Debatindlæg

Hvorfor ny politik for plejehjemmene?

Artiklen udtrykker forfatterens egne holdninger.

Af Wedell Christensen, VF, Cand. pæd. almen. 

Det næste kommunalvalg nærmer sig. Der diskuteres meget om, hvor de kommunale penge skal komme fra til at transformere velfærdsstat til velfærdssamfund. Staten har sit eget råderum og pengekasse. Kommuner beklager sig over deres tiloversblevne indtægter, når udligningen har fået sit, og udlignings-modtagende kommuner beklager sig alligevel.

Meget sløres i disse dage af drypvise statsbevillinger til kommuners puljemidler. De kan altså bruges generelt, ikke nødvendigvis på fx ældreforsorg, selv om den politiske hensigt er annonceret som sådan.

Oveni sløres billedet på velfærdsområdet af regeringens ældrereform og den seneste sundhedsreform. Alt i alt er situationen dog, at der kommer til at mangle penge på de velfærdsområder, som reelt ikke anses som vigtige i medier og befolkning. Primært ældres pleje og psykiatri. Dem er der åbenbart ingen fremtid i, dvs håb om skattepenge fra!

Derudover vides det ikke reelt, hvad et plejehjem med beboere koster, hvis det skal leve op til en nutidig kvalitet! Man har kun et tal fra et budget, som kommunens forvaltning har fået til at passe på baggrund af deres byrådsmedlemmers tro på nødvendighed, forvaltningens regnskaber og måske(!) de statslige og kommunale tilsyn. De kommunale har samme arbejdsgiver som plejehjemmene (nogle bruger at betale eksterne firmaer for tilsynene. Altså samme afhængighed!). Det er kun ”markedet”, der kan give den korrekte pris for nutidig kvalitet.

Ønskerne udtrykkes ofte i generel form af byrådsmedlemmer – eller ”varm luft”. Ikke konkret listet op med prioritering. Et nutidigt plejehjem kan altså være dyrere eller billigere end et byråds forhandlede budget er udtryk for. Er det dyrere, må kommunen betale, er det billigere, har kommunen penge til andre poster på budgettet. Men begge dele kræver, at byrådet definerer hvad der er ”nutidigt” og for en valgperiode. Den diskussion tager byrådet sjældent, for ikke at sige aldrig. (”Man skal ikke vække en sovende hund!”).

Det manglende håb om en skattemæssig indtægtskilde, vane og vælgerpres gør, at socialdemokrater af instrumentel observans kan tillade sig at undgå nytænkning, fx af kommunalt betalt pleje for borgere på plejehjem. Udover blot vanemæssigt at kræve flere penge til området, da der bliver flere plejekrævende ældre. Principielt menes, at det er ”det offentlige”, der skal klare det hele, i lighed med indstillingen hos SF og Enhedslisten. Så er monopol pludselig tilladt! Præmissen er tryghed, da:

1. Der er ingen profit
2. Økonomi er altid til stede
3. Gennemsigtighed i aktiviteten i kraft af byrådets myndighed
4. Ordnede forhold ift. arbejdsmarkedet

Eller - hvad er tryghedsskabende i den offentlige opgave?  Ansvar for kvalitetskrav, drift, tilsyn, økonomisk magt? Eller er det kollektive tilhørsforhold til kommunen en slags uniformering, der giver tryghed?

Eftersom Danmark har forladt industrisamfundets uniformerende koncept i private erhvervsvirksomheder, er menneskesynet hos mange også ændret. Det er blevet individuelt, humanistisk. Borgere vil ikke længere være klienter hos ”det offentlige” (kommunen), men kunder. Det må socialdemokratiske instrumentelle traditionalister både anerkende og acceptere, selv om halvdelen af arbejdsstyrken er offentligt ansat, og flere mennesker er offentligt finansierede i flere typer virksomhed over finansloven. Der er behov for ny politik. Jeg synes derfor, at plejehjems drift skal i udbud.

Hvilke muligheder for at komme på omgangshøjde med dagens sociale og økonomiske virkelighed giver lov, aftaler og viden, os socialdemokrater for at forny vor politik på lokalt kommunalt niveau?

Samfundets overfladiske fordomme.
Det offentligt finansierede samfund, stat, kommune og andre, må skæve til det privat-finansierede samfund for at se, hvordan de klarer sig igennem erhvervslivet. Det er først og fremmest gennem konkurrence, og i forhold til kommuner er udbud ved indkøb blevet almindeligt. Egenproduktion og egen udførelse af serviceydelser er trådt i baggrunden. Men mange kommuner ejer stadig driften af deres plejehjem mv., godt nok mindre suppleret af friplejehjem i én eller anden form, fx selvejende, helt private eller som virksomhed, fx ”Altiden” eller ”OK-fonden”.

I forbindelse hermed støder man som ekstern iagttager på fordomme om hinandens arbejdskraft i det private og det offentlige.

Det private foretagende har ord for at være mere effektive end det offentlige, ud fra synspunktet, at det skal give overskud ift. efterspørgsel. Det offentlige foretagende har ord for at være præget af hierarki og bureaukrati - og derfor mindre effektivitet. Ydermere at klientgøre beboere og pårørende med umyndiggørelse. I modsætning til et ikke-kommunalt, hvor oplevelsen af et kundeforhold med rettigheder styrkes. Begge dele kan være sande. Sikkert er dog, at jo større en organisation er, jo mere udøves dens magt over medarbejderne anonymt, både i det private og offentlige. Især når ”hyre- og fyre” kompetence ligger fjernt fra den umiddelbare dagligdag. Hvilket gør, at medarbejdere, ledere og chefer tilpasser deres mentalitet og vaner til et relativt instrumentelt syn på deres arbejde ift. en humanistisk og individuel indstilling. Der er en forskel på at være ansat i et varehus ift. hos en lille købmand.

Derfor sker der noget med mennesker, når de bliver offentligt ansatte, fordi ”det offentlige” oftest er stort. Det offentlige anonymiserer dets virksomhed med procedure-bestemmelser, bureaukrati, hierarki, eksterne magthavere, fx tillidsmand og politikere. Især tvungent af ansvar overfor (dårlig) medie-omtale, at alle ”kunder” skal behandles juridisk objektivt ens. Hvilket medarbejdere, ledere, chefer og politikere retter ind efter, med beskrevne funktions- og faggrænser. Det medfører undvigelse af individuelt helhedsansvar. Mens der i en lille virksomheds private ansættelse ikke er samme mulighed for at undvige det individuelle helhedsansvar, da der er større mulighed for individuel gennemskuelighed funktionsmæssigt og økonomisk, både fra medarbejder og resten af et hierarki.

Skal undvigelse af medarbejderens individuelle helhedsansvar undgås, må virksomhedens drift kunne personificeres af medarbejderen til en ikke-anonym magtudøver.

Kan det indpasses i et udbud?

Hvad består et udbud af som koncept?
I udbudsloven er der nævnt forskellige varianter af udbud. Kernen er dog nedennævnte.
I det følgende er udbyderen/ordregiveren benævnt kommunen, og den potentielle byder benævnt leverandøren.

I det følgende er forudsætningen, at kommunen beholder bygningerne. Det er kun selve plejehjemmets drift, kravene skal dække. Der forudsættes ligeledes, at udbuddet dækker et enkelt plejehjem. Således minimeres kredsen af leverandører, og der tages hensyn til ligebehandling og proportionalitet jf udbudsloven.

1. Først skal udbyder sikre, at byderen (leverandøren) kan eksistere i kontraktlængden. Det gøres ved at kommunen fastsætter mål for leverandørens soliditet, både faglig sandsynlighed og tilstedeværende/garanteret økonomi.
   
   
2. Dernæst skal kommunen politisk gøre op med sig selv og regne på, hvor meget kvaliteten af ydelsen skal vægte ift. pris af ydelsen. Således undgås, at leverandører udelukkende konkurrerer på den billigste pris.
   
   
3. Kommunen fastsætter obligatoriske krav til ydelsen. Specificeret inkl. tilsyn. Kan et obligatorisk krav ikke opfyldes, bortfalder leverandørens tilbud.
   
   
4. Kommunen fastsætter efterspurgte krav, Specificeret inkl. tilsyn. Her giver kommunen point (fx 1-5 eller anden skala) til den afsluttende sammentælling. Ligeledes gives point ift. pris på ydelserne. Her kommer vægtningen kvalitet/pris ind.
   
   
5. Kommunen udpeger vinder af tilbuddet.
   
   
6. Kommunen udarbejder kontrakt til godkendelse hos vinderen inkl. sanktions- eller straffebestemmelser.

Hvordan kan det gøres rent praktisk?
Rent praktisk kræves tænksomhed og mod os kommunalbestyrelsens medlemmer (byrådet), da det er byrådet, der har ansvaret for kvaliteten af ældreplejen og derfor udbuddets krav-specifikation, vægtning og senere kontrakt. I mange kommuner er ældrepleje noget, kun forvaltningens ansatte og plejehjemmenes personale tager sig af.
Kognitive vaner hos mange skal ændres.

For politikere bliver tilstanden på plejehjem ikke længere gode hensigtserklæringer til valgene, eller fra veldædige fonde ”med et godt rygte” fra andre kommuner, eller et regneark-tal ved kommunale budgetforhandlinger. Derimod: Vil vælgerne være tilfredse med den specificerede kvalitets-standard i udbuddet? Og kommunens vurdering i point-givningen?

Vælgeren kan specificeret se, hvad man får for skattepengene. Derfor kræves politisk mod os den folkevalgte!

For ikke at være på bar bund er byrådet nødt til at hente hjælp hos fagfolk. Her på plejehjems-området, som indeholder mange specialer og funktioner. Sådanne er ansat i den kommunale forvaltning, som ledere, chefer og medarbejdere på plejehjem. Emner fra det kommunale tilsyn kan inspirere. Det er næppe nødvendigt at ansætte konsulenter. Laves en projektgruppe med medlemmer fra byråd, forvaltning, chefer/ledere og div. medarbejder-funktioner ”fra gulvet” (ikke ”blot” en tillidsmand), kan krav udarbejdes til udbud med henblik på godkendelse af byrådskompetence.

Derudover skal der tages hensyn til lovgivningens krav vedr. virksomhedsoverdragelse fra kommunal ansættelse til privat ansættelse. Her kan en tillidsmand have kompetence!

Typer af tilsyn.
Der praktiseres for nuværende to typer af tilsyn: Et statsligt sundhedsfagligt tilsyn af Styrelsen for Patient Sikkerhed (SPS), der kan give påbud om ændringer af praksis med udløbsdato og opfølgning, og et lokalt kommunalt tilsyn, der skulle sikre, at plejeforhold ikke udvikler sig til påbud fra SPS.

Hyppighed af SPS-tilsyn udføres pba. SPS egen vurdering eller bekymringshenvendelser fra personer. Tilsynsrapporterne skal offentliggøres af kommunerne. De kommunale tilsyn udføres løbende og som anbefalinger, konkluderes med niveau, fx ”helt opfyldt”, ”i betydelig grad opfyldt”, ”i nogen grad opfyldt” eller ”ikke opfyldt. Eller mere kreative udtryksmåder, fx i spindelvæv, afhængig af den enkelte kommunes koncept.  

Organisationsform af plejeindsatsen.
Jf. pkt. 2 anbefaledes små selvstændige plejehjem for at personificere driften. Driften bør tilpasses de plejekrævende borgere. De har forskellige behov, hvor der kan være stort og specialuddannet personale til en gruppe borgere, mens en anden gruppe kan adskille sig herfra og blot have behov for mindre/anderledes pleje. Derfor kan kvalitet og pris variere, når der organiseres på typer af plejehjem. Beboere og pårørende kan se dette som udtryk for individuel behandling, der styrker kundestatus og ikke den umyndiggørende klientstatus.

Hos den plejekrævende ældre bevirker klientstatus – udover umyndiggørelse – at personalet ses som autoritet og dermed minimerer følelse af selvbestemmelse og frihed. Klientgørelse medvirker også til personalets risiko for instrumentel indstilling, normalt kaldet afstumpethed. Derfor skal udbud realistisk følge hvert plejehjem, så bemandingens tilpasning og kompetencer kan give et tilfredsstillende arbejdsmiljø og pleje samt være økonomisk efter typen af plejehjem.

Almindelige fælder!
En almindelig fælde ved udbud er, at der ikke tages hensyn til ligebehandling af leverandører, men modsat også, at der er frygt for at overskride de forhold, der er omtalt i Vejledning til udbudsloven Det er derfor nødvendigt at orientere sig i bemærkningerne om ligebehandling, proportionalitet (vedr. et kravs rimelighed) og gennemsigtighed.
Derudover bør der være opmærksomhed på hjemsted for leverandørens skattebetaling, hans evt. underleverandører.

Der skal ligeledes tages hensyn til virksomhedsoverdragelsesloven (fra kommune til anden driftsherre), da medarbejdere og arbejdsgiver har forpligtelser jf. denne.

Er de betænkelige præmisser ved udbud opfyldt?

1. Der er ingen profit
2. Økonomi er altid til stede
3. Gennemsigtighed i aktiviteten i kraft af byrådets myndighed
4. Ordnede forhold ift. arbejdsmarkedet

Ad. a.:
Hvorfor må der ikke tjenes penge på pleje af ældre? Det gør SOSU’en, terapeuten og i virkeligheden også kommunens øvrige medarbejdere via skatter etc.
Det afgørende er, hvordan pengene bruges. Er virksomheden ækvivalerende til selvejende med begrænsning af profit-anvendelsens formål, og måske endda hjemsted, vil der næppe herske betænkeligheder vedr. profit. Det kan indlægges som et krav i udbuddet.

Ad. b.:
Da kommunen som udbyder tager stilling til, om leverandørers soliditet er holdbar for kontraktperioden, sikres at leverandørens økonomi altid er til stede.

Ad. c.:
Gennemsigtigheden i plejehjemmets drift er til stede, da kommunen udøver tilsyn efter eget skøn og udbuddets/kontraktens krav.

Ad. d.:
Der er ordnede forhold for medarbejdere, da disse krav sikres dels gennem virksomhedsoverdragelsen, dels kan indarbejdes som krav i udbuddet, fx normering, uddannelseskrav, løn, arbejdsmiljø.

Er ansvar for kvalitetskrav, drift, tilsyn, økonomisk magt opfyldt?
Ansvaret for kvalitetskravene er byrådets. Det er det, som er udbyderen og som dermed betaler leverandøren – byrådet kan udføre den økonomiske magt.
Det er også byrådet, der bestemmer hvor ofte tilsynet skal udøves, hvad indholdet af det skal være og dets vurderingsskala.

Det er leverandøren, der bestemmer selve driften på plejehjemmet, med ansvar overfor byrådet.

Det er altså stadig kommunen, der bestemmer, bortset fra selve dagligdagens drift.

Konklusion.
Trygheden ved skift af driftskoncept fra kommunal virksomhed til privat virksomhed gennem udbud er ikke forringet. Byrådets ansvar er også opfyldt. Fastholdelse af kommunal drift må dermed kaldes en fordom.

Som med andre fordomme er den en videns-besparende overspringshandling – i dette tilfælde for socialdemokrater.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

En lykønskning til en 20-årig eller?

Kommunistbekæmper og fredsaktivist

Om mangel på - billig – arbejdskraft

Regulering af algoritmisk ledelse - Er vi på vej ned ad en blindgyde?

Danske kommuner – en politisk kastebold

Boganmeldelser i dette nummer

Det de kalder udkant kalder vi hjem
Yderområder, købstæder og det aparte København
Af Bjørn Brandenborg og Lars Olsen

 ”Fra liv med leg til liv med skærm”
Den Ængstelige Generation, opr. ”The Anxious Generation”
Af Jonathan Haidth

Midt i magten
et portræt af Claus Jensen formand for Dansk Metal
Af Martin Flink

Underskud
Om værdien af omsorg
Af Emma Holten