Iscenesættelse af sandheden
Den tysk kommunist, Willy Münzenberg opbyggede i mellemkrigsårene et af de største medie- og underholdningsimperier i verden og var eksponent for at udvikle den form for politisk propaganda der i de senere år har fået en renæssance primært på de sociale medier.
Af Søren Thomassen
Willy Münzenberg arbejdede som dreng i en skotøjsfabrik i Erfurt. Som ung var han en af organisatorerne på den yderste venstrefløj i det tyske socialdemokrati (SPD) inden han emigrerede til Schweiz hvor han opholdt sig i Zürich under 1. Verdenskrig. Her kom han ind i inderkredsen i hoffet omkring Lenin. I 1917 blev han udvist af Schweiz. Han vendte tilbage til Tyskland og indtrådte i det revolutionære Spartakus-Bund og i 1919 blev han en af grundlæggerne af det tyske kommunistparti (KPD). Da den kommunistiske ungdoms Internationale blev stiftet i Moskva i 1920, blev han dens første formand.
Efter at være blevet afsat som leder i Kommunistisk Ungdoms Internationale, besluttede Lenin sig for at bruge Münzenbergs organisatoriske evner til at lave en nødhjælpsfond for hungersnødens ofre i Ukraine og det vestlige Rusland i kølvandet på borgerkrigen i Rusland efter revolutionen i 1917.
Det førte til grundlæggelsen af organisationen Internationale Arbeiterhilfe (IHA), Mezhrabpom på russisk og International Workers' Aid. Organisationen indsamlede penge og nødhjælp til Rusland på tværs af socialistiske organisationer og fagforeninger i hele verden.
Propagandaværdien af IHAs indsats viste sig at være enorm. I Vesten blev den enkelte arbejder engageret med at skaffe hjælp til et hungrende folk. For Münzenberg drejede det sig om at den enkelte bidragsyder skulle blive følelsesmæssig engageret. Han anmodede ikke om almisser, men om en dagløn som udtryk for solidaritet med det russiske folk.
Organisationen IAH blev grundlaget for det medieimperie Münzenberg opbyggede i Tyskland i løbet af 1920’erne. Pjecerne der blev omdelt på arbejdspladserne med opfordring om at støtte hjælpearbejdet, blev til IHAs forlag, bogklubber, tidsskrifter og dagblade.
I midten af 1920’erne ejede Münzenberg dagbladene Berlin am Morgen og Welt am Abend og tidsskriftet Arbeiter Illustrierte Zeitung der udkom ugentlig med et oplag på en million og var den kommunistiske parallel til tidsskriftet Life. Layoutet på aviserne og magasinerne skulle vise det demokratiske potentiale og fotografiet og film blev et vigtigt propagandavåben.
Ved siden af medierne opbyggede Münzenberg en større underholdningsindustri der blev kendt for et drive eksperimentel teatervirksomhed og især som distributør af sovjetiske film i Vesten.
Münzenbergs medie- og underholdningsindustri blev hovedsagelig finansieret af Komintern og KPD, selvom det med held blev holdt skjult. Münzenberg ønskede også at henvendte sig til socialdemokrater og liberale.
Det førte til angreb fra nazister og konservative, men Münzenberg forsvarede sine medier med at de skulle interessere millioner af arbejdere, som ikke tog del i det politiske liv og som ikke gik op i det kommunistiske partis propaganda.
Propagandist og aktivist
Arthur Koestler har i sin selvbiografi, Skriften på væggen, beskrevet den stilling Willy Münzenberg indtog i Komintern:
For det første var han ikke politiker, men propagandist, ikke teoretiker, men aktivist. Han deltog ikke i kampene mellem fraktionerne, der ca. hvert andet år frembragte et altødelæggende jordskælv i det kommunistiske univers. Han intrigerede ikke efter position, og diskussionerne om den dialektisk korrekte fortolkning af linien lod ham kold og fuld af foragt.
For det andet var Willy chef for en verdensomfattende og mægtig organisation ”den internationale Arbejderhjælp” IWA, kaldet Münzenbergfirmaet. IWA blev drevet af Moskva som et selvstyrende foretagende, der ikke var undergivet det lokale kommunistpartis kontrol. Willy kunne således glæde sig ved at have større uafhængighed og handlefrihed på det internationale område end nogen anden kominternleder.
Det var efter nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 at Münzenberg kom til at vise sine evner som propagandist. I 1933 måtte han flygte fra Tyskland og han tilbragte resten af sit liv i Frankrig.
Han var overbevist om, at der med fascismens fremkomst, var behov for effektiv propaganda og for alliancer mellem antifascistiske kræfter. Han havde nægtet at bruge sin avis, Welt am Abend, til at formidle Kominterns linje at socialdemokrater var "socialfascister" lige så slemme som de rigtige fascister.
Propaganda som våben
En af Münzenbergs største propagandaindsatser skete under eksilet i Frankrig hvor han i Paris havde oprettet Kominterns propagandahovedkvarter i skikkelse af ”Verdenskomiteen til hjælp for den tyske fascismes ofre” der havde afdelinger over hele Europa og i USA.
Som i alle organisationer med Münzenbergs signatur, var facaden den filantropiske organisation hvor medlemmerne var internationale berømtheder som engelske hertuginder, amerikanske politikere og journalister, franske videnskabsmænd, altså folk der aldrig havde hørt om Münzenberg og mente Komintern var et begreb opfundet af dr. Goebbels. Med største omhu havde Münzenberg udvalgt ikke-kommunister som medlemmer af verdenskomiteen.
I 1933 blev den bulgarske kommunist Georgi Dimitrov anklaget af nazisterne for at have sat ild til den tyske rigsdag. Rigsdagsbrand-processen optog sindene i hele Europa og Verdenskomiteen kom til at spille en afgørende rolle i forbindelse med det store propagandaslag mellem Berlin og Moskva.
Arthur Koestler har beskrevet propagandaslaget som et forsøg på at bevise, at det var modparten der havde stukket ild på den tyske rigsdag. Verden fulgte forestillingen med glubende interesse og med lige så ringe forståelse af dens virkelige betydning…. Thi verden var endnu ikke vant til den totalitære propagandas sceniske virkemidler, fantastiske svindel og underfundige metoder, og i dette tilfælde var der ikke….een iscenesætter, men to, der spillede deres tricks ud mod hinanden som to konkurrerende medicinmænd for øjnene af den forsamlede stamme.
De to medicinmænd var dr. Joseph Goebbels og Willy Münzenberg, men kun få kendte dengang til hans eksistens. Verden troede, at man var vidne til en klassisk kamp mellem sandhed og løgn, skyld og uskyld. I realiteten var begge parter skyldige, om end ikke i de forbrydelser, de beskyldte hinanden for. De løg begge, og begge var bange for, at modparten vidste mere om de faktiske forhold, end han virkelig gjorde. Således var slaget en omgang blindebuk mellem to kæmper. Hvis verden dengang havde forstået de løgne og al den bluff, der var med i spillet, så ville den have skånet sig selv for mange lidelser. Men hverken dengang eller senere forstod de vestlige lande for alvor det totalitære sinds psykologi.
Verdenskomiteen, dvs. Münzenberg, udgav modbeviserne mod nazisterne i en den berømte Brune Bog, der blev hemmeligt distribueret i Tyskland og også udgivet i resten af verden. Det førte formentlig til Dimitrovs frifindelse og til ydmygelsen af hans anklager, Hermann Göring.
Ifølge Koestler baserede oplysningerne i Brune Bogen sig på tilfældige oplysninger, udledninger, gætterier og ren svindel. Det eneste sikre, vi vidste, var, at det var lykkedes nogle nazikredse på en eller anden måde at brænde rigsdagen af. Alt det andet var et skud i mørket, men det sad lige i målet. På et par uger var brunebogen oversat til sytten sprog og udsendt i millioner af eksemplarer. Den blev det antifascistiske korstogs bibel.
Uden at medlemmerne af Verdenskomiteen vidste det, blev komiteen brugt til at organisere den tyske modstandsbevægelse mod nazisterne og den blev indirekte et kommunistisk agentur for resten af verden.
Kominternagenten Ruth Fischer har i bogen, Stalin and German Communism, skrevet at Münzenberg var opfinder af en ny form for kommunistorganisation og at han opdagede en ny type allieret, den socialdemokratiske og liberale sympatisør og øvrige ikke-kommunistiske følgere.
Ruth Fischer skriver i sin bog at det held, der fulgte kommunistliniens propaganda blandt socialdemokrater og liberale i disse år…., de tusinder af malere og forfattere og læger og sagførere og unge mennesker, som besang en fortyndet version af Stalin-linien – alt dette havde sine rødder i Willy Münzenbergs firmaer.
Likvideringen
Det tyske kommunistparti i eksil i Rusland anså Müzenberg for at være forræder og da han i 1937 udgav bogen ”Propaganda som et våben”, beskyldte de ham for at gå nazisternes ærinde fordi han anerkendte effekten af den nazistiske propaganda og venstrefløjens manglende evne til effektivt at bekæmpe den.
Münzenberg havde skrevet til Stalin at nazisterne efterlignede hans film og metoder og det førte til at den senere leder af DDR, Wilhelm Pieck, fordømte af bogen for ikke at bruge marxistisk teori, men en idealistisk-psykologiserende metodologi. For Pieck skulle fascismen besejres ved hjælp af Marx- og Engels-citater og ved at fordømme dem der ikke gjorde det.
I 1936 forlod Münzenberg KPD og oprettede en uafhængig presse på venstrefløjen. Den fordømte skueprocesserne i Moskva og især den nazi-sovjetiske pagt.
Historien om Münzenberg handler om finansieringen af medieimperiet gennem Komintern. Da den hørte op, var det slut med Münzenberg i bogstavelig forstand da han formentlig blev myrdet af NKVD-agenter i 1940 i nærheden af Grenoble i Frankrig.
Kampen om sandheden
Hvilken betydning har Münzenberg i dag?
Han var foran i at påvirke den offentlige mening, især i Vesteuropa. Han var den kulturelle kolde krigs oprindelige fader. Han var banebrydende med sine udvalg, sine kongresser, sine frontblade og sine internationale andragender, metoder der i dag er almindelige. Hvis de sociale medier havde været opfundet på Münzenbergs tid, ville han have været chef for den førende trolle-fabrik med udbredelse af løgne og omskrivninger af historien som har fået en kolossal opblomstring gennem de sociale medier.
Propagandametoderne, brugt i forbindelse med beskrivelsen af processen ved Rigsdagsbranden og efterfølgende, er idag udbredte på sociale medier og har også fundet indpas i de gamle medier.
På Facebook har den tidligere særlige rådgiver for kulturminister Joy Mogensen, Kasper Fogh, skrevet om sprogbrugen fra de sociale medier der finder genklang i ”gammelmedierne.”
Det sker på baggrund af et medlem af Enhedslisten der i Politiken kalder …”statsministeren både uhyggelig, autoritær og udemokratisk. Og dagbladet Politiken tager det mest ekstreme sprogbrug og sætter i rubrikken. Mest af alt er både avisens prioritering og karakterangrebet i indlægget et uhyggeligt billede på en ekstremisering af den politiske samtale, hvor alle man er uenige med karaktermyrdes som totalitære eller udemokratiske. Og så er der en forstemmende vilje i tiden til dehumanisering af sine politiske modstandere.
Men hvis de gamle medier siger de udgør et alternativ til den polariserende effekt af algoritmer og sociale medier, var det så ikke på tide de behandlede eksempelvis debatstoffet anderledes. Det skal jo ikke være sådan, at også de publicistiske virksomheder medvirker til at radikalisere den politiske samtale. At kalde Mette Frederiksen totalitær, autoritær og uhyggelig, kræver jo at vi opfinder et nyt sprog til denne verdens meget virkelige antidemokratiske kræfter.
Det er jo fint at være uenig i folketingets transportpolitik, eller uenig i hvordan Lynetteholmen realiseres. Men intet berettiger den måde at omtale fuldt demokratiske beslutninger truffet i fuld åbenhed i et demokrati af mennesker der hele deres liv har arbejdet for og i demokratiet.Demokrati forudsætter en grundlæggende respekt også for dem du er uenige med.
De der har fulgt dækning af minksagen vil nikke genkendende til at vi også her er vidne til anvendelse af det totalitære sinds psykologi i kampen mellem sandhed og løgn, skyld og uskyld. Ingen kender reelt til realiteten i de forbrydelser medierne og oppositionen beskylder statsministeren og hendes departementschef for at have udført. Selv såkaldte eksperter har skråsikkert udtalt at der var/er tale om grundlovsbrud uden der foreligger det mindste bevis herfor. Kun få har prøvet at afdække de faktiske forhold og gøre os alle klogere. Vi må så vente på minkkommissionens redegørelse senere på foråret.
Et andet Münzenbergfænomen er brugen af filantropiske organisationer, bl.a. ngo’er i politiske kampe, f.eks. i forbindelse med større infrastruktur- og byggeprojekter. Her findes en ny type allieret i kampen, ofte for en enkeltsag, og det lykkes tit at tilsløre den partipolitiske agenda under ngo’ens kappe.
Senest er verden vidne til en anden Münzenbergspecialitet, redigering af historien for at sandfærdiggøre Vladimir Putins fortælling om at Ukraine i virkeligheden er en del af det tidligere zaristiske Ruslands imperium og at det kun var bolsjevikken Lenin der lod regionen udskille af det russiske imperium begrundet i folkeslagenes selvbestemmelsesret ved proklamationen af arbejderstaten under oktoberrevolutionen i 1917.
Vladimir Putins fortælling bliver af alle eksperter betragtet som det rene vås, men det betyder intet for det handler alene om at iscenesætte sandheden overfor de primære tilhængere.
En anden absurditet, vi er vidne til i forbindelse med Ruslands invation af Ukraine, er Putins og udenrigsminister Lavrovs gentagne påstande om at invationen er nødvendig for at stille den bande af narkomaner og nynazister der regerer Ukraine for en domstol samt forhindre at disse slyngler og kriminelle får adgang til eller udvikler atomvåben der kan blive brugt til at angribe Rusland.
Willy Münzenberg kunne ikke have skrevet manuskriptet bedre.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
En ny stabilitetspagt for Europa?
Ny socialdemokratisk kurs på Bornholm er nødvendig
Fra revolutionær til socialdemokrat
Ordentlige vilkår for Wolt-bude i EU
Sundhedsstyrelsens anbefalinger til udvikling af en anstændig psykiatri
De almene boligers aktuelle udfordringer!
Minksagen: Bemærkninger inden kommissionens rapport