Det franske præsidentvalg … og efter
Præsidentvalget i Frankrig er overstået, men det har absolut ikke samlet landet. Der er store modsætninger
Af Niels Enevoldsen, elektromekaniker, bosiddende i Frankrig siden 1984. Tidligere forbundsformand for DSU og ansat i LO og ILO
Årsagen til at præsidentvalgene er så altafgørende i Frankrig skal findes i forfatningen for den ”5. Republik”, som var skræddersyet til General De Gaulle. Denne giver præsidenten udvidede beføjelser i forhold til Nationalforsamlingen (parlamentet) og Senatet. Selvom det ikke helt kan sammenlignes, så er der ligheder til det amerikanske politiske system med en eksekutiv præsident.
Præsidents magt styrkes yderligere af, at denne som oftest har haft et parlamentarisk flertal, hvilket hænger sammen med, at valgene til Nationalforsamlingen finder sted nogle få uger efter præsidentvalget og udnytter inertien herfra, ved at vælgerne giver præsidenten et arbejdsdygtigt flertal. Der er dog to undtagelser hertil, nemlig under Mitterand og Chirac, hvor parlamentsvalgene fandt sted midt i præsidentens valgperiode og gav flertal til oppositionen (kaldet cohabitation). Derfor synkroniserede man senere de to valg, hvor perioden for begge er fem år.
Nogle kalder det nuværende system for et ”republikansk monarki” og gennem en del år har der været kræfter, især til venstre for midten, for at lave en ny forfatning for en ”6. Republik”, hvor Nationalforsamlingen tager magten tilbage og hvor præsidenten bliver et ceremonielt overhoved, som findes i de fleste andre europæiske lande. Dette ser dog ud til at have lange udsigter.
Fremgang for ekstreme højre
Som bekendt blev Macron valgt til en ny præsidentperiode i anden runde med et hæderligt resultat. Bekymrende er det dog, at den ekstreme højrefløjs kandidat (i Frankrig er man ikke bange for hæfte denne betegnelse på partier med rabiate holdninger) fik 42 pct af de afgivne stemmer. Man kan selvfølgelig sige, at naturligvis har 42 pct af den franske befolkning ikke rabiate højreekstremistiske holdninger, men problemet er, som i Danmark, at de partier/personer de stemmer på, har det.
Det mest interessante ved valget var nok resultatet fra første runde. Det skal måske lige først bemærkes, at valget fungerer således, at hvis ingen kandidat får mere end 50 pct ved første afstemning, så går de to højest placerede til 2. runde. Da der er så godt som ingen chance for at få absolut flertal i første omgang, så drejer slagsmålet sig om at få en af de to første pladser. Her kommer meningsmålingerne så ind i billedet, de første af disse viste, at Macron skilte sig ud ved få omkring 25 pct, hvilket var mere eller mindre som forventet. Derefter kom et felt på 4-5 personer med mellem 10 og 15 pct og af disse lå højreekstremisten Marine Le Pen og den yderste venstrefløjskandidat Melenchon marginalt forrest.
Herefter skiftede målingerne gradvist og demonstrerede helt klart, at vælgerne til venstre og højre begyndte at ”stemme nyttigt” for at få en kandidat i den eftertragtede andenplads, som ville give adgang til den afgørende valgrunde. Dvs. Le Pen støvsugede højrefløjsvælgerne langt ind i det traditionelle konservative parti LR (Les Republicans). Det samme skete på venstrefløjen hvor Melenchon sendte socialistpartiet, de grønne, kommunisterne og de to trotskister langt tilbage. Dette blev bekræftet ved valget hvor sejrherrerne, udover Macron, var Le Pen og med Melenchon lige i hælene med mindre end en pct efter Le Pen. De to traditionelle partier som har delt magten i årtier, socialistpartiet og LR, endte med mindre en to og fem pct af stemmerne, selvom de begge stadig står stærkt lokalt. Også de grønne, som for kort tid siden havde et kanonvalg lokalt, hvor de tog en række store byer, delte samme skæbne og fik mindre en fem pct.
Der er derfor grund til at tage både Le Pens og Melenchons vælgertilslutning med en vis gran salt, der er ingen tvivl om, at de begge har fået mange, og for Melenchons vedkommende hovedparten, ”nyttige” stemmer og ikke nødvendigvis en personlig og/eller programmæssig opbakning.
Det har også samtidigt åbnet op for en debat om meningsmålingernes indflydelse på valgresulter.
”Tredje valgrunde”, valget til Nationalforsamlingen
Nu er vi så nået til ”3. valgrunde”, som nogle kalder det, nemlig valget til Nationalforsamlingens 577 medlemmer, hvilket finder sted 12. og 19. juni.
Valget finder sted i enkeltmandskredse, men dog ikke helt som i England, hvor ”winner takes all” i første omgang. Hvis en kandidat ikke opnår mere end 50 pct i første omgang, hvilket dog hænder i en del ”sikre” kredse”, er der en anden runde. For at opnå adgang hertil kræves det, at kandidaten har opnået mindst 12.5 pct af de indskrevne stemmeberettigede. Det betyder, at anden runde ofte har, ikke kun to, men tre og i sjældne tilfælde fire kandidater.
Her kommer så spørgsmålet om alliancer ind for at opnå adgang til ”run off” runden, Disse indgås både før og efter første afstemning.
Resultatet af opsplitningen til venstre for midten i præsidentvalget, ikke mindre end seks kandidater, og som kostede adgang til valgets anden runde satte sine spor og bange anelser for at venstrefløjen var på vej ud i en ørkenvandring de næste mange år. Derfor kom der gang i allianceforhandlingerne op til det kommende nationalforsamlingsvalg. Melenchons La France Insoumise (LFI) tog initiativet til en « Folkeunion » (Union Populaire), som skulle sikre, at der var kun en venstrefløjskandidat i hver opstillingskreds. Det er lidt af en efterligning af 1930’ernes ”Folkefront” (Front Populaire) under socialisten Leon Blum.
Jean Luc Melenchon, lederen af La France Insoumise (LFI) og tidligere socialistisk senator og juniorminister under Mitterand, udråbte sig straks til kandidat til premierministerposten i en ”cohabitation” under Macron. Les Insoumises er mere eller mindre en fransk udgave af enhedslisten, blot med mere rabiate synspunkter på en række områder. Melenchons udgangspunkt var, at hans score fra præsidentvalget skulle danne grundlaget for forhandlingerne.
Problemet er blot, at udover at Melenchon har et ego på størrelse med Eiffeltårnet, så er LFIs politik på en række områder uforenelig med de øvrige venstrefløjspartier. F.eks. er partiet meget EU skeptisk og ønsker en fransk ”opt out” mulighed på alle EU-beslutninger, som man ikke er enig i, hvilket jo reelt betyder, at det er svært at være medlem. Her har man stort set samme holdning som Le Pens ekstreme højre, som godt nok ikke reklamerer udmeldelse af EU, men som ønsker at sabotere alle institutionerne indefra. Denne politik er stik imod de Europa venlige socialister og grønne. Socialisterne og LFI er endvidere uenige om pensionsalderen og udenrigspolitikken, hvor sidstnævnte vil forlade NATO og gøre Frankrig neutralt. Derudover har Melenchon tidligere udtalt beundring for Putin, Kina og f.eks. Hugo Chavez Venezuela. LFI er endvidere på kant med kommunisterne, hvor sidstnævnte går ind for udbygning af a-krafts energi, i øvrigt som Macron.
”Folkeunionen”, Union Populaire
Man skulle tro, at det er umuligt at sy dette brogede kludetæppe sammen, men det lykkedes dog forholdsvist hurtigt for LFI at indgå alliance med De Grønne og lidt senere med kommunisterne, stort set ved at springe de varme emner over.
Årsagen til at uenighederne om det politiske program måske træder lidt i baggrunden er sikkert at en anden ting står på spil, nemlig at få valgt deputerede til Nationalforsamlingen, hvilket har en altafgørende betydning for partiernes økonomi. F.eks. skal et parti have mindst 15 deputerede for at kunne danne en gruppe, hvilket igen udløser tilskud, kontorer, mødelokaler samt visse administrative og politiske muligheder. Antallet af kredse hvor et parti er opstillet samt den geografiske spredning har også stor betydning for partitilskud fra staten.
Derfor har fordeling af opstillingskredse været det andet væsentlige diskussionsemne i allianceforhandlingerne og her slår det for alvor gnister. Ikke alene er det et spørgsmål om antallet af kredse, men også om opstilling i sikre kredse, hvilket man kender fra Danmark (f.eks. er Gentofte nok ikke den mest sikre socialdemokratiske kreds). Her har LFI ført forhandlingerne med hård hånd, De grønne har fået 100 kredse, kommunisterne 50 og socialistpartiet 70. Jeg skal ikke kunne sige, hvor mange af disse har gode muligheder for at give valg. Socialistpartiets Nationalråd, som tæller 300 medlemmer har netop godkendt aftalen med LFI med 62 pct af stemmerne. Det endelige valgprogram for ”Folkeunionen” er i skrivende stund endnu ikke kendt.
Hvilken fremtid for Socialistpartiet?
Konsekvenserne for socialistpartiets tilslutning til denne union er svær at forudsige, men der er stor risiko for, at partiet sprænges i mange stykker. En stor del af ”elefanterne”, som de gamle tunge drenge og piger i partiet kaldes, her i blandt Hollande, har i stærke vendinger undsagt aftalen og tilkendekende givet, at det betyder partiets død. De er blevet bakket op af mange lokal valgte i regioner, departementer og byer, hvor partiet endnu står stærkt. Der er stor mulighed for, at mange lokale føderationer af partiet opstiller kandidater i kredse, hvor partiet ikke er tilgodeset af Folkeunionens fordeling. Bliver disse ekskluderet af partiet? … ingen ved det endnu. Det skal i øvrigt tilføjes af nogle kandidater fra De Grønne og kommunisterne også stiller op, selvom de ikke er udpeget af Folkeunionen.
Det er bemærkelsesværdigt at et parti, socialistpartiet, som for kun fem år siden regerede Frankrig med en præsident og flertal i Nationalforsamlingen ikke opstiller i mere end 70 af landets 577 valgkredse og heraf er måske kun omkring 20 nogenlunde sikre på valg.
Der er to vindere i dette spil. På den ene side LFI som nu får mulighed for at etablere en lokal forankring, som de hidtil ikke har haft. På den anden side Macron som uden tvivl vil høste størstedelen af de socialister, som ikke billiger aftalen med LFI.
Macrons parlamentariske støtte
Macron forsøger at genvinde flertallet ved det kommende nationalforsamlingsvalg med en koalition af sit eget LREM parti og forskellige grupperinger omkring midten af fransk politik. Han havde i begyndelsen håbet at samle alle i et enkelt parti, men dertil var spændvidden mellem grupperingerne for store. Partinavne har ikke så megen holdbarhed i Frankrig måske med undtagelse af socialisterne og kommunisterne, således har de konservative skiftet navn flere gange i de sidste par årtier og nu skifter Macrons partinavn fra LREM til ”Renaissance” og grupperingerne/partierne som støtter præsidenten, fører valgkamp under navnet ”Ensemble” (sammen). Blandt dem der opstilles, er en hel del opportunistiske partihoppere fra både venstre og højre, et fænomen der jo også kendes i Danmark. En af de mere kendte er den tidligere premierminister under Hollande, Manuel Valls, som efter at have tabt det socialistiske primærvalg i 2017 forsøgte sig uden held i spansk politik (han har dobbelt statsborgerskab) og nu stiller han så op under Macrons faner.
Macrons nye præsident periode
Mens der ventes på udfaldet af valget til Nationalforsamlingen, som sandsynligvis giver et større eller mindre flertal til Macron og hans allierede, kan man gisne lidt om, hvad der bliver hovedingredienserne i de kommende fem år.
Indenrigspolitisk er der ingen tvivl om, at de sociale tiltag styrkes for at undgå nye ”gule veste” episoder. Derudover kan det også forventes en mere offensiv politik på miljøområdet, som er, ligesom i de fleste andre europæiske lande, højt på vælgernes prioritetsliste. I den forbindelse skal det nævnes at Macron satser på en udbygning af A-kraften gennem mindre og moderne værker, som i hans opfattelse er både miljøvenligt og vigtigt for energiforsyningssikkerheden.
Macron er helt uden tvivl økonomisk liberal, men jeg mener ikke, at man kan kalde ham en neoliberal (i den forstand at alt overlades til markedskræfternes frie spil), som nogen gør. Frankrig har en lang tradition for statsintervention på det økonomiske område, hvilket man næppe kan kalde neoliberalisme, og det har ikke ændret sig meget under Macron.
Udenrigs- og sikkerhedspolitisk samt med hensyn til europæisk samarbejde vil Macron uden tvivl fortsætte en offensiv politik. Man kan vel næppe bebrejde en ledende politiker fra et af Europas store lande at forsvare europæiske økonomiske interesser, værdier og identitet i forhold til Kina, Rusland og i nogen grad USA. At fremstille Macron som en mand, der ser sig selv som en ny Napoleon i spidsen for en EU-hær er latterligt. Han har en rimelig realistisk holdning til at europæisk samarbejde i høj grad afhænger af kontinentets største økonomi, Tysklands. Derfor lægges der mange kræfter i den såkaldte tysk-franske akse som drivkraften i Europas udvikling.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Danmark og Arktis
Højere inflation end længe – og hvad så?
Venstrefløjsalliance giver Portugal ny regering
Brug for et 1973-øjeblik for Europa’s energipolitik
Nordisk forsvarsforbund – en utopi
3F’s nye formand har et mantra: FÆLLESSKAB
Claus Deleuran og Arbejderbevægelsen