Regional planløshed
Hovedstadsområdet har gennem årene været udsat for noget af en planlægningsmæssig sik-sak-kurs, hvor omorganiseringer er komme med få års mellemrum og ikke alle særligt eftertænksomt tilrettelagt. Der har stort set ikke været nogen samlet planlægning siden Hovedstadsrådet blev nedlagt
Af Henning Bro, Ph.d., stadsarkivar emeritus MSO, byhistorisk Konsulent, Frederiksberg Stadsarkivet. Har i en årrække forsket i boligpolitik byhistorie samt byregioners og hovedstadsmetropolens historie
I det seneste nummer af Byrumsmonitor konstaterer arkitekten Peter Schultz Jørgensen, at ”hovedstaden skriger på en sammenhængende byudvikling”. En følge af de forandringer, som hovedstadsmetropolens regionale kommunestruktur og dermed også den ledsagende regionale planlægning har undergået inden for de seneste 50 år.En periode, hvor hovedstadsmetropolens regionalkommunale struktur blev en landspolitisk kastebold ud fra bagvedliggende stærkt forskelligartede ideologisk-politiske tilgange. En borgerlig-liberal, der i nærdemokratiet hellige navn sigtede mod en frisættelse af først amtskommunernes og siden primærkommunernes indbyrdes konkurrence for dermed at kunne reducere, forandre og konkurrenceudsætte den universalistiske velfærdsstat. En socialdemokratisk, som for at bevare denne statsform og sikre den geografiske ensartethed i dens opgavevaretagelse, sigtede mod en fastholdelse og udvikling af det regionaladministrative niveau og de i den forbindelse anvendte sektorplanstyringsformer.
Havde hovedstadsmetropolens kommunalstruktur på nær enkelte undtagelser været uforandret siden gennemførelsen af det kommunale selvstyre i Danmark omkring 1840, bød det 20. århundredes sidste 30 år og de første årtier af det nye årtusinde på denne landspolitiske baggrund på flere og kortvarige forandringer af metropolens regionskommunale system. Først 16 år med et samlende regionsorgan, efterfølgende ti år i 90´erne med en fornyet fragmentering af hovedstadsmetropolens regionale styring, syv års forsøg på at udbedre nogle af de skader, der var fulgt heraf, og endelig 2007-strukturreformen, der i det væsentligste opløste det regionalt styrende led i den danske forvaltningsstruktur, som netop for den integrerede hovedstadsmetropol var afgørende for dens samlede og afbalancerede funktion som en byregion. Et balanceaspekt, der tillige havde et nationalt perspektiv og aktuelt stiller spørgsmål til den nuværende regionsstruktur.Efter Hovedstadsrådet
Mens tilvejebringelsen af regionale rammebetingelser for den fremvoksende hovedstadsmetropols funktionalitet som byregion siden slutningen af det 19. århundrede havde været udlagt til forskellige offentlige aktører, der mere eller mindre fuldstændigt, ukoordineret og dermed fragmentarisk frembragte disse frem til og med den første efterkrigstid, blev tilvejebringelse af størsteparten af disse i den sidste efterkrigstid fra 1974 overladt til Hovedstadsrådet i form af:
Bindende regionsplanlægning, ligeledes bindende sektorplanlægning med godkendelse- og tilsynsmæssige beføjelser på vej-, forsynings-, miljø- og sygehusområderne, hvor kommuner og amtskommuner blev udførende aktører, samt planlægning og drift af den kollektive trafik med DSB, de kommunale lokalbaneselskaber og private busvognmænd- og selskaber som driftsaktører for HT, der samtidig rådede over størsteparten af busparken.
Et grundlag for at Hovedstadsrådet på ganske få år tilvejebragte signifikante regionale rammebetingelser for hovedstadsmetropolens videre udvikling som en byregion, men som i de følgende 30 år fragmenteredes i stadig større omfang.
På et yderst spinkelt, men stærkt idelogisk grundlag opløste den siddende konservativt ledede regering Hovedstadsrådet ved indgangen til 1990, hvorefter dets opgaver overgik til hver af hovedstadsmetropolens fem amtskommunale enheder med den konsekvens, at metropolen på ny blev kastet ud i regional planløshed.
Selv om de amtskommunale enheder var forpligtet til at opretholde den samlede helhedsplanlægning, der var indlejret i Hovedstadsrådets sidste regionsplan, Regionsplan 1989, fortonede dens sigte sig, da enhederne i hver af deres regionsplandispositioner i 90´erne agerede ud fra mere snævre lokalinteresser.
Da staten og Københavns Kommune, for at afhjælpe hovedstadskommunernes betrængte økonomi, i 90´erne og på de anden side af årtusindeskiftet direkte eller gennem forskellige fællesoffentlige selskabskonstruktioner planlagde og gennemførte meget omfattede byomdannelser og udlægget af den nye bydel Ørestad, blev disse kolossale bygge- og anlægsprojekter sammen med etableringen af Øresundsbroen og dens store tilslutningsanlæg styrende for periodens fysiske udvikling og regionsplanlægningen i hovedstaden, København-Frederiksberg.
I modsætning hertil fik de øvrige dele af hovedstadsmetropolen og dens amtskommuner vanskeligheder ved i samme grad at tiltrække nye investeringer og de stærkt såvel økonomisk som demografisk vækstfremmende serviceproducerende erhverv og dermed at indarbejde regionale rammebetingelser herfor i de enkelte amtslige regionsplaner. Plandispositioner, der ganske vist videreførte de vækstfremmende mål og retningslinjer fra Hovedstadsrådets Regionsplan 1989, men som imidlertid ikke blev realiseret.
Med opløsningen af Hovedstadsrådet overførtes den med regionsplanlægningen stærkt forbundne trafikplanlægning samtidig til de fem amtskommunale enheder, men med de betydelige nye trafikinvesteringer i form af vejanlæg, metrobyggeri og- drift, S-banering og højfrekvente A-busser, der i 90´ere og efter årtusindeskiftet fulgte med hovedstadens omfattende bygge- og anlægsprojekter, udeblev i den øvrige del af hovedstadsmetropolen de vej- og kollektivtrafikanlæg og forbedringer af en kollektive trafik, som i overlejret form fra Hovedstadsrådet Trafikplan 1989 indgik i de omgivende hovedstadsamtskommuners trafikplanlægning.
Selv om HT ved opløsningen af Hovedstadsrådet overførtes til de fem amtskommunale enheders fællesdrift, svækkedes dets hidtil regionale kollektivtrafikale herredømme. DSB og lokalbaneselskaberne udgik af HTs samlede drift af hovedstadsmetropolens kollektive trafik, og blev konkurrenter til trafikselskabet. Med planlægningen og etableringen af Metroen, der tillige stod uden for HT, tilføjedes endnu en kollektiv trafikaktør, som yderligere vanskeliggjorde den regionale planlægning af hovedstadsmetropolens kollektiv trafik, som dens nu fire driftsaktører skulle samarbejde om.
Også Hovedstadsrådets øvrige sektorplanopgaver- og beføjelser overgik ved rådsnedlæggelsen til de fem amtskommunale enheder, hvorved den samlede og sammenhængende regionale planlægning af miljøindsatsen, vandindvinding og forsyningssektoren, der havde betydning for hele hovedstadsmetropolen, og hvis hensyn og konsekvenser gik på tværs af de amtskommunale grænser, fragmenteredes i løbet af 90´ere. Kun for hovedstadsmetropolens centrale del, selve hovedstaden, gennemførtes med dannelsen af Hovedstadens Sygehusfællesskab, HS, en samlet drift og planlægning af de tre tidligere sygehusvæsener, mens det med HS sammenhængende sygehusvæsen i Københavns Amtskommune kom til at stå uden for ordningen.
Det 21. århundrede
Med de konsekvenser af manglende regional opgavevaretagelse, der blev stadig tydeligere efter Hovedstadsrådets nedlæggelse, forsøgte den siddende socialdemokratisk ledede regering i den sidste halvdel af 90´erne at genetablere et effektfuldt regionskommunalt organ, men da det ikke var muligt at skabe en bred landspolitisk tilslutning, blev det med et smalt politisk folketingsflertal alene til oprettelsen af Hovedstades Udviklingsråd, HUR, der fik et langt mere begrænset regionalt ressort end Hovedstadsrådets og de forslag til regionsorganer, som regeringen forud havde fremlagt til politisk drøftelse. Selv om der i HURs eneste regionsplan, Regionsplan 2005, blev indarbejdet meget ordnede regionale retningslinjer i henseende til miljø- og forsyningsforanstaltninger, blev den regionale indsats på området fortsat regionalt fragmenteret, da de amtskommunale enheder bibeholdt de miljø- og forsyningsmæssige sektorplan-, tilsyns- og godkendelsesopgave, som de havde overtaget efter Hovedstadsrådet.
Med sammenlægningen af bus- og lokalbanedriften under HUR opnåedes til gengæld efter årtusindeskiftet et vist løft af den kollektive trafik også uden for hovedstaden, og med rådets trafikplan fra 2003 og den to år efterfølgende regionsplan blev der endda udstukket regionale rammebetingelser for en mere afbalanceret regional fysisk og trafikal udvikling, som ville have kunne fået afgørende betydning også for de dele af hovedstadsmetropolen, der lå uden for selve hovedstaden.
En helt afgørende kortslutning af den proces blev den uden fortilfælde uansvarligt forcerede og landspolitisk smalle og ideologisk tonede omlægning af den danske kommunalstruktur, som VK-regeringen sammen med DF gennemførte med 2007-strukturreformen. Med denne udryddedes i al væsentlighed det regionale forvaltningsled, som landet havde haft siden middelalderen og dermed de amtskommuner, der, med det udvidede ressort, som var tillagt dem efter 1970-kommunalreformen, i hovedstadsmetropolen på et vist regionalt niveau havde løftet en række væsentlige opgaver. Det gjaldt efter opløsningen af Hovedstadsrådets sektorplanlægning på vej-, forsynings- og miljøområderne, hvis opgaver sammen med de regionale landeveje med strukturreformen overførtes til lokalkommunerne og de der herskende snævrere lokalinteresser, og kun styredes af en meget overordnet statslig mål- og rammestyring.
Fatalt for tilvejebringelsen af andre regionale rammebetingelser for hovedstadsmetropolens funktionalitet som en byregion blev tillige: Dels afviklingen af den alt omfattende regionsplanlægning, som havde fundet sted siden den sidste efterkrigstid, og HURs senest tilvejebragte Regionsplan 2005, der med strukturreformen blev virkningsløs, da den erstattedes af meget overordnede, skitseprægede og kortfattede statslige landsplanredegørelser og- direktiver, og den fysiske planlægning alene faldt på kommunerne og de her gældende lokalinteresser.
Interesser, der i hovedstaden forstærkede de igangværende meget omfattende byomdannelser og dermed den vækst, der i vid udstrækning forsat gik uden om den øvrige del af hovedstadsmetropolen. Dels de regioner, der med et yderst beskåret ressort trådte i amtskommunes og HURs sted og som meningsløst opdelte den sammenhængende hovedstadsmetropol i to regionsadministrative dele. Regioner, som i henseende til den tillagte regionale erhvervsudviklingsplanlægning blev nærmest usynlige, og måtte løfte de ressourcetunge særforsorgsinstitutioner, som beliggenhedskommunerne af indlysende økonomiske grunde ikke bød ind på eller som tvangsmæssigt af staten blev pålagt regionerne.
I henseende til den kollektive trafik samledes HURs trafikselskab, de udenfor agerende to tidligere amtskommunale trafikselskaber og lokalbanerne i det regionsfællesdrevne trafikselskab Movia. Rationelt, idet den kollektive trafik på Sjælland og omliggende øer var stærkt sammenhængende og havde pendling til/fra og i hovedstadsmetropolen som et fællestræk. En udtalt svaghed i konstruktionen blev, at driften af DSBs regional- og S-baner, Metroen og den kommende letbane i hovedstadsmetropolens indre forstadsområde kom til at stå uden for Movia, og at dette sammen med disse tre andre kollektivtrafikaktører sammen skulle planlægge den kollektive trafiks videre udvikling. En fragmentet regional kollektiv trafikstruktur, der førte til yderligere metroudbygning og udbygning af busdriften i selve hovedstaden, men at disse infrastrukturopgraderinger endnu en gang gik uden den øvrige del af hovedstadsmetropolen, hvor planlagte vej- og kollektivtrafikanlæg udeblev, og busbetjeningen på ny fik et efterslæb.
Med visse forbehold blev sygehusområdet 2007-strukturreformens eneste regionale gevinst for hovedstadsmetropolen. I Region Hovedstaden nedlagdes de to amtskommunale sygehusvæsener og HS og erstattedes af opbygningen af et enhedssygehusvæsen, der mundede ud i samling af behandlingsspecialerne, Rigshospitalets position som hovedstadsmetropolens højeste specialsygehus og en opdeling af regionen i fire optage- og planområder med hvert sit akuthospital og underordnede nærhospitaler.
En proces, der i langt mindre målestok tillige påbegyndtes i Region Sjælland med den for denne og resten af hovedstadsmetropolen meget betydelige regionale udfordring, at den med metropolen integrerede og tættest bebyggede del, der tidligere omfattedes af Roskilde Amtskommune, blev en del af den sjællandske regions sygehusområde. Med den konsekvens, at det regionsdækkende universitetssygehus´ opgaver fordeltes mellem sygehusene i Køge og Roskilde, der lå i regionens tættest bebyggede område og samtidig med kort afstand til Region Hovedstadens storsygehuse, men langt fra Region Sjællands yderområder på sydhavsøerne og Syd- og Vestsjælland.
De skæve hovedstadsmetropol
Samlet førte kapitalens lokaliseringsinteresser og de rammebetingelser herfor, som hovedstadens magtfulde fællesoffentlige byomdannelses- og arealudviklingsselskaber og trafikaktører fik et større frirum til at tilvejebringe i takt med afviklingen af den samlede regionale planlægning af hovedstadsmetropolens fysiske og trafikale udvikling, til en skævvridning af metropolen i årtierne omkring årtusindeskiftet i form af: Dels en mere ujævn befolkningsfordeling i hovedstadsmetropolen med en stærkere befolkningskoncentration i hovedstaden på bekostning af metropolens øvrige dele. Dels en skæv erhvervsfordeling med en stærk koncentration af vækstekspansive serviceproducerende erhverv i hovedstaden og mindre vækstpotente erhverv som industri, transport- og logistikvirksomhed i metropolens øvrige dele.
En skævvridning i erhvervs- og urbaniseringsmæssig henseende, der også fik betydelige socioøkonomiske konsekvenser. Mens spredningen i fordelingen af personindkomster i hovedstadsmetropolen var relativ begrænset i den første del af 90´erne, øgedes hovedstadens pengeindkomster i langt større omfang end i de øvrige dele af metropolen i tiden op til og navnlig efter årstusindeskiftet. En konsekvens af, at tilvæksten af selvstændige, lønmodtagere med ledelsesansvar og på højeste og mellemniveau blev signifikant højere i hovedstaden end i den øvrige del af hovedstadsmetropolen, hvor navnlig forstæderne til gengæld fik en større tilvækst i lønmodtagere på grundniveau.
En social skævvridning af hovedstadsmetropolen, der også satte sig igennem på ejendomsmarkedet, hvor prisniveauet på såvel ejerlejligheder som enfamiliehuse i hovedstaden i starten af 90´erne lå under den øvrige del af metropolen, for, navnlig for ejerlejligheder, at blive forøget kraftigere end i andre dele af metropolen.
Et andet udtryk for ikke blot en højere befolkningstilvækst, men tillige den stærkere indkomstdannelse i hovedstaden, som også fik kommunaløkonomiske følger, og bevirkede i hvilken grad metropolens kommuner kunne frembringe de samme velfærdsydelser og- tilbud. Alene i perioden 2008-2020 kunne hovedstadskommunerne øge udgifterne med en fjerdedel, samtidig med, at den hidtil hårdest beskattede af disse, Københavns Kommune, kunne nedsætte udskrivningsprocenten med et point.
I de øvrige dele af hovedstadsmetropolen, der ikke fik de samme økonomiske vækstpotentialer som hovedstaden, blev stigningerne i de kommunale udgifter i perioden mindre og mindst i de indre forstadsområder, samtidig med at den kommunale udskrivningsprocent her øgedes med 1-3 points. Allerede i 2008 lå udskrivningsprocenten i disse dele af hovedstadsmetropolen 1-2 procent over samme i Københavns Kommune, og med forskydninger i udskrivningsprocenten frem til 2020 øgedes denne forskel til 3-5 procent.
Perspektivet
Efter Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivninger, forventes hovedstadsmetropolen og den østjyske landsdel med ekspanderende Aarhus i de næste 25 år at udgøre de dele af landet, der vil opnå den største befolkningstilvækst med et folketal på henholdsvis 2,3 og 1 mio. indbyggere i 2045, svarende til 36,6 og 16,7 procent af landet befolkning mod 35,6 og 15,6 procent i 2020. Den øvrige del af landet vil derimod i samme periode få en langt mindre vækst i folketallet og dermed en mindre andel af landets samlede befolkning. Mindst i det øvrige Østdanmark og de syd- og vestjyske landsdele og mest, med storbyerne Odense og Aalborg, på Fyn og i den nordjyske landsdel.
Det nuværende billede af to byregioner med hovedstadsmetropolen som den ene og den østjyske byregion, med Aarhus som tyngdepunkt, som den anden, ser således ud til at blive forstærket i det følgende kvarte århundrede. End ikke så store byer som Aalborg og Odense, der med omliggende områder i dag omfatter mere end 200.000 indbyggere, ser i perioden ud til at genere en befolkningsvækst, der kommer i nærheden af to byregioners og vil næppe nå deres bykarakter.
I det østdanske område vil den vest- og sydsjællandske landsdel i de næste 25 år i forhold til hovedstadsmetropolen få en både markant mindre og hurtigere faldende befolkningstilvækst, der endda i 40´erne vurderes til at være negativ. Følgelig vil den vest- og sydsjællandske landsdels andel af den østdanske befolkning blive decimeret fra 22,5 procent i 2020 til 20,9 procent i 2045, mens hovedstadsmetropolens andel mellem samme år vil blive forøget fra 77,8 til 79,1 procent.
Da der i befolkningsfremskrivningen for hovedstadsmetropolen tillige tages udgangspunkt i de seneste års udvikling, synes de demografiske skævvridninger og dermed også de bagvedliggende faktorer, der har kendetegnet metropolen efter årtusindeskiftet, yderligere at blive forstærket i de næste 25 år. Selv om hovedstadens befolkningstilvækst igennem perioden vil være mere vigende end i de øvrige dele af hovedstadsmetropolen, vil den være så markant stærkere, at den i 2045 vil opnå et folketal på ikke mindre end 920.000, hvilket hovedstaden ingen sinde i historien hidtil har haft, og det vil forøge dens andel af den samlede metropolbefolkning fra 38,6 procent i 2020 til 40,5 i 2045.
Med langt mindre vækstrater vil forstadsområdernes befolkningstilvækst være den næstmest udtalte og endda i 20´erne udvise en svagt stigende tendens, men som videre i perioden vil være så meget vigende, at denne del af hovedstadsmetropolen vil få en så meget mindre andel af metropolbefolkning, at den vil blive reduceret fra 26,7 procent i 2020 til 25,8 i 2045. Med en nogenlunde konstant befolkningsudvikling i løbet af 20´erne, en stigende tendens i slutningen af tiåret og den første del af 30´erne, men en på ny vigende udvikling frem mod 2045, vil den i forhold til forstæderne mindre befolkningstilvækst i de øvrige dele af hovedstadsmetropolen føre til, at disse deles andele af den samlede metropolbefolkning vil blive reduceret fra henholdsvis 22,5 og 12,2 procent i 2020 til 21,7 og 12,0 i 2024.
Mens hovedstadsmetropolen op gennem efterkrigstiden blev kendetegnet af en afbalanceret befolkningsfordeling med omkring en tredjedel i hver af dens tre dele, hovedstaden, forstæderne og yderområderne, og en arbejdsdeling mellem administrativ- og servicebaseret virksomhed i hovedstad og industriproduktion i forstads- og yderområderne, synes den skævridning af den funktionelt sammenhængende byregion, der, med afviklingen af den samlede regionale planlægning af den fysiske og trafikale udvikling i metropolområdet, tog sin begyndelse i årtierne omkring årtusindeskifte, at fortsætte op gennem den resterede første halvdel af det 21. århundrede. I form af mindre sammenhængkraft ikke blot i hovedstadsmetropolen, men i hele Østdanmark.
Med yderlige befolkningsophobning og stærk koncentration af særlig vækstintensive og globalt orienterede serviceproducerende erhverv i hovedstaden på den ene side og på den anden en herfra i stigende grad funktionelt afkoblet både resterende hovedstadsmetropol og omgivende vest- og sydsjællandsk egn med et relativt mindre befolkningsvolumen og en højere grad af mindre internationalt orienterede og mindre vækstinitierende service-, produktions-, lager-, transporterhverv i forstæderne og de nord- og østsjællandske metropoldele og en gradvis erhvervsudtømning på det øvrige Sjælland.
En hovedstadsmetropol og et Østdanmark med en langt mindre sammenhængskraft, der ikke harmonerer med det udviklingsperspektiv for et sammenhængende østdansk område, der indgår som det bærende element i visionen om en samlet og stærk Øresundsregion, som er sigtelinjen for den i 2015 dannede fælleskommunale organisationen Greater Copenhagen. En vision om Øresundsregion, omfattende hele Østdanmark, Skåne og Halland, der samlet vil kunne tage konkurrencen op med Europas storbyregioner, men vil kræve en gennemgribende regional planlægning af i det mindste den fysisk og trafikale udvikling både i hovedstadsmetropolen og det øvrige Østdanmark og et østdansk regionsorgan, der udrustet med samme kompetencer som den svenske regionsmyndighed, kan indgå bindende aftaler med denne.
Regionskommuner
For få år siden var skaberen af 2007-strukturreformen, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, parat til efter ti år selv at slagte de regioner, der var en væsentlig del af den kommunalreform, som han selv skabte. Er tiden ikke kommet til at overveje en anden udgave af den nuværende regionsstuktur? I hvert fald for hovedstadsmetropolen og den øvrige del af Østdanmark for at sikre en regional afbalanceret udvikling i denne del af landet og samlet at udnytte dens forskellige regionale ressourcer.
Paradoksalt nok gennemførtes tre år før Fogh Rammusens VK-regering igangsatte den politisk-administrative proces, der mundede ud i 2007-struktureformen, en ændring af den svenske regionsforvaltning, som gik i den stik modsatte retning. For at styrke den regionalkommunale struktur i landet blev der givet mulighed for, at oprette såkaldte regioner, der, med bibeholdelse af stort set det samme ressort som de tidligere danske amtskommuner, kunne omfatte flere af de tidligere mindre län, amtskommuner. For at sikre en harmonisk og afbalanceret udvikling i det vestskånske bybånd med Malmø som den drivende kraft og mellem dette og landsdelens langt mindre urbaniserede område, dannedes Region Skåne med en mio. indbyggere.
En regionskommunal rationalitet, der overført til den anden side af Øresund vil indebære dannelsen af en østdansk regionskommune, der tilført de tidligere amtskommuners ressort, vil medføre et opgør med både det evigt vækstblokerende, men også urealistiske, hensyn til ”det skæve Danmark” og 2007-strukturreformens snæversynede ideologiske frisættelse af kommunernes indbyrdes frie konkurrence uden nogen form for regionale hensyn og bindinger.
En af forudsætningerne for at hovedstadsmetropolen og det øvrige Østdanmark kan udgøre en harmonisk og samlet byregion og indgå i en større interskandinaviske byregion ved Øresund: Den fremtidige Øresundsmetropol, der vil være den eneste skandinaviske region, der vil kunne matche Regionernes Europa.
Spørgsmålet er imidlertid om en sådan regionskommunal struktur ikke bør udbredes til resten af landet? De nuværende regionsgrænser vest for Store Bælt er i hvert fald ikke afpasset de forskellige regionale sammenhænge og dermed blokerende ikke blot for de dele af regionerne, der har vækstpotentiale, men også for at de mindre udviklede dele kan opnå vækst på egne præmisser. Region Syddanmark afskærer således Trekantområdet fra den økonomiske og infrastrukturelle sammenhæng, der kendetegner det øvrige Østjylland, mens Fyn økonomisk og kulturelt udgør en naturlig afgrænset landsdel. Samme forhold kendetegner Region Midtjylland med det stærkt ekspansive Østjylland, et Midtjylland med sin særlige erhvervsstruktur og det mindre udviklede Vestjylland.
Samtidig har kommunerne hverken haft de økonomiske eller forvaltningsmæssige ressourcer til håndtere de overførte amtskommunale opgaver i et tilstrækkeligt omfang og har i den forbindelse i højere grad været bundet af lokale interesser end regionale. Forhold, der inden for de forskellige sammenhængende områder i de enkelte regioner har ført til regionale ubalancer, som om end i en større målestok kendetegner hovedstadsmetropolen og det øvrige Østdanmark. Endelig har landets øvrige regioner nærmest været usynlige i den regionale udviklingsplanlægning, stået overfor tilsvarende problemer i henseende til den kollektive trafikplanlægning som i Østdanmark og reelt kun varetaget opgaven som sygehusforvaltere.
Selv om hyppige strukturreformer er skadelig for den kommunale kontinuitet, er den nuværende regionale struktur forbundet med så betydelige problemstillinger i henseende til både den regionale inddeling af landet og varetagelsen af de regionale opgaver, at meget taler for en lille kommunalreform. I form af en regionsstruktur, der med tillæg af det tidligere amtskommunale ressort, varetager regional rationalitet eller nærdemokratiske hensyn.
I landet øst for Store Bælt og i Østjylland, hvor de kommunale enheder i forvejen er meget store og det nærdemokratiske hensyn har spillet en mindre rolle i forhold til det regionalt afbalancerede og vækstorienterede hensyn, i form af to regionskommuner. En Regionskommune Østdanmark med hovedstadsmetropolen og det øvrige østdanske område og en Regionskommune Østjylland omfattende Kolding, Fredericia, Vejle, Hedensted, Horsens, Odder, Skanderborg, Aarhus, Favrskov, Syddjurs, Norddjurs og Randers kommuner.
For de øvrige dele af landet, hvor borgernærheden og det lokale initiativ traditionelt har haft en større rolle, og der med den større kulturelle og økonomiske ensartethed vil være bedre mulighed for at opnå vækst på egne præmisser og med lokale ressourcer i form af: En Regionskommune Fyn med Fyn og omliggende øer, en Regionskommune Nordjylland med samme udstrækning som nuværende Region Nordjylland og en Regionskommune Vestdanmark omfattende Sønderborg, Aabenraa, Haderslev, Tønder, Esbjerg, Vejen, Billund, Varde, Ikast-Brande, Silkeborg, Viborg Herning, Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Stuer, Lemvig og Skive kommuner.
Regionskommuner, som vil kunne tilvejebringe de regionale rammebetingelser, der vil være en af forudsætningerne for, at de østdanske og østjyske byregioner er tilstrækkelig potente til at klare sig i den europæiske konkurrence og samtidig at udgøre to nationale vækstcentre, hvorfra væksten vil forplante sig til det øvrige land og dettes regionskommuner.
Andre regionskommuner, som tilsvarende vil kunne frembringe regionale rammebetingelser for, at storbyerne Odense, Esbjerg og Aalborg vil udgøre centralt beliggende regionscentre, hvorfra væksten fra de nationale centre, vil blive transformeret ud til de øvrige dele af regionskommunerne. En regionskommunestruktur, som bygger på den samme vækstcenterteori, der kendetegnede lands- og egnsplanlægningen, da landet i den første efterkrigstid sidst var i en økonomisk vækstspiral, og som kan danne grundlag for bæredygtige regionskommuner, men hvor regionskommunale ubalancer regionskommunerne imellem må opvejes af statslig eller mellemregional udligning.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
Hvad er det der hindrer, at den offentlige sektor opfylder de politiske ambitionerDen danske model – er den levedygtig?
Europas højrenationalistiske bevægelser har medvind
Kulturpolitik er kamp – Socialdemokratiet brænder for mange målchancer
Nødvendigt at øge Folketingets indflydelse på EU-politikken
Helbredelse – nu også forebyggels - for at bremse parallelsamfund