Arbejdets værdikamp

Anmeldelse af Kaare Dybvad Beks bog, Arbejdets land, Grønningen 1. Udkom den 3. november 2023.

Af Søren Thomassen

”… Du må opgive din forbandede skrædderforretning, og vi kan tage ud at bo på landet.

Ved du ikke, at jeg har en meget pæn indtægt af min forretning? Forstår du ikke, at det er min forretning – at jeg skabte den og arbejdede den op, og at jeg er stolt af den! Og du har den forbandede dristighed at komme her og sige: ”Opgiv det hele, kære.”

Ja jeg har den forbandede dristighed at sige det.

Og du tror, at jeg holder nok af dig til at gøre det?

Hvis du ikke gør det, sagde Kenneth Marshall, vil du ikke være noget for mig.

Rosamunde sagde blidt: Åh min kære, jeg har hele livet ønsket at leve på landet sammen med dig. Nu – skal det være alvor…”

Agatha Christie, Solen var vidne

 

ARBEJDETS LAND

Den socialdemokratiske minister for udlændinge og integration, Kaare Dybvad Bek, har skrevet debatbogen, Arbejdets land, om etableringen og udviklingen af den danske velfærdsstat. Bogen belyser modstanden mod velfærdsstaten og de udfordringer den mødte fra den første start i slut 1950’erne og de den måske møder her i 2020’erne.

På skuldrene af Stauning og Myrdalerne
I 1934 skrev Thorvald Stauning Socialdemokratiet arbejdsprogram Danmark for Folket med undertitlerne: Arbejde, Brød, Frihed.

I Danmark for Folket foreslår Socialdemokratiet flere statslige investeringer (i produktion, infrastruktur mm), tilsyn med bankernes kredit- og rentesættelser, omlægning og industrialisering af landbruget, kvinderne skulle have lønarbejde og deres arbejde skulle sikres, gældssanering af kriseramte landmænd og udstykning af flere husmandsbrug, sikring mod hensynsløs lejeforhøjelse for både butikker og boliger, etablering af ungdomsskoler og husmoderskoler for hele befolkningen.

Arbejderklassen nåede vidt frem i kraft af solidaritet og sammenhold, men hele folket bør være med, når de, der forstår produktionens betydning, samler sig om tidens gerning. Der er lysning i tiden, og vi må ønske, at lyset også skal komme til vort folk. Dertil kan alle bidrage ved ærlig indsats i arbejdet. (Folkets Tid. Socialdemokratiet og Danmark, Gyldendal 2019 side 51)

I genlæsningen af Danmark for Folket ses mange af de samme problemstillinger Kaare Dybvad Bek beskæftiger sig med i Arbejdets land. Men da Danmark for Folket blev skrevet i 1934, kunne Stauning og Socialdemokratiet ikke forudse hvordan et samfund der byggede på partiprogrammets ideer, ville udvikle sig og hvilke udfordringer det kom til at stå over for. Det er denne udvikling og disse udfordringer Kaare Dybvad Bek skriver om.

Både før og især efter udgivelsen af Arbejdets land har nogle politikere, bl.a. fra partier til venstre for Socialdemokratiet, hævdet at Socialdemokratiet har fjernet sig fra sit historiske udgangspunkt og er blevet både neoliberalister og arbejdsfetichister (hvordan det så kan lade sig gøre) som er drevet af ønsket om at øge arbejdsudbuddet. Citatet fra Danmark for Folket viser at de pågældende er historieløse.

Arven efter Myrdalerne
I 1935 udgav Alva og Gunnar Myrdal deres skelsættende bog, Krise i befolkningsspørgsmålet. Denne er Kaare Dybvad Beks udgangspunkt for beskrivelsen af den velfærdsstaten der voksede frem i Skandinavien efter 2. verdenskrig.

Når Myrdalernes ideer slår igennem i Norden, skyldes det i følge Kaare Dybvad Bek grobunden i vores samfund for det Max Weber beskriver i sin bog Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. IArbejdets land henviser han ofte til den weberske skelnen mellem lutheraneres og calvinisters opfattelse af syndsbegrebet som baggrund for opfettelsen af arbejdsetik hos lutheranere og calvinister.

I Danmark bliver Myrdalernes ideer om velfærdsstaten i løbet af 1930’erne bl.a. taget op af økonomen Jørgen S. Dich (Han skulle i 1970’erne blive en markant kritiker af udviklingen af velfærdsstaten).

Myrdalernes ideer om velfærdsstaten mødte kritik fra venstrefløjen som mente den ville forringe arbejderklassens vilkår gennem det større udbud af arbejdskraft (den samme kritik den danske venstrefløj i 1990'erne og i dag retter mod Socialdemokratiet. Venstrefløjen har altid haft en tendens til at opfatte elendighed som et middel til samfundsomvæltning og ser velfærdsstaten som ren og skær bestikkelse af arbejderklassen for at undgå en revolution).

Højrefløjen mente at velfærdsstaten ville ødelægge den sociale struktur og arbejdsdelingen mellem kønnene og at kvinderne skulle holdes ude af arbejdslivet for at passe børn og hjemmet (tankegangen om at kvinderne skal være hjemme har Det konservative Folkeparti genoplivet i 2023) (Arbejdets land s. 50).

Oprør mod velfærdsstaten
Kaare Dybvad Bek fremhæver i bogen tre oprør mod velfærdsstaten:

Folkeafstemningen om jordlovene i 1963, protesterne mod etableringen af Statens Kunstfond i 1965 og folketingsvalget i 1973.

Ved folkeafstemningen om jordlovene i 1963 var der i befolkningen og blandt flertallet af de Socialdemokratiske vælgere modstand mod forslaget om styringen af by- og landskabsudviklingen.

”Beskyttelsen af den ejendom, som for mange familier krævede hårdt arbejde, trumfede de store myrdalske ideer om et samfund, hvor det var menneskers planlægning og ikke markedslogikken, der styrede.” (Arbejdets land. S. 82)

Det andet oprør var protesten mod etableringen af Statens Kunstfond og dens uddelinger af livsvarige ydelser. Det var ikke kritik af ”uforståelig” kunst, som nogen efterfølgende har søgt at forklare protesten med, men at 73% af befolkningen var imod at nogen skulle have penge af staten uden at arbejde for dem.

Det tredje oprør var folketingsvalget i 1973 og var nok det mest skelsættende af dem. Da valget handlede om de stadig stigende skatter til at finansiere velfærdsstaten og den voksende offentlige sektor.

I Socialdemokratiets ledelse var man klar over den stigende skepsis over for velfærdsstaten og reaktionen mod den voksende offentlige sektor.

”Folk vil næsten for enhver pris have skatten ned. Familier, hvor mand og kone arbejder og skal have børn passet, føler skattetrykket stærkt. Når der stadig er mange, der kan udpine diverse fradragsrettigheder, så kan selv de, der kan se fordelene i ’et stærkt’ samfund, blive i tvivl.” Skrev Anker Jørgensen i sin dagbog (Arbejdets land s.105).

Ved folketingsvalget stemte en stor del af Socialdemokratiets vælgere på partier der modsatte sig skattestigningerne og den store offentlige sektor so var blevet synonym med velfærdsstaten.

Når Kaare Dybvad Bek nævner disse tre oprør, er det formentlig fordi han tror at et nyt oprør ulmer bl.a. fordi formue- og indkomstbeskatning er ulige fordelt og at det ”bedre” kan betale sig at leve af sin formue end at arbejde.

Forudsætningen for velfærdsstaten er i den socialdemokratiske optik at alle der kan arbejde, påtager sig et arbejde. Når nogen arbejder og kan se at andre, der ikke arbejder, nyder godt af det de der arbejder, leverer til fællesskabet, er frøet lagt til endnu et oprør med den stat og de politiske partier der fremstår som eksponenten for dette og det er paradoksalt nok Socialdemokratiet.

Opfattelser af den socialdemokratiske velfærdsstat
Hvor de borgerlige partier i 1960’erne så velfærdsstaten som den lige vej til socialismen, opfattede DKP, SF og Venstresocialisterne, den som en del af kapitalismen. Både DKP, SF og VS opfattede velfærdsstaten som et mål i sig selv for Socialdemokratiet og ikke bekæmpelsen af indholdet i kapitalismen: Den private ejendomsret, den sociale utryghed, klassemodsætningerne osv.

Både de borgerlige og socialistiske partier var enige i at velfærdsstaten fratog borgeren sin selvbestemmelse. En påstand som også bliver fremført nu.

Velfærdsstaten blev en barnepige for en borger, der kunne selv, hævde borgerlige politikere, mens Venstresocialisterne kritiserede velfærdsstaten for sin funktion som sygehjælper for en arbejderklasse, der hellere selv skulle bestemme over den produktion der påførte dem skaderne (Arbejdets land s. 95).

Internt i Socialdemokratiet blev der også rejst kritik mod en velfærdsstat der satte det sociale offer i centrum for barmhjertighed og omklamring, i stedet for at sætte arbejderne og arbejdskraften i centrum.

Velfærdsstatens udfordringer
For Kaare Dybvad Bek bygger velfærdsstaten på præmissen om alles ret og pligt til at arbejde. Derfor har den største udfordring for Socialdemokratiet altid været at sikre at der ikke er borgere, der aldrig kommer i arbejde. Arbejde, Brød, Frihed som det hed i Danmark for Folket og det har altid været en kerne i Socialdemoktratismen.

I slutningen af 70’erne sætter Socialdemokratiet fokus på nogle af velfærdsstatens udfordringer.

”Folk der kan klare sig selv, skal klare sig selv,” siger Ritt Bjerregaard da hun er socialminister (Arbejdets land s. 109) og partiet ændre velfærdsstatens grundstruktur, bl.a. også dikteret af landets trængte økonomi hvor finansminister Knud Heinesen taler om at kunne se afgrundens rand.

Den Socialdemokratiske velfærdsstat passer perfekt til en økonomi i vækst med stort arbejdsudbud og lav arbejdsløshed. Partiet ser det som sin hovedopgave at skaffe arbejde til alle der kan arbejde og derfor skal kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Udviklingen af velfærdsstaten, den offentlige sektor og universelle velfærdsydelser skal ses på denne baggrund.

En velfærdsstat kan ikke fungere optimalt hvis samfundet er præget af recession og høj arbejdsløshed, så da Socialdemokratiet så at sige kaster håndklædet i ringen i 1982, starter Poul Schlüters periode som statsminister for skiftende borgerlige regeringer og de gennemfører omfattende reformprogrammer med bl.a. rammestyring af den offentlige sektor med Finansministeriet i centrum (New Public Management).

Det sandsynlige alternativ til rammestyringen havde formentlig været dårlig kvalitet i de offentlige ydelser og opkrævning af højere skatter hvilket ti år inden førte til jordskredsvalget med politisk og økonomisk ustabilitet til følge.

Schlüters tid som statsminister er også kendetegnet ved gennemførsel af trepartsforhandlinger med fagbevægelsen og arbejdsgiverne bl.a. for at reformere dagpengesystemet og gøre det til en forsikringsordning. Dette lykkedes ikke.

Regeringen greb ind i overenskomstforhandlingerne i 1985 med et lovforslag der var ringere for såvel lønmodtagere som arbejdsgivere end det mæglingsforslag lønmodtagerne havde forkastet.

I fagbevægelsens ledelser havde man efterhånden opfattelsen af at Socialdemokratiet førte en gold oppositionspolitik, som var udsigtsløs og LO lavede en fælleserklæring med arbejdsgiverne og regeringen som ændrede fundamentalt på synet på arbejde og arbejdets betydning for velfærdsstaten.

Fagbevægelsen får så at sige øjnene op for at skabe øget beskæftigelse ved at begrænse omkostningerne dels til arbejdsløshedsforsikring og dels til lønninger. I fælleserklæringen stilles en øgning af arbejdsudbuddet på 50.000 – 70.000 nye arbejdspladser og en forbedring af betalingsbalancen gennem øget privat opsparing i udsigt og den efterfølgende trepartsaftale om arbejdsmarkedspensioner fører direkte til dødsstødet til fagbevægelsens og Socialdemokratiets ideer om Økonomisk Demokrati.

”Fælleserklæringen og arbejdsmarkedspensionerne markerede et skift væk fra principperne i den velfærdsstat, som var blevet grundlagt i 1960’erne, i den forstand at man accepterede principperne i udbudsøkonomien, altså at det giver økonomisk aktivitet og vækst, hvis man tilvejebringer mere arbejdskraft…. Men også i den forstand, at pensionsordningerne skulle gælde for dem, der var lønmodtagere, og i ringere grad for folk, der i perioder var uden for arbejdsmarkedet.” (Arbejdets land s. 113-14)

Der var betydelig modstand mod arbejdsmarkedspensionerne i dele af fagbevægelsen, især SID (3F), som så dem som ulighedsskabende og frygtede at velfærdsstaten på sigt ville gå fra universalistiske ydelser til individuelle forsikringsordninger. 

Da Poul Nyrup i 1993 bliver statsminister, iværksætter regeringen et omfattende reformprogram som bl.a. skulle dæmpe stigningerne i lønninger og priser, sikre skattelettelser (!) til lavindkomstgrupper, obligatorisk pensionsopsparing og decentralisering af den offentlige sektor. Det skulle sikre en bedre betalingsbalance, overskud på statsfinanserne og 120.000 færre arbejdsløse.

”Ligesom ved introduktionen af velfærdsstaten i 1960’erne stod kampen om, hvilket politisk svar der gav den arbejdsomme gevinst, og samtidig begrænsede den lediggåendes mulighed for at fortsætte med det…. kombinationen af de generøse overførsler og hård beskatning ar arbejdsindkomst fik den klassiske velfærdsstatspolitik til at virke ude af trit med den protestantiske arbejdsetik.” (Arbejdets land s. 115)

For at hugge den gordiske knude over fremrykkede regeringen offentlige investeringer, renovering af boliger med favorable lånemuligheder og træk på Landsbyggefondmidler for de almene boligers vedkommende, efter- og videreuddannelse med mulighed for at oppebære dagpenge, en halvering af dagpengeperioden fra 8 til 4 år og halvering af dagpengesatsen for unge under 25 år. Det sidste førte næsten øjeblikkelig til en afskaffelse af ungdomsarbejdsløsheden.

Arbejdets betydning for velfærdsstaten
Kaare Dybvad Bek ser i Arbejdets land på arbejdets betydning for velfærdsstatens udvikling. Han behandler de problemer velfærdsstaten skaber og står overfor bl.a. med fortællinger fra skønlitteratur, film og Tv-serier.

Kaare Dybvad Bek skriver at det altid har været Socialdemokratiets vigtigste opgave at inddrage den brede befolkning ved at gøre den ansvarlig og frigøre den potentialer.

”… men vi må også erkende, at vi med velfærdssamfundets form har skabt en ny almue som en afledt, utilsigtet effekt af den historisk stærke samfundsindretning, den er. Dette har aldrig været Socialdemokratiets udgangspunkt; vi arbejder ikke ud fra barmhjertighed, men ud fra kontrakt og rettigheder. Man skal gives muligheder, men man skal også overholde de spilleregler, der gælder. Vi må holde fast i at afstå fra den konkurrence, man nogle gange oplever om, hvem det er mest synd for. Vi må i stedet stå ved velfærdssamfundets arv: At det bygger på arbejde, og at den bedste vej ud af personlig tragedie og elendighed er, at man finder sin plads som en del af arbejdsmarkedet.” (Arbejdets land s. 132)

Dette citat indrammer hele formålet med bogen, at belyse arbejdets betydning for velfærdsstatens fortsatte udvikling.

Betydningen af den sociale arv
Er det lykkedes for velfærdsstaten at skabe mindre ulighed og bryde den sociale arv?

Kaare Dybvad Bek bruger data Arbejderbevægelsens Erhvervsråd gennem flere år har analyseret for at beskrive den sociale udvikling.

På alle parameter, brugt til at beskrive den sociale arv, er der et klart skel mellem dem uden for arbejdsmarkedet og de fire andre samfundsklasser der indgår i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd analyser.

Tilknytning til arbejdsmarkedet er afgørende for at bryde den sociale arv. Hvis forældrene og senere børnene finder fast arbejde, mangedobles sandsynligheden for at bryde den sociale arv.

Børn af forældre i arbejderklassen, dvs. primært ufaglærte og faglærte og børn af forældre i underklassen, dvs. dem uden for arbejdsmarkedet, har samme udfordringer mht. at få en længerevarende uddannelse, uanset om de er på kandidat- eller professionsniveau, men det er langt lettere for børn af arbejderklasseforældre end for børn af forældre i underklassen at indgå i og fastholde et fornuftigt arbejdsliv. (Arbejdets land s. 141)

En central forudsætning for velfærdsstaten er altså at alle der kan også deltager på arbejdsmarkedet.

”Det er kun gennem selvstændige oplyste borgere, der spiller efter faste regler, at man kan opretholde et samfund, hvor man har høje skatter og så omfattende et socialt system, som det er tilfældet i de skandinaviske lande.” (Arbejdets land s. 148)

Beskatning
Beskatning af formuer og indkomst er forudsætningen for velfærdsstaten.

I Danmark er beskatning af formuer og indkomst ulige fordelt. Med den franske økonom Thomas Pikettys begrebsapparat fra bogen Kapitalen i det 21. århundrede belyser Kaare Dybvad Bek konsekvenserne af den ulige skattefordeling.

Ca. 45% af skatterne udgør beskatningen af arbejde i Danmark. De 10% rigeste af befolkningen ejer næsten 2/3 af al velstand i samfundet. De 30% af danskerne, der kommer efter de 10% rigeste, ejer forholdsmæssigt det samme som deres befolkningsandel udgør og det antages at der primært er tale om ejerskab af boliger og aktier/obligationer der kan omsættes i fri handel. De sidste 60% af befolkningen har ingen formue, men en gæld der overstiger værdien af de ting de formelt ejer.

Danmark beskatter de aktiver, der er ejet af den rigeste del af befolkningen, mindre end i andre OECD-lande og beskatningen af arbejde er hårdere i Danmark end i andre OECD-lande, og det vil få stor betydning for opfattelsen af værdien af arbejde.

”… når det stadig bedre kan betale sig at eje ting i sammenligning med at gå på arbejde, så vil folk med tiden i højere grad satse på at eje ting, som giver afkast, mens arbejde bliver for folk der ikke vandt i aktie- eller boliglotteriet.” (Arbejdets land s. 171-172)

Borgerløn
Begrebet borgerløn er i de senere år ofte debatteret som en ny dimension i velfærdsstatens universielle ydelser.

På den ene side ser venstrefløjspartier borgerløn som en del af de universelle ydelser en velfærdsstat skal tilbyde og på den anden side ser bl.a. liberalistiske økonomer borgerløn som et alternativ til velfærdsstaten.

Borgerlige partier og især liberalistiske ser borgerløn som en mulighed for at underminere fagbevægelsen og dens funktion med at indgå kollektive overenskomster der regulerer løn- og arbejdsvilkår.

Ifølge Kaare Dybvad Bek er det modstand arbejdets nødvendighed der forener venstre- og højrefløjene i deres syn på borgerløn.

”Den ret- og pligt-tankegang, som er udgangspunktet for vores samfundsmodel, lyder lige ubehagelig, uanset om man tilhører den individualistiske del af venstrefløjen, den individualistiske midte eller den liberalistiske (libertære) højrefløj. (Arbejdets land s. 192)

Skal vi gøre op med velfærdsstaten og arbejde mindre?
Kaare Dybvad Bek ser et begyndende opgør med velfærdsstaten, som vi kender den i dag, i den den insisterende søgende efter familielivet og frihed, forstået som øget fritid.

I den Socialdemokratiske forståelse betyder frihed at den enkelte borger, som gør sin pligt, ikke er underlagt barmhjertighed fra andre og derfor kan handle frit, og at reel ligestilling opnås gennem demokratiske rettigheder som ikke er afhængig af f.eks. arbejde eller eje af fast ejendom og gennem at kvinder kan blive økonomisk uafhængige af andres (mandens) indtægter ved at kunne arbejde og få en løn for det.

Kaare Dybvad Bek mener der i de senere år er sket et skred i opfattelsen af begrebet arbejde på den danske venstrefløj og illustrerer det med eksempler fra Enhedslisten der skifter politiske paroler:

”Nu handlede det ikke længere om, at folk skulle have et arbejde, uanset hvor trygt det var, men derimod om helt at slippe for at arbejde.” Nu hedder parolerne ”For frihed og fritid”. Enhver forbindelse til begreber som fællesskab, lighed eller tryghed, der tidligere har betydet meget for et parti, der normalt kalder sig et arbejderparti, var renset ud.” (Arbejdets land s. 204)

Nu handler det for Enhedslisten ikke længere om at gå på arbejde, men om at slippe for atarbejde.

Alternativets ønske om en 30-timers arbejdsuge får nogle ord med på vejen i Arbejdets land.

Alternativet ønsker en 30-timers arbejdsuge og har senest i forbindelse med udgivelsen af Arbejdets land reklameret for dette samtidig med at paritet vil investere massivt i den grønne omstilling og klimaet samt en række velfærdsydelser. Finansieringen skal være øget beskatning af danskernes pensionsopsparinger, altså de der arbejders opsparing for at andre kan holde mere fri.

De borgerlige partier har osgå vendt blikket mod mere fritid. F.eks. forsvarede Søren Pape på det konservative partis landsråd i 2023 dem der ønskede at arbejde mindre samtidig med at to af hans partifæller i et læserbrev slog til lyd for at øge arbejdsudbuddet gennem mere udenlandsk arbejdskraft, flere seniorer i arbejde samt at fjerne ordninger der trækker raske ud af arbejdsmarkedet (dem der var gået på Arne-pension må man forstå).

Dansk Folkeparti har ifølge Kaare Dybvad Bek også rejst kravet om mere fritid til danskerne.

”Lige siden velfærdsstaten blev etableret i 1960’erne har (venstrefløjen og højrefløjen i Danmark) opfattet den som undertrykkende og som alt for systematisk i forhold til de værdier, som de hver især har hævdet (venstre- og højrefløjen). Der går en fællesnævner af insisterende søgen mod familielivet, som man antyder kun kan udfolde sig lykkeligt, hvis folk bruger mere tid sammen. (Arbejdets land s. 208)

Tidsånden
Medier, organisationer, politiske partier og forskere er ved at fremmane en tidsånd, som bygger på en blanding af stærke enkeltpersoner og drømme om et mere simpelt liv, og som manes frem med argumentet om, at man har danskerne bag sig, selvom ingen har efterprøvet denne påstand. (Arbejdets land s.211)

Gad vide om danske politikere på både venstre- og højrefløjen ikke har øje for den voksende skepsis blandt de der arbejder og ser deres lønstigninger ved OK-forhandlingerne blive spist op af skatter for at stille velfærdsstatens nuværende og nye ydelser til rådighed for nogle forholdsvis få personer der har trukket sig fra at arbejde for at nyde fritiden, som de kalder frihed.

På denne baggrund er Arbejdets land et særdeles vigtigt debatindlæg om velfærdssamfundets udfordringer.

Tidsånden er ikke slået igennem i Danmark endnu, men det kan blive anderledes hvis der træffes politiske beslutninger, som gør det attraktivt at arbejde mindre.

Arbejdets værdikamp
I Socialdemokratiets partiprogram fra 1935, Danmark for Folket, var kampen om og for arbejdet centralt for partiets politik og sådan har det været lige siden. Hver gang der har været nedgang i beskæftigelsen, har den primære økonomiske politik for Socialdemokratiet været at skaffe alle arbejde, fordi det er fundamentet under velfærdsstaten og det har altid givet partiet modstand fra såvel venstre som højre side at det politiske spektrum.

Kaare Dybvad Bek nævner som afslutning af boget at det ikke har været hans intension at tale arbejdet op. Han mener det skal udføres og at der er behov for en værdikamp på tre fronter:

”For det første skal vi insistere på det personlige argument for arbejdet før det økonomiske: Det er grundlæggende sundt at arbejde, og hvis vi stopper med det, bliver vi dårligere mennesker hver især.

For det andet skal vi indrette vores samfundssystemer sådan, at det bliver attraktivt økonomisk at arbejde (lavere skatter på arbejdsindkomster?), og for at vores børn får erfaringer med det tidligt i deres liv.

For det tredje skal vi sørge for, at vores arbejdspladser ikke nedbryder os psykisk og gør os syge, men i stedet giver os mere frihed.” (Arbejdets land s. 238)

Debatten om Arbejdets land
Allerede inden Arbejdets land udkom den 3. november 2023 blev bogen debatteret i medierne og især på de sociale medier. Der er ikke noget unaturligt i at en bog bliver debatteret inden den er udkommet, men debatten om Arbejdets land viste sig at være skudt helt ved siden fordi den hovedsagelig kom til at handle om Kaare Dybvad Bek gik ind for at øge arbejdstiden, for det mente mange at statsminister Mette Fredriksen havde gjort dels på partiets kongres i efteråret 2023, men også i forbindelse med Industriens dag, i Dansk Industri.

Ingen af påstandene er rigtige.

På de sociale medier var det tydeligt at 99% af dem, der ytrede sig, hverken havde læst Arbejdets land eller hørt Statsministerens taler. En stor del af ytringerne kom endog fra politikere uden for Socialdemokratiet og så de sædvanlige 5-7 professionelle debattører tilknyttet medierne.

Dagen inden bogudgivelsen var Kaare Dybvad Bek sammen med Dennis Nørmark i Deadline på DR2 for bl.a. at tale om Arbjdets land med Clement Kjersgaard. De der så udsendelsen, kunne forvisse sig om at Kaare Dybvad Bek ikke havde skrevet en bog om at øge arbejdstiden, men en bog om at forudsætningerne for velfærdsstaten; at de der kan arbejde, skal arbejde den tid de nu kan arbejde og at fritid ikke er en forudsætning for velfærdsstaten.

Hvordan nogen (især politikere på venstrefløjen og kommentariatet) kan få den opfattelse at Arbejdets land er endnu et eksempel på at Socialdemokratiet i det 21. århundrede har skippet sit historiske udgangspunkt, er mig en gåde.

Arbejdets land tager tråden op fra Socialdemokratiets program Danmark for Folket fra 1935 som netop bygger på forudsætningen om at Socialdemokratiets politiske mål er at skabe arbejde, brød og frihed.

Arbejdets land give et historisk indblik i velfærdsstatens etablering og udvikling og opstiller rammerne for hvordan velfærdsstaten kan møde fremtidens udfordringer.

I debatten efter bogudgivelsen, savnes i høj grad en diskussion af de seks principper Kaare Dybvad Bek beskriver som arbejdets værdikamp.

Debatten har desværre været en fordrejning af hvad bl.a. Mette Frederiksen rent faktisk sagde på partiets kongres og på Industriens Årsdag og hvad Kaare Dybvad Bek rent faktisk har skrevet i sin bog.

På intet tidspunkt har hverken Mette Frederiksen, Kaare Dybvad Bek eller nogen andre socialdemokrater talt om at øge arbejdstiden, de ved nemlig at det er en diskussion fagbevægelsen må tage med arbejdsgiverne ved overenskomstforhandlingerne. Og det ligge socialdemokrater fjernt at ønske lovgivning om overenskomstspørgsmål som løn og arbejdsvilkår i modsætning til hvad bl.a. Enhedslisten ofte taler om.

Debatten har desværre været præget af det gamle polemiske trick at fordreje hvad der rent faktisk er levet sagt og skrevet og så gå i gang med at polemisere mod fordrejningerne.

Måske skal vi debattere på et oplyst grundlag. Det fortjener bogen.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Fri os for de professionelle

Er Det Etiske Råd overflødigt?

OK 24 går i gang. Hvad er på spil?

Frihed, lighed og broderskab – fra velfærdsstat til velfærdssamfund

Bulderby-manifestet

Minimalstaten version 2.0

Kokain - bedre kvalitet - lavere pris