Den usynlige krig

Kampen om de digitale arbejdsplatformes fremtid i Danmark bliver hård og lang. Soloselvstændige er et nyt ord, som vi skal kende

Af Thorkild Holmboe-Hay, Master i arbejdsmarkeds- og personaleforhold og i professionel kommunikation. Arbejder til dagligt som ledelseskonsulten i 3F. Synspunkterne i denne artikel er forfatterens egne

Normalt går det ikke stille for sig, når der udkæmpes kampe på det danske arbejdsmarked. Det er nærmest en tradition. Og virakken har den praktiske funktion, at hele arbejdsmarkedet kan følge med i udviklingen, når de store træk i løn- og ansættelsesvilkår fastlægges. Alligevel er der ikke mange, der er klar over, at der netop nu raser en heftig strid om fremtidens arbejdsmarked - den fjerde industrielle revolution. Det er på ingen måde en kold krig der udspiller sig - den er glohed – men nærmest usynlig, for de fleste.

Det handler om de såkaldte digitale arbejdsplatforme. Arbejdsplatformene har vendt bunden i vejret på arbejdsmarkedet. Groft sagt, er digitale arbejdsplatforme ligeglade med de fastlåste historiske positioner mellem kunder, arbejdsgivere og lønmodtagere. De drager hærgende igennem 120 års traditioner for ledelsesret, tvistløsning, organiseringsret, ejerskab og ansvarsfordeling og opfinder helt nye spilleregler for hvert skridt de tager, mod det nye forjættede fuldt-digitale arbejdsmarked. Spilleregler, der meget ofte er unikke for den enkelte arbejdsplatform og derfor vanskeliggør enhver central regulering. Kaos.

Forskere fra Københavns Universitet kan måle en vækst i de digitale arbejdsplatforme, men den er svag – i Danmark. I Sydeuropa buldrer de frem. I 2021 kom samme forskere frem til, at flere end 100.000 danskere tjener penge, via digitale arbejds- eller kapitalplatforme. Det er ikke mange proportionelt, i forhold til udlandet, men vil den tendens vare ved?

Da daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen i 2019 lukkede Disruptionsrådet, erklærede han bramfrit, at Danmark er klar til den digitale fremtid. Her følger et kort overblik over de tre væsentligste aktuelle udfordringer: den juridiske, politiske og fremtidige udfordring. Udfordringer der sætter to streger under, hvorfor Lars Løkke Rasmussen ikke havde ret. Danmark er ikke klar.

Det grundlæggende: Den digitale arbejdsplatform

En digital arbejdsplatform er i realiteten et program og en hjemmeside på nettet. Et program, der er tilgængelig for alle og som ligger i ”skyen”. Via platformen kan en kunde få et stykke arbejde udført. Det kan for eksempel handle om at få gjort rent i kundens hjem, at få slået græs eller klippet hæk, eller få hentet mad fra en foretrukken restaurant og bragt til kundens hjem. Ofte har kunden mulighed for, ikke bare at bestille et stykke arbejde. Mange platforme tilbyder kunden at vælge mellem de personer, der tilbyder at udføre arbejdet - udbyderne. På disse platforme kan kunden ofte vælge mellem flere tusinde udbydere, der hver især har en profil på platformen. Profilen indeholder en kort selvbiografi, den pris udbyderen skal have for at udføre arbejdet og ofte også anbefalinger og såkaldte ”ratings” fra tidligere kunder. Og et vellignende billede.

Når kunden har beskrevet opgaven på platformen, for eksempel ved at angive antallet af kvadratmeter, der skal gøres rent i hjemmet, hvor længe der er brug for en babysitter eller hvor mange meter hæk der skal klippes, skal der blot vælges en udbyder, så kan kunden med det samme se prisen, der skal betales. Hvis kunden er enig i prisen, indgås der en aftale, ofte med et enkelt klik. Nemt og smart. Og her starter problemerne så.

Fordi, den aftale kunden netop har indgået, ikke normalt er indgået med arbejdsplatformen. Det er normalt en aftale mellem kunden og udbyderen af arbejdskraften. Arbejdsplatformens selvudråbte opgave er løst, nemlig at formidle kontakt mellem kunden og udbyderen. Og for denne ydelse opkræves et mindre gebyr. Selve opfyldelsen af kontrakten er et udestående mellem kunden og udbyderen. Det er som oftest alligevel arbejdsplatformen der opkræver pengene fra kunden, men kun af praktiske årsager. Når arbejdsplatformen har beregnet dens gebyr, formidles resten af pengene videre til udbyderen. Ikke som løn, for arbejdsplatformen ser ikke sig selv som arbejdsgiver, men som honorar. I denne nye digitale økonomi har kunden ikke hyret en lønmodtager hos arbejdsplatformen, men i stedet indgået en kontrakt med en selvstændig erhvervsdrivende. Solo-selvstændige, kaldes de, fordi de ikke har andre ansatte end dem selv.

Skatten

Den skattemæssige del af hele aftalen, er arbejdsplatformen slet ikke involveret i. Arbejdsplatformen ser ikke sig selv som arbejdsgiver og skal derfor ikke indberette og indbetale A-skat. Den skal faktisk ikke engang indberette, at den har udbetalt B-skattepligtige honorarer til udbyderen. Arbejdsplatformen har ingen forpligtelser over for Skat. Det har derimod udbyderen, der har modtaget honoraret. Udbyderen skal selv indberette og indbetale B-skat, og den ordning har der været en del problemer med. Skat har i 2019 og 2021 lavet undersøgelser af, hvor ofte udbydere fra de digitale arbejdsplatforme frivilligt indberetter og indbetaler skat. Det var under 10 % i 2019. Under 5 % i 2021. Der er plads til overordentlig meget forbedring!

Man er vel lønmodtager, når man gør rent – eller?

Den dybe kløft, det, der virkeligt deler vandene mellem det traditionelle og det nye digitale arbejdsmarked er, at forretningsmodellerne i langt de fleste digitale arbejdsplatforme opererer med soloselvstændige. Selv om udbydere på arbejdsplatforme udfører almindeligt arbejde, som vi normalt forbinder med det at være lønmodtager, så optræder de på arbejdsplatformene som selvstændige erhvervsdrivende. Det betyder omvendt, at de ikke er lønmodtagere. Og det er et næsten uoverkommeligt stort problem, ikke blot for Danmark, men for hele EU.

De digitale arbejdsplatforme er nemlig i kraftig vækst. Særligt i de central- og sydeuropæiske lande er der flere millioner udbydere, der er afhængige af indkomst fra de digitale arbejdsplatforme. Ingen af dem har status som lønmodtagere og derfor er der ingen af dem, der er omfattet af de mange regler der, for at beskytte dem, efterhånden er bygget op omkring lønmodtagere i Europa. Her er et udpluk af de regler, man som soloselvstændig udbyder i Danmark, ikke er omfattet af: Ansættelsesbevisloven, Arbejdsretsloven, Arbejdsskadesikringsloven, Arbejdsmiljøloven, Lov om A-kasser, ATP-loven, Barselsloven, Barseludligningsloven, Bekendtgørelse af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet, Deltidsloven, Erstatningsansvarsloven (DL 3-19-2),  Ferieloven, Foreningsfrihedsloven, Forskelsbehandlingsloven, Funktionærloven, Helbredsoplysningsloven, Konkursloven, Lov om lønmodtagernes Garantifond, Ligebehandlingsloven, Ligelønsloven, Lov om lønmodtagers ret til fravær af særlige familiemæssige årsager, Lov om tidsbegrænset ansættelse, Medhjælperloven, Persondataloven, Sygedagpengeloven, Vikarloven, Virksomhedsoverdragelsesloven, Værnepligtsorlovsloven m.fl.

Som soloselvstændig skal du derfor ideelt sikre dig et honorar, der er så højt, at du ud over lønnen, kan spare op til blandt andet, sygdom, pension, barsel, forsikringer, ferie osv. Men også her går det trægt. Kigger vi f.eks. på de arbejdsplatforme der udbyder rengøringsydelser i Danmark, ligger honoraret et pænt stykke under mindstelønnen i overenskomsterne (undtagen arbejdsplatformen Hilfr, der i 2018 indgik overenskomst med fagbevægelsen).

Hertil kommer, at du som solo-selvstændig udbyder, ikke kan organisere dig i en fagforening – fordi du ikke er lønmodtager - og du kan ikke blive omfattet af en kollektiv overenskomst. Og da det netop er i overenskomsterne, at vi blandt andet henter vores rettigheder i forhold til arbejdstid og fridage, er det et yderligere problem. Det er nemlig op til udbyderen selv at tilrettelægge arbejdet således, at der bliver tid til familie- og privattid. Her er udfordringen at arbejde på de digitale arbejdsplatforme typisk består af kortvarige opgaver, højest af få timers varighed og derfor ofte indebærer lange arbejdsfri venteperioder mellem opgaverne. Madudbringere har travle perioder omkring frokost og igen om aftenen, mens der ofte ikke er meget at lave om morgenen og om eftermiddagen. På den måde kan udbyderen sagtens opleve at skulle stå til rådighed og vente på arbejde 10 til 12 timer på en dag for at tjene 6 til 8 timers løn. Det er ofte kunden der suverænt afgør, hvornår arbejdet skal udføres, og det er derfor op til udbyderen at stå klar, når kunden har brug for det. Ventetiden som soloselvstændig er ulønnet.

En af udbyderens muligheder for at få en mere stabil indkomst er, at få faste kunder. Hvis udbyderen formår at oprette et loyalitetsforhold til kunden, så kunden vender tilbage til den samme udbyder igen og igen, så kan det danne basis for en regelmæssig indtægt – enhver udbyders drøm. Det gør sig særligt gældende inden for rengøringsområdet, hvor der er en tydelig tendens til, at kunder foretrækker at kende de udbydere, der skal have adgang til deres private hjem. Men der er en høj pris at betale for den loyalitet. Hvis kunden gerne vil have gjort rent juleaften eller på børnenes fødselsdag, så har udbyderen reelt ikke noget valg. Et nej til kunden kan betyde, at kunden er med på at finde et andet tidspunkt, men det kan lige så vel betyde, at kunden bare finder en anden udbyder. En der er mere fleksibel.

Truslen mod arbejdsmarkedet

Fra fagbevægelsens side taler man nu om, at de mange udbydere på arbejdsplatformene er begyndt at danne en ny underklasse af rettighedsløse, underbetalte arbejdstagere, man fristes til at sige; et nyt proletariat, der med tiden vil udgøre en alvorlig trussel for det arbejdsmarked, vi kender i dag. Alene på pris og fleksibilitet, vil de digitale arbejdsplatforme kunne udkonkurrere mange af de virksomheder, vi kender i dag, særligt dem med overenskomst, hvor der f.eks. er regler omkring arbejdstid, pauser, arbejde på helligdage, fridøgn og løn m.m.

Tre forslag til politiske løsninger på bordet

Bekymringen deles, til dels af EU-kommissionen, der i nogen tid har stået for det synspunkt, at udbydere på arbejdsplatforme bør tildeles visse rettigheder som lønmodtagere, dog uden at ville gøre dem til egentlige lønmodtagere. EU-kommissionens tilgang vil på den måde betyde, at der i fremtidens europæiske arbejdsmarked – ud over lønmodtagere og arbejdsgivere - vil findes en ny tredje kategori af solo-selvstændige, der lovgivningsmæssigt er tillagt visse lønmodtagerrettigheder, men uden at være lønmodtagere.

Den europæiske fagbevægelse er delt. I Sydeuropa synes man mange steder, at kommissionens forslag er et skridt i den rigtige retning, det er i hvert fald bedre end det, man har i dag, mens man i de nordiske lande ser introduktionen af den såkaldte ”tredje kategori ”-aktører på arbejdsmarkedet, som en trussel mod den danske model, der med tiden vil undergrave hele arbejdsmarkedet. Det vil ikke overraske, om begge dele er korrekte. Fagbevægelsen i Sydeuropa har meget lidt slagkraft og de er meget afhængige af fælleseuropæisk lovgivning. Kunne de mange sydeuropæiske udbydere af platformsarbejde få ret til sygepenge, ferie og barsel, ville det være et stort fremskridt for dem. I de nordiske lande ser fagbevægelsen lidt anderledes på det. Den vil, så vidt det overhovedet er muligt, helst klare tingene selv, hvilket med andre ord betyder, at de digitale arbejdsplatforme bør omfattes af kollektive overenskomster og at udbydere på platformene, i konsekvens heraf, gøres til lønmodtagere. Situationen er lige nu uafklaret.

En anden mulig politisk løsning kunne være, at der på europæisk og nationalt plan fandtes en klar og entydig definition at begrebet ”lønmodtager” og begrebet ”arbejdsgiver”. Hvis løsningen skulle have nogen effekt, så skulle en fælles definition af begrebet lønmodtager omfatte udbydere på de digitale arbejdsplatforme. På den måde ville alle udbydere få fulde rettigheder som andre lønmodtagere. Når digitalisering ikke længere er ensbetydende med et massivt tab af lønmodtagerrettigheder, så vil et samlet arbejdsmarkedet bedre kunne omfavne den nye digitalisering og høste udviklingens gevinster.

Det politiske løsningsforslag om faste definitioner udspringer af en grundlæggende juridisk uenighed om, hvilken status udbydere på de digitale arbejdsplatforme har. Især den europæiske fagbevægelse anerkender slet ikke, at udbyderne er selvstændige erhvervsdrivende.

Termen ”Bogus self employed” anvendes ofte om udbyderne i den europæiske debat og herhjemme anvendes termerne; ”falske freelancer” eller ”falske selvstændige”. Argumentet er, at når de digitale arbejdsplatforme konsekvent bruger soloselvstændige i deres forretningsmodeller, så er det i realiteten kun et forsøg på at omgå forpligtigelsen som arbejdsgiver og de mange regler og love, der er i dag beskytter lønmodtagere.

Samtidigt bliver det set som et forsøg på at undgå, at udbydere på platformene organiserer sig i fagforeninger og begynder at kræve regulære kollektive overenskomster. På trods af dette tydelige juridiske problem, så er løsningen ikke at bede domstolene afklare spørgsmålet en gang for alle. De enkelte platforme er så forskelligt opbygget i relationerne mellem platform (arbejdsgiver?), kunde og udbyder (lønmodtager?), at domme vil være meget konkrete og dermed ikke kan anvendes i forhold til andre platforme.

Fra en meget lang række europæiske lande, findes der i dag sager fra underdomstolene, der har behandlet spørgsmålet om, hvorvidt udbydere på platformene er selvstændige erhvervsdrivende eller, hvorvidt de reelt er lønmodtagere. Der findes sager, der både har tilsidesat udbydernes status som selvstændige erhvervsdrivende og sager der bekræfter denne status. I de seneste år synes antallet af sager, der tilsidesætter udbydernes status som selvstændige erhvervsdrivende at være stigende, men det kan skyldes flere forhold og kan ikke siges, at være udtryk for en fælleseuropæisk konsensus af nogen art. Tværtimod er det tydeligt, at de nationale domstole dømmer ud fra nationale regler og praksisser.

Afgørelser fra domstolene i det ene europæiske land, kan derfor ikke anvendes i et andet. Netop det forhold, at de enkelte nationalstater selv definerer lønmodtagerbegrebet, har skabt den lidt absurde situation, at digitale arbejdsplatforme, der opererer i flere europæiske lande må acceptere, at udbydere i det ene land er soloselvstændige, mens de i det andet er lønmodtagere.

Der er derfor i disse år et stigende pres på EU-kommissionen, for at skabe en fælleseuropæisk definition af begrebet lønmodtager og begrebet arbejdsgiver, og i denne sammenhæng er det underforstået, at udbydere på arbejdsplatforme skal defineres som lønmodtagere. Dette pres kommer ikke mindst fra store dele af den danske fagbevægelse.

En fælles europæisk definition af begrebet lønmodtager, kan bestemt løse meget af problemet, men forslaget indebærer også i sig selv nogle problemer. Disse problemer kan være marginale, men kan også vise sig, at være meget store problemer. Det er nemlig sådan, at medlemslandene i EU samarbejder om rigtig mange ting. Blandt andet arbejdsmarkedet. Men der er også nogle områder, hvor vi ikke samarbejder, blandt andet på skatteområdet. Det vil sige, at selvom store dele af arbejdsmarkedet i EU anvendte den samme definition af begrebet lønmodtager, så ville det stadigvæk være op til de danske skattemyndigheder, ud fra danske regler og praksisser, at definere hvilke personer, der i en skattemæssig sammenhæng, er skattepligtige som lønmodtagere. Og så kan man faktisk komme til at stå i en situation, hvor man er lige vidt. Samme problem findes inden for erstatningsretten og arbejdsgiveres erstatningsansvar.

Hvor galt det kan gå, når forskellige myndigheder på tværs af landegrænser opererer med forskellige definitioner af begrebet lønmodtager, var lige ved at blive udstillet for fuld udblæsning i Danmark i efteråret 2020. Her offentliggjorde Konkurrencerådet en rapport, på baggrund af en undersøgelse, af en række digitale arbejdsplatforme i Danmark. Forud for undersøgelsen var der mellem arbejdsplatformen Hilfr og fagforbundet 3F indgået en kollektiv overenskomst, som soloselvstændige udbydere på platformen kunne blive omfattet af. Overenskomsten bestemte blandt andet, at udbydere på platformen selv kunne vælge, om de ville omfattes af overenskomsten, eller ville fortsætte som soloselvstændige. De udbydere der valgte at blive omfattet af overenskomsten, ville få alle de rettigheder parterne havde aftalt. Hilfr og 3F havde aftalt, at platformen påtog sig arbejdsgiveransvaret over for de overenskomstansatte og at platformen anerkendte, at udbyderne var lønmodtagere.

Hilfr var blandt de digitale arbejdsplatforme der blev undersøgt og omtalt i Konkurrencerådets rapport. Rapportens umiddelbare juridiske konklusion var, at uanset at Hilfr havde påtaget sig arbejdsgiveransvaret over for de overenskomstansatte og uanset at parterne havde aftalt, at de overenskomstansatte havde rettigheder som lønmodtagere, så var det Konkurrencerådets juridiske opfattelse, at de overenskomstansatte var selvstændige erhvervsdrivende og ikke lønmodtagere. Konkurrencestyrelsen og platformen indgik efterfølgende en aftale der gjorde, at den juridiske analyse i rapporten aldrig fik betydning, men signalet var meget klart og gav genklang dybt ind i fagbevægelsen, hos politikere på Christiansborg og i universitetsverdenen.

Lektien der skulle læres var, at selvom en fagforening og en digital arbejdsplatform indgår en aftale (overenskomst), hvorefter platformen påtager sig ansvaret som arbejdsgiver og udbyderne betragtes som lønmodtagere, så er det en aftale der, ligesom alle andre aftaler, kun forpligtiger parterne i aftalen. Statens myndigheder behøver ikke at respektere den aftale, og de vil derfor stadigvæk skulle fortolke konkrete tilfælde og situationer, ud fra den konkrete ordlyd i de love, de administrerer. Sat lidt på spidsen vil det kunne betyde, at selv om der indgås en række kollektive overenskomster mellem fagforeninger og digitale arbejdsplatforme i Danmark og selvom disse overenskomster indeholder regler om f.eks. løn under sygdom, så er det ikke givet, at myndighederne vil betale sygerefusion til arbejdsgiverne. Det vil afhænge af, hvorvidt myndighedens fortolkning af lovene understøtter, at udbydere kan betragtes som lønmodtagere. I et svar til et medlem af beskæftigelsesudvalget i april 2021 har Beskæftigelsesministeren bekræftet dette standpunkt.

Der hænger derfor store sorte skyer over det fremtidige digitale danske arbejdsmarked. Det ser umiddelbart ud som om, at den danske model ikke alene vil kunne løse udfordringen med de nye digitale arbejdsplatforme. Hvis de kollektive overenskomster i fremtiden skal sikre grundlæggende lønmodtagerrettigheder for udbydere på de digitale arbejdsplatforme, så kræver det medvirken fra Folketinget. Hvis en arbejdsplatform og fagforening indgår aftale om, at platformen påtager sig arbejdsgiveransvaret og samtidigt anerkender, at udbyderne vil blive betragtet som lønmodtagere, så skal denne aftale anerkendes i alle andre relevante lovgivningsmæssige sammenhænge. Både efter danske love og i henhold til EU-regler, der enten gælder direkte i Danmark eller er implementeret gennem danske love. En politisk udfordring der er uhyre kompleks at løse.

Et tredje politisk forslag handler alene om, at sikre udbydere på platforme en garanteret mindstetimeløn. Gennem flere år har der i EU været en debat, om at indføre en EU-mindsteløn. Mindstelønnen vil i givet fald også skulle gælde for digitale arbejdsplatforme. Men der er et problem. Den model Som EU-kommissionen taler ud fra, tager udgangspunkt i en mindstetimeløn. Det vil sige, en mindstebetaling for en times arbejde. Og her starter problemerne: Hvis en kunde i dag, går på en af de største platforme for privat rengøring herhjemme og bestiller noget rengøring, vil platformen bede om at få oplyst, hvor mange kvadratmeter, der skal gøres rent. Udbyderens individuelle timepris er allerede oplyst og så snart kunden oplyser antallet af kvadratmeter og har valgt en udbyder, vil kunden få oplyst den samlede pris???

Det samme gør sig gældende, hvis en kunde skal have hentet mad fra en restaurant, der ligger fem kilometer væk fra hjemmet. Så snart platformen kender kundens og restaurantens adresse, kan den beregne afstanden og kunden kan få oplyst den samlede pris for arbejdet??? Det giver umiddelbart anledning til spørgsmålet: hvis arbejdet udføres på timebasis, og arbejdet ikke er udført endnu, hvordan kan platformen så give kunden en endelig pris for arbejdet? Svaret er enkelt: stort set alle arbejdsplatforme indeholder små programmer, såkaldte algoritmer, der indeholder en skjult opmåling af arbejdet. På rengøringsplatformen er der en algoritme der bestemmer, at det for eksempel tager to minutter at rengøre ti kvadratmeter gulv. På madudbringningsplatformen er der en algoritme der bestemmer, at det for eksempel tager to minutter at cykle en kilometer. Der er med andre ord tale om, at langt de fleste arbejdsplatforme er baseret på en opmålt akkord, som kun platformen kender og har adgang til at regulere.

En EU-mindstetimeløn ville derfor på ingen måde sikre udbydere på platforme en mindstebetaling pr. time. For de fleste digitale arbejdsplatforme gælder, at algoritmen afgør udbyderens løn – også selvom der fastlægges en timebetaling. Timebetalingen er selvfølgelig vigtig, men kommer i anden række. Det centrale er algoritmen.  Der er i dag ingen i EU-kommissionen, der taler om, at man agter at regulere arbejdsplatformenes algoritmer, samtidigt med at man indfører en EU-timeløn, og så er man lige vidt, i forhold til at sikre udbydere på platforme en EU-mindsteløn. 

Der er ingen tvivl om, at skal udbydere på de digitale arbejdsplatforme sikres nogle grundlæggende løn- og ansættelsesmæssige rettigheder, på niveau med det øvrige danske arbejdsmarked, så kræver det medvirken både fra Folketinget og fra EU. Det gælder også, selvom vi overlader reguleringen af den nye digitale økonomi til arbejdsmarkedets parter og den danske model. Det vil kræve lovgivning. Der er heller ikke tvivl om, at det politiske arbejde, der skal udføres, hvis den digitale platformsøkonomi skal lægges ind under den danske model, er meget kompleks, uanset hvilken model man vælger. Alene derfor kan man frygte, at politikernes foretrukne respons bliver, ikke at gøre noget som helst og at se tiden an. Men tiden kommer ikke til at løse udfordringerne. Problemerne forsvinder ikke.

Arbejdsplatformene styrer

Mens meget politisk og fagligt arbejde herhjemme og i EU handler om, hvordan man bedst kan varetage udbydernes interesser, så synes der ikke at være aktive diskussioner blandt aktører på området om, hvilke interesser udbyderne egentlig har. Det skyldes, må man formode, at udbydere på digitale arbejdsplatforme antages at have samme løn- og ansættelsesmæssige interesser som lønmodtagere på det etablerede arbejdsmarked. Det vil sige; udføre et stykke arbejde til en ordentlig kvalitet, til en fair og lige løn, og på fair og lige arbejdsvilkår. Lighedsprincippet er vigtigt. Ingen ønsker at arbejde hårdere og til en lavere løn end naboen.

Det var med det mindset, at 3F i 2018 indgik verdens første kollektive overenskomst med en digital arbejdsplatform. Fagforbundets og platformens forhandlere brugte lang tid på at tage højde for platformens konkrete forretningsmodel. Der blev ikke stillet spørgsmål ved fagforbundets grundlæggende antagelser om, hvad der ville være i udbydernes interesse.

Samme mindset gør sig gældende i debatten på EU-plan. Her handler debatten om, hvorvidt det er en god idé at gøre udbydere til lønmodtagere og derved lade dem blive omfattet af EU’s mange beskyttelsesregler. Tanken synes at være, at også udbydere på de digitale arbejdsplatforme har brug for et hviletidsdirektiv, et arbejdstidsdirektiv og et ligelønsdirektiv osv. En lønmodtager er vel en lønmodtager?

Da overenskomsten mellem 3F og Hilfr havde løbet i et år, lavede fagforbundet en gennemgribende analyse, der skulle anvendes til at evaluere den nytænkende overenskomst. Analysen bestod blandt andet af et langt fokusgruppeinterview med en række udbydere på platformen. Interviewets teoretiske ramme var bygget op omkring fænomenologien, hvilket blandt andet betyder, at respondenterne gives rig lejlighed til at reflektere over de andre respondenters udtalelser, og komme med egne refleksioner over den begrebsverden de lytter sig til. Ideelt set stiller intervieweren kun nogle få spørgsmål. Resten handler om at analysere den efterfølgende samtale, som den udvikler sig i fokusgruppen.

Da gruppen blev spurgt om, hvordan de forholdt sig til de andre udbydere på platformen, var det helt tydeligt, at de ikke betragtede hinanden som kolleger. De betragtede hinanden som konkurrenter. Konkurrencen udspillede sig dagligt på selve platformen, hvor det handlede om have den lækreste og mest attraktive profil. De fulgte alle levende med i, hvad der foregik i konkurrenternes profiler, både i tekst og billede og justerede deres egen profil fortløbende. På intet tidspunkt talte fokusgruppen om noget, der kunne minde om sammenhold, fælles interesser, for slet ikke at tale om solidaritet. Det var konkurrencens sprog og konkurrencens tænkning der dominerede deres samtale.

Da gruppen blev spurgt om, hvordan de forholdt sig til løn, fulgte der en samtale, der var mindst lige så overraskende. Gruppen var tydeligt irriteret over, at platformen havde en mindsteløn, som den enkelte udbyder ikke måtte gå under. Alle var enige om, at hvis de bare kunne få lov til at fastlægge en timeløn, der lå 5 til 10 kroner i timen, under de øvrige udbydere, så ville de få langt flere kunder, og i sidste ende tjene langt flere penge. De ønskede alle at have muligheden, for at sænke lønnen. De var meget klar på, at det kunne være fint med en løn på 250 kroner i timen, men hvad nyttede det, når de så ikke fik en eneste kunde?

Da intervieweren spurgte ind til deres egen arbejdsydelse, var der ligeledes stor enighed i gruppen: Jo mere kunden var tilfreds jo større var chancen for, at de valgte samme udbyder igen. Det handlede om at levere så høj en kvalitet i arbejdet, at kunden blev imponeret. De fleste brugte ofte mere tid, end der blev betalt for, bare for at yde lidt ekstra for kunden. Ordet fleksibilitet gik igen mange gange. Hvis man virkelig skulle stille en kunde tilfreds, så handlede det om at være klar, når kunden havde brug for det. Så kunne det godt være, at man egentlig havde en aftale lørdag aften, og ens barn havde fødselsdag om tirsdagen, men hvis kunden ønskede rengøring disse dage, så blev det sådan. Sagde udbyderen nej tak til arbejdet, ville kunden blot finde en anden udbyder. Så hellere ofre sig, for at beholde kunden.

Der er ikke noget nyt i, at virksomheder gerne ser, at medarbejderne leverer den højest tænkelige kvalitet, yder den højeste fleksibilitet og gør det til den laveste mulige løn. Det er et velkendt rationale, der kendes fra et utal af overenskomstforhandlinger. Det, der er nyt er, at dette rationale så effektivt er blevet internaliseret af udbyderne selv samtidig med, at det så åbenlyst er i strid, med deres egne interesser. For udbydere på de digitale arbejdsplatforme er det helt overflødigt at være underlagt en arbejdsleder, der i en lind strøm pålægger dem overarbejde – somme tider ulønnet - og inddrager fridage og andre frihedsperioder. Det gør udbyderne så fint selv.

I den forbindelse er det, for så vidt ligegyldigt, at udbyderne dybest set har et let genkendeligt interessefællesskab med lønmodtagere på det etablerede arbejdsmarkedet. De ønsker sikkert dybest set at have arbejde, og løn nok til, at de kan leve af det. Men det er ligegyldigt. Det, der spiller en rolle i den nye digitale platformsøkonomi, er ikke udbydernes undertrykte interesser. Det, der spiller en rolle, er deres daglige synlige adfærd. Hvis udbydernes daglige adfærd styrker platformens konkurrencesituation i forhold til konkurrerende platforme og virksomheder, så vil fremtidens platforme og dens udbydere eksisterer i en perfekt symbiose fri for grundlæggende lønmodtagerinteresser – lidt som vi aner det i dag. For fagbevægelsen bliver det i fremtiden en omfattende opgave at gøre sig konkret relevant og interessant for udbydere på arbejdsplatformene – og varetage deres interesser. Uden organiserede udbydere, kommer den danske model aldrig for alvor i spil i forhold til arbejdsplatformene.

Danmark er ikke klar

Der er meget på spil i kampen om fremtidens digitale arbejdsmarked, især for lønmodtagerne. Der er meget, der skal gøres, hvis de digitale arbejdsplatforme skal indpasses i den danske model og i samfundet. Men lige nu sker der ikke rigtig noget. Måske er problemet, at langt fra alle tror på, at digitale arbejdsplatforme vil komme til at spille en nævneværdig rolle på det danske arbejdsmarked. Muligvis. Men hvis de kommer til det, skal de politiske ærmer smøges op – og hurtigt – for vi er ikke klar. Og det kommer til at tage mange år, at blive klar. Spørgsmålet er, om ikke politikerne skal til at gå i gang nu?

 

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Hvad er det der hindrer, at den offentlige sektor opfylder de politiske ambitioner

Den danske model – er den levedygtig?

Europas højrenationalistiske bevægelser har medvind

Kulturpolitik er kamp – Socialdemokratiet brænder for mange målchancer

Pandemi og politik

Regional planløshed

Nødvendigt at øge Folketingets indflydelse på EU-politikken

Massive myter må aflives

Gæld er ikke gratis

Helbredelse – nu også forebyggels - for at bremse parallelsamfund