Minksagen: Bemærkninger inden kommissionens rapport

Der er skrevet meget om “Minksagen”, dvs. aflivningen af alle mink i Danmark. Her følger en grundig gennemgang inden kommissionen barsler med sin rapport

Af Kjeld Schmidt, professor emeritus CBS

Store dele af offentligheden har for længst konkluderet, at regeringen begik grundlovsbrud, idet den, ifølge den gængse opfattelse, på pressemødet den 4. november 2020 skal have givet påbud om at aflive alle mink og dermed nedlagde et helt erhverv med henvisning til en virus-variant, der kunne risikere at svække de dengang forventede vacciner, og som i øvrigt viste sig ikke længere at være i omløb. Mange mener, at regeringen handlede i panik og udviste grov uagtsomhed, og minkavlere har hævdet, at regeringen i ond tro lukkede minkerhvervet ”i en forløjet lynaktion med hjælp fra politi og militær” (minkavler i Politiken, 6. april 2021). Ja, efter at have krævet en kommissionsundersøgelse, har oppositionen stemt for et borgerforslag, der krævede statsministeren stillet for en rigsret, uden afgørelse, anklageskrift eller andre dikkedarer. Det er utidigt.

Intet i det, der hidtil er kommet frem, indikerer, at regeringen har optrådt lovstridigt, brudt grundloven, endsige har gjort noget sådant med overlæg. Forløbet var ikke smukt, kommunikationen ofte ringe og indimellem misforståelig, signalerne skiftende og modsatrettede og udførelsen præget af manglende koordination myndighederne imellem. Det var ikke regeringens stolteste stund. Men den fik alt i alt aflivet en minkbestand på 15-17 millioner dyr, hvor smitten var kommet ud af kontrol, og som udgjorde en overhængende risiko for folkesundheden.

Men minkkommissionen har ifølge planen afsluttet afhøringerne og forventes at aflevere sin rapport til juni. Indtil da ved kun kommissionen selv, hvilken retning dens konklusion hælder. Godt nok har vi resultatet af de godt 70 afhøringer, der er foretaget i kommissionen, og ved dermed en del mere om forløbet end for et år siden, men kommissionen har ud over afhøringer adgang til et bjerg af dokumenter (mere end 2 millioner), der ikke er offentligt tilgængelige, så det er tænkeligt, at den, i sidste ende, vil lægge mere vægt på for offentligheden ukendte eller upåagtede sagsakter end på de offentlige afhøringer. Det får vi se.

Hvad vi kan gøre og også bør gøre, er at begynde at diskutere de politiske problemer, sagen har afdækket. Den diskussion har alt for længe været overdøvet af tumulten om karsk sprogbrug embedsmænd imellem, slettede sms’er, ulæste bilag og hvem-sagde-hvad-hvornår. Sagen handler trods alt om intet mindre end folkesundhed og krisehåndtering.


Kilder:

Minksagen har været plaget af ualmindeligt fortravlet journalistik samt et voldsomt islæt af politisk misinformation. I artiklen forsøger jeg derfor at rette lidt op på skaden ved at citere grundigt og lægge links til sagens akter og andre dokumenter.

Mere generelt kan følgende kilder anbefales, hvis man vil læse op på sagen ”mens vi venter”:

Den bedste samlede dækning af minksagen findes efter min mening hos bl.a. politisk redaktør Frank Korsholm, POV, der sammen med journalist Mathias Pedersen har dækket afhøringerne forbilledligt i en podcast-serie på Radio Loud / 24syv.

Korsholm har tillige skrevet en række velunderbyggede artikler i webmediet POV, se f.eks. hans ”#Mette er ren – men politisk dømt” (24. november 2021)

Webmediet Nordtinget har sammenstillet en nyttig kronologi med links til centrale dokumenter.

Der udgives ikke officielle referater af afhøringerne i Minkkommissionen, men de store medier dækker med reportager, der på godt og ondt skrives og offentliggøres ”live” og stadig er tilgængelige:

1. Handlekraft

COVID-19-pandemien, der begyndte i Wuhan i Kina i december 2019, bredte sig til med stor hast det meste af verden og nåede Danmark i februar 2020. Klog af den skade, epidemien forårsagede i Kina og Italien, lykkedes det danske myndigheder at afværge det værste i kraft af en resolut nedlukning af store dele af samfundslivet i marts 2020. Det betød, at Danmark undgik den bølge af sygdom og død og nedbrud i vitale samfundsfunktioner, som andre lande blev ramt af. Men nedlukningen havde samtidig store økonomiske, sociale, menneskelige og politiske omkostninger.

Men i foråret 2020 var pandemien endnu kun i sin vorden. I september 2020 vendte pandemien tilbage med fornyet styrke. Hvor pandemiens første bølge ramte Danmark om foråret og derfor ikke nåede fuld styrke, før sol og sommer svækkede den, stod Danmark i efteråret over for en fuld vintersæson. Antallet af dagligt smittede nåede i begyndelsen af november et niveau, der var tre gange over maksimum i foråret. Antallet af smittede steg fortsat eksponentielt og antallet af daglige dødsofre begyndte også at stige eksponentielt, med den obligatoriske forsinkelse på 3-4 uger (se Figur 1 og 2). Samtidig var ingen af de vacciner, der var under udvikling, endnu blevet godkendt til brug. Vi bevægede os ind i mørket.

Figur 1. Dagligt registrerede smittede med COVID-19, 2020 (7-dages rullende gennemsnit).


Figur 2. Dagligt registrerede COVID-19-dødsofre, 2020.


På dette tidspunkt, den 3. november 2020, modtog regeringen en risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI), som konkluderede, at ”fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner”. En sådan risikovurdering kan ingen regering sidde overhørig. På et hasteindkaldt koordinationsudvalgsmøde samme aften, den 3. november 2020, besluttede regeringen følgerigtigt, at der ikke kunne holdes mink i Danmark, så længe minkhold udgjorde en betydelig risiko for folkesundheden, og at alle mink, herunder avlsdyrene, derfor skulle aflives hurtigst muligt. Beslutningen blev meldt ud på en pressekonference dagen efter, den 4. november. Det var en drastisk optrapning af den allerede igangværende aflivning i de to ”smittezoner”, hvor Zone 1 omfattede farme med konstateret smitte, og hvor Zone 2, der blev indført fra midten af oktober, omfattede farme inden for en radius på 7,8 km fra en inficeret farm. Med beslutningen den 3. november skulle også raske mink i resten af landet (Zone 3) aflives. Avlerne blev nu stillet en bonus i udsigt, hvis de selv stod for arbejdet og fik det gennemført inden 16. november (senere forlænget til 19. november).

Spørgsmålet om, hvorvidt der var lovhjemmel til at påbyde aflivning af mink uden for Zone 1 og Zone 2, blev — at dømme af samtlige afhøringer — ikke rejst eller drøftet på mødet den 3. november, og blev først rejst over for regeringen de følgende dage. Heri er intet sensationelt: en regering kan træffe beslutninger, der ikke er hjemmel til at føre ud i livet; det er ikke ulovligt, når blot den sørger for at have lovgrundlaget på plads, inden den handler på beslutningen. Det er i den sammenhæng embedsværkets opgave at afgøre, om der kan findes hjemmel til beslutningen i lovgivningen. Hvis det ikke skønnes muligt, er det embedsværkets opgave at gøre den ansvarlige minister opmærksom på det, om ikke før beslutningen så umiddelbart efter, således at regeringen kan gå til Folketingets partier for at opnå støtte og iværksætte lovgivningsarbejdet. Den vej havde regeringen betrådt dusinvis af gange under pandemien (fra og med pressekonferencen 11. marts 2020), og regeringen kunne i dette tilfælde uden politiske problemer have tilvejebragt den manglende hjemmel, havde den vidst, at den manglede hjemmel. Men det særlige i denne situation var, at embedsværket i Fødevareministeriet ikke før den 7. november orienterede fødevareministeren om, at man ikke mente at have hjemmel. Det gjorde man ikke, fordi det ikke forekom at være et påtrængende problem. For som det året efter blev formuleret af afdelingschef Tejs Binderup fra Fødevareministeriets departement under afhøringen den 7. oktober 2021:

”Jeg tror ikke, hjemmelsspørgsmålet er så relevant. Hvis regeringen mente, at scenarie 3 [aflivning af alle mink, altså også i Zone 3] var den rigtige vej at gå, må man jo etablere den hjemmel, før man kan eksekvere det. Derfor var det bare en oplysning om, at I skal være opmærksomme på, at hvis I vil det her, så er der et lovarbejde, der skal til.”

Han fortsatte:

”Der var ingen tvivl om med den ordførerkreds, man havde, og med den sense of urgency, der var omkring coronaspørgsmålene, at hvis regeringen traf den beslutning, og hvis sundhedsmyndighederne og fødevaremyndighederne sagde, det var nødvendigt at aflive mink, så skulle man jo nok skaffe den hjemmel og etablere den”. (Altinget, 7. oktober 2021).

Det komplicerede dog sagen, at Sundhedsministeriet undervejs var uenig med Fødevareministeriet, så spørgsmålet om, hvorvidt der var hjemmel, blev først afgjort for centraladministrationens vedkommende, da Justitsministeriet — der er centraladministrationens interne opmand ved uenighed om lovfortolkning — nogle dage efter pressemødet den 4. november erklærede sig enig med Fødevareministeriet i, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink. Regeringen havde derefter ikke andet valg end at konstatere, at den måtte tilvejebringe hjemmel hurtigst muligt.

Oppositionen med Venstre i spidsen tilkendegav umiddelbart (søndag den 8. november) vejvilje over for at give dispensation til en hastebehandling af lovforslaget:

“Jeg er med på, at beslutningen udfordres i aviserne af forskellige eksperter, men jeg ser ikke, at vi har andre muligheder end at stole på sundhedsmyndighedernes vurdering i en situation som denne”, skrev Jacob Ellemann til medlemmerne, og fortsatte: “Begynder det største oppositionsparti at så tvivl om vores sundhedsmyndigheder midt i en krise, risikerer vi at ende et helt forkert sted”.  (EkstraBladet, den 9. november og 14. november 2020).

Men efter et hasteindkaldt møde med deltagelse af medlemmer fra Venstres folketingsgruppe og magtfulde repræsentanter for baglandet, herunder minkbranchen, blev hensynet til folkesundheden og til partiets anseelse som statsbærende skubbet til side, og støtten til hastebehandlingen trukket tilbage. Lovhjemlen kom derfor først på plads den 21. december, efter at alle mink i Danmark for længst var aflivet, og først da kunne forhandlingerne om kompensation til avlerne begynde. Med forløbet opnåede man i offentligheden at forstærke det allerede skitserede billede af en magtfuldkommen statsminister, hvilket sikkert ikke var ukærkomment. Sagen var pludselig højpolitisk.

I ugerne efter beslutningen fortsatte aflivningerne i Zone 1 og 2, hvor der allerede var hjemmel til aflivning, og hvor aflivningerne havde været i gang i en lille måned. Samtidig gik avlerne i Zone 3 i gang med aflivning, tilskyndet af den udlovede ”tempobonus”, og det lykkedes dem, i kraft at en stor arbejdsindsats, at få aflivet hele den enorme danske bestand af mink inden fristens udløb.

Der blev ikke af myndighederne aflivet mink uden for Zone 1 og 2. Det står nu klart. Som det tørt blev udtrykt i en meddelelse fra Fødevarestyrelsen, 13 december 2021:

“For så vidt angår zone 3 (uden for smittezonerne), viser Fødevarestyrelsens datagrundlag, at minkavlerne selv har foretaget alle aflivningerne, og at der ikke er foretaget myndighedsaflivninger.”

Aflivningerne i Zone 3 blev foretaget af avlerne selv og gik i gang, da vejledningen fra Fødevarestyrelsen i samarbejde med Kopenhagen Fur var blevet udarbejdet og afklaret i løbet af de følgende dage. Da der var blevet rejst tvivl om, hvorvidt regeringen havde lovhjemmel, havde de fleste avlere tøvet med at gå i gang, men fra den 8. november vidste de, at myndighederne under alle omstændigheder ville kræve minkene aflivet, når regeringen havde fået lovhjemlen på plads, så der var derfor ingen grund til at vente. Som situationen var, gik avlerne selvfølgelig også i gang for at opnå den udlovede bonus på 20 kr pr skind, men gjorde det tillige hver især i et kapløb med den accelererende smitte for at undgå infektion i egen besætning, med hvad deraf ville følge af tab og tristesse. Endelig skal man ikke underkende, at de som professionelle avlere også gjorde det for at undgå at skulle have fremmede ind på egne farme for at slå egne besætninger ned. Man er vel professionel! Billederne fra Gjøl med minkkadavere i massegrave og på vejene ønskede ingen avlere gentaget.

2. Vægelsind

Forløbet fra juni 2020 frem til 3. november var præget af et vægelsind, der står i skarp kontrast til den handlekraft, der generelt blev udvist i epidemibekæmpelsen, og som f.eks. kom markant til udtryk, da Sundhedsministeriets departementschef Per Okkels i en mail den 14. marts 2020 bad Søren Brostrøm om at anerkende ”et ekstremt forsigtighedsprincip”.

Allerede den 23. og 25. april 2020 havde man i Holland opdaget smitte med COVID-19 i nogle minkbesætninger. Det viste sig dermed, at SARS-CoV-2 kunne smitte fra mennesker til mink, og at mink kunne smitte hinanden. Man havde også indikationer af, at mink kunne smitte tilbage til mennesker, og den stærkt bekymrende opdagelse blev øjeblikkelig delt med resten af verden (Oreshkoa et al, ”SARS-CoV2 infection in farmed mink, Netherlands, April 2020”, offentliggjort som preprint i bioRxiv, 18. maj 2020; omtalt i Science, 9. juni 2020; og endelig offentliggjort i Eurosurvey, 11. juni 2020). Efterfølgende test på minkfarme viste, at over halvdelen af arbejderne på farme var smittede, og genetisk sekventering afslørede, at de var smittet med den samme variant som minkene, og at mange af dem sandsynligvis var blevet direkte eller indirekte smittet af minkene (Wageningen Bioveterinary Research, 25. oktober 2020). Den hollandske regering besluttede i lyset heraf at fremskynde den allerede vedtagne nedlæggelse af landets minkerhverv, og i løbet af de næste måneder blev alle 4,5 millioner mink i Holland aflivet.

I en indberetning til World Organisation for Animal Health gjorde de hollandske veterinære myndigheder den 9. juni 2020 opmærksom på, at den på det tidspunkt observerede relativt beherskede forekomst af smitte i mink var bedragerisk. Sagen er den, at mink får unger i maj (i gennemsnittet 6-8 hvalpe per kuld), og at hvalpene er beskyttet af antistoffer via modermælken. I den periode, hvor hvalpene dier og er immune, vil smitten stadig cirkulere i besætningen, om end på lavt blus og som regel upåagtet. Men når som hvalpene er vænnet fra og deres antistoffer svækkes, vil smitten brede sig eksplosivt. Den relative ro i sommeren 2020 var altså stilhed før stormen, eller som direktøren for de hollandske veterinære myndigheder formulerede det:

“Decrease of maternal antibodies will result in an increased susceptibility and as the virus is still circulating on most of the farms this will most likely lead to infection of the puppies. A second wave of infections is expected to last much longer than the first one (with only adult mink present) because of the large number of animals and the fact that they become gradually susceptible.”

Hun tilføjer, med beundringsværdigt klarsyn:

"This persisting virus source would pose an increased risk for human health, especially when the epidemic in humans is controlled and measures will be lifted. In addition, in the coming period there will be many extra employees on the farms for vaccinating and taking care of the animals during weaning, and there are several uncertain factors that may increase the risk, such as the possibility of mutations in the virus.”

Udbruddet blandt mink i Holland blev selvsagt noteret af myndighederne i Danmark, og indberetningen fra de hollandske veterinære myndigheder fra 9. juni blev læst og citeret (Fødevarestyrelsen, Beslutningsgrundlag, 2. juli 2020, § 3.2). (Fødevarestyrelsen: COVID-19 i Mink: Beslutningsgrundlag, 2. juli 2020. Denne rapport er ikke længere tilgængelig hos Fødevarestyrelsen, selv om den omtales i et udvalgssvar fra fødevareministeren af 10. december 2020. (Rapporten er dog tilgængelig på et landbrugskritisk website)).

Med 15-17 millioner mink var Danmark jo verdens største minkproducent (uden for Kina), så både de veterinære myndigheder og sundhedsmyndighederne havde meget god grund til at spærre øjnene op og spidse ører. Men ikke desto mindre blev indsatsen præget af idelige kursskift. Fødevareministeriet identificerer fem faser:

1) Håndteringen af de tre først smittede minkbesætninger.
2) Inddæmning, forebyggelse og overvågning.
3) Skærpet kontrol- og overvågning.
4) Aflivning af smittede minkbesætninger, samt aflivning af besætninger inden for 7,8 km zoner fra disse.
5) Beslutning om at aflive alle mink.

Hver fase er vel at mærke defineret ved en ny strategi.

Fase 1 begyndte, da der den 12. juni blev konstateret smitte med en ny variant hos en minkavler i Hjørring, i hans besætning samt hos flere beboere i kommunen. Fødevarestyrelsen skred hurtigt til handling. Besætningen blev aflivet, og der blev iværksat et testprogram for mink baseret på stikprøver. Den samme håndfaste kurs blev fulgt, da der blev fundet smitte på to andre farme i Vendsyssel hhv. den 19. og den 30. juni.

Men fase 1 varede ikke længe. Fase 2 begyndte, da der i testprogrammet ikke derefter blev konstateret flere tilfælde af smitte i mink. Fødevarestyrelsen ændrede nu strategi til et overvågningsprogram med test og krav om brug af værnemidler. Den nye strategi blev meldt ud den 7. juli. Når der igen blev konstateret smitte i mink, ville svaret ikke være aflivning af de inficerede besætninger, men ”isolation”.

De tilgængelige dokumenter tyder på, at Fødevarestyrelsen ikke tog de hollandske advarsler alvorligt. Et responsum fra Dansk Veterinær Konsortium, et samarbejdsorgan omfattende veterinærfaglige specialister ved Københavns Universitet og SSI (DK-VET), fra den 19. juni 2020 med titlen ”Vurdering af zoonotisk betydning af spredning af SARS-COV-2 til danske minkfarme” henviste man til at, man fra hollandsk side havde oplyst, ”der er dokumentation for smitte fra mink til mennesker”, og at man i Holland vurderede, at ”der er risiko for, at minkfarme bliver et permanent reservoir for SARS-CoV-2”. DK-VET konkluderede ikke desto noget optimistisk, at risikoen for mennesker er begrænset til personer med kontakt til dyrene, men bemærkede ikke i den sammenhæng, at de således smittede minkarbejdere jo så sandsynligvis ville smitte videre til andre. Denne håbefulde risikovurdering blev yderligere udvandet i Fødevarestyrelsens Beslutningsgrundlag fra 2 juli, idet man til DK-VETs optimistiske vurdering indvendte, at der jo kun var konstateret smitte på få farme, at kun få mink undslipper i det fri samt at mink er gode til at holde afstand (§ 4.5).

De hollandske myndigheders advarsler om, at mink efter alt at dømme smitter mennesker, at smitten i mink ville være på lavt blus så længe hvalpene diede, at minkbesætninger udgør et reservoir for virus, samt at ”a persisting virus source would pose an increased risk for human health” — disse advarsler faldt for døve øren. Det var denne risikovurdering, udvandet i homøopatisk grad, der lå til grund for det kursskifte i begyndelsen af juli, der på sin side førte til det udbrud af COVID-19 i mink i efteråret, som så til sidst endte med regeringsbeslutningen den 3. november.

Under alle omstændigheder må strategiskiftet til Fase 2 i juli siges at være udtryk for alt andet end et ekstremt forsigtighedsprincip, i betragtning af at man ikke kendte smittevejen mellem besætningerne på de forskellige farme og fortsat ikke kender den, for hvis man ikke kender smittevejene, kan man selvsagt heller ikke forebygge smittespredning rationelt. Man kan i så fald kun håbe, og det er som bekendt ingen strategi

Strategien i Fase 2 var givetvis også begrundet i andre forhold. Der var i 2020 en stor tiltro til, at veloverstået infektion ville medføre varig immunitet mod smitte, og at man, ved at isolere inficerede besætninger, ville kunne opnå immune besætninger, som man så endda kunne avle på. Troen var, som så ofte, understøttet af åbenlyse materielle interesser: dansk minkavl var dominerende på verdensmarkedet og et meget konkurrencedygtigt erhverv, der frembragte skind af meget høj kvalitet, der kunne indbringe relativt høje priser. Og det var selvsagt en traumatisk oplevelse for en avler at se sine avlstæver tilintetgjort før tid, også selv om man avlerne imellem lokalt havde aftaler om at hjælpe kolleger, der havde mistet deres avlsdyr, ved at sælge dem avlsdyr til skindpris, så de kunne få produktionen op igen. Under alle omstændigheder: i stedet for at gå systematisk til værks, skiftede man kurs.

Midt i august 2020 opstod der igen sporadiske infektioner af minkbesætninger i Nordjylland med SARS-CoV-2, og som planlagt, forsøgte man med tilsyn og isolation. Men det varede ikke længe, før man sidst i august måtte erkende, at det ikke slog til. Sidst i august blev endnu en strategi lanceret, Fase 3, hvor der blev indført ”skærpet kontrol- og overvågning” af farmene (se Figur 3). Men igen slog strategien ikke til. Kun en måned efter påbegyndelse af Fase 3, skiftede man igen strategi.

Det viste sig, at mink, trods af de danske veterinære myndigheders håb om det modsatte, ikke blot kunne smitte mennesker, som erfaret i Holland, men at de kunne drive epidemien. Antallet af smittede borgere i Vendsyssel steg hastigt, og en stigende andel af de smittede var smittet med varianter, der var opstået i mink Den 23. september var der blevet konstateret smitte i 22 besætninger, hvoraf kun de første tre var blevet aflivet. Der var nu udbredt smitte hos mink og smitten bredte sig til mennesker, samtidig med at samfundssmitten var hastigt stigende. Man havde spildt måneder med at håbe.


Figur 3. Antal nye smittede minkfarme, uge for uge. Den forebyggende aflivning i Zone 2, der blev iværksat i midten af oktober, virker umiddelbart, men strategien bryder derefter sammen. Regeringsbeslutningen iværksættes i uge 45. (Kilde: Fødevarestyrelsen: ”Smittede minkfarme uge for uge”, 2. december 2020).

Langt om længe blev den hollandske løsning — aflivning af alle mink — taget op til overvejelse. I materiale, som Fødevareministeriet udarbejdede til et møde sidst i september i det Forberedende Økonomiudvalg, står der f.eks., at

”Aflivning af alle mink vil være et meget vidtgående tiltag, som forudsætter en mere detaljeret belysning af konsekvenserne.” (Citeret efter Fødevareministeriets Redegørelse… af 18. november 2020, side 4).

Det fremgår af sammenhængen, at indgrebet blev betragtet som vidtgående, fordi omkostningerne til kompensation m.v. skønnedes at løbe op i 5-7 milliarder kr. Selv om beløbet tilsyneladende (og som sædvanligt) ikke blev sat i forhold til omkostningerne ved at have et reservoir af millioner af mink, hvorfra COVID-19 vedblivende ville kunne spredes til samfundet, var beløbets størrelse åbenbart udslagsgivende.

Den hollandske løsning blev formentlig af den grund udskudt til en eventuelt mere kritisk situation. Materiale fra Fødevareministeriet, som blev forelagt regeringens COVID-19-udvalg den 1. oktober, konstaterede således, at

”Skulle smitteudviklingen udvikle sig yderligere, vil mere vidtgående tiltag, som for eksempel aflivning af alle mink i Danmark, evt. kombineret med et midlertidigt eller permanent forbud mod hold og avl af mink, kunne overvejes. En sådan beslutning vil dog have en væsentligt større erhvervs- og samfundsmæssige konsekvenser. Det skønnes foreløbigt, at de samlede erhvervsøkonomiske omkostninger til erstatning af aflivede mink, samt tabt værdi af bygninger og inventar, lønomkostninger og tabte driftsomkostninger etc. vil beløbe sig til 6-11 mia. kr., afhængigt af værdisættelsen af tabt indtjening, hvilket vil skulle afklares nærmere. [Ministeriet for Miljø og Fødevarer] vurderer endvidere, at et sådant tiltag forudsætter ændret lovgivning på området.” (Citeret efter Fødevareministeriets Redegørelse… af 18. november 2020, side 4-5).

Den hollandske model blev kort sagt ikke afvist, men blev henvist til yderligere ”afklaring”. Det blev derfor på mødet i COVID-19-udvalget besluttet, at Fødevareministeriet sammen med Justitsministeriet og Sundhedsministeriet skulle foretage ”den tekniske afklaring af det fornødne lovgrundlag, såfremt der sidenhen måtte træffes beslutning om aflivning af alle minkbesætninger i et geografisk område eller i hele landet ”Fødevareministeriets Redegørelse… af 18. november 2020(side 5). Dette arbejde blev dog ikke udført. Ifølge Redegørelsen… af 18. november 2020 ses det ”ikke af det foreliggende materiale, at der efterfølgende sker en teknisk afklaring af lovgrundlaget på baggrund af sagen” (side 5).

Hvorfor det tekniske afklaringsarbejde ikke blev udført, er et åbent spørgsmål. Men denne ordveksling fra afhøringen af Tejs Binderup fra Fødevareministeriet (7. oktober 2021) synes at løfte en flig:

”Et centralt spørgsmål, som udspørgeren også kredsede om, er, hvorfor embedsmændene ikke gjorde deres minister mere tydeligt opmærksom på, at der var behov for en lovændring for at kunne gennemføre aflivning af alle mink?

Afdelingschefen forklarede, at folkene i Miljø- og Fødevareministeriet slet ikke forestillede sig, at man ville gå den vej, og at spørgsmålet om hjemmel derfor ikke forekom særligt vigtigt i september og oktober, selv om det figurerede som ’scenarium 3’ i notater om, hvordan man kunne skrue op for håndteringen af den stigende coronasmitte blandt mink.

’Der var vi ikke endnu på det tidspunkt. Vi diskuterede det ikke,’ forklarede Tejs Binderup.

’Jeg mener ikke, at vi i september måned var i nærheden af en beslutning om, at alle mink skulle slås ned,’ sagde han.” (Altinget, 7. oktober 2021).

Det kan dårligt læses som andet end et udtryk for, at man i Fødevareministeriet og vel også Fødevarestyrelsen var mentalt blokeret over for selve tanken om at aflive alle mink, og det er nærliggende at antage, at ministeriet og styrelsen snarere opfattede sig som et serviceorgan for landbrugserhvervene, herunder minkerhvervet, end som et statsligt organ til kontrol og regulering.

Under alle omstændigheder, valgte man som Fase 4 en skrabet model frem for den hollandske. Som alternativ til denne havde DK-VET den 18. september anbefalet, at man kunne gribe til forebyggende aflivning af mink inden for zoner:

”Formålet med forebyggende aflivning er at reducere antallet af modtagelige individer, der vurderes at være i risiko for at blive smittet, hvilket typisk forbindes med en geografisk udbredelse i områder med smittede besætninger. For at forhindre en fortsat spredning til yderligere minkfarme samt i lokalsamfundet kunne det overvejes at aflive mink i minkfarme, der vurderes at være i risiko for at blive smittet. En reduktion i antallet af smittede farme vurderes at kunne reducere den massive virusproduktion og dermed risikoen for at der opstår mutationer i virus, der giver nye ”minkvarianter”, i forbindelse med infektion af op til 30.000 mink i en enkelt besætning.

Desuden vil det kunne reducere risikoen for at yderligere personer smittes fra mink, og således at der derfra opstår nye smittekæder. Forbyggende aflivning af mink udgør ikke en øget risiko for personer, der håndterer minkene, såfremt minkene ikke er smittet på aflivningstidspunktet.

Det skal imidlertid bemærkes, at man normalt i forbindelse med anvendelse af forebyggende aflivning fjerner potentielt smittede og/eller modtagelige dyr i et område. I den nuværende situation med COVID- 19, vil der stadig være smittede personer fordelt over hele landet og nye introduktioner til minkfarme i andre områder kan derfor forekomme, hvorfor fortsat overvågning er vigtig.”

Denne strategi, med forebyggende aflivning af mink inden for en radius på 7,8 km fra en smittet farm, blev besluttet 1. oktober og blev iværksat med en bekendtgørelse udstedt den 8. oktober 2020. Men der gik ikke mange uger, før det stod klart, at heller ikke forebyggende aflivning i lokale zoner kunne hamle op med udbredelsen af COVID-19 i en population på mange millioner mink.

Som beskrevet af daværende faglig direktør i SSI, Kåre Mølbak, ved afhøringen i Minkkommissionen den 7. oktober 2021:

”Efter at man besluttede at aflive i zonerne [Zone 1 og 2], der steg antallet af nysmittede hurtigere, end man fik aflivet.”

Han konkluderede, at hvis beslutningen om at aflive alle mink i Danmark ”var kommet en uge, 10 eller 12 dage senere, kunne smitten have nået at sprede sig en del mere”:

”Så var der sandsynligvis sket smitte i det meste af Jylland, hvor det her var begrænset til det nordlige Jylland og ved Ribe-kanten. Det er svært at sige med sikkerhed, men det er mit bedste bud”. (Berlingske, 7 oktober 2021).

Sagt med andre ord, smitten i den danske minkbestand var ved udgangen af oktober 2020 kommet ud af kontrol. Indgrebet var alene af den grund nødvendigt.

SSI sammenfattede udviklingen i en analyse af ”Udvikling i SARS-CoV-2 smitte blandt mennesker som følge af smittede minkfarme”, der blev fremlagt som Bilag 1 til risikovurderingen af 3. november 2020. Analysen gennemgik udviklingen i de nord- og midtjyske regioner og kommuner og konkluderede:

”Omtrent halvdelen af nordjyske tilfælde af humane SARS-CoV-2 er direkte eller indirekte forårsaget af smittede mink. Dette understøttes af et tidsmæssigt sammenfald mellem lokal forekomst af smittede minkfarme og tilfælde blandt mennesker forårsaget af SARS-CoV-2 minkvarianten i nordjyske kommuner, samt af at minkvarianten sjældent eller slet ikke forekommer i områder uden smittede minkfarme.

Såfremt minkfarme i hele landet smittes, vil man rimeligvis kunne forvente et lignende billede i andre regioner, med mindre en effektiv aflivningsstrategi kan nedsætte spredningen fra minkfarme til det omgivende samfund.

Resultaterne tyder således på, at SARS-CoV-2-smittede minkfarme udgør en væsentlig risiko for smitte til det omgivende samfund på trods af de forebyggende tiltag, i form af værnemidler og andre beskyttende foranstaltninger, der hidtil er truffet.”

Ved udgangen af oktober 2020 var halvdelen af den humane smitte i Nordjylland fra virus, der havde været en tur gennem en minkbesætning. Det fremgik af den genetiske sekventering af podning. Som et reservoir for smitte udgjorde minkbestanden en væsentlig risiko for smitte til det omgivende samfund.

3. Varianter

Ud over, at minkbestanden i sig selv udgjorde et reservoir for nye smittekæder under en epidemi, der have vist sig ekstremt byrdefuld og samtidig næsten ukontrollabel, viste det sig, ikke overraskende, at der i minkbestanden opstod nye varianter, tilpasset mink som værtsorganisme, og at disse varianter smittede tilbage på mennesker. Implikationen heraf var indlysende, hvis man erindrede, at SARS-CoV-2 er en zoonotisk virus, der ikke blot sandsynligvis opstod hos hesteskoflagermus i det sydlige Kina og derfra, ad endnu ukendte veje, sprang over i den menneskelige population i Wuhan, men også at det er en virus, der benytter såkaldte ACE2-receptorer til at få adgang til celler hos mennesker, som mink tilfældigvis også har magen til. Det var med andre ord fra første færd en stærkt risikabelt at holde mink under denne pandemi.

I oktober begyndte SSI at gøre opmærksom på denne risiko. Den 13. oktober 2020 udtalte overlæge Anders Fomsgaard, ansvarlig for virusforskning og udvikling hos SSI, til DR:

”Vi ved, at virus muterer, og vi ved, at mink smitter mennesker, lige så vel som mennesker smitter mink. Og vi ved, at der er over 150 medarbejdere på minkfarme, der er smittet, og at de minkvarianter er ude i samfundet i Jylland, siger Anders Fomsgaard, der frygter, at minkfarmene kan udvikle sig til ’virusfabrikker’.

Det er et stort reservoir at have af mink, 10.000-15.000 styk per farm. Og vi har set, at der i mink sker nogle mutationer af virus, som kun sker i mink og ikke i mennesker. Og de mutationer bliver der flere og flere af, jo flere farme, der er inficeret.”

Ved artsspring øges risikoen for immunitetsundvigende varianter:

”Bekymringen er, at virus [der er] muteret i de her mink kommer ud i samfundet og smitter mennesker med en virusstamme, som er ufølsom over for de vacciner, som man udvikler. Det er jo vaccinerne, der jo skal 'redde os' og gøre det ud for den flokimmunitet, så vi kan vende tilbage til en anden normal.”

Problemet var ikke, at der sker mutationer hos mink. Det gør der som bekendt også hos mennesker. Problemet er de mutationer, der opstår ved artsspring, og især når virus springer frem og tilbage mellem mennesker og dyr. Problemet var, som Fomsgaard lidt senere formulerede det til LandbrugsAvisen (21. oktober 2020), ”at de mutationer, der opstår i mink, kun opstår i mink”:

”Når virussen tilpasser sig mink, kan der potentielt komme nye egenskaber ud af det. F.eks. at den kan sprede sig hurtigere. Det er dog fortsat en teoretisk bekymring, og ikke noget vi har undersøgt til bunds endnu”.

I et responsum til Fødevarestyrelsen fra dagen efter, den 22. oktober, gav DK-VET udtryk for en tilsvarende vurdering:

”Det vurderes som sandsynligt, at de spike-protein-baserede vacciner [som f.eks. Pfizer-BioNTech og Modernas vacciner] vil have en vis effekt over for de indtil nu påviste spike-protein ændringer set blandt mink. Den fortsatte spredning af SARS-CoV-2 blandt mink giver dog anledning til en generel bekymring om yderligere udvikling af mutationer af SARS-CoV-2 i minkbestanden med risiko for fremtidig påvirkning af folkesundheden.”

Ved udgangen af oktober 2020 strammede det kort sagt til. En ny smittebølge var ved at rejse sig, med eksponentiel stigning. Det var desuden blevet afdækket, at smitten kunne sprede sig fra mennesker til mink og tilbage igen, og at den kunne gøre det i stor stil. I Nordjylland var smitten fra minkbestanden som virusreservoir af stigende betydning, og halvdelen af de registrerede smittede borgere var smittet med en variant, der havde været igennem mink. Smitten blandt mink bredte sig ydermere ukontrollabelt og havde nu bredt sig fra Nordjylland og sydpå. Der åbnede sig den uheldsvangre mulighed, at der ved fortsatte artspring kunne opstå en variant, der i betydelig grad kunne omgå og undvige immunitet fra de vacciner, hele verden ventede på. Den konklusion blev draget i utvetydige vendinger i den risikovurdering, SSI forelagde regeringen den 3. november 2020. Men risikovurderingens budskab var mere sammensat og mere vidtgående.

4. Risikovurderingen

SSIs risikovurdering af 3. november 2020 konkluderede:

“Konklusion: En fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner.”

Bemærk, at der var to led i konklusionen. Det er minkavl som sådan under pandemien, der er det primære problem, idet minkbestanden udgør et virusreservoir for vedvarende smitte i befolkningen, og minkbestanden udgør, som en yderligere risikofaktor, et reservoir hvori nye varianter kan udvikles. Den eventuelle svækkelse af kommende vacciners effektivitet er en afledt risikofaktor. Konklusionen blev uddybet således:

“Hvis minkproduktionen fortsættes i Danmark, således at der i 2021 genetableres en stor population af mink, vurderes det for overvejende sandsynligt, at denne population vil være modtagelige for smitte. Derudover forventes der stadigt at være SARS-CoV-2 i omløb blandt mennesker og ingen betydende immunitet i befolkningen før størstedelen af befolkningen er vaccineret. Dermed er der en betydelig risiko for gentagelse af smittespredning blandt mink og mennesker, som er set i Vestdanmark i 2020.”

Af den betydelige risiko for smittespredning blandt mink og mennesker følger en yderligere risiko:

”Dette vurderes at indebære en stor risiko for folkesundheden, både ved at medføre større sygdomsbyrde blandt mennesker, og ved at et stort virusreservoir øger risikoen for, at der igen opstår nye virusmutationer, som vacciner ikke giver optimal beskyttelse imod. Samlet set kan den flokimmunitet, der opnås ved vaccination eller overstået infektion, risikere at blive svækket eller udeblive. Det må samtidigt forventes at betyde en væsentlig forringelse af vores muligheder for at bevare epidemikontrol i Danmark, hvilket kan medføre, at man må indføre yderligere restriktioner og begrænsninger på samfundslivet mv.”

Ikke desto mindre var det alene risikoen for varianter, der ville kunne svække effektiviteten af vacciner, medierne hæftede sig ved og viderebragte enstonigt, igen og igen. Det havde regeringens kommunikation et medansvar for. På pressemødet den 4. november indledte statsministeren med disse ord:

”Når vi har indkaldt til pressemøde i dag, så er årsagen [at] Statens Serum Institut har observeret en meget alvorlig udvikling i corona forårsaget af mink. Der er i dag konstateret coronasmitte på 207 minkfarme. Og den udvikling er sket på trods af en intensiv indsats for at begrænse smitten. Samtidig ses smitte med nye muterede typer af corona både i danske minkbesætninger og i lokalbefolkningen. Det er altså heller ikke lykkedes at begrænse yderligere spredning til det omkringliggende samfund. Med andre ord: Virus er muteret i mink. Og den muterede virus har spredt sig til mennesker. Og hvad værre er – og det er meget, meget alvorligt – så har Statens Serum Institut i laboratoriet fundet fem eksempler på virus i minkfarme – og 12 eksempler på virus hos mennesker, der udviser nedsat følsomhed på antistoffer. Med andre ord: Den muterede virus – via mink kan indebære den risiko, at den kommende vaccine ikke kommer til at virke, som den skal.”

Begge aspekter af SSIs risikovurdering var med i talen og intet er fejlagtigt, men vægten blev lagt på, at virus var muteret, at varianterne ”udviser nedsat følsomhed på antistoffer”, ”og det er meget, meget alvorligt”. De fleste hørte kun det sidste, og kunne bagefter ikke høre (eller læse) andet. Denne vægtning afspejlede givetvis primært ægte bekymring, herunder bekymring for virkningen af risikovurderingen i udlandet (med alt hvad dette måtte indebære for eksporten og det internationale samkvem). Men vægtningen var nok også et forsøg på at trænge igennem. Dette sidste lykkedes kun for godt.

Mølbak forsøgte dog ihærdigt — på begge pressemøder, både den 4. og den 6. november, at understrege — at der er/var to grunde til at aflive alle mink. Men forgæves. Ingen synes at have hørt efter. Medierne og den politiske verden greb i stedet den simple og saftige historie om en forfærdelig variant, der kunne gøre Danmark til ”et nyt Wuhan”. Denne historie blev så meget desto mere interessant, da det viste sig, at Cluster 5-varianten var uddød. Ingen af journalisterne ved de store medier læste tilsyneladende SSIs risikovurdering af 3. november, eller de kunne ikke læse den af bare ophidselse. Det er ikke unormalt. Mere pikant er det, at de mange virologer og andre fagkyndige, der udtalte, at de ikke fandt indgrebet sundhedsfagligt velbegrundet, med henvisning til, at de ikke fandt SSIs analyse af Cluster 5s eventuelle immunitetsundvigende egenskaber tilstrækkeligt solid, åbenbart heller ikke havde læst risikovurderingen. Mølbak måtte derfor stave budskabet i et interview med Politiken den 9. november:

”Jeg synes, at problemstillingen med cluster-5 har fået al for stor vægt. Og ikke det principielle spørgsmål, at en fortsat minkavl i Danmark vil indebære en stor risiko for folkesundheden og for konstant smitte fra minkfarmene under en coronapandemi. Det, at vi fik covid-19 i Danmark, blev på mange måder desværre en game changer for minkerhvervet, og det er den helt overordnede indflyvning til problemet. Og så gør mutationer og bekymring for vaccineeffektivitet det bare endnu mere relevant at agere på den trussel”.

Og videre:

”Nej, vi har ikke oversolgt risikoen for, at cluster-5 bliver en parallel pandemi. Det er mere i det politiske landskab, der har været meget fokus på cluster-5. Og det skulle ikke undre mig, hvis cluster-5 allerede er uddød. Men så vil der være mulighed for nye minkvarianter, der giver tilsvarende eller værre problemer, altså cluster-6, 7, 8. Så det er risikoen for virusvarianter fra et stort reservoir i mink, der er og har været hovedbekymringen”.

Sagen handlede aldrig alene eller primært om Cluster 5.  Det var hvad regeringen lagde vægt på pressemøderne 4. og 6 november, men nuancerne og Mølbaks omhyggelige forklaringer blev overdøvet af mediernes forenklinger. Det var dårlig kommunikation, og medførte lige netop al den støj, statsministeren ville undgå. Ude ”i folkedybet” er det, der står tilbage, at minkene blev ”slagtet” for at undgå en variant som ikke eksisterede. Der forestår et stort oplysningsarbejde, hvis ikke borgerne fortsat skal sidde tilbage med en følelse af, at myndighederne har handlet overilet og uden saglig grund, handlet i panik.

5. Hjemmel

Regeringen fik altså lovhjemmel til aflivning af mink uden for Zone 1 og 2. Men var der hjemmel i forvejen? Ifølge regeringens Redegørelse fra 18. november 2020 var det op til pressemødet den 4. november ”arbejdstesen”, at der var hjemmel (side 10). Ministeriet for Miljø og Fødevarer viste sig dog at have været uenig hele tiden, og det fik det som sagt medhold i af Justitsministeriet den 5. november. Spørgsmålet er dog ikke mere afklaret end at det indgår i Minkkommissionens kommissorium, at den skal foretage ”en selvstændig vurdering af, hvorvidt der på tidspunktet for regeringens offentlige tilkendegivelse af sin beslutning var hjemmel til dette tiltag”.

Jeg er jo ikke medlem af granskningskommissionen, endsige dommer ved en eventuel rigsret, kun en ringe sociolog, og det er bestemt tænkeligt, at kommissionen når frem til, at Fødevareministeriet og Justitsministeriet havde ret i, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink (uden for Zone 1 og 2). Ja, det ville være utidigt at udelukke en sådan konklusion.

Sagen drejer sig om fortolkningen af § 30 i ”Lov af hold af dyr”:

”§ 30. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan for at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer [dvs. bakterier, virus, parasitter o. lign, som kan overføres fra dyr til mennesker …] fastsætte regler om og meddele påbud om gennemførelse af særlige foranstaltninger samt meddele forbud mod anvendelse af dyr […]. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om og meddele påbud om gennemførelse af særlige smitteforebyggende foranstaltninger i andre tilfælde end ved udbrud eller mistanke om udbrud.
Stk. 2. Foranstaltningerne i henhold til stk. 1 kan [!] bl.a. [!] omfatte:
1) For dyrehold og vildtlevende dyr:
a) Særlige undersøgelser, herunder prøveudtagning med henblik på diagnosticering
[…]
h) aflivning af dyr, herunder i et område omkring et udbrudssted […]”

Det er en bemyndigelsesbestemmelse. Den hjemler mulighed for sådanne tiltag, som måtte være nødvendige for at ”udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer”. Hvis hold af dyr udgør en risiko menneskers sundhed, kan ministeren gribe ind og for eksempel beordre aflivning af dyrehold. Begrænsningerne på ministerens beføjelser i bestemmelsen ligger i, at sundhedsrisikoen skal være begrundet, og det betyder, at der skal foreligge en risikovurdering fra sundhedsmyndighederne, der konstaterer det. Når den foreligger, skal ministeren dernæst fastsætte regler for aflivning (metode, tidsfrister, kompensation); han eller hun kan ikke blot tage telefonen og udstede et påbud. Der skal foreligge en særskilt bekendtgørelse.

Men man bør også bemærke, at ”aflivning af dyr” ifølge ordlyden af § 30 kan men ikke nødvendigvis skal foregå inden for et begrænset område, dvs. inden for f.eks. eventuelle smittezoner. Her skal man som lægmand dog være varsom med fortolkningen.

Det er for det første klart, at en lovbestemmelses betydning nødvendigvis er formuleret i generelle vendinger og skal fortolkes i lyset af den kontekst, inden for hvilken den blev affattet (forelæggelse, lovbemærkninger, debatten i Folketinget, lovens forhistorie osv.), lige som der nødvendigvis indgår et ofte betydeligt element af skøn ved anvendelsen af bestemmelsen på en bestemt sag. Man skal med andre ord have kendskab til den historiske kontekst for bestemmelsens udformning for at kende de implicitte forudsætninger for bestemmelsen og dermed for at kunne uddrage dens gyldighedsområde og implikationer.

For det andet vil det ”proportionalitetsprincip”, der er limen i en retsstat, tilsige, at magtanvendelsen skal stå i forhold til risikoens størrelse. Man slår f.eks. ikke alle svin i landet ned, fordi der er fundet svinepest i en enkelt besætning, ligesom det kræver en risikovurdering fra sundhedsmyndighederne for at kunne påbyde forebyggende aflivning af husdyr af hensyn til folkesundheden. Det er derfor en afvejning, om en bestemt risiko hjemler aflivning af raske dyr.

Dette var ræsonnementet i Fødevarestyrelsen, da man i efteråret mente, at der ikke var hjemmel til at aflive alle mink. I et skriftligt svar til Politiken (9. december 2020) skrev Fødevarestyrelsen således:

”Om end det teoretisk set kunne lade sig gøre at udstrække risikozonen til hele landet, så var der ikke veterinærfaglig begrundelse for at foretage aflivning uden for den fastsatte zone på 7,8 km. Henset til, at der til trods for den hastige smittespredning i Jylland ikke er konstateret smitte (i mink, red.) på for eksempel Sjælland, vil det hverken ud fra en veterinærfaglig eller en proportionalitetsmæssig betragtning være muligt at udstrække zonerne til at dække hele landet.”

Det er påfaldende, at Fødevarestyrelsen her henviser til ”en veterinærfaglig eller en proportionalitetsmæssig betragtning” uden tilsyneladende at forholde sig til SSIs risikovurdering af 3. november. I betragtning af, at § 30 netop handler om zoonotiske sygdomme, dvs. folkesundheden, forekommer det malplaceret at henvise til en ”veterinærfaglig betragtning” uden at afveje dette hensyn med hensynet til den betydelige risiko for folkesundheden, der forelå.

Men sagen er, at man i Fødevareministeriet overhovedet ikke opfattede ”Lov om hold af dyr” som relevant for situationen. Altinget citerer således afdelingschef Tejs Binderup for at sige til Minkkommissionen (7. oktober 2021), at ”Lov om hold af dyr” ”handler om dyrs sundhed”, og at det derfor var ”meget klart for folkene på fødevareområdet, at den ikke kunne bruges til at begrunde aflivning af raske mink af hensyn til menneskers sundhed. Man måtte i stedet have fat i epidemiloven og lave en ændring dér.”

Han sagde ordret:

”Det er vigtigt at slå fast med det samme, at der er ikke hos Fødevarestyrelsen eller inde hos os [i departementet] som sådan har været nogen tvivl om, at Lov om hold af dyr ikke kunne bruges til at slå alle mink i Danmark ned”.

Synspunktet forekommer ejendommeligt. Hvis § 30, der bemyndiger ministeren til en række tiltag med henblik på ”at udrydde, hindre, begrænse eller imødegå risiko for udbredelse af zoonotiske smitstoffer”, ikke handler om sikring af folkesundheden, hvad handler den så om?

Sagen er faktisk den, at denne bestemmelse er en videreførelse af tidligere lovgivning om zoonotiske smitstoffer, ikke mindst ”Lov om zoonoser” fra 1994, der supplerede ”Lov om husdyrsygdomme” fra 1988 med henblik på at ”beskytte menneskers sundhed ved at iværksætte foranstaltninger mod forekomst af zoonotiske smitstoffer hos dyr, i animalske levnedsmidler og i andre produkter af dyr”.  Konteksten er tydeligvis, at spørgsmålet om zoonoser nu var kommet højt op på den politiske dagsorden på grund af globaliseringen og det dermed forbundne øgede internationale samkvem, eksemplificeret ved epidemiske luftvejssygdomme som fugleinfluenza, såvel som den tiltagende industrialisering af produktionens af fødevarer, eksemplificeret ved salmonellasmitte.

Zoonoseloven blev i 1999 skrevet sammen med husdyrsygdomsloven i en ny ”Lov om sygdomme og infektioner hos dyr”, således at den afgørende bestemmelse (§ 5) i førstnævnte nu indgik næsten ordret som § 9 i sidstnævnte. Ved revisionen af lovkomplekset i 2004 blev bestemmelsen videreført som den oven for citerede § 30 i ”Lov om hold af dyr”. Bestemmelsen og dens ordlyd går altså i det store og hele tilbage til zoonoseloven fra 1994. At mene, at ”Lov om hold af dyr” ikke skulle kunne give hjemmel til forebyggende aflivning af raske mink i en situation, hvor minkavlen slet og ret af sundhedsmyndighederne blev vurderet at udgøre en ”betydelig risiko for folkesundheden”, er ejendommeligt og ville som minimum kræve en meget grundig juridisk redegørelse. Det er sigende, at en sådan redegørelse ikke synes at være udarbejdet.

Endnu mere påfaldende er det, at kontorchef Paolo Drotsby (ligeledes fra Fødevareministeriet), i sin afhøring samme dag, 7. oktober, tilsluttede sig afdelingschefens synspunkt og gik så langt som til at feje SSIs risikovurdering af bordet:

”Vi [Fødevareministeriet] fandt bare ikke, at der var belæg for at slå alle mink ned. Vi havde arbejdet ud fra at inddæmme og begrænse smitten med andre midler. Der var ikke smitte på Fyn og Sjælland, så det var meget vidtgående at slå alle mink ned”.

Det fremgår ikke af referatet, om udspørgeren spurgte Drotsby, om hvad der berettigede, at han som jurist i Fødevareministeriet kunne hævde, at SSI ikke havde ”belæg for at slå alle mink ned”. Men under alle omstændigheder kunne udsagnet — sammenholdt med den i Fødevareministeriet fremherskende opfattelse, at ”Lov om hold af dyr” ”ikke kunne bruges til at begrunde aflivning af raske mink af hensyn til menneskers sundhed” — meget vel være et tegn på, at der i Fødevareministeriet havde udviklet sig en organisationskultur præget af veterinærfaglig nærsynethed og indbildskhed. Det vil i så fald kunne forklare, hvorfor bekæmpelsen af COVID-19 i mink var så vankelmodig, sammenholdt med indsatsen mod COVID-19 i befolkningen.

Men altså, det er et åbent spørgsmål, om Minkkommissionen når frem til, om der ikke var eller dog alligevel var hjemmel til at aflive alle mink, og om Fødevarestyrelsen (og senere Justitsministeriet) vurderede korrekt eller ej.

Dog, hvis Minkkommissionen når frem til, at § 30 i ”lov om hold af dyr” skal læses, som den har været læst i Fødevareministeriet, vil det rejse store problemer.

Det er for det første åbenlyst et demokratisk problem, hvis ordlyden af en lovbestemmelse kan fortolkes så frit, at den kan bringes til at betyde det stik modsatte af, hvad ordlyden af teksten betyder, hvis den læses som et stykke dansk prosa. Hvis Minkkommissionen når frem til, at § 30 i ”lov om hold af dyr” skal læses, som den har været læst i Fødevareministeriet, forestår der således et stykke lovarbejde, der kan bringe teksten i overensstemmelse med normaldansk.

For det andet vil en konklusion, der giver Fødevareministeriet medhold i, at § 30 i ”Lov om hold af dyr” ikke gav hjemmel for at påbyde aflivning af alle mink af hensyn til en endog ”betydelig risiko for folkesundheden”, være ensbetydende med at, at sundhedsmyndighederne ville stå uden de fornødne legale redskaber til at bekæmpe en samfundskritisk epidemi, der i stigende grad havde sit udspring i hold af dyr, og at ny hastende lovgivning var påkrævet. Det ville svare til, at forsvaret ikke havde hjemmel til at svare igen med våbenmagt ved et væbnet angreb på landet, men først skulle afvente ikke blot et møde i regeringens sikkerhedsudvalg men også hastelovgivning.

Det rejser endelig det spørgsmål, om centraladministrationen i sin opbygning og virkemåde, med ressortområder organiseret som hierarkier, er rustet til at håndtere kriser, der som pandemiens udløber i minkbestanden kræver et meget tæt integreret samarbejde på tværs af ressortområder.

6. Dødfødt

Set i bakspejlet står det efterhånden klart, at bestræbelsen på at bevare minkavlen var dødfødt. Som Mølbak formulerede det over for Politiken den 9. december 2020:

”Det, at vi fik covid-19 i Danmark, blev på mange måder desværre en game changer for minkerhvervet, og det er den helt overordnede indflyvning til problemet.”

Det efterlader os med det spørgsmål, som mange, ikke mindst minkavlerne, står tilbage med: Kunne avlsdyrene have været reddet? Kunne man have lagt erhvervet i dvale i et par år, og så genoplivet det i al dets herlighed? Eller skulle man  have taget skridtet fuldt ud og lukket erhvervet ned?

Dette spørgsmål blev diskuteret heftigt mellem minkbranchens og myndighederne op til beslutningen om at aflive alle mink den 3. november 2020. Problemet stiller sig således.

For det første kan man ikke nedfryse sæd, æg og embryoner fra mink og så senere opformere bestanden ved kunstig befrugtning. Mink har ”induceret ovulation”, dvs. at ægløsningen udløses ved naturlig parring. Mink kan således ikke kunstigt befrugtes. Man skal bevare levende avlsdyr.

For det andet skal man, for at bevare levende avlsdyr, have en population af en vis størrelse af avls-økonomiske grunde, før det overhovedet giver mening. Dette fremgår af et notat, Fødevarestyrelsen af uransalige grunde bestilte hos DK-VET efter regeringsbeslutningen. I notatet gøres der rede for, at bestanden skal være af en størrelse, så man har en tilstrækkelig genetisk diversitet, dels for at undgå indavl, dels for at bevare netop de sofistikerede farvemutationer, man gennem årene har fremavlet (som f.eks. ”silver blue cross”, ”safir”, ”violet”). For hver farvelinje, behøver man 5.000 avlstæver og 2.000 avlshanner, og skal man f.eks. bevare otte farvelinjer, skal man altså op på 56.000 avlsdyr, og disse skal vel at mærke opbevares, fodres og passes i flere år under forhold med meget høj grad af biosikkerhed. De bevarede avlsdyr skal ydermere opbevares sikkert, indtil COVID-19 i kraft af højt vaccinationsniveau kan betragtes som så harmløs, at det igen skønnes sikkert for folkesundheden at avle mink. Der er med andre ord tale om en betydelig investering med betydelig usikkerhed. Men selv avlsmateriale af denne størrelsesorden er helt utilstrækkelig ifølge minkbranchens formand, Tage Pedersen den 12. november:

”Vi har tre millioner avlsdyr i dag. Hvis vi kan starte med 56.000 avlsdyr om et år, vil det tage 20 eller 30 år at komme tilbage. Vi vil slet ikke kunne klare os i konkurrencen med resten af verden, hvis vi kun har et lille erhverv med nogle få mink”.

For det tredje, udgjorde minkerhvervet blot det centrale led i et industrielt cluster, hvori også indgik foderleverandører, pelserier, maskinproducenter, auktionshuse samt, ikke at forglemme, de lokale netværk af avlere, der gennem årtier havde hjulpet hinanden med råd og dåd (Hansen, "European Mink Industry – Socio-Economic Impact Assessment", 19. september 2017). Det var urealistisk at forestille sig, at et erhverv af den størrelse og karakter ville kunne lægge i dvale i flere år og så bringes til at genopstå.

Dette kunne alle parter med fordel have erkendt som udgangspunkt, i stedet for — på trods af smittens hastige spredning ned gennem Jylland — at klamre sig til ideen om, at smitten kunne begrænses med mundbind og håndsprit og eller ved at myndighederne skulle fare fra den ene smittede farm til den anden og aflive besætningerne, som en brandmand med en svaber ved en steppebrand.

Ikke desto mindre luftede daværende fødevareminister Mogens Jensen i Folketinget den 11. november ideen om at opbevare et relativt lille antal avlsdyr, f.eks. 56.000. Ideen var ikke blot i strid med SSIs risikovurdering og med regeringsbeslutningen af 3. november, den var også økonomisk af en anden verden. Forslaget affødte derfor ikke andet and hovedrysten — ud over udtalt vrede hos minkavlerne: ”Jeg er dybt chokeret, jeg er rasende”, udbrød formanden for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, til Ritzau samme dag (LandbrugsAvisen, 12 november 2020).

Minksagen var en tragedie for avlerne og deres familier og ansatte og for ledsageerhvervene. Den havde også tragediens særlige kendetegn: hildet i ønsketænkning og bedøvet af håb var de involverede — avlere og myndigheder — med få undtagelser ude af stand til at erkende, at det danske minkerhverv ikke kunne overleve mødet med COVID-19.

Forlader man sig på ønsketænkning og håb bliver prisen kun højere. I stedet for en ordentlig afvikling af minkerhvervet, blev dyrene aflivet over hals og hoved, og erhvervet nedlagt i en ofte kaotisk proces, der har efterladt dyb bitterhed.

Artiklen er opdateret den 21.04.2022 kl. 20.42 med angivelse af følgende korrekte link: Fødevareministeriets Redegørelse… af 18. november 2020

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:


En ny stabilitetspagt for Europa?

Katastrofalt valg i København

Ny socialdemokratisk kurs på Bornholm er nødvendig

Iscenesættelse af sandheden

Fra revolutionær til socialdemokrat

Ordentlige vilkår for Wolt-bude i EU

Sundhedsstyrelsens anbefalinger til udvikling af en anstændig psykiatri

De almene boligers aktuelle udfordringer!