politiske løfter om at gøre tingene anderledes og meget, meget bedre for de ældre i fremtiden.

I sin første åbningstale som statsminister i 2019 havde Mette Frederiksen konstateret, at tilliden var svækket og samfundskontrakten blevet svagere. Velfærd var jo ikke et projekt, men ”varme, trivsel og kærlighed mellem mennesker”. En hovedopgave for regeringen måtte derfor være opgør med overflødigt bureaukrati og ”pseudoarbejde” for at sikre velfærdssamfundets fremtid. Der burde gøres op med ”hellige køer”. Både med de borgerliges hellige ko om ”frit valg” mellem kommunale og private leverandører, som havde ført til minutiøse opgavebeskrivelser og - måske - lå til grund for minuttyranniet inden for ældreplejen. Og med Socialdemokratiets tilbøjelighed til at lovgive om nye rettigheder, hver gang et problem ramte avisforsiderne. Mette Frederiksen nævnte som eksempel kravet om ret til et dagligt bad for de ældre, som man havde stillet uden at ulejlige sig med at spørge de ældre, hvad de egentlig selv syntes. Den tilgang måtte genovervejes til fordel for mere lokalt selvstyre: Danmark skulle have en ”Nærhedsreform”.

Den nyudnævnte socialdemokratiske social- og ældreminister Astrid Krag gik i gang med at indfri statsministerens løfter på ældreområdet. Hun ville ”starte med et stykke blankt papir”. Kommunerne skulle have mulighed for at gentænke det hele, og i maj 2021 fik hun lovgivning om ”velfærdsaftaler” på plads, således at der kunne påbegyndes nye frikommuneforsøg med ældreplejen i tre kommuner: Viborg, Middelfart og Langeland. På grundlag af en ”velfærdsaftale” kunne de lokale myndigheder hver især nu blive frisat fra alle lovparagraffer og få mulighed for at udforme hjælpen til de ældre ved at udøve skøn – de ældres behov skulle mødes, men de ældre havde ikke længere fast definerede rettigheder til bestemte ydelser. Ideerne til nyskabelse af velfærden skulle vokse nedefra: ”Vi giver friheden til medarbejderne, til gengæld forpligter de sig til at levere bedre resultater”, sagde Astrid Krag om velfærdsaftalerne. (Mandag Morgen, april 2021).

I forsøgskommunen Middelfart forhandlede man sin frisættelsesaftale og i september 2021 var man klar med projektet ”Fremtidens Ældreliv”, der lagde op til mere samarbejde med civilsamfundet. Kommunen gik i gang med at gentænke ældreområdet ud fra tre overordnede vinkler: lokalt, hvor personalet f.eks. kunne angive, hvad de mente om arbejdsprocesserne på såkaldte ”spild-af-tid-tavler”. På overordnet plan skulle bl.a. mængden af dokumentation nedbringes og koordineringen mellem faggrupper, der kom hos borgeren, forbedres. Endelig oprettede man et eksternt velfærdspanel, som kunne komme med idéer og løsningsforslag udefra. Panelet bestod bl.a. af medlemmer af kommunens ældreråd, Røde Kors, Ældresagen og Alzheimerforeningen.

Hvordan så med ressourcerne – forventede man at spare penge på denne frisættelse? Nej, sagde Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd (S), man skulle ikke forvente at spare millioner, men beslutningerne ville blive taget tættere på borgerne i kraft af det faglige råderum, man havde fået:

”Hvis vi sætter os op i helikopteren, tror jeg, vi vil se, at vi er på vej fra en rettighedsbaseret og en centralistisk defineret opgaveløsning og over mod en mere ansvarsbaseret og decentral opgaveløsning, hvor beslutningerne om, hvad der skal ske, tages så tæt på borgerne som muligt”.

I juni 2022 enedes social- og ældreminister Astrid Krag med en lang række partier i Folketinget om at frisætte ældreplejen i endnu flere kommuner. Astrid Krag sagde:

”Jeg er glad og stolt over aftalen, som giver vores dygtige medarbejdere og ledere på ældreområdet langt mere frihed til at skabe den bedste pleje, omsorg og kvalitet for vores ældre. Borgerne skal stadig have den hjælp, som de har brug for. Men det skal ikke være styret af rigide skemaer. Der er brug for nytænkning. De kommuner, der allerede har indgået velfærdsaftaler på ældreområdet, oplever gejst og energi blandt både medarbejdere, ledere og de ældre selv. Det håber jeg, at vi med denne aftale kan få bredt ud til glæde for mange flere.”

Det er værd at bemærke, at Venstres Jane Heitmann i aftalen var kommet igennem med at bevare en enkelt rettighed for de ældre: retten til frit valg:

”Venstre har stået fast på retten til frit at kunne vælge leverandører af madservice, praktisk hjælp og personlig pleje, som af den grund heldigvis forbliver en rettighed for vores ældre i de nye forsøgskommuner. Det er både jeg og Venstre glade for, for det er et klart nybrud i forhold til de tidligere velfærdsaftaler.”

Denne ret til ’frit valg’; ”de borgerliges hellige ko” ifølge Mette Frederiksen, var i 2003 blevet indført af regeringen Anders Fogh Rasmussen og havde jo om noget bidraget til skemaer og stigende administrationsudgifter i kommunerne. Samme regering Fogh Rasmussen havde nedsat et licitationsudvalg, som i 2004 havde afgivet en hel række anbefalinger i forbindelse med kommunalreformen, der skulle give private leverandører øget fodfæste i kommunernes opgaveportefølje. Derfor satte Lars Løkke Rasmussens kommunalreform skub i udlicitering og privatisering af velfærden frem mod det niveau, vi kender i dag.

Så det var naturligvis en prioritet for Venstre at passe på den hellige ko og ikke sætte de private aktørers fodfæste over styr. Ko og private aktører blev reddet i land igen med de nye velfærdsaftaler. SF’s forhandler, Kirsten Normann Andersen, som var med i forliget, beklagede dette ”nybrud” i forhold til de tre første aftaler:

"Det er vigtigt for SF, at ældreplejen er lokalt forankret – og tilgodeser den enkelte ældres helt særlige behov. Derfor er vi glade for, at udbredelsen af velfærdsaftalerne til flere kommuner nu giver bedre mulighed for et opgør med centrale og/eller lokale regler, som forhindrer den gode og individuelle indsats. Men det er ikke nogen hemmelighed, at SF gerne havde set de eksisterende velfærdsaftaler for tre forsøgskommuner videreført uændret."

Det næste skridt i ”frisættelsen” er en helt ny lovgivning på ældreområdet. Frikommuneforsøgene er ikke afsluttet, og de vil blive forlænget fra afslutningsdatoen september 2024 indtil den nye ældrelov foreligger. Det skulle den faktisk have gjort på nuværende tidspunkt. Men den er senest blevet udskudt til den anden side af årsskiftet. Årsagen til forsinkelsen? Angiveligt uenighed i regeringen om indholdet i lovgivningen. Ideologisk uenighed.

I sommers afholdt Venstre en såkaldt ”blå café”: et virtuelt møde, hvor ”frisættelse af ældreplejen” var på dagsordenen, med 70 deltagere, Venstre-medlemmer eller sympatisører.

Venstres ældreordfører, Hans Christian Schmidt, gav deltagerne en status på arbejdet med frisættelsen af ældreplejen ved at referere direkte fra forhandlingslokalet i Ældreministeriet:

”Frisættelse er stadigvæk ikke noget, der har rodfæstet sig hos alle, som noget, vi forstår det samme ved.
-  Når man typisk taler med Venstre-folk, så betyder frisættelse, at vi hele tider tænker på borgeren. Borgeren skal kunne vælge, og borgeren skal kunne gøre nogle ting og så videre. Hvis det er socialdemokraterne, så handler det tit om, at personalet skal frisættes. Og hvis det er Moderaterne, vi taler om, handler det tit om, at det er institutionerne, der skal frisættes - altså bestyrelser og ledelser. Jeg håber, at vi bliver ved med at tale om den enkelte ældre og ikke så meget om personale og institutioner. For vi er ikke helt enige. Selv om ældreministeren gerne vil sige, at vi har talt om det, og vi er enige, så er vi det altså ikke, forklarede Hans Chr. Schmidt."
(Casper Dall, Avisen Danmark 18. september 2023)

Og igen ifølge Casper Dall er der her ikke tale om nuancer, men om ideologi. For Venstre har det altid handlet om individet, for Socialdemokratiet om fællesskabet og for Moderaterne, der er præget af Løkke-ideologien, er det typisk at kaste sig over strukturer og ledelsesfilosofier.

Løkke er ganske rigtigt, som også Margaret Thatcher var det, optaget af strukturer. Strukturændringerne, han har gennemført, har som regel handlet om at give mere råderum for markedskræfter, og i substansen har de været ærkeborgerlige. Sundhedsforsikringer kom – på trods af alle besværgelser om det modsatte - til at skabe større ulighed i sundhed. Fremover kan der blive tale om at skabe endnu større ulighed. Lars Løkke lagde i foråret (Avisen Danmark og Mandag Morgen 3. april 2022) op til et historisk opgør med den måde, store dele af den offentlige sektor er indrettet på i dag. Han vil lave en kommunalreform 2.0, hvor skoler, børnehaver og plejehjem skal være offentlige selskaber og kunne tilbyde tilkøbsydelser. Vi skal også selv spare op til vores ældrepleje på samme måde som med arbejdsmarkedspensionen. Sådan!

Vi venter stadig på den konkrete ældrelovgivning for at kunne vurdere, hvad frisættelsen egentlig betyder. Men ældreminister Mette Kierkgaard fra Moderaterne har løftet sløret en smule for indholdet i et interview, (Berlingske den 21. november),: Udover kommunale plejehjem og friplejehjem skal vi fremover have en ny type plejehjem: lokale plejehjem styret af lokale bestyrelser. Brugerbestyrelser skal sikre, at lokalsamfundet kan deltage og bidrage. Og der skal skabes større muligheder for tilkøbsydelser.

Ministeren har også nedsat et dialogforum, og på ministeriets hjemmeside kan man læse, at

”Dette dialogforum på ældreområdet skal understøtte den grundlæggende forandring på ældreområdet og bidrage til at sikre, at implementeringen af en ny ældrelov lykkes. Det sker med henblik på at understøtte regeringens ambitioner om at skabe den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie og grundlæggende forandre den måde, velfærden i dag styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på.”

Dansk Erhverv, Danske Ældreråd, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), FOA, KL, Røde Kors og Ældre Sagen indgår i samarbejdet med ældreministeren som led i arbejdet med at implementere en ny ældrelov.

Vi ved fra svenske erfaringer med udlicitering af ældreplejen, at de større muligheder for tilkøbsydelser skaber ulighed og opdeling i et A- og et B-hold blandt de ældre. Vi ved også fra dansk forskning (Ole Helby Petersen), at kommunernes udlicitering og privatisering skaber større lønforskelle blandt de ansatte: ældre, mandlige ansatte med højere uddannelse får gennemsnitligt højere lønninger i det private end i det offentlige, mens yngre kvindelige ansatte med lavere uddannelse går ned i løn, når de skifter fra offentlig til privat ansættelse. Så friheden får måske bedre kår, men uligheden stiger.

Med udgangspunkt i netop spørgsmålet om lighed - og risikoen for opdeling i A- og B-hold – tog den socialdemokratiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, i sommers bolden op fra Lars Løkke Rasmussen og hans tanker om individuel opsparing til ældrepleje i fremtiden. Rabjerg Madsen foreslog i stedet en løsning, hvor arbejdsmarkedets parter gennem en trepart kunne forhandle sig frem til kollektive forsikringsordninger, hvor man måske i højere grad kunne tage højde for den stigende ulighed mellem forskellige grupper på arbejdsmarkedet. Løsningen var ikke klokkeklar – hverken teknisk, som alternativ til en skatteforhøjelse, som var det, fagbevægelsen i stedet pegede på. Eller i forhold til det problem, som borgmestrene anså for det mest påtrængende i fremtidens ældrepleje: mangel på personale i ældreplejen.

Christian Rabjerg Madsens sommerballon blev skudt ned fra mange, både i og udenfor det socialdemokratiske bagland – med flere typer af argumenter. Nogen mente ligefrem, at det var et opgør med det universelle velfærdsstat, som ellers stod Socialdemokratiets hjerte nær.

Ordføreren skulle siden beklage, at han overhovedet havde peget på en løsning - i stedet for blot at lægge op til debat om problemstillingerne og hans analyse af dem. Men Rabjerg Madsen insisterede samtidig på, at han havde sendt ballonen op i et ønske om at kæmpe for mere lighed i den fremtid, der forestår.

Når man ser nærmere på signalerne i forbindelse med ”frisættelsen af ældreplejen”, som regeringen er i gang med, så forstår man ham godt. Og han skal bestemt ikke have utak for at have rejst spørgsmålet om lighed i fremtidens samfund – for problemet består. Venstres vægtning af frihed ser ud til at få sit i regeringsfællesskabet. Men hvad med ligheden, som Socialdemokratiet vægter højest? Det er nok ikke for stærkt at sige, at juryen stadig er ude.

Ældreminister Mette Kierkgaards ældrelovgivning bliver bestemt spændende at følge til dørs – og helt afgørende bliver det at følge effekterne af den. Vi ved faktisk chokerende lidt om effekterne af den omfattende udlicitering, der er foregået på velfærdsområdet de seneste tre årtier. Og at vi ved så lidt, er også grunden til, at "den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie", (regeringsgrundlaget), ikke – som mange reformer førhen– kan støtte sig på en grundig redegørelse for, hvordan terrænet så ud som udgangspunkt. Hvor lå problemerne? Vi ved det ikke med sikkerhed. Hvad vi ved er, at vi er i gang med at bevæge os fra velfærdsstat til velfærdssamfund. Og bliver det som i Holland, hvor meget inspiration er hentet, så vil vi få flere selvstyrende teams, så de ældre mødes af de samme mennesker. Det vil sikkert vække tilfredshed. Men også krav om mere inddragelse af civilsamfundet, naboer og ægtefæller i plejeopgaven. Det kan øge uligheden, fordi der er store forskelle på ressourcerne rundt omkring i hjem og boligkvarterer. Endelig taler stærke kræfter for flere frivillige til at give rådgivning, praktisk hjælp og menneskelig varme. Mon ikke også de private aktører har nogle bud? Bliver det billigere? Det skal vi nok ikke forvente.


Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Fri os for de professionelle

Er Det Etiske Råd overflødigt?

OK 24 går i gang. Hvad er på spil?

Arbejdets værdikamp

Bulderby-manifestet

Minimalstaten version 2.0

Kokain - bedre kvalitet - lavere pris