Pandemi og politikAf en gammel sociologs optegnelser
Kjeld Schmidt
Onsdag den 21. april åbnede Danmark igen for fadølshanerne. Skolerne åbnede godt nok ikke, vi har vel prioriteterne i orden, men en festdag var det, selv om man ikke kunne gå på en ordentlig druktur fra bar til bar (uden festødelæggende ’forudgående bordbestilling’) og tilmed måtte gå hjem kl. 23:00. Det var svært for værtshusholderne at bevare pessimismen, selv om de sammen med journalisterne gjorde deres bedste.
Baggrunden for det høje skum var ædruelig nok. Det var med en stor indsats lykkedes at få vaccineret 1 million borgere, i første række de gamle og de særligt udsatte. Det var samtidig lykkedes at opnå et exceptionelt højt testniveau (en halv million tests pr. dag); civilsamfundet havde dermed fået et redskab til at kontrollere og begrænse smittespredningen til 6-800 nye tilfælde pr. dag. Vejrudsigten melder om varmere vejr, sommeren venter forude, fadølshanerne er nypudsede.
Vaccinationsprogrammerne har efterhånden, her og der, nået et omfang, hvor pandemien begynder at miste sit tag. (Der vaccineres dagligt omk. 15 mio., så der er langt igen, men det går den rigtige vej). Hvis vi er kloge nok til at udnytte vores held og vores videnskab (og ikke i den rige del af verden i provinsielt letsind forpasser muligheden), vil de igangværende vaccinationskampagner kunne nå at sætte en stopper for den i dag fortsat ukontrollable pandemi.
Hvorfor så skrive om COVID-19, om sygdom og død og nedlukning? Svaret er for det første, at vi tager fejl, hvis vi tror, at mareridtet er ovre. Selv om vaccineudrulningen i Vesten begynder at have effekt (Israel er vaccinedækket og UK og USA er godt på vej og EU vil nok i praksis være vaccinedækket til efteråret), er pandemien netop nu på vej frem igen, på globalt plan, for fuld kraft. Situationen er den, mens dette skrives sidst i april, at Indien med sine 1,33 mia. indbyggere har mistet kontrollen med smittespredningen. COVID-19 har slet ikke udtømt sit ødelæggende potentiale (se fig. 1).
For det andet bør vi ikke denne gang sige, som vi plejer, når faren fra en truende eller begyndende dødbringende epidemi synes at være drevet over: ’Puha, det var grimt, men lad os nu komme videre!’. Der er erfaringer at gøre op, dyrekøbte erfaringer. For dette er ikke den første dødbringende epidemi i nyere tid, og det bliver med garanti heller ikke den sidste. Det er en tilstand, vi må forberede os på. Smitsomme sygdomme forårsages af patogener, der gennem den biologiske evolution tilpasser sig vores levevis og samfundsindretning. Siden 1960 er antallet af mennesker, der lever i byområder, steget fra 1 til over 4 milliarder og udgør nu hovedparten af menneskeheden. Eftersom befolkningstætheden verden over er stigende, har vira fået meget bedre grobund. Men dertil kommer, at verdenshandlen er fordoblet de sidste to årtier, international turisme ligeså, antallet af flyrejser tredoblet. Vi har dermed skabt en storslået infrastruktur, ikke blot for os selv, men også for smitsomme vira. Vi må erkende og indrette os på, at pandemier som den nuværende er en driftsomkostning ved globaliseringen. Det nuværende mønster af international og lokal mobilitet kan kun opretholdes, hvis der afsættes midler til beredskab og opbygges kapacitet til overvågning af smittespredning, til opsporing og karantæne og til lejlighedsvise mere eller mindre omfattende nedlukninger.
Så hvad har vi lært? Eller i hvert fald: hvad kan vi lære, om vi ellers vil?
Fig. 1. Udviklingen i COVID-19 fra 4. februar 2020 til 26. april 2021. (a)
antallet af nyregistrerede tilfælde (opgjort over to uger)
(b) antallet af nyregistrerede dødsfaldrelateret til COVID-19 (opgjort over to uger);
(c) antallet af nyregistrerede tilfælde pr. dag, fordelt på udvalgte lande samt globalt;
(d) det akkumulerede antal registrerede dødsfald relateret til COVID-19.
— Bemærk, at graferne viser registrerede smittetilfælde og dødsfald; det faktiske antal smittede og dødsfald er væsentligt større. (Kilde: Our World in Data, tilgået 27. april 2021)
COVID-19
Et sted i det sydlige Kina sprang en virusstamme engang i 2019 til mennesker fra en p.t. ikke identificeret dyreart. På et eller andet tidspunkt havde den udviklet måder at blive overført på, der gjorde den i stand til at sprede sig med stor hast blandt os. Måske havde den tidligere, hos en anden art, gennemgået de nødvendige mutationer, før den ved et andet tilfælde havnede i vore åndedrætsorganer; måske undergik den hos os — i det skjulte — de nødvendige mutationer. Men sprang, det gjorde den. Det var et lille spring for virus, men et stort slag for menneskeheden.
Sygdommen blev opdaget, da man i millionbyen Wuhan i det sydlige Kina, i december 2019 registrerede en række meget genstridige lungebetændelser med ejendommelige kliniske forløb og resultater. Efter en del modvillig nølen fra de lokale myndigheders side blev udbruddet indberettet til de nationale myndigheder og den 31. december 2019 til WHO. Godt en uge efter den officielle indberetning — og altså med imponerende hast — blev den virus, der var ansvarlig for de foruroligende tilfælde, identificeret og dens genetiske profil gjort tilgængelig for international forskning (via den internationale database GISAID). De alvorlige lungelidelser i Wuhan viste sig at være forårsaget af en ny virus af slægten Betacoronavirus, som vi tidligere har haft besøg af i form af sygdommene SARS (i 2003) og MERS (i 2012). Det nye led i slægten fik navnet SARS-CoV-2 og sygdommen betegnelsen COVID-19.
Siden da har omkring 150 millioner mennesker været smittet. Her taler jeg om de bekræftede tilfælde, antallet af faktisk smittede kan være 4-5 gange større. Godt 3,1 millioner er officielt døde som følge af COVID-19, men på grund af utilstrækkelig registrering af antallet af dødsfald og af dødsårsag er også antallet af faktiske dødsofre efter alt at dømme meget højere end de 3,1 millioner, formentlig 50% højere.
Det er en global naturkatastrofe, og havde det ikke været for de drastiske restriktioner, der blev indført i de fleste lande, ville dødsofrene have været mange gange flere. Det er hidtil lykkedes verden at afværge en katastrofe på linje med den ”Spanske Syge”, der i 1918-19 dræbte flere end 50 millioner. At det synes at være lykkedes, skyldes ikke mindst, at Kina med sine 1,4 milliarder indbyggere fik epidemien under kontrol allerede i foråret 2020, men også, at de fleste regeringer siden mere eller mindre modvilligt har indført restriktioner, der mere eller mindre effektivt har forhindret ukontrollabel smittespredning og socialt sammenbrud.
COVID-19s perfiditet
Man kan let tage fejl af COVID-19. Den adskiller sig fra mange andre kendte smitsomme sygdomme ved ikke at være en voldsomt dræbende. Hvor sygdomme som AIDS, kopper og ebola uden behandling dræber praktisk talt alle smittede (hhv. 99%, 95%, 83-90%), og hvor dens nære slægtninge SARS og MERS dræber en betydelig del af de bekræftet inficerede (hhv. 11% og 35% af tilfældene), er raten for COVID-19s vedkommende i dag 2,1%. Dødsraten er dog ikke en simpel biologisk konstant: den varierer med sundhedssystemets duelighed og kapacitet, dvs. den varierer over tid og fra land til land. For COVID-19s vedkommende er dødsraten for bekræftede tilfælde faldet fra 12-15% i Wuhan i januar 2020 og i Norditalien i juni 2020 til i dag at være i størrelsesordenen 1-2% i højindkomstlande. På papiret er COVID-19 altså en meget mindre farlig sygdom end SARS. Ikke desto mindre: Trods diverse sundhedsmyndigheders indledningsvise beroligende meddelelser om, at COVID-19 bare var som en almindelig influenza, er den mindst ti gange mere dødbringende end de velkendte influenzavira (dødsfald per registreret smittet).
Dertil kommer, at vi efterhånden har vished for, at der hos smittede — selv smittede der ikke har haft nævneværdige symptomer — er stor risiko for ofte forkrøblende senfølger og betydeligt højere dødelighed (Al-Aly m.fl., Nature, 22. april 2021). Ideen om, at infektioner gør os stærkere, er en reaktionær myte. De gør os ikke stærkere end tæsk gør os til bedre mennesker.
COVID-19 har derudover nogle helt særlige egenskaber, der ikke blot gør den til en formidabel fjende for ethvert samfund, men som især udgør en udfordring for demokratiske samfund. For at forstå den politiske udfordring er vi nødt til at se på de biologiske og sociologiske mekanismer, der er på spil og i samspil.
Som andre vira, der angriber via åndedrætsorganerne, overføres SARS-CoV-2 overvejende på relativt kort afstand. Viruspartiklerne reproduceres i luftvejene og overføres primært med de sværme af smådråber, som uvægerligt udslynges fra vore luftveje ved vejrtrækning, og som normalt kun bevæger sig én eller to meter bort, før de rammer jorden eller andre overflader eller fordamper. Sådanne smådråber udsendes i høj grad, når vi hoster eller nyser, men det sker også ved normalt menneskeligt samvær: når vi taler sammen og måske i begejstring eller ophidselse taler højt, når vi råber eller synger, eller når vi har kropskontakt (danser, krammer, favner). SARS-CoV-2 lukrerer med andre ordnpå vores mest sociale adfærd. Den spredes, når mennesker mødes, og udbredes via vores sociale relationer og gennem vore netværk, i familie og slægt, på arbejdspladser og i skoler, i foreninger og menigheder, ved bryllupper og begravelser, ved sportskampe og koncerter. Når vi er bedst, er det værst, for os.
Men SARS-CoV-2 har endnu værre egenskaber. Den breder sig i det skjulte. Det, der gør SARS-CoV-2 så forbistret, er, at den i høj grad overføres, inden den smittede selv får symptomer, og den kan endda smitte, selv om den smittede slet ikke opdager at være smittet. SARS, derimod, smittede først, efter at patienten havde fået symptomer i form af f.eks. høj feber. Alarmklokkerne bimlede altså, inden der var betydelig risiko for smitte, hvilket gjorde SARS til en ganske synlig og meget lidt effektiv smitsom sygdom. SARS-CoV-2 kan på den anden side nå at brede sig i dagevis i vore netværk, før der i smittekæden er nogen, der udviser mærkbare symptomer, og der eventuelt bliver slået alarm. Undervejs kan smittekæden være blevet vidt forgrenet. Det betyder, at SARS-CoV-2 typisk ikke breder sig homogent i alle retninger i befolkningen, som en steppebrand, men at den netop baner sig frem via de sociale netværk. Faktisk er det kun omkring hver femte smittede, der når at videregive smitten til andre, men til gengæld videregiver denne lille del af de smittede typisk smitten til et meget stort antal, i nogle tilfælde til snesevis eller hundredevis af andre. Denne egenskab viser sig ved, at COVID-19 typisk optræder i form af — ofte voldsomme — udbrud, klynger af smitte blandt f.eks. deltagere i karneval og korsang, begravelser og sølvbryllupper, kurser og ’after-ski’. Men det gælder også subkulturer af forskellig art, som f.eks. etniske mindretal.
Bekæmpelse af en smitsom sygdom af denne art er ikke raketvidenskab: det kræver, at vi giver virus de dårligst mulige betingelser for at lade sig transportere fra den ene persons åndedrætsorganer til den næstes. Det handler med andre ord om, at reducere antallet, intensiteten og varigheden af kontakter mellem mennesker drastisk. Metoden er gammel. Den blev opfundet i Venedig i 1400-tallet og kaldet ’karantæne’ efter det italienske ord quarantena, det tidsrum på fyrre dage hvorunder et nyankommet skib skulle ankre op og besætningen holdes isoleret, så man kunne være sikker på, at skib og besætning ikke længere kunne smitte med byldepest, før skibet fik tilladelse til at anløbe havnen. Den er i løbet af det tyvende århundrede gået i glemmebogen i Vesten, fordi vi, efterhånden, har udviklet effektive farmaceutiske teknologier til bekæmpelse af epidemier. Metoden blev så at sige genopfundet i Kina i begyndelsen af 2020, hvor den blev anvendt med forskellig styrke, fra nedlukning af millionbyen Wuhan til mere lempelige restriktioner, og den blev efterhånden — efter overvindelse af udtalt og sine steder massiv træghed hos diverse sundhedsmyndigheder — taget i anvendelse i stor målestok globalt: fjernarbejde og transportrestriktioner, lukning af restauranter, udskænkningssteder og butikker, af daginstitutioner og skoler.
For enhver stat — især for et demokrati — er udfordringen monumental.
Den demokratiske udfordring
COVID-19 rammer de forskellige befolkningsgrupper ekstremt skævt. Kun en lille del af de smittede bliver alvorligt syge og må indlægges til langvarig — ofte intensiv — behandling på hospital. Det betyder, at selv om hovedparten af de smittede og dermed af smittebærerne ikke får symptomer eller kun får relativt milde symptomer (på niveau med en sæsoninfluenza), og selv om pandemien for hovedparten af befolkningen ikke umiddelbart vil forekomme at udgøre nogen synderlig trussel på liv og helbred, vil et lille mindretal blive ekstremt syge og beslaglægge den begrænsede kapacitet til avanceret klinisk behandling. Det betyder så igen, at pandemien alligevel, indirekte, trods dens tilsyneladende uskadelighed for de unge og raske, vil kunne få fatale konsekvenser, idet den
behandlingskapacitet, der er forudsætningen for et højtudviklet industrisamfunds funktion, pludselig vil kunne blive beslaglagt af meget syge patienter. For de sorgløst anlagte udgør COVID-19 derfor et kors for tanken: en smitsom sygdom, man ikke selv mener at behøve bekymre sig om, vil kunne ramme én selv alligevel, ad omveje man som ubekymret gemyt ikke har skænket en tanke og ikke har lyst til at overveje: ”Jeg har valgt ikke at leve i frygt, vi skal alle dø engang”, har mottoet lydt. COVID-19 rammer desuden de forskellige aldersgrupper ekstremt skævt. Hvor influenzaepidemier som Den Spanske Syge især rammer unge og yngre befolkningsgrupper og dermed de økonomisk og militært mest værdifulde dele af befolkningen, rammer COVID-19 især ældre befolkningsgrupper samt grupper med underliggende kroniske lidelser. Blandt patienter med COVID-19 har en 30-39-årig 45 gange større risiko for dødelig udgang end en 5-17-årig og en 85-årig hele 8700 gange større. Langt flere ældre and yngre er således døde af at være blevet smittet med COVID-19.
Dertil kommer, at de tiltag til epidemibekæmpelse, myndighederne må gribe til, vil påvirke forskellige befolkningsgrupper særdeles forskelligt: unge versus gamle; kvinder og mænd; raske versus kronikere; offentligt ansatte versus privatansatte; selvstændige versus lønmodtagere; folk, der kan arbejde hjemmefra, versus folk, der må begive sig ud i trafikken og på arbejde; foldboldfans versus
læseheste.
Og endelig rammer COVID-19 klassemæssigt skævt. Arbejdere, der som f.eks. sundhedspersonale og hjemmehjælpere, lærere og pædagoger, bus- og taxichauffører og kassemedarbejdere i deres arbejde nødvendigvis er ganske tæt på andre mennesker, er udsat for en uforholdsmæssig smitterisiko og figurerer derfor højt i statistikken over smittede. Tilsvarende bor lavindkomstgrupper som regel småt og tæt og vil derfor i deres bolig være betydeligt mere udsatte for smitte end folk, der bor i eget hus og har langt til døren og til naboen.
Slummen i de indiske storbyer er det markante eksempel på denne sociale skævhed. Et studie fra slummen i Mumbai tre måneder efter første registrerede tilfælde af COVID-19 fandt, at 57% var ’seropositive’, dvs. havde antistoffer og altså havde været inficeret med SARS-CoV-2 (Malani m.fl., The Lancet, februar 2021), mens et andet studie fra DJ Halli-slummen i Bangalore i Sydindien
tilsvarende viste 58% seropositive. Selv om der er tale om en meget ung befolkning, var dødsraten blandt smittede hele 0,3% (George m.fl., Epidemiology and Infection, februar 2021). I andre områder — uden for slummen — var antallet af seropositive langt lavere. Det fremgår indirekte af en række undersøgelser, som det indiske medicinske forskningsråd (ICMR) med omk. tre måneders mellemrum
har gennemført af antallet af seropositive. I den første fra maj-juni var andelen af seropositive 0,73% (blandt individer på 18 eller derover); i den anden fra august-september var andelen kommet op på 7.1% (Murkehar m.fl., Lancet Global Health, 1. marts 2021). Men i den tredje undersøgelse, fra december (og offentliggjort den 4. februar 2021), var andelen nu 21,4% (30 gange højere end de
officielle estimater). Smitten blev ikke i slummen men var under spredning.
Den klassemæssige skævhed viser sig også ved, at de voldsomme lokale smitteudbrud i slumområderne dårligt nok blev registreret af omverdenen, mens de stod på. Kun én ud af 195 seropositive i DJ Halli havde været registeret som smittet undervejs. Der er åbenbart så ringe kontakt mellem de fattigste og myndighederne, at et stort lokalt smitteudbrud, der berørte op mod 60% af befolkningen i området, kunne gå upåagtet hen. Et mere grelt udtryk for ulighed under denne pandemi kan man næppe finde.
Det vil sige, jo, det kan man. Som i Wuhan i vinteren 2019-20 synes der også at være modvilje hos de indiske myndigheder mod at erkende problemets omfang. F.eks. forsøgte regeringen i delstaten Vestbengalen i 2020 at sminke dødsstatistikken ved at fjerne den halvdel af dødsfaldene, der på en eller anden måde involverede underliggende lidelser (Hindustan Times, 6. maj 2020), og den 18. maj
2020 bad regeringen i Delhi hospitalerne om ikke at udtage prøver fra døde med henblik på at teste for COVID-19 (The Hindu,20, maj 2020). Der synes at være et mønster:
”More recently, local journalists who have cross-checked hospital and funeral records against government numbers have found similar, gaping discrepancies across the country. One report revealed that in the second week of April, when authorities in Vadodara, a city in the state of Gujarat, announced seven covid-19 deaths, the count in two hospitals alone was more than 300.” (The Economist, 24. april 2021).
Det giver en ny dimension til begrebet ”en usynlig smitsom sygdom”.
Det vil alt i alt sige, at COVID-19 typisk udbredes i det stille. Den optræder først uforudsigeligt, i klynger af pludselige lokale udbrud, afbrudt af længere perioder med lave smittetal og få indlæggelser, hvor alt synes fredeligt og sikkert (som den fine blå is på søen), og hvor den forekommer ”den sunde fornuft” at være ganske ufarlig og restriktioner derfor ubegrundede — hvorefter COVID-19 så rejser sig igen, måske mere udbredt, i eksplosive udbrud, der kan være katastrofale og samfundsødelæggende. Det mønster står nu ret klart. Om det kommer så vidt, afhænger af det politisk-administrative systems evne og vilje til at handle resolut og koordineret. Men
COVID-19 rammer os tillige på et punkt, hvor vi er svagest: på vores social livsform, vores behov for nærhed. Bekæmpelse af COVID-19 indebærer dermed store sociale afsavn, og myndighedernes restriktioner kan derfor for den enkelte virke dybt krænkende. Den har kort sagt et enormt potentiale for at så splid og dermed undergrave tilløbet til resolut og koordineret epidemibekæmpelse.
COVID-19s potentiale
COVID-19 er altså ikke just en sommerforkølelse. Det er en smitsom sygdom med et enormt destruktivt potentiale. Men undervejs i pandemien har potentialet ikke været umiddelbart synligt for de fleste. Det er en slags sociologisk synsbedrag, der har været et centralt element i den offentlige debat. Debattører, høj som lav, har f.eks. rutinemæssigt henvist til, at antallet af dødsofre i f.eks.
Danmark ikke har overskredet antallet af dødsofre for en influenza, og at tiltagene derfor har været overflødige eller endda økonomisk skadelige. Man overser konsekvent effekten af netop de restriktioner, staten har iværksat, eller bruger endda — meget opfindsomt — de relativt få dødsofre som argument for, at restriktionerne har været nytteløse. Argumentet svarer til at sige, at vi ikke behøver kloakering, eftersom vi jo ikke længere har tyfus i landet. En nært beslægtet fejlslutning har bestået i at fremhæve, at ”kuren ikke må være værre end sygdommen” (Lars Løkke Rasmussen, BT, 26. marts 2020), uden at specificere begge regnestykkets kolonner, dvs. fremhæve de umiddelbare (økonomiske, helbredsmæssige, sociale, psykologiske) omkostninger ved restriktioner og nedlukning og undlade at modregne de (økonomiske, helbredsmæssige, sociale, psykologiske) omkostninger ved en utøjlet pandemi.
Den elementære fejlslutning er i bund og grund en manifestation af, at COVID-19 har alle de ovennævnte paradoksale træk, og at forståelse af dens potentiale forudsætter, at man tager de komplekse årsagsforhold med i betragtning: bevarer overblikket.
Epidemibekæmpelsen har gjort truslen usynlig og dermed skubbet synligheden af de potentielle omkostninger i baggrunden; omkostningerne ved epidemibekæmpelsen er dermed rykket i forgrunden. Det er jo ”logisk”, at det er hen i vejret at lave restriktioner og optage statsgæld for at bekæmpe en smitsom sygdom, som er usynlig for ”den sunde fornuft”, som Sophie Løhde så gerne
henviser til. COVID-19s perfiditet har kun bidraget til disse kognitive vildfarelser.
Efterhånden har vi dog så megen evidens fra byer, regioner og lande, hvor epidemibekæmpelsen har været sendrægtig, usikker, halvhjertet eller i det store og hele fraværende, at det er muligt at tegne et billede af sygdommens potentiale. Det er voldsomt.
Figur 2 viser overdødeligheden siden pandemiens start. Overdødeligheden er beregnet som differencen mellem antal registrerede døde og det antal døde, uanset årsag, man ud fra de senere års dødsstatistik skulle have forventet i 2020. Den negative overdødelighed i f.eks. Norge og New Zealand skyldes formentlig, at faldet i antallet af influenzatilfælde, fald i trafik- og arbejdsulykker og lignende under nedlukning osv. har mere end modsvaret antallet af dødsofre som følge af COVID-19.
Som det fremgår, har pandemien haft meget forskellig effekt i forskellige lande. Hvor Danmark ikke har oplevet overdødelighed i perioden (vi har haft en meget svag overdødelighed på -1 pr. 100.000indbyggere (dvs. at vi har haft underdødelighed) og Norge har haft overdødelighed på -17 pr. 100.000, har et land som Peru haft en overdødelighed, der er mere end 400 gange højere (412/100.000). Mange højtudviklede vestlige lande med gode sundhedssystemer (som UK, USA, Tjekkiet, Polen, Italien og Spanien), har haft en markant overdødelighed på 150-250/100.000 indbyggere. Havde Danmark haft tilsvarende rater af overdødelighed, skulle vi have afholdt 10-25.000 flere begravelser mod normalt godt 50.000.
Grafen illustrerer, at COVID-19 har et voldsomt destruktivt potentiale set fra stor flyvehøjde. Lad os stige ned og se på et instruktivt eksempel.
Fig. 2. Overdødeligheden siden pandemiens start, opgjort af The Economist pr. 16. april 2021.
Storbyen Manaus, der med 2,2 millioner indbyggere er hovedstaden i den brasilianske delstat Amazonas, blev ramt af COVID-19 med noget, der nærmer sig fuld styrke. Som i så mange andre byer begyndte smitten at brede sig i foråret 2020. Den 13. marts blev det første tilfælde registreret. Derefter eksploderede epidemien. Ifølge et britisk-brasiliansk forskerteam var der tale om ”en stort set utøjlet epidemi” (Buss et al, Science, 15. januar 2021). Sundhedsvæsenet blev lagt ned; oxygenforsyningen slap op, patienter på hospitalerne døde af kvælning, andre døde hjemme uden at kunne blive behandlet. Selv om Manaus har en overordentlig ung og derfor normalt mindre sårbar befolkning (kun godt 6% er 65 år eller derover), døde folk i stort tal. Bystyret måtte den 21. april gribe
til massegrave for at få ligene af vejen. I begyndelsen af maj var overdødeligheden på 4,5 gange normalen og antallet af dødsofre løb i maj op i 80 pr. dag, så der i perioden 19. marts til 24. juni i alt var en overdødelighed på 3.500. Men derefter ebbede epidemien ud, selv om restriktionerne stort set blev ignoreret. Det begyndte at se lyst ud.
En undersøgelse kunne således i oktober konstatere, at 76% af befolkningen var seropositive. Dette meget høje tal var umiddelbart overraskende, men understøttes af, at undersøgelser gennemført med andre metoder i nærliggende områder i Peru og Columbia tegner samme billede: angrebsrater på mellem 55% og 70%. Det så ud, som om Manaus havde opnået den sagnomspundne naturlige
flokimmunitet (der formodes at indtræffe omk. 70%), om end med en forfærdelig pris.
Men sidst i december begyndte smittetallet igen at stige og juleaften beordrede delstatens guvernør alle ikke-essentielle forretninger lukket fra og med 2. juledag. Reaktionen var prompte: ”Protestdemonstrationer fejede gennem byen med blokerede veje og ildebrande” (Washington Post, 27. januar 2021). De erhvervsdrivende indvendte, at økonomien ikke kunne tåle en nedlukning, og
den tredjedel af befolkningen, der er beskæftiget i den ”uformelle sektor” (gadehandlere, bude, daglejere osv.), sluttede op. Efter to dages protester blev beslutningen annulleret. Julen var reddet, der var gang i forretningerne, enorme gadefester blev afholdt. Men næppe var julen overstået, før antallet af indlæggelser og dødsfald eksploderede. Ét år efter Wuhan gik hospitalssystemet i Manaus i knæ. En læge beskriver sin oplevelse således:
“Another surge was coming. This time, Uildéia Galvão thought they were prepared. Galvão, the lead physician in the coronavirus ward at a public hospital in the Brazilian city of Manaus, had been haunted by the wave that crashed last spring. In less than 10 days, it ruptured the city’s bewildered medical system. Sick patients were turned away. The dead were piled into mass graves.
So Galvão’s hospital organized contingency plans. Additional beds were reserved, and a detailed schedule for opening them was created.
But the new surge, when it came, was different. The virus had mutated, with a suite of alterations that probably made it more transmissible — and perhaps more lethal. Manaus was hit by what scientists call the P.1 variant. This time, it didn’t take 10 days to overwhelm Galvão’s hospital. It took 24 hours.” (Washington Post, 27. januar 2021).
I dagene 14.-15. januar døde snesevis a patienter af kvælning.
Hvad skete der? Der skete efter alt at dømme det, at en stor del af de allerede seropositive blev smittet igen. Den naturligt opnåede immunitet er ”robust” i henved 6-7 måneder, men svækkes over tid og er næppe på toppen efter 6-7 måneder (Zuo m.fl., Nature Immunology, april 2021; Hall m.fl., The Lancet, april 2021). Dertil kommer, at nye virusvarianter var opstået ved mutationer i det reservoir, som den millionstore smittede befolkning i Manaus havde udgjort fra marts til juli. Det drejer sig især om varianten P.1 (defineret ved E484K-mutationen kombineret med mutationen N501Y), der bedre end klassiske varianter af SARS-CoV-2 kan omgå erhvervet immunitet og dermed smitte igen, og som åbenbart også er væsentligt mere smitsom og således kan fortrænge tidligere varianter (Sabrino m.fl., The Lancet, 6. februar 2021). Af de tilfælde der blev testet i december var 42% smittet med varianten P.1, som tydeligvis var ved at få overtaget.
En væsentlig del af ansvaret for denne tragedie må tillskrives Bolsonaro-regeringen, der længe — som Trump i USA og mange andre — har nægtet at forholde sig til, at COVID-19 er smitsom sygdom med katastrofalt potentiale. I Brasilien fortsætter COVID-19 således i sin nye skikkelser, P.1, med at smitte og slå ihjel. Blandt de meget syge og døde er det ikke længere overvejende de gamle, der rammes. Nu er også unge mennesker i stort tal blandt ofrene. Aldersprofilen på de indlagte skubbes nedad: hovedparten af patienter i intensiv behandling er nu under 40 år (Guardian, 16. april 2021). Og der er meldinger om sult i den brasilianske befolkning.
Nødvendighedens politik
Eksemplet Manaus — og Brasilien i det hele taget — viser, at uden bastante modforanstaltninger vil COVID-19 kunne smitte en meget stor del af en befolkning i én bølge, men også at den derefter vil kunne vende tilbage, når der er udviklet varianter, for hvilke de allerede smittede ikke udgør nogen betydelig hindring. Epidemiske sygdomme forsvinder ikke af sig selv som følge af den forjættede naturlige flokimmunitet. Det er derfor, vi har haft pest, kopper, tuberkulose osv. i århundreder.
Eksemplerne Brasilien og Indien underminerer desuden den formodning, tænketanken CEPOS energisk har forfægtet, ifølge hvilken statslige tvangstiltag til epidemibekæmpelse er overflødige, eftersom borgerne spontant vil reagere som et marked og ændre adfærd på en sådan måde og i et sådant omfang, at det i sig selv vil kunne tøjle en smitsom sygdom som COVID-19. Vi udgør rigtignok en art, der (normalt, i vores utallige daglige gøremål) handler rationelt. Og det er åbenbart, at en befolkning reagerer på en igangværende smitsom sygdom, der åbenlyst forvolder lidelse og død. De smitsomme sygdommes historie vidner jo om voldsomme reaktioner på de mange pestudbrud: flugt og affolkning, renselse af hus og sjæl, udelukkelse af rejsende, forfølgelse af fremmede (Frank Snowden, Epidemics and Society, Yale Univ. Press 2020). Men det turde være økonomisk børnelærdom, at folk (normalt) først ændrer adfærd, hvis de har den fornødne information, har den rettidigt og i øvrigt finder den personligt vedkommende.
Men COVID-19 er jo netop karakteriseret ved at brede sig i det skjulte og bryde ud i eksplosive klynger og komme bag på samfundene: fra Wuhan over Bergamo og New York til Manaus og Mumbai. Og den rammer aldersmæssigt og klassemæssigt særdeles skævt.
Den enkelte har ikke umiddelbart information om COVID-19, der tilsiger at handle rationelt: Hvad er min risiko for at blive smittet? I dag, i morgen, næste uge? I toget, på arbejde? Hvad er min risiko for at blive syg? Hvad er min risiko for a dø af skidtet? Hvad er min risiko for at smitte mine pårørende, mine venner, min familie? Den risikovurdering er hinsides den enkeltes kompetence. Selv
sundhedsmyndighederne har deres hyr med den, og medierne kommer notorisk til kort. Og lige netop ved COVID-19 er det notorisk vanskeligt at omsætte almen information til noget, der er vedkommende for den enkelte.
Men at Danmark i øjeblikket sejler i smult vande, skyldes jo (blandt andet), at lige netop staten har etableret og bekoster et kolossalt test-apparat, der gennemfører en halv million test hver dag og derved giver lige netop civilsamfundet informationsgrundlaget for at regulere adfærden mere eller mindre frivilligt og rationelt. Åh, hvilken ironi!
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Hvad er det der hindrer, at den offentlige sektor opfylder de politiske ambitionerDen danske model – er den levedygtig?
Europas højrenationalistiske bevægelser har medvind
Kulturpolitik er kamp – Socialdemokratiet brænder for mange målchancer
Nødvendigt at øge Folketingets indflydelse på EU-politikken
Helbredelse – nu også forebyggels - for at bremse parallelsamfund
