Minimalstaten version 2.0

Fem unge venstrefolk, to af dem er regeringsmedlemmer, har begået en angiveligt ideologisk bog “Må jeg være fri - fem venstrefolk gør op med systemstaten”. Den minder meget om Anders Fogh Rasmussens “Fra socialstat til minimalstat” fra 1993

Anmeldt af Mogens Havnsøe Petersen

Den har været udråbt som nytænkende, og de fem forfattere har fået ros for at præstere et ideologisk udspil.

De fem forfattere er:

1. Marie Bjerre (37), digitaliserings- og ligestillingsminister.
2. Morten Dahlin (34), Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde.
3. Linea Søgaard-Lidell (36), folketingsmedlem og tidligere EU-parlamentariker.
4. Mads Duedahl (39), regionsrådsformand for Region Nordjylland.
5. Christoffer Lilleholt (28), rådmand i Odense.

Nærværende skribent har prøvet at læse bogen med så uhildet sind som muligt, men det har dælme været svært. Dels er det ret irriterende, at “systemstaten” skal nævnes 10-20 gange på hver side, dels er der overraskende lidt nyt om overhovedet noget. På en eller anden måde kommer den til at virke som version 2.0 af “Fra socialstat til minimalstat” fra Anders Fogh’s hånd i 1993, som han måtte ud og lægge afstand til, da han så gerne ville være statsminister.

Men faktisk er “Må jeg være fri” mindre provokerende end “Minimalstaten”. Den romantiserer ejerskabet og stiller det op mod de stakkels lejere, den mener selvstændige er bedre end lønmodtagere, og derfor roses Wolt og Uber som fremtiden, privatskoler er bedre end folkeskoler og markedsmekanismerne er en helligdom som helbreder alt.

Det virker som et opgør med Sovjetunionens samfundssystem fra før Gorbatjov, og derfor må kendsgerningerne nogle gange drejes. Man glemmer at de godt 1 mio. der bor alment, langt fra alle er en del af øvre middelklasse, og mange vil gerne bo på den måde, og så kender man åbenbart ikke til Landsbyggefonden, og man abstraherer fuldstændig fra, at det først og fremmest er meget dyre private projektbyggeri der skævvrider boligmarkedet.

Det bliver spændende at se, hvordan Morten Dahlin som minister for byer og landdistrikter, vil virkeliggøre sine tanker fra bogen, eller om han strækker våben og anerkender, hvilken regering han er medlem af. Måske skal han drikke en kop kaffe med boligministeren, som jo nu er Pernille Rosenkrantz-Theil samtidig med, at hun er socialminister.

Systemstaten får skyld for alt, bl.a. noget som det kan være lidt svært at tænke ind i den sammenhæng, for det er også systemstaten der er skyld i klimaproblemerne.

I bogen beskrives fællesskabet som det der skal bære igennem, men hvordan det skal ske fortaber sig i argumentationens mørke.

Jeg vil tillade mig at gøre den superborgerlige ideolog Christian Egander Skovs ord til mine, når han i sin anmeldelse i Altinget skriver:

“Dette forstærkes af det andet problem ved begrebet 'systemstaten'. For når 'systemstaten' er skyld i snart sagt hvad som helst, ender liberalismen så ikke allerede i sin tænkning i en umyndiggørelse af individet.

I sidste ende tenderer såvel individ som fællesskab mod at forsvinde i fjendebilledet, og dette risikerer at fastholde liberalismen og Venstre i en gold negativisme, som har været det borgerlige Danmarks ideologiske hovedproblem siden 1950’erne.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Fri os for de professionelle

Er Det Etiske Råd overflødigt?

OK 24 går i gang. Hvad er på spil?

Frihed, lighed og broderskab – fra velfærdsstat til velfærdssamfund

Arbejdets værdikamp

Bulderby-manifestet

Kokain - bedre kvalitet - lavere pris