.jpg)
Den danske model
Igen og igen er formuleringen fremme i debatten - den danske model - senest omkring Store Bededagsdiskussionen. Her skriver den tidligere næstformand for Chaufførernes Fagforening i København, hvordan han opfatter det
Af Bent Møller Jensen
Alle snakker om den berømte danske model. Mange hævder at den ligger skamskudt i et hjørne, inden den for evigt vil havne på et overset museum.
Den klarsynede opdagelse fremkommer naturligvis efter at den nye SVM-regering har fået vedtaget forslaget om at sløjfe St. Bededag som en fremtidig helligdag.
Men klarsynet mangler lidt indblik i hvad den danske model egentlig er. For nok snakkes der meget om den danske model, men de færreste har en helt præcis definition på hvad den egentlig indeholder.
Eller måske snarere, at alle har deres helt egen definition på hvad den danske model indeholder. Men alt er ikke lige godt, alt kan ikke hældes ind i den danske model, ligesom heller ikke alt kan trækkes fra den danske model.
Den danske model er den danske model, og den er god. Hvis altså man vil den! Hvis man ikke vil den, ja så eksisterer den ikke mere. Om det skete, ville det være det samme som, at vi danskere skød os selv i foden.
Rundspørge
Jeg har spurgt mange mennesker, jeg har mødt på min vej, om hvad de forbandt med den danske model. Oftest har svaret været kort, men også meget præcist. Nemlig at lønmodtagerne selv forhandlede løn med arbejdsgiverne. Og derefter larmende tavshed!
Men ja, men især nej! Det er da en del af den danske model, men er slet ikke unik forDanmark. Alle steder i den frie verden forhandler man løn med arbejdsgiveren. Det berettiger bestemt ikke til, at vi kan kalde det for en dansk model. Det er en universel model i den frie verden.
Den danske model består af så meget mere. Overordnet set består den danske model af tre søjler.
1) Måden arbejdsmarkedspolitikken behandles på, og hvad den består af.
2) Frie forhandlinger om løn, pension, arbejdslivets udførelse m.m. tilrettelagt smart.
3) Institutioner der understøtter den danske model.
Arbejdsmarkedspolitik
I Danmark er der en stor tradition for at både arbejdsgivere og lønmodtagere har et stort ejerskab i den arbejdsmarkedspolitik der bliver ført. Politikere har nok angivet nogle retningsanvisninger om hvor de vil hen. Og retningen har været forskellig, alt efter hvem der sad på regeringsmagten på det pågældende tidspunkt.
Men meget af den konkrete udformning er overladt til arbejdsmarkedets parter, her DA og FH. Og sådan er det heldigvis stadigvæk. Det fjerner de mest tåbelige og uigennemtænkte forslag som politikere kunne komme på. Og tro mig, de kan være mange.
En anden stor del af arbejdsmarkedspolitikken er understøttelsesniveauet for de kollegaer der for en periode er ude af arbejdsmarkedet. Som ledig, syg eller under uddannelse. For i den anden ende af den sag, skal man huske at for enhver ydelse man får, hører der også modsat en arbejdspligt med for at man kan få ydelsen.
Man får ikke bare penge af den rare stat. Nej, så snart man igen er klar efter sygdom eller har evnerne til at kunne påtage sig et arbejde, så har man også en pligt til at udføre det. Ellers falder der sanktioner ned over den formastelige. Som regel frafald af ydelsen. Som der står på mangt en stolt fagforeningsfane ”Gør din pligt – Kræv din ret”
Ydermere har man i store perioder opereret med det man kalder en aktiv arbejdsmarkedspolitik. En sådan politik koster penge. Det var baggrunden for at man i 90’erne indførte en skat alene for lønmodtagere, nemlig den såkaldte bruttoskat på 8 %.
Eller rettere sagt var beregnet på indførselstidspunktet til at være 8 %. Egentlig burde den være lavere i dag, fordi fraværet af en aktiv arbejdsmarkedspolitik efterhånden er totalt fraværende, og helt erstattet af luftige arbejdsudbudsteorier.
Hele ideen med arbejdsmarkedspolitikken er jo, at når man er ledig, forbedrer man sine evner til et nyt fremtidigt arbejde, ved at uddanne sig i ledighedsperioder, således at man lettere kan få adgang til arbejdsmarkedet igen.
Men her kom der et kraftigt anslag mod den danske model, da Løkkes regering under daværende beskæftigelsesminister Inger Støjberg, nedsatte dagpengeperioden og forøgede den arbejdsmængde man skulle præstere igen inden man atter kunne få dagpenge.
Bedre blev det ikke da den socialdemokratiske finansminister Corydon barberede, og på hans foranledning fortsat barberer et hastigt faldende dagpengeniveau. I dag er det yderst sjældent at nogen opnår 90 % af den indtjening de havde mens de var på arbejde. I dag ligger det nærmere de 50 %.
Det er ikke i orden. Det er et direkte angreb på den danske model.
Frie forhandlinger
Med den meget høje organisationsgrad der traditionelt har været både på arbejdsgiver- og lønmodtagerside, har langt det meste af arbejdsmarkedet været dækket ind af de områdeoverenskomster der findes. Men både arbejdsgiverside, men især lønmodtagerside har der været en vigende opbakning til, ja til den danske model.
Et medlemskab af Fagligt Hus eller Krifa er ikke en støtte eller opbakning til den danske model. Det er et direkte frontalt angreb på den danske model. Fordi disse organisationer direkte og frontalt undergraver de tre bærende søjler på det danske arbejdsmarked.
Det er deres mål. Det har altid været deres mål.
Alligevel har de rigtige og reelle organisationer fundet ind i et, ja lad mig bare sige det, et ufatteligt intelligent forhandlingssammenspil. Først forhandler eksporterhvervene (industrien), derefter serviceerhvervene (transport, handel m.m.) og senere igen det offentlige arbejdsmarked.
Sådan har det ikke altid været, men sådan er det blevet til. Det vidner om to ting. For det første at en kernesocialdemokratisk værdi er hæftet op på arbejdet, ja på nærmest at lovprise arbejdet. Og for det andet fortæller det historien om en række dybt ansvarlige fagforeningsledere, høj som lav, der sætter en høj beskæftigelse før noget andet.
Lønniveauet fastsættes altså for en periode af de organisationer der primært retter sig mod eksporterhverv, endog med den finesse at langt de fleste af disse overenskomster er såkaldte minimallønsoverenskomster, hvor de sidste penge til overenskomsten findes i en direkte forhandling ned på virksomhedsniveau.
Her kan man på virksomhedsniveau samlet kan se på hvad der er i ordrebøgerne og hvad der mangler af ordrer, hvor god eller dårlig indtjeningen er.
De danske overenskomster er også langt mere sofistikerede end mange andre landes overenskomster/aftaler. Langt ned i detaljen prøver man at beskrive allehånde tillæg, pensioner, barselsvilkår, uddannelse og hele vejen rundt kommer man.
Herunder også opsigelsesvarsler. Men her er der kommet en klar modreaktion på netop de forringede vilkår for de kollegaer der for en periode er ude af arbejdsmarkedet. Mange overenskomstpenge er derfor blevet brugt på at forbedre opsigelsesvilkårene, med længere opsigelsesvarsler.
Det er et indirekte angreb på den danske model. Tidligere var det ikke det største økonomiske problem at en medarbejder var på reservebænken for en periode, men med Støjbergs og Corydons angreb på den danske model, er det blevet til et problem. Et gedigent stort problem.
Folketinget har tit og ofte blandet sig i spørgsmålet om arbejdstid. Nu senest spørgsmålet om St. Bededag.
Således er der vedtaget Ferielove, hvor lønmodtagerne i dag er oppe på 5 ugers ferie. Den sjette ferieuge findes ikke i lovgivningen men i overenskomsterne. Eller man har ændret barselsperioder, omsorgsdage og lignende.
Nu har man så fjernet St. Bededag som helligdag, og forargelsen er stor. Så stor at selv en stolt organisation som FH og dens medlemsorganisationer tyer til kravet om en folkeafstemning om afskaffelsen.
Det er direkte pinligt, men på den anden side forstår man også godt organisationerne. For når Folketingets flertal (SVM-regeringen vil sløjfe en helligdag, og gøre det til en almindelig arbejdsdag (uden tillæg), er det egentlig bare en videreudvikling af denne disruption af den danske model. Det duer selvsagt ikke, hvis man har et ærligt ønske om at bevare den modellen.
Det organiserede arbejdsmarked består af voksne ansvarlige mennesker, der er parat til at påtage sig endog meget ansvarlige beslutninger. Det helt rigtige ville have været at indkalde til tre-partsdrøftelser om den påtænkte lovgivning. End ikke en besked om det, fik f.eks FH’s formand Lizette Risgaard om den påtænkte lovgivning.
Som formanden for FH udtalte – Der er løbet meget vand i åen siden fagbevægelsen under Helle Thorning sagde decideret nej til afskaffelsen af en helligdag – End ikke en telefonopringning om de påtænkte ændringer fik hverken DA eller FH.
Der ville helt sikkert kunne være optaget fornuftige forhandlinger mellem de tre parter – staten, de organiserede lønmodtagere i FH, og de organiserede arbejdsgivere i DA – om mulighederne for at skaffe den arbejdskraft og de beløb som samfundsøkonomien måtte kræve.
De tre parter har jo et fælles billede af den demografiske udvikling, med langt flere ældre og færre unge, og om de store udfordringer vi som samfund står overfor, klima, krig i baghaven med meget mere.
En trepartsdrøftelse ville det være mere end velegnet til. Og det er så endnu en af de vigtige bærende søjler i det danske arbejdsmarked. Trepartsdrøftelserne.
De viste især deres store værdi kort før St. Bededagsforslaget ramlede ned over befolkningen, nemlig under hele corona-forløbet. Ansvaret for at disse forhandlinger ikke kom i stand, skyldes ene og alene mit eget parti og de to andre regeringspartnere V & M.
Formentlig kunne man endog have opnået noget af den samme virkning ved eksempelvis at flytte St. Bededag til dagen efter Kr. Himmelfartsdag, idet mange institutioner og virksomheder i forvejen holder lukket på den indeklemte fredag efter Kr. Himmelfartsdag.
Eller man kunne have sprunget med på den nye buzz-ide, om at man skal udføre arbejdet på 4 dage i stedet for de 5 som i dag er normen. Det ville i hvert fald indenfor det offentlige have bibragt betydelig mere arbejdskraft, idet langt de fleste overenskomster her fortæller at arbejdsgiveren betaler pauserne. Og med 4 dages arbejde i stedet for de 5 dage, ville man altså minimum spare 30 minutters pause hver uge. I nærheden af 21 timer, eller tre gange St. Bededag.
Institutioner
For at understøtte hele den danske model er der også oparbejdet solide institutioner der afklarer og fortolker mange af de uenigheder der nødvendigvis er mellem arbejdsgivere og lønmodtagere.
Herunder Arbejdsretten, den Faglige Voldgift, bestyrelser på erhvervsuddannelser osv. En lang række fælles fora hvor begge parter må søge at finde et kompromis. Og ikke som eksempelvis i Frankrig hvor der straks bliver kaldt til kamp i gaderne.
Men grundlæggende for det hele, er faktisk at der er en god tillid mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Langt de fleste problemer opstår når tilliden mellem de to parter ikke findes. Derfor er den lokale tillidsrepræsentant også så pokkers vigtig. Han ved meget, får meget at vide. Noget kan han sige, andet ikke.
Tillid er nøgleordet for den danske model. Vi har vores tillidsprægede tilgang til meget i vores tilværelse. Det er også grundforudsætningen for at den danske model fortsat lever.
Men når man vil køre regler og lave love for alt fra stort til småt, så eroderer man også grundlaget for at tilliden kan opbygges.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Fagbevægelsens fremtid
Utro vælgere i et hyperkomplekst samfund
Vi skal gøre det bedre for patienter med dobbelt diagnoser
Sundhedsforskning er vejen frem
Konkurrencestaten - hvad er det?