Konkurrencestaten - hvad er det?
Begreberne fyger i luften, således bl.a. “konkurrencestaten”. Men hvad er det egentlig, hvad er baggrunden, hvad er udsigterne, og nok så vigtigt, hvad er forskellen på en konkurrencestat og en velfærdsstat
Af Irene Odgaard
”Vi vil forandre velfærdsstaten til et velfærdssamfund.” Sådan skrev Venstrepolitikeren Anders Fogh Rasmussen i 1985. Fem år tidligere havde OECD afholdt en konference om ”The Welfare State in Crises”: De høje vækstrater efter Anden Verdenskrig var et overstået kapitel, og hvad gjorde man nu med socialpolitikken? Velfærdsstaterne blev reformeret, men de forsvandt ikke. Dertil havde de for stor opbakning i befolkningerne. Da en kommission i 1942 publicerede planer for efterkrigstidens velfærdsstat i England, bakkede 86% af befolkningen op om indholdet, selv om det indeholdt virkelig radikale tiltag: staten skulle skabe et gratis sundhedsvæsen, give ydelser til alle børnefamilier og sikre beskæftigelsen.
Den danske regering, der tiltrådte i 2022 som et ”arbejdsfællesskab” mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, har også i sit regeringsgrundlag sat sig for at reformere velfærdsstaten. Den skal blive til et velfærdssamfund. Politologen Ove Kaj Pedersen, kendt for begrebet ”konkurrencestaten” fra sin bog i 2011 med samme titel, satte disse ord på regeringsgrundlaget:
”Der er derfor helt åbenlyst forsøg i regeringsgrundlaget på at danne et ideologisk kompromis mellem de store partier og deres klassiske ideologiske tilhørsforhold. Det ses, når regeringen sætter som mål at gå fra en socialdemokratisk ’velfærdsstat’ til et liberalistisk ’velfærdssamfund’. I velfærdssamfundet er det den enkeltes ansvar at være selvforsørgende, hvorimod velfærdsstaten var en statsliggørelse.”
Hvad skal vi forvente os? Har man færdig politik på hylderne i regeringen, eller er man i gang med tale sig til rette om reformprocessen internt først? Mens vi venter, kan vi kaste et blik på velfærdsstat, konkurrencestat og det, disse begreber indeholder.
Jubilæum for den ’socialdemokratiske velfærdsstat’
I januar 2021 havde Corona-pandemien lukket mange begivenheder i Danmark ned. Men Socialdemokratiets 150-års jubilæum skulle nu alligevel fejres – og det lige fra årets begyndelse. Den første fejring blev en virtuel konference: Fra scenen i Arbejdermuseets tomme festsal bød Dan Jørgensen velkommen til ”Den røde tråd – 150 års kamp for velfærdssamfundet”.
Datoen for konferencen var ikke tilfældigt valgt: natten mellem den 29. og den 30. januar 1933 indgik S-statsminister Thorvald Stauning det såkaldte Kanslergadeforlig med oppositionspartiet Venstre. Et led i forliget var en socialreform, som erstattede almisse-princippet med sociale rettigheder – og derved fremstår Kanslergadeforliget som ”måske den allervigtigste af fortidens sejre i skabelsen af velfærdsstaten”, som Dan Jørgensen udtrykte det.
Samme dag kom Hitler til magten i Tyskland, og Kanslergadeforlig og opbygning af en velfærdsstat i Danmark er derfor også blevet set som et stykke demokratisk krisepolitik, der - ved at adressere den sociale nød - gjorde det vanskeligere for udemokratiske og ekstreme kræfter at finde fodfæste her.
Eftersom det danske Socialdemokrati fra sin begyndelse orienterede sig meget internationalt og ikke mindst mod Tyskland – det danske Gimle-program fra 1876 var meget inspireret af det tyske Socialistiske Arbejderpartis Gotha-program fra 1875 – var også en tysk socialdemokrat indbudt til at tale på Jubilæumskonferencen. Michael Bröning er leder af New York-kontoret for den tyske, socialdemokratiske tænketank, Friedrich Ebert Stiftung. Han var blevet bedt om at diskutere begrebet velfærdsstat, set fra et socialdemokratisk perspektiv. Michael Bröning ser velfærdsstaten som ”den internationale arbejderbevægelses vigtigste historiske resultat”. Som ”arbejderbevægelsens kronjuvel”. Hvorfor det?
Demokrati og velfærdsstat hænger sammen
Bröning indledte med et citat: ”Man får aldrig en stat på en sølvbakke.” Det gælder også velfærdsstaten: der er blevet kæmpet for at skabe og udvikle den. Når vi taler om velfærdsstaten, så taler vi, understregede Bröning, om fordeling. Fordeling af sociale goder som uddannelse, karrieremuligheder, et værdigt arbejdsliv, indkomst – men også fordeling af politisk magt, tryghed, deltagelsesrettigheder og -pligter. Politik og velfærdsstat handler om, hvordan disse goder fordeles.
Bröning fortsatte: Det centrale spørgsmål i det politiske liv er, hvorvidt fordelingen i samfundet er fair? Men det leder straks til et nyt spørgsmål: hvad er fair? Som bekendt er der ingen simple svar på det spørgsmål. Det vigtigste kriterium for en mulig definition på en velfærdsstat er kriteriet for retfærdighed. Hvis man prøver at forestille sig, hvordan vi i virkelighedens verden definerer retfærdighed – f.eks. i en mordsag – så er det slet ikke simpelt. Den mistænktes skyld skal bevises. Gerning og motiv, formildende omstændigheder osv. – alt skal vendes og drejes, før der voteres og afsiges dom og retfærdigheden sker fyldest.
Taler vi nu ikke om en mordforbrydelse, men i stedet om skatteprocenter og adgang til sundhed, hvad er så ”retfærdigt”? Her bliver det sværere at blive enige. I den mest basale udgave betyder retfærdighed, at alle borgere har samme ret til frihed til at ytre sig politisk og deltage i det politiske liv. Det lyder banalt – men historisk var det et radikalt svar på, hvad frihed og retfærdighed er. Den oldgræske filosof Aristoteles mente ikke, at alle har ret til frihed; nogle mennesker er ’slaver af natur’. Og kvinder havde ikke samme rettigheder som mænd, når vi går blot et par hundrede år tilbage i historien. (I Schweiz fik kvinder først stemmeret til
parlamentet i 1971).Ideen om politisk frihed er altså ikke så banal, som den lyder. Der er også forudsætninger for politiske rettigheder, sagde Bröning. Og det er her, vi kan trække forbindelsen til begrebet velfærdsstat og demokrati. For reelt demokrati kræver nogle fundamentale elementer af velfærdsstat: rettigheder må suppleres med andre instrumenter.
Selvbestemmelse kræver basale ting som føde, klæder og tag over hovedet, for har man ikke det, så vil det kræve al ens tid og mentale ressourcer at overleve. Ytringsfrihed er kun en teoretisk ret, når man må bo på gaden. Og sådan er det i USA, hvor Bröning har sit liv: mange rettigheder eksisterer ”on paper only”.
Samtidig hænger også graden af demokratisk deltagelse sammen med velfærdsstatens karakter og graden af social tryghed. Denne forbindelse har altid været et meget vigtigt aspekt af velfærdsstaten - og et meget vigtigt spørgsmål for Socialdemokratiet. I SPD’s programmer er forbindelsen trukket op: de borgerlige frihedsrettigheder må suppleres med sociale rettigheder. Demokratiet og velfærdsstaten hænger sammen.
Tre velfærdsstatsmodeller
I virkelighedens verden er de nationale velfærdsstater uhyre forskellige. Michael Bröning fremhævede, at forskellene fortæller os noget. Den danske sociolog Gøsta Esping-Andersen har opstillet tre modeller – eller ”idealtyper” – som lægger vægten på, hvordan de konkrete ydelser og sociale rettigheder er udformet og finansieret i velfærdsstaterne. Navngivet efter de politiske kræfter, der formede dem: Liberale, konservative og socialdemokratiske.
Bröning gennemgik den liberale velfærdsstat, som er modellen i USA. Her er der et skattefinansieret, nødtørftigt sikkerhedsnet for folk med faste, lave ydelser, som man skal bevise sin ret til at få. Disse ”means tests”, som gentages med jævne mellemrum, kan medføre stigmatisering. Har man økonomisk mulighed for det, forsikrer man sig, pensionsopsparing og opsparing til børnenes uddannelse er privat. Og det betyder et stigende skel mellem rige og fattige.
Den anden, konservative velfærdsstat har man i Tyskland. Den blev skabt af Bismarck i 1800-tallet som et modtræk mod socialismens udbredelse, og det er den første af sin slags i verden. Udtrykket ”velfærdsstat” dukker op for første gang i Tyskland i 1879. Den tyske velfærdsstat er statsadministreret og forsikringsbaseret og således delvist finansieret af bidrag. Ydelserne er høje, men helt forskellige for de forskellige indkomstgrupper. Denne model bevarer således indkomstforskelle i befolkningen; den udjævner dem ikke.
For det tredje gennemgik Bröning den socialdemokratiske velfærdsstat, som først og fremmest identificeres med Skandinavien. Her er ydelserne også høje, men de er skattefinansierede. Og i og med de er ensartede, er de også omfordelende. Det betyder samtidig, at skatten er høj. Sundhed, forsorg for børn og ældre, uddannelse m.m. er offentlige serviceydelser af god kvalitet; staten er en arbejdsgiver med mange ansatte i sit brød, og fattigdom er begrænset. Er den høje skat, som er nødvendig for denne omfordeling, et problem for denne statstypes økonomiske ydeevne? Det er der intet, der tyder på. Så Michael Bröning konkluderede, at den socialdemokratiske velfærdsstats sag står stærkt. Han opfordrede kriseramte Socialdemokratier rundt omkring i verden til at studere de skandinaviske velfærdsstater nøje. Liberaliserings- og privatiseringsbølgerne i 1980’erne og 1990’erne blev nogle steder politisk hjulpet på vej af centrum-venstre partier som Tony Blairs New Labour og Gerhard Schröders SPD, der begge talte om ”den tredje vej”.
Bröning mente, at det i dag står klart, at den tredje vej var en forkert vej. Spørgsmålet er, hvordan vi finder tilbage til den rigtige vej – hvordan vi bedst beskytter og fremtidssikrer ”denne arbejderbevægelsens kronjuvel: velfærdsstaten”, så vi kan skabe en mere retfærdig fremtid? Brönings festtale sluttede med en opfordring til modige analyser og beslutsom handling for at forsvare og udvikle velfærdsstaten.
Den universalistiske velfærdsstat i Danmark
Skal vi analysere og studere den danske velfærdsstat nøje, så skal vi langt tilbage i historien. I velfærdsstatsforskningen er der nu enighed om at føre velfærdsstatens rødder tilbage til slutningen af 1800-tallet. Da Danmark som det andet land i verden indførte moderne velfærdslovgivning i 1891, var Socialdemokratiet endnu ikke et stort parti. Politologen Tim Knudsen er derfor skeptisk over for, at det skulle være Socialdemokratiet, der var den drivende kraft bag nyskabelsen – også fordi ”velfærdsstaten ikke var et projekt formuleret i noget partipolitisk program, og fordi analyser peger i retning af, at den er et uplanlagt resultat af samspil mellem en række partier og en række andre aktører, herunder oftest nogle eksperter.”
Tim Knudsen satte sig for at undersøge kirkens rolle, og det er der kommet en spændende beretning om tilblivelsen af den universalistiske velfærdsstat ud af. I Norden afskaffede reformationen rivaliseringen mellem kirke og stat. Og intetsteds foregik reformationen så hurtigt og relativt fredeligt som i den gamle statsdannelse Danmark-Norge. Kirken blev underlagt fyrsten, og kirkens organisation fik en dobbeltkarakter: som ramme om religiøs virksomhed – men også som redskab til statslige verdslige formål:
”Fra befolkningsregistrering og folketælling over udbredelse af meddelelser og propaganda fra kongemagten til en statslig organisering af lokalsamfundene, herunder af fattigforsorg,
skoleundervisning og visse sundhedsmæssige funktioner som kontrol med jordemødre og
senere også vaccinationer m.m. Reformationen medførte også en vis afsmitning på staten af de forventninger og funktioner, som før reformationen var oparbejdet af kirken gennem udøvelse af ”caritas” i hospitaler og klostre.”Præsterne var mellemled mellem statsmagten og den største gruppe af befolkningen, bønderne. Samtidig var de selv en del af det landbrugsmæssige skæbnefællesskab: de ernærede sig også som bønder, og den sociale rekruttering af præster var bred; den sociale og kulturelle afstand mellem præst og bønder derfor mindre end i Preussen. Staten var til stede i det ganske land. Og lokale selvstyrende enheder, baseret på den lokaladministration, der allerede var til stede, blev siden hjørnestenen i det danske velfærdssystem – til forskel fra det tyske forsikringssystem, som er centralt styret.
I 1890 – året før den første reform - boede omkring 70% af den danske befolkning på landet som gårdmænd, husmænd, småbrugere og jordløse landarbejdere. I 1870’erne var prisen på korn faldet, og det udløste i Danmark en omstilling af landbruget til animalsk produktion, rettet mod eksport. Husdyr- og mejeribrug krævede mere arbejdskraft end korndyrkning. Samtidig blev det sværere for gårdmændene at skaffe arbejdskraft, for de nye produktionsmetoder gjorde det muligt for husmændene at afstå fra lønarbejde og dyrke deres egen jord.
Dertil kom, at ud af to millioner indbyggere udvandrede ca. 155.000 fra landbrugsområderne i 1880’erne. Det blev derfor en vigtig opgave for både de konservative godsejere og de liberale gårdejere at gøre livet på landet mere attraktivt, så arbejdskraftmangelen kunne afbødes.
Så det blev ønskværdigt at kunne afhjælpe nød uden de hidtidige, drakoniske følgevirkninger af at modtage fattighjælp. Landmændene ville gerne forbedre forholdene for deres arbejdere, og ”fordi deres arbejdsstyrke omfattede både lønmodtagere og husmænd, var det udelukket at begrænse socialforanstaltningerne til kun at omfatte lønmodtagere, for ikke at tale om arbejderklassen i byerne. Altså var universalisme i svøb indfældet i den særlige klassestruktur på landet i Danmark.”
De vigtigste politiske partier på dette tidspunkt var Højre og Venstre. Begge havde deres vigtigste base på landet. Fra 1870’erne var de involveret i en forfatningskamp, først og fremmest om bønders ret til at tage del i nationens styrelse.
I 1884 blev to socialdemokrater, Hørdum og Holm, indvalgt i Folketinget, og de bidrog til en reformdagsorden ved at sætte fattigdommen på dagsordenen. Fra 1885 styrede den konservative regering med provisoriske love, der ikke var vedtaget af parlamentet, men den var interesseret i at afspænde magtkampen. Velfærdslovgivning blev et brugbart middel. Derfor fik Danmark moderne velfærdslovgivning i 1891 som det andet land i verden, i form af Lov om Alderdomsunderstøttelse.
Den blev ikke ledsaget af et statsligt bureaukrati som i Tyskland, for en pensionsordning kunne administreres af de eksisterende lokale administrative enheder, sognerådene. (På landet kontrolleret af bønderne). Men hvordan skulle den finansieres? Den eneste acceptable mulighed var gennem skatter, for gårdejerne kunne og ville ikke gå med til arbejdsgiverbidrag. De kunne ikke vælte ekstra omkostninger til hverken bidrag eller til en højere løn, som forsikringspræmier fra deres arbejdere ville kræve, over på priserne, for deres produktion var rettet mod eksport, ikke mod hjemmemarkedet.
Derfor havde de også længe klaget over skatterne. Jord- og ejendomsskatter tyngede gårdejerne, og særlig de lokale skatter gav utilfredshed hos bønderne, som ikke fik tilgodeset en øget gældsbyrde i forbindelse med omlægningen af deres brug. Da fattighjælp blev finansieret af de lokale skatter, var der en direkte forbindelse mellem social- og skattereform. Direkte indkomst- og formueskat til staten havde været liberal politik siden 1882.
Statens indtægter blev hovedsageligt hentet gennem indirekte skatter, og her bidrog bybefolkningen relativt mere end på folk på landet. Så der var meget at vinde for gårdmændene ved få Alderdomsunderstøttelsen gjort statsfinansieret; det ville også flytte skattebyrder fra land til by, hvor forbrugsafgifter indgik med større vægt i økonomien.
”Statsfinansierede pensioner ville flytte udgifterne ved de ældres underhold fra de lokale
myndigheders ejendomsskatter til den centrale stats indirekte forbrugsafgifter.”I Dansk Velfærdshistorie, hvor denne periode af velfærdsstatens opbygning er grundigt skildret, konkluderer man således:
”Man skal ikke overvurdere ’ismernes’ betydning for den danske udvikling. Den teoretiske
refleksion har sjældent være grundsten for danske partiers holdning. Mere fasttømrede
ideologier og både udenlandske og hjemlige idekomplekser er altid blevet filtreret og skåret til med afsæt i den politiske virkelighed.”Virkeligheden er altså mere broget end man skulle tro. Men at det politiske liv handler i høj grad om fordeling, som Bröning sagde i sin tale – derom er der vist ingen tvivl.
Konkurrencestaten
Det er efterhånden længe siden, velfærdsstaten fra Kanslergadeforliget (1933) og den universelle folkepensions velfærdsstat (1956) blev reformeret i Danmark. I 2007 kaldte Tim Knudsen det, vi har, for en ”social konkurrencestat”; i 2011 udgav Ove Kaj Pedersen sin bog ”Konkurrencestaten”, som han kaldte en samtidsdiagnose. Mål og midler var forandrede: Hvor økonomisk vækst i velfærdsstaten var en forudsætning for velfærd, er det i konkurrencestaten omvendt:
”Konkurrencestaten har et andet formål end velfærdsstaten og er også organiseret anderledes end denne. Konkurrencestaten er en kamporganisation skabt til at mobilisere samfundets ressourcer i konkurrence med andre stater, mens velfærdsstaten er en beskyttende organisation sat i verden for at kompensere befolkningen for den internationale konkurrences negative konsekvenser.”
Hvor velfærdsstaten skulle sikre befolkningen beskæftigelse og sociale rettigheder, var hovedopgaven nu at sikre virksomhedernes konkurrenceevne. Endnu en globaliseringsbølge havde taget fart. Som i 1870’erne udøvede verdensmarkedet igen sit tryk direkte på befolkningerne. I 1993 fik vi et indre marked i EU med fri bevægelighed for arbejdskraft og kapital.
Men det gav røre i det socialdemokratiske bagland, da finansminister Bjarne Corydon i 2013 i et interview i Politiken bekendte sig til konkurrencestaten som velfærdsstatens afløser. I Corydons optik var man i Thorning-regeringen, (som bl.a. havde nedsat selskabsskatten og reguleringen af overførselsindkomster og forkortet dagpengeperioden ved arbejdsløshed og sygdom), i gang med en ”voldsom, positiv dagsorden, der handler om at styrke og modernisere velfærdsstaten, og resultatet af den modernisering vil være et langt bedre samfund end det, vi kender i dag.” Projektet handlede ifølge Corydon om ”at skabe lighed på en moderne måde”.
»Det handler om økonomisk stabilisering og vækst. Og så handler det om at skabe lighed på en moderne måde. Vi skal have løftet de 15-20 procent, som er mest udfordrede, men mindst lige så vigtigt er det, at vi arbejder med, at den brede del af befolkningen flytter sig fremad i forhold til deres forældre og i forhold til at få mere ud af det, man er født med. Social mobilitet. Danmark skal være det land, hvor alle – bredt – får maksimalt ud af det, som de er født med. Det kræver, at man passer på hinanden, når det går galt – dagpenge, kontanthjælp, folkepension. Men i endnu højere grad kræver det, at man får lært folk det, som de skal kunne. Og at man har en moderne måde at hjælpe dem på, hvis det går galt. Alle skal frem. Vel skal vi så«.
Corydons konkurrencestat efterlod sig dog mange uløste problemer. De ”15-20% mest udfordrede” er endnu ikke blevet løftet. Professor Nina Smith, der er en stærk fortaler for reform af velfærdsstaten, kalder dem ”ungebyrden”. Det er derfor en opgave, den nuværende regering også har sat sig for at løse. Samtidig har reformer forringet velfærdssamfundets sikkerhedsnet, så ydelserne nu er relativt lavere end de tidligere var. Særlig arbejdsløshedsunderstøttelsens dækning har betydning for lønmodtagerne: det var en af Gøsta Esping-Andersens pointer omkring forskellen på de tre velfærdsstatsmodeller: i den ”socialdemokratiske” velfærdsstat ydes der høj kompensation ved arbejdsløshed, og det styrker arbejderklassen i sine krav om andel i produktivitetsgevinster.
De seneste par årtier er uligheden steget, og ikke bare i Danmark. Mange økonomer ser årsagen i svækkelsen af fagbevægelsen.
Retfærdighed, skat og velfærd
Hvad vil fremtiden bringe? Det ”velfærdssamfund”, Anders Fogh Rasmussen ønskede i 1985, var i al fald radikalt anderledes:
”Velfærdsstaten er baseret på formel og autoriseret offentlig foretagsomhed. Vi har også brug for at nyttiggøre de selvbærende kræfter i familierne, i boligmiljøerne, i lokalsamfundene, i foreningerne og på arbejdspladserne. Kort sagt: Vi vil forandre velfærdsstaten til et velfærdssamfund!”
Fogh var inspireret af libertarianske tænkere som Ayn Rand, forfatteren til Og verden skælvede, hvori hun opstiller den kapitalistiske iværksætter og industrialist som et af samfundets mest ærværdige medlemmer, og egoisme som en dyd.
Anders Fogh Rasmussen skrev selv den liberale debatbog Fra socialstat til minimalstat, hvori han fremførte en etisk begrundet kritik af velfærdsstaten. Den fostrer en ”slavenatur” i befolkningen. Fogh vandt regeringsmagten i 2001 – og gennemførte så, hvad han selv kaldte et ”systemskifte” i form af bl.a. et ”skattestop”.
Den danske velfærdsstat har med sine høje ydelser og omfordeling via skatterne krævet et højt skattetryk. Det gjorde Fogh noget ved, og derfor kunne han efter sin afgang - gået på klingen i en kritisk forsamling af CEPOS- medlemmer - pege på skattestoppet som netop et af sine resultater i kampen mod velfærdsstaten: han havde slået knude på motorens benzinslange.
Det høje skattetryk anses af libertarianere og mange borgerlige i dag som en indskrænkning af den personlige frihed. Særlig progressionen i beskatningen opleves som uretfærdig.
Kim Fournais, milliardær og direktør for Saxo Bank, udtalte sig f.eks. til Berlingske Tidende om SVM-regeringens top-top-skat:”Top-topskatten er et udtryk for top-topidioti, den er dybt skadelig for Danmark, den har ensærdeles tvivlsom moralsk karakter – og den er fuldstændig blottet for enhver rationalitet. Det kommer til at få store konsekvenser for vores samfund, at man nu aktivt sender et signal om, at produktive og dygtige mennesker er sådan nogle grimme og onde typer, der skal udsættes for så voldsom en konfiskation af værdi. Det er helt afsindigt.”
Kim Fournais ville ikke selv forlade Danmark på grund af skattetrykket, men det mente han andre velhavere kunne finde på. Og argumenter af den slags har da også ændret på byrdefordelingen hen ad vejen.
Siden midten af 1980’erne er den marginale skatteprocent for de højeste indkomster faldet fra 73 procent til 56 procent. For kapitalindkomster har faldet været endnu større, nemlig fra 73 procent til knap 43 procent.
Formueskatten, der siden 1903 har været en fast bestanddel af skattesystemet, blev i begyndelsen af 1990’erne stærkt reduceret for i 1997 at falde helt bort. Da indkomst- og formueskatten blev indført i 1903, var de politiske partier enige om princippet om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder - selvom de kunne være uenige om hvor stærk progressionen skulle være. Denne enighed er væk i dag.
Dertil kommer, at mange store virksomheder og enkeltpersoner omgår beskatning i Danmark i kraft af de muligheder, de såkaldte skattely tilbyder i verden af i dag. Det har været på dagsordenen i mange år at få multinationale virksomheder til at betale skat til opretholdelsen af den fysiske og sociale infrastruktur, de bruger til at gøre deres forretninger i samfund i verden, men det helt store er der desværre ikke sket.
Mens vi venter på det også, kan vi repetere de principielle grunde til progressiv beskatning, som tidligere udenrigsminister og leder af Det Radikale Venstre, P. Munch, gik på talerstolen med i Folketinget i 1911. Med henblik på at få skærpet skatteprogressionen. For skal velfærden genoprettes og uligheden mindskes, kommer vi ikke uden om en genoprettelse af skatteprogressionen.
Lars Torpe referer P. Munchs argumenter i sin kronik Uligheden galopperer derudad – men de riges skat falder i Politiken i 2021. P. Munch begrundede sin position med, at ”personer, der besidder store indtægter og formuer, skylder det omgivende samfund deres position. Det er derfor kun retfærdigt, at de betaler af på denne gæld – til fordel for de dårligt stillede og for samfundet i øvrigt.”
Som Munch så det, var de rige ikke blevet rige primært på grund af individuel fortjeneste. Nej, de var blevet rige først og fremmest på grund af samfundets indretning. Den fysiske og sociale infrastruktur – havne, veje, folk, der kan læse og skrive: alt det, der gør arbejdet mere eller mindre produktivt. Frihed anså han for at være en grundlæggende menneskeret, men han så ikke individet som fritstående, som Kim Fournais gør, men som en del af samfund, hvor vi er gensidigt forbundne af arbejdsdeling, indbyrdes afhængighed og de deraf følgende forpligtelser.
”Enhver står ikke kun i gæld til sig selv, vi står også i gæld til hinanden og til samfundet. Denne gæld betales der af på livet igennem – via arbejde og skat – til fordel for alle nulevende, men også til fordel for fremtidige generationer. Når nogen får en større gæld at betale end andre, skyldes det uligheden i de eksisterende samfund. Nogle har nemlig fra starten tilegnet sig en uforholdsmæssig stor andel af den arv, der er blevet skabt gennem de forudgående generationers fælles virksomhed.”
Lars Torpe konkluderede i sin kronik:
“En sådan teori om retfærdighed er i dag ikke mindre aktuel, end den var for 100 år siden.
Uden tvivl har mange velstillede både været flittige og dygtige, og noget af deres høje løn er derfor også egen fortjeneste, men ikke det hele.” Nej, en stor del af fortjenesten skylder vi alt det, vi fik i arv fra forrige generationers indsats – det være sig i skolen, på marken, i stalden, på fabrikken, kontoret eller hospitalet. Vi arvede også den universalistiske velfærdsstat og den lighed, den befordrede. Forhåbentlig sætter vi den ikke helt over styr.Kilder
Bøger og artikler:
Peter Baldwin: The Politics of Social Solidarity. Class Bases of the European Welfare State 1875-195. Cambridge University Press, 1990.
Gøsta Esping-Andersen: Three Worlds of Welfare Capitalism. Princeton University Press, USA 1990.
Tim Knudsen (red.): Den nordiske protestantisme og velfærdsstaten. Center for Europæisk Kirkeret og Kirkekundskab, Aarhus Universitetsforlag, 2000.
Tim Knudsen: Fra folkestyre til markedsdemokrati. Dansk demokratihistorie efter 1973. København, 2007.
Ove Kaj Pedersen: Konkurrencestaten. København 2011.
Jørn Henrik Petersen, Klaus Petersen&Niels Finn Christiansen (red.): Dansk velfærdshistorie bd.1. Frem mod socialhjælpsstaten. Perioden 1536-1898. Odense 2010, Syddansk Universitetsforlag.
Jesper Vestermark Køber: ”Statsminister Anders Fogh Rasmussen og den ideologiske værdikamp i 2000’erne.” http://danmarkshistorien.dk. Aarhus Universitet.
Nationaløkonomisk Tidsskrift, Bind 120, 1982: “The Welfare State in Crisis.” Paris: OECD 1981.Avisartikler:
Information, 21. april 2012. Rune Lykkeberg: ”Til kamp mod en stat, som er væk.”
Kristeligt Dagblad, 25. april 2000. Klaus Ebbesen: ”En vision for velfærdsstaten.”
Politiken, 24. december 2022. ”Politolog: Nej, konkurrencestaten var aldrig væk. Men den kan meget vel være erstattet om 10-15 år.”
Politiken, 4. oktober 2013. ”Socialdemokrater løber skrigende fra deres egen politik”.
Politiken, 24. august 2013. “Corydon: ’Jeg tror på konkurrencestaten’”.
Berlingske, 29. januar 2023. https://www.berlingske.dk/kommentar/nina-smith-kan-se-afgrunden-for-velfaerdsstaten-den-ringeste-loesning-er.
Information, 28. maj 2021. https://www.information.dk/indland/2021/05/nina-smith-velfaerdssamfundet-fungere-fremtiden-kraever-helt-nye-reformer
Berlingske, 12. februar 2023. Kim Fournais i https://www.berlingske.dk/politik/dansk-milliardaer-tordner-mod-ny-skat-det-er-totalt-chokerende-at-folk-kan
Politiken, 2. marts 2021. Lars Torpe: ”Uligheden galopperer derudad – men de riges skat falder. Burde vi ikke skifte kurs?”Events:
https://www.socialdemokratiet.dk/om-os/historie/150-aars-jubilaeum/
Gå-hjem-møde med Anders Fogh Rasmussen hos CEPOS den 20. juni 2017. https://cepos.dk/video/gaa-hjem-moede-tidl-statsminister-og-generalsekretaer-i-nato-anders-fogh-rasmussen/
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Fagbevægelsens fremtid
Utro vælgere i et hyperkomplekst samfund
Vi skal gøre det bedre for patienter med dobbelt diagnoser
Sundhedsforskning er vejen frem