Utro vælgere i et hyperkomplekst samfund
Forskere, debattører og meningsdannere har i de senere år karakteriseret vælgernes stemmeafgivning som uforudsigelig som følge af hyppige partiskift ved folketingsvalgene. Er vælgerne utro overfor de politiske partier og hvad betyder det for opbakningen til demokratiet
Af Søren Thomassen, redaktør Ny Politik
Folketingsvalget 1973 er af mange beskrevet som et jordskredsvalg fordi store vælgergrupper skiftede parti og en række nye partier samt nogle ”gamle” der havde været ude af Folketinget i flere år opnåede valg. Valget den 1. november 2022 er også blevet karakteriseret som et jordskredsvalg to nye partier opnåede valg med pæne mandattal samt at det eksisterende partisystem blev godt og grundigt omkalfatret.
Mandatfordelingen og den procentvise andel af stemmer ved Folketingsvalget 1. november 2022 fremgår af nedenstående figurer.
Kilde: https://www.ft.dk/da/aktuelt/nyheder/2022/11/valgresultat-2022
Forskere fra KU, SDU, AUC og AU har siden folketingsvalget i 1971 gennemført Det Danske Valgprojekt, som er en analyse af vælgeradfærd og -holdninger ved alle folketingsvalg siden 1971. I undersøgelserne belyses udviklingen i vælgernes politiske holdninger og opfattelser af partierne, udlændinge og miljø, ønsker om offentlige udgifter mm.
Af nedenstående tabel fremgår partiernes stemmeandel, og den samlede valgdeltagelse, ved folketingsvalgene, 1971-2019
Kilde: Danske vælgere 1971-2019 v1.pdf (valgprojektet.dk)
Som det fremgår af ovenstående tabel, har valgdeltagelsen ved alle valg været på gennemsnitlig 86%. Højeste valgdeltagelse var ved folketingsvalget i 1973 og den laveste 83,2% var ved folketingsvalget i 1981. I andre europæiske lande har valgdeltagelsen været bemærkelsesværdigt faldende i de senere år hvilket af nogen tolkes som utilfredshed med de politiske partier og et udtryk for manglende engagement i demokratiet.
Det hyperkomplekse samfund
Samfundets udvikling er en forudsætning for at forstå vælgernes adfærd og holdninger til de politiske partier.
Professor Lars Qvortrup opstiller i bøgerne, Det hyperkomplekse samfund (1998), Det lærende samfund (2001) og Det vidende samfund (2004) en udviklingsteoretisk model for samfundets udvikling hvori beskrives tre hovedtendenser:
- Deocentrisme
- Antropocentrisme
- PolycentrismeDeocentrisme er et samfund hvor Gud, skæbnen og traditionerne er i centrum ogfortiden og det nære fællesskab er den bærende kraft i et lagdelt hierarki. Mennesker orienterer sig mod sine nærmeste i forsøget på at holde det udefrakommende væk. (Det vidende samfund s. 57)
Et af populismes centrale elementer, forestillingen om de nationale folkeslag står i deocentrismen overfor en anden fremtrædende opfattelse af mennesket som det universelle med menneskerettigheder og overnationale institutioner (EU, FN…) bliver betragtet med dyb skepsis. (s. 58)
Antropocentrismen opfatter samfundet som et hvor mennesket er i centrum og samfundets udvikling er baseret på fornuft og viden opfattes som adgangen til magt. Den individuelle og sociale frigørelse af mennesket er målet. Det enkelte menneskes rettigheder er vigtigere end folkets. Menneskerettigheder og internationale institutioner er afgørende. Mennesket kan frit vælge partner, politiske repræsentanter etc. alene styret på baggrund af fornuft og følelser og bliver kun begrænset af den enkeltes evner. (s. 58)
Modsætningerne i samfundet er mellem deocentrismen - den der repræsenterer folket (os mod dem udefra) og antropocentrismen - mennesket og dets rettigheder som menneske.
Ifølge Lars Qvortrup er en tredje position i nutidens politiske og kulturelle liv fremkommet siden midten af 1990’erne – polycentrismen. Det er en samfundsform uden et centrum, men med mange forskellige centre. (s 59)
Samfundet er hyperkomplekst dvs. at mange komplekse sociale systemer spiller sammen eller iagttager hinanden (det politiske, det økonomiske, det uddannelsesmæssige, det etiske, det videnskabelige, det religiøse, det intime, det kunstneriske osv.) enkeltvis eller som en helhed. (Det lærende samfund s. 19).
Konservatisme, liberalisme og socialisme er de politisk dominerende ideologier i modsætningen mellem deocentrisme og antropocentrisme. Konservatives, Dansk Folkepartis, Danmarksdemokraternes og dele af Venstres, Liberal Alliances og Nye Borgerliges politikker er ofte deocentriske, mens Socialdemokratiets, SFs, Radikales, Enhedslistens, Moderaternes og dele af Venstres, Liberal Alliances og Alternatives politikker ofte er antropocentriske. Modsætningerne mellem de to dominerende holdninger er i de sidste 25 år blevet fastlåste og stadig mere polariserede. I flere sammenhænge har Socialdemokratiet, Venstre og Enhedslisten politisk bevæget sig fra antropocentrismen over mod deocentrismen hvilket har præget vælgernes adfærd og troskab over for dem.
Generationernes kendetegn
Vælgernes værdier, forbrugsvaner, politiske holdninger og partitilhør mm. er i høj grad defineret af hvornår de er født. Det er en viden politiske analytikere, kommunikationsrådgivere mv. bruger til at fastslå og forudsige bl.a. vælgernes adfærd og holdninger.
Generationen født før 1945, har oplevet depression, høj arbejdsløshed og konsekvenserne af både 1. og 2. Verdenskrig. Kampen om at få og fastholde et arbejde har præget generationen selvom størsteparten af dem ikke længere er på arbejdsmarkedet.
Generationen er ikke vant med den ny teknologi og som søger informationer gennem de traditionelle medier som aviser, radio og TV samt gennem nære fællesskaber.Deres politiske præferencer og holdninger er i høj grad præget af deres opvækst. De er autoritetstro og det og udviklingen af velfærdssamfundet spiller en stor rolle for partivalget.
68 – generationen, er født mellem 1946 og 64. Det er generationen med de største fødselsårgange.
Opvæksten har både været præget af knaphed og økonomisk vækst. Generationen har været med til at kæmpe for seksuel frigørelse, fri abort og ligestilling. Generationen gennemførte en global kulturel revolution og modstand mod traditioner, normer og autoriteter i det såkaldte ungdomsoprør. Jobsikkerhed har været højt prioriteret og været med til at definere deres politiske præferencer og holdninger.
Generation X, er født mellem 1965 og 80. I modsætning til deres forældres og bedsteforældres generationer har de ikke oplevet et genrationsopgør og heller ikke udvist det samme politiske og sociale engagement dem.
De orienterer sig mod individuel frihed fremfor mod fællesskabet og deres engagement i samfundet er kendetegnet ved at de går op i deres børns liv. Når de endelig deltager i fællesskabsaktiviteter, er det i form af engagement i f.eks. forældrebestyrelser og deres børns fritidsaktiviteter. De forkæler deres børn, går op i at være til stede for dem, så fritid får en afgørende betydning for deres valg både politisk og arbejdsmæssigt. For denne generation betyder work-life balance meget fordi det giver dem mulighed for at være til stede for deres børn. Derfor opstår begrebet Curlingforældre.
Det er også generationen der som den første får adgang til pc og internettet og begynder at bruge dette.
Generationen er ikke partiloyale på samme måde som deres forældres og bedsteforældres generationer.
Generation Y, født mellem 1981 og 96 og kendetegnes ved at være opvokset omkring årtusindeskiftet. Generationen er født med digitalisering, pc’ere, mobiltelefoner, tablets og spilkonsoller og har et stort forbrug og skifter ofte produkter. Det er generationen der bliver præget af internettet. Globalisering er et vilkår og ikke en hindring. De sociale medier kommer til at definerer generationen som stort set udelukkende får deres informationer gennem sociale medier som de er storforbrugere af.
Generationen er børn af curling-forældre og benævnes derfor ofte curling-børn. De er ofte veluddannede, men er ikke særlig loyale mod en bestemt arbejdsplads eller type af arbejde og skifter derfor ofte. For generationen er frihed og fleksibilitet vigtig og de vil i valg af arbejdsliv have størst mulig indflydelse på at kunne tilrettelægge arbejdet selv så fritid og familieliv kan gå op i en større enhed. Eksplosionen i hjemmearbejde under Corona passede generationen glimrende.
Der bliver født færre børn hvilket ses som et aktivt fravalg pga. ønsker til karrierer, men også klimaforandringerne, studiegæld, boligmarkedet og stigende ulighed spiller ind.Det er bemærkelsesværdigt at det netop er denne generation der stiller krav om bedre pasningsmuligheder for deres (få) børn, til uddannelsesinstitutionerne, om identitetspolitik og om flere og billigere (ejer)boliger at vælge i mellem. For generationen bliver det hyperkomplekse samfund både en normalitet og en udfordring hvilket præger dens politiske præferencer. Partier bliver valg til og fra ud fra en dagsaktuel stillingtagen.
Generation Z, født mellem 1997 og 2012. Internettet og de sociale medier spiller en afgørende rolle i generationens liv. Det digitale og teknologien knyttet hertil er en forankret del af generationens sociale liv. På trods af dette viser ICIL-rapporten fra 2018 at generationen har en lav teknologiforståelse ikke bare i Danmark, men også globalt.
(https://projekter.au.dk/fileadmin/projekter/ICILS/Resultatnotat_ICILS_2018_-_final.pdf ).
Gennem brugen af de sociale medier bliver globaliseringen et gode og etnicitet, kultur, seksualitet og kønsidentitet er omdrejningspunkter sammen opmærksomheden på miljø og klimaforandringer. Det bliver generationen der vægter oplevelser, spiser mindre kød, drikker mindre alkohol, ryger færre cigaretter og vægter egen wellness.
Det hyperkomplekse samfund er en normalitet og politik bliver betragtet som en vare der skal opfylde generationens præferencer når det kommer til etnicitet, kultur, seksualitet, kønsidentitet, miljø og klima.
Det polycentriske samfund
Hyperkompleksitet er ifølge Lars Qvortrup (Det lærende samfund 2001) en udfordring der ikke kommer udefra, men inde fra samfundet. Det er ikke en fare, men en risiko.
Fare opstår når noget kommer udefra og som samfundet ikke umiddelbart har modtræk over for. Eksempler herpå er COVID-19 og krigen i Ukraine. Risiko er de handlinger samfundet foretager og som det ikke kan overskue hvordan skal håndteres. Eksempler herpå er ligeledes de beslutninger regeringen og Folketinget tog i forbindelse med Corona-krisen og problemer som følge af Ukraine-krigen, bl.a. inflation.
De politiske partier reagerer altså gennem lovgivning som i det hyperkomplekse samfund af mange bliver opfattet som uretfærdig og uigennemskuelig. Men det er ikke problemet. Problemet er at megen lovgivning bliver så indviklet at borgerne ikke forstår den og hvad den er rettet imod.
Globalisering er en del af hyperkompleksiteten og forsvinder ikke fordi modstandere af globaliseringen foreslår at Danmark melder sig ud af EU eller opsiger internationale konventioner. Danmark er en del af et Verdensmarked og som en lille nation er vi afhængige af det. En krise et sted, f.eks. Ruslands invasion af Ukraine kan medføre hyperinflation i hele verden og påvirke beskæftigelsen i Danmark. Det kan føre til at regeringen foreslår handlinger der er forskellige fra
handlinger foreslået tidligere og som griber ind i f.eks. aftaleforhold på arbejdsmarkedet.”I forhold til denne udvikling er det ikke noget adækvat svar at kapsle sig ind i den nære geografiske enhed eller tidslomme af traditioner” (Qvortrup 2004 side 37) som en del partier hælder til.
”Fra arbejdslivet ved vi, at kvalifikationskravene ændrer sig og at man skal være ”omstillingsberedt”. Fra det politiske liv ved vi, at hovedudfordringerne ikke er lokale eller nationale, men globale, og at vi hele tiden skal indstille os på nye problemer. Fra det private liv er det blevet en hverdagserfaring, at parforhold forandrer sig, at der ikke længere er biologiske eller kulturelle retningslinjer for valg af partner, og at man som barn skal kunne håndtere komplekse familie- og institutionsforhold.” (Qvortrup 2004, s. 37)
I forhold til troen på politikerne har det hyperkomplekse samfund medført at vælgerne ikke længere har tillid til at politikerne kan skabe tillidsskabende foranstaltninger hvilket giver grobund for konspirationsteorier som spredes som fakta via de sociale medier.
Samfundet i dag giver flere muligheder end det er muligt for det enkelte individ at kunne overskue og dermed realisere og gennem internettet udsættes vi dagligt for enorme mængder af ufiltrerede input. Den offentlige debat er rykket fra de traditionelle medier, partiforeningerne og forsamlingshusene over på de sociale medier og det udfordrer demokratiet.
Valgdeltagelsen i Danmark er stadig høj, folk stemmer stadig ved valgene, men flere beslutter sig først relativt sent i valgkampen, endog først når de står i stemmeboksen. Det drejer sig om mellem ¼ og 1/3 af vælgerne viser flere af meningsmålingerne op til folketingsvalgene i 2015, 2019 og 2022. Det tidligere omtalte Danske Valgprojekt viser også at flere og flere stemmer på andre partier end de gjorde sidst.
Mistilliden til politikerne er stigende og mange finder ikke at de eksisterende partier dækker deres holdninger og stemmer derfor blankt. Skal det tages som udtryk for at tilliden til demokratiet er på retur som en følge af samfundets hyperkompleksitet fordi de politiske svar på udfordringerne er uigennemskuelige eller endog uvedkommende for store dele af befolkningen?
Deltagelsen i demokratiet i form af deltagelse i nære fællesskaber er faldet mærkbart. Det har medført en professionalisering af politikudviklingen i de politiske partier som fjerner ideer til problemløsninger fra indflydelse gennem almindelige vælgere. Det er også en udfordring for demokratiet når borgerlige ombud, som f.eks. domsmænd/-kvinder, nævninge eller tilforordnede vælgere, bliver udfyldt af ansatte i kommunale administrationer. Det fører til manglende forståelse af samfundets kompleksitet, til markedsgørelse af politik, til mistillid til de samfundsbærende institutioner, den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Det fører til samfund præget af konspirationsteorier og hvor politikeres platforme på de sociale medier alene står for kommunikative inputs. Svaret er selvfølgelig ikke en tilbagevenden til deocentrisme eller antropocentrisme, men at politikerne åbent forklarer risikoen og konsekvensen af de handlinger de foretager. Hyperkompleksitet er et risiko- og ikke et fareproblem. Først når det begribes er der måske et lys for enden af tunnellen hvis det da ikke er det modkørende tog.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Fagbevægelsens fremtid
Vi skal gøre det bedre for patienter med dobbelt diagnoser
Sundhedsforskning er vejen frem
Konkurrencestaten - hvad er det?
