Fagbevægelsens fremtid
Store Bededag har bragt sindene i kog, men er det der de store problemer ligger for fagbevægelsen?
Af Peter Bøgh Kjærulff, arbejdsmarkedsdebatør, tømrersvend, tidligere formand for 3F-ungdom og tidligere byggegruppeformand i 3F Frederiksborg.
Det er en forudsætning for vores velfærdsstat, hvor goderne fordeles ligeligt, og hvor fællesskabet griber dem, som af en eller anden grund måtte falde; at arbejdsgivere og arbejdstagere er organiseret, og har skabt tillidsfulde og ligeværdige aftaler. Det har været Danmarks styrke i langt over hundrede år, og været med til at sikre gode arbejdspladser for flere generationer.
1995 er ikke et år, som vi snakker meget om i den sammenhæng. Året er det år, hvor borearbejdet blev afsluttet på Storebæltsforbindelsen, B&W gik i betalingsstandsning og Ri-Bus konflikten brød ud. Det er også året, hvor fagbevægelsen trådte ind i en krise, som de 28 år efter ikke har formået at komme ud af.
Medlemsudviklingen knækkede ned ad, og set i et mere tidsnært perspektiv, så har FH’s medlemsorganisation ifølge Danmarks Statistik tabt knap 500.000 medlemmer fra 2008 og til 2021, og det er forsat faldende.
Undskyldninger
I skrivende stund bryster nogle 3F afdelinger sig med en diskret medlemsfremgang, som der historisk set altid er inden en mulig storkonflikt, som især spøger her ved OK23.
Udfordringen ved disse medlemstilgange er, at det indtil nu ikke har betydet noget for den samlede nettoudvikling i medlemstallet, og som ved alle andre overenskomstforhandlinger, så kvitterer disse nye medlemmer ofte også med en udmelding, når faren er drevet over.
Den negative medlemsudvikling har tit fået mange diagnoser, og jeg har hørt mange undskyldninger for FH-familiens medlemstilbagegang gennem tiden. Fælles for dem alle er, at de ofte flytter ansvaret over til udefra kommende faktorer, som man umiddelbart ikke kan gøre noget ved. To af de herskende undskyldninger er; at de store årgange er gået på pension, og de unge gider ikke fagforeningerne.
Tænkt sig hvis COOP, Dansk Supermarked eller resten af dagligvarebranchen accepterede samme undskyldninger, hvis de oplevede 28 års økonomisk krise. Der var ikke mange butikschefer eller koncerndirektører, som havde beholdt jobbet ved at undskylde en krise af den kaliber med; at folk fravalgte de fysiske butikker, fordi kunderne blev ældre, eller de unge helt havde fravalgt at handle ind.
Udfordringen for FH-familien er desværre større end de umiddelbare tal viser. For at holde mig til samme tidsnære periode, som tidligere i indlægget, så kan man se, at fra fjerdekvartal 2008, hvor finanskrisen vel og mærket ikke har vist sin fulde effekt og til fjerde kvartal sidste år; er beskæftigelsen steget netto med 269.481 mennesker, og selvom Danmarks Statistiks tal for organiseringen af lønmodtagere i FH kun er tilgængelig indtil 2021, så tør jeg godt konkludere; at tallet for 2022 i hvert fald ikke er stigende. Jeg vil derfor roligt konkludere, at hver gang fagbevægelsen har mistet to medlemmer, så er der yderligere et potentielt medlem, som er glippet for FH-familien. Så ikke nok med, at man mister medlemmer, man får heller ikke organiseret nye ankomne til arbejdsmarkedet.
Nu kan tal jo altid skrues op og ned afhængig af kriterierne for de forskellige statistikkerne, men fælles for dem alle er; at FH-fagforeninger taber medlemmer, imens beskæftigelsen stiger, og trods dystre fremtidsudsigter i visse brancher, så tyder meget på, at det ikke vender foreløbigt.
Jeg tror ikke, der findes den tillidsrepræsentant eller fagforeningsansatte, som ikke ved, at FH-familien taber medlemmer. Problemet er nok mere, at de fleste er blevet fartblinde, da det har stået på så længe; at medlemstabet er blevet en ny-normal – altså noget man lever med og egentligt acceptere til trods. Det sker samtidig med mange organiseringsprojekter med varierende volumen i økonomien bag.
Større eller mindre krise
Et af de bedste eksempler på dette symptom kunne man opleve op 3Fs kongres i 2022. Her konkluderede afgående hovedkasserer, Ulla Sørensen, glædeligt; at 3F ikke tabte så mange medlemmer ved seneste kongresperiode, som de to foregående. Ifølge hende var 3F gået fra tabe knap 29.000 medlemmer på en treårig periode til kun at tabe knap 6.000 medlemmer. ”…så det går den rigtige vej.” fik den nu pensionerede hovedkasserer det.
Men det går ikke den rigtige vej, hverken for FH-familien eller danske model. Det er stadig en enorm trussel mod vores aftalemodel; at den ene grundpille i arbejdsmarkedet ikke blot har lidt overfladeerodering, men faktisk har kæmpe sprækker ind i fundamentet. Vi skal desværre ikke lede længe for at se de tydelige resultater. Vi kan for eksempel blot se over mod hotel- og restaurationsbranchen. Her kan arbejdsgiver- og arbejdstagerforeningerne kun “prale” af at have organiseret omkring 15% af arbejdsmarkedet – og hvem forhandler man så egentlig for og med, og med hvilke interesser?
I 2020 valgte Jensens Bøfhus at opsige overenskomsten, og udover lidt dårlig presse og nogle økonomiske coronafølger, så eksisterer de stadig den dag i dag. Nu følger Brdr. Prices Restauranterne, Dragsholm Slot og A Hereford Beefstouw trop, og noget tyder på, at det også bliver en konflikt, som løber ud i sandet.
Desværre er disse to historier ikke to enlige svaler, og faktisk startede denne tendens allerede i 2012 med blandt andet aarhusianske Dee Dee’s Sandwich, som opsagde overenskomsterne med 3F, og den dag i dag leverer det ene overskudsregnskab efter det andet. Dette druknede blot i Vejlegårdskonflikten, som de fleste kender slutningen på.
Jeg besøgte selv sandwichbaren under konflikten, og snakkede med de ansatte, som udover at være ansatte, også var socialrådgiverstuderende. De fortalte, at de egentlig ikke var imod fagforeningen, men de følte desværre, at fagforeningen mere var interesseret i deres penge, end at forstå dem og deres virksomhed. Resultatet blev en frigørelse fra 3Fs overenskomster, og at de ansatte kunne nu selv indrette vilkårene sammen med chefen. Med ét mistede fagforeningen opbakning og medlemmer, og med et var forhandlingsretten under mineret.
Største trussel er ikke St. Bededag
Med disse fakta in mente, så er den logiske slutning, at den største trussel mod den danske model i skrivende stund ikke er Store-Bededagskonflikten, selvom jeg indrømmer, at Regeringen har båret sig amatøragtig ad ved ikke at indkalde til trepartsforhandlinger, og krævet at parterne leverede herigennem. Den største trussel er, at den ene part – arbejdstagerforeningerne – ikke fuldt ud vil indrømme, at de mister legitimitet i samfundet, og ikke er den magtfaktor, de var engang. De styrer lige mod afgrunden, og fotrsætter FH-familien med at ignorere truslen; rammer konsekvenserne hårdt mange generationer frem.
Store Bededagskonflikten er egentlig et af de bedste eksempler på problemet, for da muligheden bød sig for at vise de unge – altså dem, som FH-familien langt fra har fat i – at man bakker dem op; så blev det gjort i 11. time, og kun halvhjertet. Vi husker alle de seje faglige aktive fra Dansk El-Forbunds og Dansk Metals Ungdom forsøgte at sætte jorden i bevægelse omkring erhvervsuddannelserne, og i det første halve år, hvor de unge forsøgte at skaffe 50.000 underskrifter til et borgerforslag, var FH-familien stille i lang, lang tid. Til gengæld blev pengekasserne åbnet, som sluser ved en dæmning, den dag politikerne foreslog at tage en helligdag.
Jeg kan jo i mit stille spørge; om det er en helligdag eller bedre erhvervsuddannelser og flere faglærte, som skal redde den grønne omstilling. Tænk sig, hvis Lizette Risgaard havde valgt en dagsordenen, hvor SVM-Regeringen fik Store Bededag, og FH-familien derimod fik flere milliarder til erhvervsuddannelserne. Så havde regeringen fået deres mindre bidrag til arbejdsudbuddet, men FH-familien havde sikret erhvervsuddannelserne, samfundet og fremtiden. Det er desværre for sent nu. Både SVM-Regeringen og FH-familien er kravlet op hver deres træ.
Stadig ældre medlemsskare
Udfordringen er nok, at størstedelen af FH-familiens medlemmer er at finde i sidste halvleg af deres arbejdsliv, og det samme gælder de fleste repræsentanter i de enkelte fagforeninger, og dermed har et fokus på interesser de selv kan relatere til. Det er i hvert ofte forslag, som disse, som kan aktivere kræfterne og åbne de store pengetanke i de øverste luftlag i FH-familien, hvorimod en kamp for flere penge til erhvervsskolerne blev syltet indtil det blev pinligt; og måske netop derfor er fremtidens medlemsgrundlag forsvindende i FH-familien.
FH-familiens egne undersøgelser viser, at det de er ufaglærte- og faglærte og især lønmodtagere mellem 15-35, som fravælger deres fagforeninger. Derfor undrer det mig også, at FH vælger Store Bededagforslaget, som afsæt til at øge deres indflydelse. Alt tyder nemlig på, at det ikke er stationære fridage, som de unge og børnefamilierne vil have.
Allerede i 2002 fik daværende FTF lavet en undersøgelse af Center for Ungeforskning. Undersøgelse viste, at unge bakker op om overenskomster, men ønsker mere fleksible forhold. De oplever fagforeningen som primært repræsentanter for traditionel interessevaretagelse, og dermed har svært ved at sikre den enkeltes udvikling og behov her og nu.
Work-life-balance, fleksible karrierer- og udviklingsplaner samt meningsgivende indhold i arbejdet er tre vigtige faktorer for de yngre generationer. For netop de yngre generationer handler det om nærværende interessevaretagelse, og ikke klassiske magtpositioner gennem parti- eller blokpolitiske tilhørsforhold. Hvis FH-familien skal have en berettigelse i fremtidens arbejdsmarked, og ikke kun være en juridisk hotline, så skal de omfavne arbejdsmarkedet, og indrette sig efter alle de menneskerne, som færdes her.
I et samfund, hvor der kræves af de unge, at de har en kritisk tilgang til deres fremtid, skal FH-familien tydelig vise, at de repræsenterer de unge og deres behov. FH-familien skal indrette sig deres udvikling og interessevaretagelse i overenskomsterne efter arbejdsmarkedet – og ikke kun efter Tordensskjolds soldater, som råber op i fagforeningen.
Jeg tror desværre, at de faglige ledere, som selv er vokset op med, at man skal betale sin fagforeningens kontingent med glæde og være taknemmelig for de historiske resultater, har glemt - måske ikke set og anerkendt – at de kommende generationer i langt mindre grad end tidligere, kommer til at fejre sølvbryllup med deres arbejdsplads eller profession, og dermed også deres fagforening. Fagforeningen vil i fremtiden ikke være et stationært holdepunkt, men en fleksibel størrelse, og derfor vil det kun være de fagforeninger, som omfavner deres omgivelse, som overlever.
Hvis FH-familien forsætter turen mod bunden, så vil det være en trussel mod vores velfærdsstat, og hvis ikke de faglige ledere løfter ansvaret i tide, vil det være nødvendigt at andre gør det. Det kan være, som vi set i Tyskland med en mindsteløn eller i Norge, hvor overenskomsterne bliver almengjort i forskellige brancher, selvom ingen er tjent med et. Hvis ikke FH-familien leverer; så vil det kræve et løft fra politisk hold, og det er ingen tjent med.
Dette indlæg er på ingen måde et forsvar af SVM-Regeringens Store bededagsforslag, men derimod et fokus på den danske models reelle trussel. FH-familien driver fagforeningen, som deres forældre gjorde, imens arbejdsmarkedet forandringer sig foran næsen på dem. Fornyelsen lader i hvert fald vente på sig imens isflagen, som FH-familien balancere på, smelter. Når der ikke er mere is at balancere på, så må man spørge sig selv, om man vil hoppe til den næste flage eller drukne. Det er det spørgsmål FH-familien skal besvare. En ting er i hjert fald sikkert: Status quo er ikke en mulighed.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Den danske model
Utro vælgere i et hyperkomplekst samfund
Vi skal gøre det bedre for patienter med dobbelt diagnoser
Sundhedsforskning er vejen frem