.jpg)
Gæld er ikke gratis
Det ikke svært for Danmark at låne til at finansiere stigende statsgæld, men den stigende gæld øger ulighedenAf Frank Hvid Petersen, cand.polit., underviser, foredragsholder og økonomisk kommentator
”Det er lige nu uproblematisk for Danmark at øge statsgælden, fordi renten er så lav”.
Nogenlunde sådan er svaret fra statsminister Mette Frederiksen og hendes økonomiske fagministre, når de spørges ind til de mange penge der lige nu fosser ud af statskassen til hjælpepakker, lønkompensation og mink-erstatninger.
Hvad statsministeren, finansministeren og beskæftigelsesministeren mere præcist burde svare er:
”Det er lige nu uproblematisk for Danmark at øge statsgælden, fordi renten er så lav og fordi vi accepterer en kraftigt stigende ulighed (ligesom en masse andre regeringer rundt om i verden)”.
Til regeringens forsvar må det siges, at deres kortere svar får opbakning fra størstedelen af det nationaløkonomiske parnas. Fagøkonomer herhjemme, OECD, IMF, den internationale valutafond og den Europæiske Central Bank bakker op. Det er blevet mainstream tænkning og helt ok, at regeringer over hele verden kører med enorme budgetunderskud her under corona-pandemien og låner penge og stifter en masse gæld for at holde hånden under samfundsøkonomierne og undgå en kæmpekrise.
Borgerlige politikere og økonomer, der argumenterer for, at statens økonomi er som en husholdningsøkonomi, hvor der ikke kan køres med underskud i længere tid og at vi skal passe på med al den gældsætning, er på tabernes side af historien i de her år. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og hans kritik af Løkke-regeringen for at smække statskassen i for tidligt efter finanskrisen, er på den vindende side.
Tilsvarende diskussioner ses over hele Europa og i USA. EU’s enorme hjælpepakke på 750 mia. EUR og præsident Bidens endnu mere enorme finanspolitiske ekspansioner er de tydeligste eksempler på, at den krisebegrænsende og ekspansive finanspolitik igen er inde i varmen.Nødvendighedens politik
Til gengæld er ”nødvendighedens politik” fra Thorning/Corydon-tiden og ”Schwarze nul” fra Tyskland nu helt ude i kulden, altså idéen om, at statsfinanserne hurtigt skal tilbage i balance efter en krise. Tilsvarende mere ekspansive tanker ses også i diskussionen om den rette pengepolitik og derfor ser vi nu noget meget sjældent, nemlig en økonomisk politik hvor finans- og pengepolitikken er lempelige på samme tid.
Selv om den mere centrum-venstre-hældende tænkning i den økonomiske debat nu har medvind, er der dog nogle alvorlige blinde vinkler i gældsdebatten. Den største er, at al den gæld vi stifter lige nu under coronakrisen, kun er mulig, hvis renten er ultra-lav og en meget lav rente fører en voldsom stigning i uligheden mellem fattige og rige og mellem unge og gamle med sig.
Vi snakker ikke pebernødder, men hundrede af milliarder af kroner bare her i Danmark i en historisk omfordeling, der vil trække spor mange årtier frem. Og det sker altså, mens vi har en Socialdemokratisk regering i Danmark. Inspireret af Al Gore i klimadebatten, kan man sige at vi har at gøre med en ubekvem sandhed i den økonomiske debat.
Forklaringen er, at de meget lave renter tænder fuldstændig op under boligmarkederne og finansmarkederne over hele verden og det presser prisen på boliger og kursen på alverdens aktier og obligationer op i de højeste niveauer vi nogensinde har set. Og det er de rigeste og de ældste i vores samfund, der ejer størstedelen af begge og som de yngre generationer løbende skal overtage i de kommende år. Til rekordhøje priser og kurser.
Globalt sker der det lige nu, og det er det vi nyder godt af i Danmark, at speederen er banket helt i bund på både penge- og finanspolitikken og der er skabt, hvad nogle kritiske økonomer kalder en cirkel af manipulation, der finansierer hele gildet. Politikerne bruger løs, finansministerierne sælger en masse statsobligationer for at finansiere hullerne i statskassen, centralbankerne sætter renterne til nul eller endda under nul og opkøber med frisktrykte penge samtidig en stor del af statsobligationerne, for at være helt sikker på, at renten på gælden ikke stiger og bliver uoverkommelig. Og bolig- og aktiemarkeder går amok i en festrus.Det er sådan det er
Den førte politik kan man være enig eller uenig i, men at effekten er en kraftigt øget ulighed, er indiskutabelt. Med mindre man gør nogle modsatrettede tiltag, som fx Joe Biden forsøger i USA.
Det vender jeg tilbage til lige om lidt. Først nogle tal for Danmark.
Værdien af den samlede ejerboligmasse herhjemme er med sidste års prisstigninger på lige under 10 procent tæt på 5000 milliarder kroner. Det er fuldstændig uset, at ejendomspriserne stiger mens økonomien tager et stort dyk, som den gjorde herhjemme i 2020 og det kan kun forklares med kombinationen af de mange hjælpepakker, der har holdt danskernes indkomster oppe på et rekordhøjt niveau og så de rekordlave renter.
Speederen på finans- og pengepolitikken er sparket helt i bund og gjorde altså sidste år boligejerne næsten 500 milliarder kroner rigere og gjorde det samtidig 500 milliarder kroner dyrere for alle danskere uden en ejerbolig at komme ind på markedet.
Stiger boligpriserne med 10 procent om året de næste tre år, mens lønningerne for et ungt par stiger med 1,7 procent, som er det de offentligt ansatte får over de næste tre år med de netop indgåede overenskomster, ja så vil det unge par opleve, at de om tre år har 25 procent mindre at købe bolig for eller at de må gældsætte sig tilsvarende mere. Inflationen i boligpriserne udhuler simpelthen deres købekraft.
Sælgerne derimod, der ofte vil være ældre og mere velstående, kan omvendt glæde sig over at få en større formue, som de kan lade være, belåne eller sælge med en skattefri gevinst og dermed få flere muligheder for at forsøde tilværelsen.
Dermed er der sket en enorm omfordeling indenfor den danske befolkning.
Regnestykket er det samme med værdipapirer, hvor danskerne alene i deres pensionsdepoter med de seneste års store kursstigninger nærmer sig 4000 milliarder kroner i formuer. Det er de penge de ældre generationer i de kommende år skal sælge ud af og leve for og de yngre generationer omvendt spare op i med forventelige sløje afkast i mange år frem fordi kurserne nu er så rekordhøje.
Betydningen er enorm. De tre anerkendte engelske finansprofessorer Dimson, Staunton og Marsh vurderer i en ny rapport, at hvor tidligere generationer er blevet begavet med et afkast på deres pensionsopsparing på godt 6 procent årligt efter inflation, så vil de yngre opsparer anno 2021 kun se deres opsparing vokse med 2 procent om året og altså stå med langt lavere opsparing end de ældre generationer.
At de unge generationer på et tidspunkt skal arve de kraftigt voksende formuer fra de ældre hjælper ikke på uligheden. Det får den tværtimod til at bide sig fast. For pengene går primært til de unge, der allerede kommer fra den velhavende del af befolkningen og dels er der måske ikke det store at arve. En helt ny undersøgelse foretaget af Epinion for Forsikring & Pension viser, at 81 procent af danskerne vil beholde deres pensionsudbetalinger selv og ikke lade dem gå i arv.Ældresagen burde sige tak
Lidt polemisk kan man sige, at det ville klæde Ældresagens direktør Bjarne Hastrup, at komme ud i de her dage og sige tak til alle de yngre generationer for de milliardstore gaver hans medlemmer modtager hver dag i form af stigende priser på boliger og aktier.
Man må give statsminister Mette Frederiksen, at hendes idé om at investere sig ud af krisen giver god mening, især med tanke på den store bæredygtige omstilling det danske samfund skal igennem de kommende årtier.
Men det er på hendes vagt, at der sker en historisk omfordeling af goderne blandt den danske befolkning. Derfor skylder man politisk at diskutere den igangværende omfordeling og den blinde vinkel i gælds- og ulighedsdebatten og hvad man kan gøre for at modgå den. Renten i Danmark styres udefra af udviklingen i den Europæiske Centralbanks styringsrente og kan der ikke gøres noget ved så længe vi fastholder fastkurspolitikken.
I stedet må berøringsangsten ved at tage fat om udviklingen på boligmarkedet væk og tiltag som fx at fjerne eller mindske rentefradraget eller beskatte hidtil skattefri ejendomsgevinster må på bordet, for at bremse gældsætningens og den lave rentes uheldige effekter på uligheden.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Hvad er det der hindrer, at den offentlige sektor opfylder de politiske ambitionerDen danske model – er den levedygtig?
Europas højrenationalistiske bevægelser har medvind
Kulturpolitik er kamp – Socialdemokratiet brænder for mange målchancer
Nødvendigt at øge Folketingets indflydelse på EU-politikken
Helbredelse – nu også forebyggels - for at bremse parallelsamfund