Fra revolutionær til socialdemokrat
Enhedslistens de facto chefideolog Pelle Dragsted har været på noget af en rejse. Fra ungdommens gadekampe til nu erklæret demokratisk socialist. Han vil ikke indrømme, at han dermed er blevet socialdemokrat - men det er han
Af Mogens Havnsøe Petersen
Første maj 2021 udgav tidligere folketingsmedlem, nuværende hovedbestyrelsesmedlem for Enhedslisten, Pelle Dragsted bogen “Nordisk socialisme”. Bogen vakte en del opsigt, og forfatteren blev tildelt N.F.S. Grundtvigs Pris 2021, for - som der står i begrundelsen: “.. at tænke nyt - ved at tænke gammelt”. Grundtvig-Akademiet mener, at Pelle Dragsted giver et spændende bud på fremtidens samfund, ved at indtænke den nordiske model for bl.a. kooperation og andelsbevægelse i en fremtidig politisk virkelighed.
Den måtte læses. Pelle Dragsted er jo titulær men ikke honorær chefideolog for Enhedslisten, og nærværende skribent har 2 x 6 år plus 13 år på bagen som ansat i henholdsvis arbejderkooperationen (DKF) og forbrugerkooperationen (FDB/Coop) plus et helt voksent liv som medlem af og aktiv i Socialdemokratiet.
Efter læsning må jeg desværre sige, at jeg finder den jævnt kedelig. Ikke fordi de emner der tages op er kedelige, men fordi løsninger og modeller har et lidt altmodisch præg. Som en af mine gamle DSU-kammerater sagde efter sin læsning: - Der står jo ikke meget, som vi ikke også kunne have foreslået i DSU i 70’erne.
Tankerne om Økonomisk Demokrati (ØD), som vi kæmpede for dengang sammen med både parti og fagbevægelse, hvor der blev trykt ØD-aviser og skrevet ØD-bøger, og hvor der endda blev nedsat en kommission under Arbejdsministeriet, som barslede med en tyk bog (jeg har den stadig) “Lønmodtagernes medejendomsret” i 1977, bliver genoplivet i Pelle Dragsteds bog - der bliver blot ikke tilført så meget nyt.
Den centrale fond har nu fået navnet “Den sociale velstandsfond”, som skal finansieres via fonde tilknyttet virksomheder med over 100 ansatte, hvor lønmodtagerne skal eje en stadig større del. Det kalder Pelle Dragsted moderne fondssocialisme. Jeg vil tillade mig at kalde det gammel vin på nye flasker.
Jeg er pænt sikker på, at en sådan fondsdannelse med kapital tilført fra virksomhederne, uanset de sikkert smukke formål, som fondsmidlerne tænkes at gå til, vil støde på både lovmæssige og faktiske barrierer, som ikke vil være ligetil at overvinde.
Og man må også sige, at selve ideen om ØD er blevet kørt lidt bagud af bl.a. de ganske betragtelige pensionsformuer, som i dag forvaltes med massiv lønmodtagerindflydelse. Helt aktuelt har Lærernes Pension besluttet at afvikle for 800 mio. kr. aktiver i Rusland som følge af overfaldet på Ukraine. De 800 mio. kr. udgør kun 0,5 % af Lærernes Pensions samlede aktiver.
Svarer til ØD
Går man ned i den enkelte virksomhed, så er Pelle Dragsteds tanker nærmest fuldstændigt kongruente med det daværende ØD-forslag. Der er lidt justeringer med antal medarbejdere, formuegrænser og udlodning - bortset fra det - same-same.
Og her vil jeg gerne komme med en mere generel kritik af Dragsteds ideer, for han afslører et lidt forældet syn på både virksomhedsdrift og organisering i øvrigt - også af den offentlige aktivitet.
Han kan bogen igennem ikke skrive om privatejet kapital uden at benævne det “snævre kapitalinteresser”. Til gengæld betragter han demokrati som en slags tryllestøv, som den gode fe hos Disney kan flyve rundt og sprede, og så er alt godt - eller i hvert fald næsten godt.
Ikke et sekund tvivler han på demokratiets velsignelser - også helt ned i den daglige drift og den enkelte virksomhed og organisation. Det på trods af stribevis af eksempler på, at demokrati har sine ulemper og sine egne vilkår. Der findes ikke bedre styreformer på nationalt plan og på internationalt plan og på en række andre områder, men der er også åbenbare mangler og iboende problemer, som man ikke blot kan ride forbi.
Da jeg efter 13 år forlod FDB, overvejede jeg at skrive en bog med titlen “Med demokratiet på slæb”, for det jeg havde erfaret var, at når en forsamling af fritidsdemokrater skulle styre en moderne forretningsvirksomhed, så stod de nærmest permanent på bremsen, for når noget bliver stort, så bliver det uoverskueligt, og det baner vejen for populistiske tågehorn, som kan bilde folkehavet ind - lidt a la Nye Borgerlige - at man sagtens kan få mere for mindre.
Da jeg startede i FDB i 1986, havde brugsforeningsbevægelsen omkring 30 % af dagligvareomsætningen og Dansk Supermarked der havde onde-onde A. P. Møller og næsten lige så onde Herman Salling som ejere havde sølle 8-9 %. I dag har Coop stadig omkring 30 % af dagligvareomsætningen, men Dansk Supermarked (som nu alene hedder Salling) har nogenlunde det samme, og Salling har et langt stærkere kapitalgrundlag.
FDB/Coop er vel virkeliggørelsen af mange af de tanker, som Pelle Dragsted gør sig om virksomhedsdrift. På et tidspunkt var der butiksbestyrelser eller bestyrelser pr. butik, men det var kædedriften der gik sin sejrsgang - jo mere strømlinet og ensartet, jo større mulighed for at skabe overskud. I demokratiets hellige navn prøvede man så at genoplive dividenden, men det gjorde man samtidig med, at den generelle gevinstmarginal inden for detailhandlen var ca. 1%.
Direktørens afskedssalut
Jeg skal ikke trætte mere med den historie, blot vil jeg tillade mig at citere et afgående medlem af koncerndirektionen som til FDB’s repræsentantskab i sin afskedstale sagde, at han havde fundet det interessant at være i en virksomhed, hvor det krævede lige så meget ledelse at få lukket en lille underskudsgivende brugs, som det krævede at købe en hel butikskæde.
I koncerndirektørens afskedssalut ligger også en del kritik af den tilgang til kooperativ virksomhed, som Pelle Dragsted anlægger i “Nordisk socialisme”. Andelshaverne/medlemmerne anlægger generelt kun en ansvarlig holdning, hvis de har egen røv i klemme - hvis de personligt har noget på spil.
Pelle Dragsted kommer med forskellige forslag i den retning, men det er ordninger som allerede eksisterer i dag, og som næppe bliver bedre ved at blive generaliserede. Der findes jo allerede overskudsdeling, forskellige bonusordninger, medarbejderaktier, selvstyre og meget andet godt. Fælles for det der fungerer er, at deltagerne har en direkte økonomisk interesse i, at det går virksomheden godt.
Både på mejeri- og slagterifronten har ejerformen været med til at skabe kæmpemæssige virksomheder, som også internationalt gør sig gældende.
Til gengæld er Arbejderkooperationen kun en skygge af sig selv, når det gælder den rene virksomhedsdrift. Bortset fra Arbejdernes Landsbank og Jorton, så er der ikke betydende virksomheder tilbage. Man samler nogle småvirksomheder under den kooperative hat og hovedaftale, og det er så det. Socialøkonomien har også kun fået et beskedent hjørne.
Der er mange fortællinger om, hvorfor det er kommet dertil. Pelle Dragsted rammer nogle af dem rigtigt, men han skriver bl.a. at Bryggeriet Stjernen gik konkurs. Det er ikke rigtigt. Der var tale om en solvent lukning, hvor formuen blev til Stjernens Studiefond. Lukningen skyldtes, at bryggeriets ledelse så i øjnene, at med den priskrig på levering af øl til værtshusene som de store bryggerier havde iværksat, så kunne man under alle omstændigheder se enden på eventyret.
Andre virksomheder måtte lukke pga. tidernes ugunst, behov der forsvandt, udygtig ledelse og desværre også grådighed hos fagbevægelsen. Bl.a. blev en nødvendig strukturtilpasning og fusion ind i Dansk Metal undgået/udskudt for El-forbundets vedkommende, fordi man kunne sætte Alliance og Eifa til salg. Provenuet for de to store og veldrevne el-forretninger polstrede forbundets pengekasse, så man strukturelt kunne sove videre. Det store og vanvittige var salget af Alka til Tryg. Fagbevægelsen valgte forbundsegoistisk et salg, som i særlig grad polstrede HK’s kasse. NNF var meget ærlige, de suspenderede en kontingentstigning i kraft af det provenu, som de fik hevet hjem ved salget.
Offentlige konkurrencefordele
I Nordisk Socialisme forestiller Pelle Dragsted, at den kooperative organisationsform skal boostes ved hjælp af fordele ved offentlige kontrakter og skattemæssige begunstigelser. Det bliver nok lidt småsvært at skabe politisk opbakning til.
Største samlede kooperative succes må siges at være den almene boligbevægelse. Det er over en million mennesker, der i dag bor i profitfrit lejebyggeri. Pelle Dragsteds tanker om det kan jeg i store træk tilslutte mig, og det samme vil jeg mene, at vores boligminister Kaare Dybvad kan.
Et sted at mødes er også forholdene omkring forsyningsselskaberne. Der er vi nok gået for vidt nogle steder med at sælge ud af arvesølvet. Der burde have være andre måder at vække teleselskaberne ud af deres monopollignende og udviklingshæmmende tornerosesøvn, og det samme gælder el-forsyningen. Nu er skaden sket, så jeg er ikke tilhænger af Pelle Dragsteds forslag om gennationalisering, men man kunne forestille sig stærkere rammer om deres leveringsvilkår.
Der hvor Pelle Dragsted efter min mening går helt galt i byen i “Nordisk Socialisme” er, hvordan hele erhvervslivet skal køre. Det er nogle meget komplicerede modeller, som Pelle Dragsted opstiller - det korte af det lange er imidlertid, at den frie virksomhedsdannelse, hvor de entreprenante mennesker både løber risikoen og scorer gevinsten skal båndlægges på forskellige vis, og Dragsted forholder sig kun meget teoretisk til den kendsgerning, at Danmark er et lille land med en åben økonomi, som virksomhederne let vil kunne flytte fra. Det er nok her det kommunistiske tankegods først og fremmest stikker snuden frem.
Jeg vil gerne medgive, at Pelle Dragsteds skriverier er et forsøg på et samlet bud på, hvordan man kan indrette et samfund, men det er et på mange felter meget, meget romantisk bud. Det kræver at omverdenen er indstillet på nogenlunde at indrette sige ligesådan, men så kræver det altså også “Den gode fe”, som kan flyve fra virksomhed til virksomhed, fra institution til institution, fra organisation til organisation, og så sprede sit demokrati-støv overalt, og gøre alle menneskene søde og rare og altid have fællesskabet for øje og vælge de bedste og mest visionære til mængden af organer, som demokratiet skal fungere i. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om der vil være tid til at leve, hvis der skal være aktiv demokratisk deltagelse på så mange niveauer og så bredt i samfundet.
Der er også flere andre ting, som man kan sætte spørgsmålstegn ved i Nordisk Socialisme. Pelle Dragsted er som demokratisk socialist, det vil sige socialdemokrat, kommet med sit bud.
Lidt pudsigt slutter han bogen af med en outro, som foregår på Refshaleholmen mandag den 28. august 2042, hvor han prøver at beskrive resultatet af drømmene og visionerne. Jeg må sige, at visionerne meget ligner dem, som omkranser Lynetteholmen, så man må håbe der ikke er nogen vandsalamandre og Nikolaj Kirk har fundet en eller anden fjern planet, hvor han kan medvirke i endnu et afsnit af “Nak og æd”.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
En ny stabilitetspagt for Europa?
Ny socialdemokratisk kurs på Bornholm er nødvendig
Ordentlige vilkår for Wolt-bude i EU
Sundhedsstyrelsens anbefalinger til udvikling af en anstændig psykiatri
De almene boligers aktuelle udfordringer!
Minksagen: Bemærkninger inden kommissionens rapport