Kulturpolitik er kamp –
Fra at betragte kulturen som livsnødvendig, er der sket et kursskifte til, at det mest skal være en deltagerdemokratisk øvelse. Det har konsekvenser
Socialdemokratiet brænder for mange målchancer
Af Lars Werge – Folketingskandidat (S) i København, direktør for Danske Biografer
Forløbet er eksemplarisk til illustration:
Med et debatindlæg i Berlingske 2. marts i år åbnede to repræsentanter for Dansklærerforeningen en debat om indholdet i den litterære kanon for gymnasierne:
”Gymnasiets danskfag har en litterær kanonliste fra 2004. Den er obligatorisk og består af 13 mænd og Karen Blixen som eneste kvinde. Listen sender et skævt signal til gymnasieungdommen om, at kvindelige stemmer anses for mindre vigtige, fordi nogle af vores allerstørste stemmer ikke er med.”
Med det afsæt skrev Mischa Sloth Karlsen og Ditte Eberth Timmermann en kommentar, der de næste dage og uger affødte debat om det (u)rimelige i den skæve kønsfordeling.
Det blev en diskussion, der selvfølgelig særligt blev ført i fagblade og -medier for undervisere og gymnasieskolerne, men den fandt også sted i de publicistiske medier.
Flere partiers ordførere fandt det helt relevant at tage op til diskussion, om ikke det er på tide at skifte lidt ud i kanonens repræsentation og sammensætning, og eventuelt også ændre i bestemmelserne for litteraturens kanon.Selvfølgelighed som svar
Men det var ikke fordi de socialdemokratiske politikere stod i kø for at deltage i debatten. Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil svarede skriftligt til Børne- og Undervisningsudvalget i Folketinget, at der ikke er aktuelle planer om at ændre på listen:
”Dermed ikke sagt, at man ikke kan undervise med afsæt i andre forfattere. Der er fx i danskfagets læreplaner på de gymnasiale uddannelser krav om at læse tekster fra bestemte perioder, der bevæger sig ud over kanonlisten. Det betyder, at det står den enkelte lærer frit for at inddrage andre relevante tekster fra periodens forfattere, der ikke indgår i kanonen.”
Nu er gymnasieskolens litteratur naturligvis kun en flig af den almene dannelse. Om der er 13 mænd og 1 kvinde er i sig selv ikke vigtigt og værd at tage en ideologisk kamp om for Socialdemokratiet – sådan ser det i hvert fald ud udefra.
Og i øvrigt, må man forstå på ministeren, kan lærerne jo selv supplere op med andre forfattere efter eget valg.
Det minder i tankesættet om vores kulturminister Joy Mogensens svar, da hun i marts 2020 blev spurgt, hvad Kulturministeriet ville gøre for kulturen, der med kort varsel lukkede for al aktivitet og aflyste forestillinger, udstillinger, koncerter og de daglige gøremål.
I første omgang var det ikke ambitionen at stille en særlig hjælpepakke til rådighed for kulturlivet. Og så opfordrede Mogensen i øvrigt danskerne til at donere midler til kunstnerne, og bestille billetter til fremtidige aktiviteter.
Argumentationen står for mig at se i skærende kontrast til det socialdemokratiske værdigrundlag. En debat om sammensætningen og (u)ligestillingen i en undervisnings-kanon skal vi ikke overlade til yderfløjene og de borgerlige partier i opposition.
Overordnet set må det ikke blive vores partis svar på udfordringerne, at vi stiller et apparat til rådighed, og så i øvrigt ladet det være op til den enkeltes frie valg at supplere og fuldende – i dette tilfælde på det kulturelle og undervisningsmæssige område.Bomholt
Husk på, at det var socialdemokraterne Hans Hedtoft og Julius Bomholt, der opfandt og oprettede kulturministeriet. Bomholt blev den første kulturminister, og han viste vejen, da han sagde:
”Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig.”
Men vejen var allerede blevet udstukket mange år tidligere, da den socialdemokratiske ideolog Hartvig Frisch i 1928 udgav ”Europas Kulturhistorie” og i det indledende kapitel slog fast, at ”Kultur er vaner i den allersimpleste forstand”.
Hvis man antager dette som et gyldigt grundlag, må man definere kulturpolitik som viljen til at fastholde, ændre, udvikle eller styrke disse vaner. Her har Socialdemokratiet i en årrække været i defensiven. For eksempel er Joy Mogensen blot den tredje socialdemokratiske kulturminister siden 1980 – skiftende socialdemokratiske statsministre har villigt overladt dén position til alliancepartier på skift.
Men bestræbelsen på at påvirke borgerne og danne og udvikle deres vaner er helt central for kulturpolitikken.
Det forstod de konservatives Brian Mikkelsen, og det forstod Liberal Alliances Mette Bock. Med vidt forskelligt udgangspunkt, og med vidt forskellig succes og eftermæle benyttede disse borgerlige politikere skrivebordet i hjørnekontoret på førstesalen i Nybrogade i det indre, middelalderlige København som afsæt for kultur- og værdikamp i henholdsvis 00’erne og sidste del af 10’erne.
Brian Mikkelsen er om nogen manden bag de kulturelle kanon-samlinger, hvoraf den litterære kanons arv og gæld er forsøgt beskrevet ovenfor. Mikkelsen satte ord og værdi på Anders Fogh Rasmussens angreb på og omformning af velfærdsstaten, som Fogh havde deklameret med flammeskrift i ”Fra socialstat til minimalstat – en liberal strategi” i 1993.
Det er beskrevet i bogen ”Værdikæmperne” af Michael Jannerup og Esben Schjørring (2018), hvordan Anders Fogh i udgangspunktet mente, at forudsætningen for ”at ændre danskernes værdier, deres holdning til frihed og personligt ansvar og deres stræben efter præstation uden først at ændre på de basale økonomiske strukturer i velfærdssamfundet”. (s. 40) – men af taktiske grunde fjernede Fogh siden denne forudsætning.
Nu var det alene en kultur- og værdikamp om danskernes sjæl. Det sagde Fogh til Weekendavisen i 2003:
”Værdidebatten er langt den vigtigste, og den er sat i gang. Og den vil gradvis, men målbevidst, ændre det danske samfund.”Mere end armslængde
Det er efter min opfattelse væsentligt, at kultur- og værdipolitik er andet og langt mere end at varetage armslængde-princippet og fordele støttemidler. Værdipolitikken er det grundlæggende syn på lighed, ligestilling, lige muligheder og rammer, og det er ikke alene et anliggende for kulturordførere og -udvalg.
Det er vigtigt at lægge mærke til, at Socialdemokratiet har ændret kulturpolitisk kurs. Det er fastslået af flere kommentatorer og betragtere, og til grund lægges blandt andet Bolig- og Indenrigsminister Kaare Dybvads, Integrationsminister Mattias Tesfayes og Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards bøger fra den seneste håndfuld år.
Og ifølge forfatteren Michael Jannerup blev ændringen for alvor slået fast i fjor, da Joy Mogensen deltog i ”Deadline” på DR2. Her slog hun fast, at hendes ministerium i virkeligheden burde hedde ”Demokrati- og Deltagelsesministeriet”. Det uddybede hun ifølge Jannerup (kronik i Politiken 27/8-2020) på denne måde:
”Det, Kulturministeriet skal kunne i min vision, er at være en slags demokratiministerium, der ikke bare sikrer, at folk føler, demokratiet er sikret ved, at man får mulighed for at sætte et kryds, når der er valg, men faktisk giver dem en stemme til at udtrykke, hvem de er, og hvad de vil med verden. Igennem deres foreningsaktiviteter eller deres kunstneriske aktiviteter, og derfor skal Kulturministeriet altid have fokus på deltagelsen, aktiviteten”.
Det er et bemærkelsesværdigt skifte fra Bomholts insisteren på, at kunst er livsnødvendig, og til Mogensens deltagerdemokratiske ambition. Meget bemærkelsesværdigt. Sådan et skifte er næppe alene ressortministerens ansvar. Så det er ikke, fordi regeringen og ministeren ikke har visioner og ambitioner på kulturlivets vegne.Kultur i en coronatid
Derfor har det været så forbandet at opleve kulturens placering i de seneste 1½ år, hvor Mette Frederiksen-regeringen har håndteret corona-krisen. Smitten er blevet holdt nede, vaccinerne er ved at blive rullet ud til befolkningen, og langsomt viser genåbningen sig i fuldt omfang i horisonten. Og både erhvervs- og kulturliv håber, at den fulde genåbning ikke er et Fata Morgana.
Men det har været besynderligt at opleve, hvordan kulturlivet næsten konsekvent er blevet glemt. Både i skåltaler og i indsatser undervejs, hvilket har vakt modvilje og irritation mod regeringen mange steder i det ganske selvtillidsfulde kulturliv, der heldigvis har nemt ved at komme til orde.
Jeg hører kun enighed om, at man ikke har kunnet genåbne samfundet på én gang. Der er og har været forståelse for, at det må ske i etaper, og jeg møder også forståelse hos vores politikere – af ethvert tilhørsforhold – for, at vi i de forskellige brancher gerne var blevet puttet forrest i genåbningsplanen.
Men det er jo netop i denne periode, at Socialdemokratiet ville have mulighed for at hjemtage goodwill og vinde respekt også i det kulturliv, der ikke altid har været partiet venligt stemt.
I forskellige andre sammenhænge har partiets politikere ikke afholdt sig fra at bruge citatet om, at man ikke skal lade en god krise gå til spilde, og selv om der tilsyneladende er uenighed blandt partifællerne om, hvem ophavsmanden til citatet er, så er der enighed om, at kriseledelse er godt. Og jeg mener bestemt, at regeringen under Mette Frederiksen generelt har udvist eksemplarisk kriseledelse på det økonomiske, sundhedsmæssige og grundlæggende parlamentariske stræk.
Til gengæld er krisen på kulturområdet gået til spilde. Jeg savner en offensiv strategi, hvor både de små og de store ”målchancer” bliver forsøgt udnyttet.
Kampen er i fuld gang. Men den er langt fra færdig, så vi kan stadig nå at komme på banen for alvor.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Hvad er det der hindrer, at den offentlige sektor opfylder de politiske ambitionerDen danske model – er den levedygtig?
Europas højrenationalistiske bevægelser har medvind
Nødvendigt at øge Folketingets indflydelse på EU-politikken
Helbredelse – nu også forebyggels - for at bremse parallelsamfund