En ny stabilitetspagt for Europa?
Kan et stabilt Europa fastholdes og udbygges. Hvad er truslerne, hvad er mulighederne
Af Mogens Lykketoft, fhv. finans- og udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling 2015-2016
Måske får vi styr på pandemien, fordi de rige lande omsider forstår, at de ikke varigt er sikret mod ny varianter af sygdommen, før de har hjulpet de fattige lande til at få vaccineret deres befolkning.
Samtidig skriger klimaforandringen på hurtig og stor handlekraft på tværs af grænserne for at bryde kursen mod katastrofe i vores børnebørns tid.
Men desværre er verden blevet endnu mere usikker og ufredelig, og der er stor og stigende ulighed mellem mennesker i forskellige dele af verden og indenfor de enkelte lande. USA og Kina udkæmper en global kamp om indflydelse, og Rusland prøver militært at true sig til en ny sikkerhedspagt i Europa, der giver kontrol over Ukraine. Konflikterne i Mellemøsten og Afrika ulmer eller blusser og skaber stadigt nye humanitære katastrofer. Demokratiet er på retur alt for mange steder. Det er også i livsfare i europæiske lande som Ungarn og Polen. Brexit og Boris Johnsons populisme rammer dey britiske rige med uforudsigelig ustabilitet. Biden er presset på hjemmebanen, og vi kan ulykkeligvis ikke helt udelukke den ultimative katastrofe for USA’s skrøbelige demokrati: At Trump tilbage om tre år.
Sammenhold i NATO og EU nødvendige betingelser for fremskridt hen mod en ny international orden. Men det også afgørende for verdens fred og fremskridt, at det 21. århundredes to supermagter, USA og Kina, genfinder en samarbejdsform, hvor de kan drive den globale klimaindsats fremad og enes om ny fælles regler for samhandel og investering. Uanset alle interessemodsætninger er forudsætningen for at forhindre optrapning til en ny verdenskrig i det 21. århundrede, at USA og Kina forstår, at de trods alt har flere fælles interesser end interessekonflikter
Danmarks rolle
Danmarks bidrag til større global stabilitet kan især være at virke konstruktivt for udviklingen af et EU, der kan gøre Europa til den tredje stærke røst på verdensscenen. Vi har ingen bedre chance for at påvirke verden med vore holdninger end gennem et stærkere europæisk samarbejde.
Vi har brug for en europæisk pagt, der sikrer maksimal klimaindsats, mindre ulighed og større social stabilitet. Europa har desuden en langsigtet egeninteresse i at dæmpe konflikter og forhindre ukontrollable strømme af flygtninge og migranter ved at yde en langt større indsats for at bekæmpe den globale fattigdom.
Derfor har vi brug for et progressivt alternativ til den såkaldte stabilitetspagt, der blev skruet sammen som svar på finanskrisen i slutningen af nullerne og som ensidigt fokuserede på at nedbringe gæld, førte til nedskæring i velfærden, øgede uligheden og svækkede indsatsen mod arbejdsløsheden.
Stabilitetspagten var udtryk for mangelfuld forståelse for, at det for en stat som for en virksomhed kan være en kilde til øget velstand at låne penge til at investere f.eks. i uddannelse og forskning – og i klimaløsninger, der gør velstanden bæredygtig og undgår enormt kostbare skader på samfundet i fremtiden.
EU’s stater har ikke i flere årtier været i nærheden af de problemer, vi oplevede i starten af 1980’erne med en rente omkring 20 pct., der førte til vildtvoksende gældsætning. De senere år har staterne kunnet låne til nul rente eller mindre.
Ensidig stabilitetspagt
Når EU’s stabilitetspagt alligevel har haft det ensidige fokus på at bremse gæld og få balance på statsfinanserne, skyldes det ikke mindst Tyskland. Angela Merkel nærede angst for hyperinflation som i 1920érne og var desværre fastlåst i borgerlige forestillinger om sparsommelighed, der har mere berettigelse i private husholdninger end i samfundet som helhed. Faktisk er der ikke rigtigt historiske eksempler på, at man kunne spare sig ud af en krise. Den bedste vej ud af stor arbejdsløshed og offentlig gældsætning er at skabe nye arbejdspladser og bedre konkurrenceevne – hvorved færre skal forsørges og flere kan betale skat. Det er den model, Danmark anvendte med så stor succes i 1990’erme og nu igen under covid-pandemien.
De Grønnes tidligere udenrigsminister i Tyskland, Joschka Fischer, kritiserede Merkels regerings sparepolitik i EU efter finanskrisen. Frygten for hyperinflation er i vores tid aldeles ubegrundet, risikoen ved denne politik er i stedet deflation og øget arbejdsløshed, sagde han – og tilføjede: Husk at der i 1930 var en anden tysk konservativ kansler ved navn Heinrich Brüning, der svarede på den store krise dengang ved at skære ned på løn og velfærd og forstærke den allerede katastrofale arbejdsløshed; hvad fik vi ud af det, fru Merkel…?
Jeg tror ikke, at Joschka mente, at EU’s stabilitetspagt var den lige vej til noget, der kan sammenlignes med Hitlers magtovertagelse i 1933. Men han udtrykte en relevant bekymring for at sparepolitik med velfærdsforringelser og arbejdsløshed kan føre til social ustabilitet og styrke populistiske og autoritære politiske bevægelser. Det er ikke kun frygten for ukontrolleret indvandring, der øger tilslutningen til højreradikale partier i Europa.
Sparepolitikkens konsekvenser
Sparepolitikken fik i hvert fald dramatiske negative velfærdskonsekvenser i de EU-lande, hvor gælden steg mest. Grækerne blev hårdest ramt ved ikke grundlæggende at få saneret deres gæld, der i høj grad var stiftet i tyske banker! Drastiske sociale nedskæringer og store krav om privatisering af infrastruktur, der betød bl.a., at EU i strid med Europas egne interesser tvang Grækenland til at sælge Piræus havn til kineserne.
Værst var måske, at sparepolitikkens byrde på beskæftigelsen i de mest gældsramte lande som Grækenland, Portugal og Spanien førte til, at en stor del af den ny, veluddannede generation søgte jobs i udlandet. Det nogle af fremtidens vigtigste skatteydere, der – måske varigt - blev fordrevet. Der er en god illustration af, at sparepolitikkens moralisering imod fortidens gældsstiftelse straffede de forkerte og gjorde det unødigt vanskeligt at komme ud af krisen.
Det har været en opmuntring i de senere år, at Portugals socialistiske regering har trodset sparepolitikken og på ny løftet velfærd og beskæftigelse uden ny gældseksplosion. Denne regering fik her i januar en for socialdemokratiske partier enestående flot genvalgsejr!
Covid-krisen fik – i hvert fald for en tid – Merkels sparekurs til at smuldre. De europæiske statsledere enedes i juli 2020 om en genopretningspakke af tilskud og rentefri lån på i alt 750 mia. euro, som i realiteten sætter de økonomisk stærke landes høje kreditværdighed til rådighed for de mest gældsramte medlemslande og gør det muligt for alle lande effektivt at stimulere beskæftigelsen. Kravet er, at mindst halvdelen af stimulansen sættes ind på at virkeliggøre en ambitiøs klimadagsorden. Det er på en og samme tid et varsel om et temposkift om klimaet og en ny forståelse af, at frihed til at sætte beskæftigelsen i vejret, også hvor gælden er størst, er egeninteresse for hele EU-kredsen.
Mærkelig S-position
Det var mærkeligt, at S-regeringer i Danmark og Sverige sammen med Østrig og Holland var de mest modstræbende over for denne kursændring. Men det havde måske en fornuftig virkning på omhuen med at sikre at de fælles midler blev anvendt efter formålet og ikke endte i lommen på f.eks. den italienske mafia. I forhold til effekten var sparebandens indsats heldigvis beskeden: Der blev flyttet en mindre del af pakken fra tilskud til lån, hvad der ikke ændrede særligt på pakkens solidaritet og effektivitet i nulrentens tidsalder.
Nu må vi bare håbe, at den nye kurs, som genopretningspakken er udtryk for, kan fastholdes og dermed reelt skubbe den gamle stabilitetspagt til side:
Det er helt afgørende for Europas fremtid at der er midler til en massiv klimaindsats og større investering i uddannelse og jobskabelse - og i international solidaritet. Europa bliver kun stærkere og verden bedre, hvis vi forbedrer mulighederne for at udnytte menneskeligt talent – ikke kun hos de økonomisk bedst stillede.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Katastrofalt valg i København
Ny socialdemokratisk kurs på Bornholm er nødvendig
Fra revolutionær til socialdemokrat
Ordentlige vilkår for Wolt-bude i EU
Sundhedsstyrelsens anbefalinger til udvikling af en anstændig psykiatri