Massive myter må aflives
Efter coronakrisen vil borgerlige – uden grund – kræve nedskæringer, fordi ”regningen skal betales”
Af cheføkonom Frederik I. Pedersen, 3F
Det gamle borgerlige trick, med at fremmane en brændende platform og så kræve forringelser i velfærd og tryghed for lønmodtagerne, er allerede blevet luftet. Vi skal betale regningen efter coronakrisen, lyder det.
Og statens gæld er da også på grund af de mange støttepakker, udbetaling af indefrosne feriepenge (hvor staten lægger ud), lån til virksomhederne mv. vokset markant under coronakrisen. Men aktiverne er vokset endnu mere – blandt andet udlæg og lån også indgår her og fordi aktierne i Ørsted (tidl. DONG) er blevet langt mere værd. Så ved indgangen til 2021 var statens nettoformue (aktiver minus gæld) på over 250 mia. kr., hvilket var mere end 100 mia. kr. mere, end et år tidligere – før coronakrisen.
Samtidig har vi gigantiske overskud over for udlandet – betalingsbalancens løbende poster viser årligt overskud på omkring 180 mia. kr. – så mens vi før finanskrisen skyldte udlandet ca. 200 mia. kr., så har vi nu mere end 1.400 mia. kr. til gode i udlandet.
Regeringens krisestyring under coronakrisen har – alle detaljer udeladt – været en klar succes, når vi sammenligner os med lande, der ligner os. I forhold til ”overdødelighed” er det kun Norge, som har klaret sig bedre end Finland og Danmark. Sverige og de andre EU-lande samt Storbritannien og USA er alle ramt langt hårdere. Økonomisk er faldet i vores bruttonationalprodukt – værdien af vores produktion, serviceydelser mv. – også i den lave ende, når vi sammenligner med lande, der ligner os.
Jamen, der er kommet alt for mange offentlige ansatte under coronakrisen, lyder det. Jo, tallet er vokset med ca. 11.000, men vi er et stykke fra antallet af offentligt ansatte under Fogh-regeringerne, der toppede i 2008 før finanskrisen. Kigger man ned i tallene vil man opdage, at det – ikke overraskende – er inden for ”sundhed,” stigningen har fundet sted. Ja, det kræver personale både at teste og behandle COVID-19.
Tilsvarende er faldet i beskæftigelsen under coronakrisen langt mindre, end under finanskrisen, takket være de rettidige, statslige støtteordninger, et utal af trepartsaftaler om lønkompensation mv. I starten af marts i år var der således udbetalt ca. 30 mia. kr. i støtte til de nødlidende virksomheder, og der er planlagt og iværksat stimuli til økonomien og beskæftigelsen for over 100 mia. kr. i 2020-2021. Dertil kommer de trecifrede milliardbeløb i lån mv. til virksomhederne gennem udskudt betaling af moms, afgifter mv.
Den aktive krisepolitik, som regeringen har ført, har altså i høj grad afbødet mange, negative konsekvenser for erhvervsliv, beskæftigelse og lønmodtagere. Men det er klart, at der er sektorer, som er særlig hårdt ramt – især fly- og rejsesektoren, turisme-, hotel- og restaurationsbranchen og oplevelsesøkonomien. Derfor er den største udfordring, at man fortsat skal holde hånden under de specielt hårdt ramte brancher, og ikke udfaser støtteordninger mv. for hurtigt, så det spirende opsving bliver kvalt, inden det for alvor har fået fat. Det var præcis den fejltagelse, som Løkke-regeringerne begik efter finanskrisen. Det betød mange trange år for dansk økonomi, før vi var på fode igen.
På samme tid skal regeringen og samfundsøkonomien nu sætte ekstra blus under den grønne omstilling. Det kræver markant flere og større investeringer i de små og mindre virksomheder, og det vil kræve en efteruddannelse og omskoling af mange lønmodtagere, som vil få nye opgaver eller måske endog skulle skifte branche. Heldigvis er det danske arbejdsmarked dynamisk og lønmodtagerne fleksible, så hvis viljen til et fælles løft er tilstede, kan vi klare det. Omstillingen på Esbjerg Havn gennem de sidste 50 år er et godt eksempel, hvor man er gået fra fiskeri til olie- og gasudvinding og nu i et skift over mod havvind og grøn energi.
Selv om lønmodtagerne de seneste år har oplevet en afdæmpet udvikling i lønnen, så er det sket, mens inflationen har været meget lav – så købekraften, reallønnen er steget. De private husholdninger er da også – generelt – velpolstrede med over 1.000 mia. kr. i banken og store friværdier i boligen pga. stigende priser på fast ejendom. Tilmed har vi tilsammen en svimlende, privat pensionsopsparing på godt 4.500 mia. kr.
Og lad mig for god ordens skyld også aflive en af de mest sejlivede, borgerlige påstande: At skattetrykket og skat på arbejdsindkomst i Danmark er voldsom, når vi sammenligner med andre lande. OECD laver hvert år en sammenligning af de skatter og sociale bidrag, som lønmodtagere og virksomheder betaler i de forskellige lande. Og når vi tager den gennemsnitlige beskatning (skat inklusive sociale bidrag) – så ligger Danmark tæt på gennemsnittet af OECD-lande, uanset om man ser på lavindkomster, gennemsnits- eller de lavere højindkomster. Højindkomster i Danmark betaler samlet godt 41 pct. i skat af lønindkomst i gennemsnit, mens hele 21 OECD-lande ligger højere.
Når nogen fejlagtigt tror de betaler halvdelen af deres løn i indkomstskat er det således forkert. Jeg tror ofte folk forveksler beskatning af lønindkomst med det såkaldte skattetryk. Skattetrykket viser den samlede opkrævning af skatter og afgifter i en økonomi (som andel af BNP), dvs. at moms, pensionsafkastskat, selskabernes skat mv. også indgår her. Her viser opgørelser fra Danmarks Statistik, at de samlede skatter og afgifter i 2020 udgjorde 47 pct. af BNP. Det ligger klart i den høje ende set i internationalt perspektiv, men her skal man passe rigtig meget på med at sammenligne.
De forskellige lande har således indrettet deres velfærds- og skattesystemer meget forskelligt. I nogle lande er overførselsindkomster fx skattefri, ligesom der kan være skattefradrag i stedet for en overførsel (fx børnecheck). Det reducerer både udgifts- og skattetryk i disse lande sammenholdt med Danmark. Endelig skal man ikke glemme alt det, vi i Danmark får af det offentlige enten gratis eller til en meget lav pris finansieret af skatten. Lægebesøg, skolegang, sundhed, pasning og pleje må således i mange andre lande finansieres via privatøkonomien enten via forsikringsordninger eller betaling ved kasse 1.
Så spis brød til, når dommedagsbasunerne igen efter coronakrisen lyder og kravet om skattelettelser til de højest lønnede og beskæringer i velfærd og overførselsindkomster kommer fra blå politikere og medier.
Dansk økonomi var i stærk form, inden coronakrisen ramte. Vi er blevet hårdt ramt – men mindre end forventet og mindre end mange andre lande, pga. en aktiv krisepolitik fra regeringens side.Man kan ikke sammenligne med situationen efter finanskrisen. Der er ikke store ubalancer og regninger, der skal betales – vi står milevidt fra ”afgrunden.” Man skal tvært imod passe på med at træde på den finanspolitiske bremse, før der for alvor er kommet gang i økonomien igen. Og de hårdest ramte brancher skal formentlig tilgodeses med individuelle og målrettede støtteinitiativer.
Vi har fortsat råd til at bekæmpe krisen – og give en særlig håndsrækning til de langtidsledige og de lønmodtagere, som især har brug for efteruddannelse i forbindelse med den grønne omstilling. Alternativet til ikke at handle, til ikke at understøtte økonomien og omstillingen vil helt sikkert indebære store og større omkostninger, end en bevidst og gennemtænkt krise- og omstillingsstrategi. Men det er selvfølgelig svært at erkende, hvis man tror, at markedskræfterne skal løse alt.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Hvad er det der hindrer, at den offentlige sektor opfylder de politiske ambitionerDen danske model – er den levedygtig?
Europas højrenationalistiske bevægelser har medvind
Kulturpolitik er kamp – Socialdemokratiet brænder for mange målchancer
Pandemi og politik
Nødvendigt at øge Folketingets indflydelse på EU-politikken
Helbredelse – nu også forebyggels - for at bremse parallelsamfund