Nr. 3 - 2024
.jpg)
Det de kalder udkant kalder vi hjem
Yderområder, købstæder og det aparte København
Af Bjørn Brandenborg og Lars Olsen
Gyldendal
240 sider
Pris ca. 299 kr.
Udkom den 11. september 2024Anmeldt af Søren Thomassen
Spørgsmålet om skævvridning af Danmark er igen blevet aktualiseret med udgivelsen af Bjørn Brandenborg og Lars Olsens seneste bog Det de kalder udkant kalder vi hjem – Yderområder, købstæder og det aparte København hvor de argumenterer for at forskellene på land og by i Danmark er vokset de seneste 10-15 år.
I flere år har diskussionen om center kontra periferi været fremme i diskussionen om velfærdsstatens udvikling, så det er ikke en ny problemstilling der bliver behandlet i bogen. Det nye er at forfatterne diskuterer om velfærdsstatens universelle ydelser bliver skævet tilgængelige alt efter om man bor i København, en af de 10 større byer i provinsen eller i de yderområder af landet hvor, i følge forfatterne, ”den sidste bus kørte i går, folkeskolen lukker, og lægen er gået på pension.” Bogen er kort sagt et billede af hvordan den Socialdemokratiske velfærdsstat har ændret sig og begynder at vise sprækker i fundamentet som forfatterne mener der skal gøres noget ved.
Bogens pointer er bygget om omkring flere forskellige eksemplariske fortællinger der understøttes af et omfattende talmateriale bearbejdet af bl.a. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Spørgsmålet er om det er velfærdsstatens opgave at være så fintmasket at alle borger i landet kan få del i de ydelser de fleste forbinder med velfærdsstaten: Velfungerende uddannelser nemt tilgængelige for alle, offentlige transportmuligheder tilgængelige for alle og et sundhedssystem der er nemt tilgængeligt uanset hvor man bor, for blot at nævne nogle af de spørgsmål der stilles i bogen.
I bogens indledning gives et eksempel på en ung mand der bor 20 km. fra handelsskolen han går på og da der ikke er offentlige transportmuligheder, koster det ham 2640 kr. om måneden i transportudgifter.
Er det velfærdsstatens opgave at finansiere transportudgifterne fordi han vil bo hjemme, når nu den samme velfærdsstat har stillet muligheder for at få en ungdomsbolig for netop denne type af unge? Det mener forfatterne.
Et andet eksempel fra bogens indledning er ægteparret fra Århus der flytter til det yderste af Vestjylland fordi de ønsker at deres børn skal gå i en mindre skole end i Århus og nu bliver Thisted kommune nødt til at lukke skolen fordi der kun er 47 elever.
Er det velfærdsstatens opgave at finansiere skoler med meget få elever fordi kommunen ikke længere vil? Det mener forfatterne.Store dele af bogen er selvfølgelig helliget spørgsmålet om al tings centralisering i København på bekostning yderområderne i landet. Deraf vel årsagen til undertitlen – det aparte København.
København er kort sagt i kategori for sig selv.
I bogen argumenteres der for at København er blevet byen for de få og de heldige. Med det statistiske materiale synliggøres at det nu er overklassen og den øvre middelklasse der bor i Københavns kommune. De få og de heldige er akademikerne og de studerende og de som har tjent store formuer på at købe ejerboliger da priserne var lave (mere end 15 år siden) og nu sælger dem med meget stor fortjeneste.
Argumentet hænger ikke sammen med tal fra Københavns kommunes årlige boligredegørelse, senest udkommet oktober 2023, der bl.a. viser ejerboligandelen i København er på 21%, 29% bor i private andelsboliger (I Århus er dette tal 4%), 20% bor i almene boliger, mens de sidste 30% bor i privat udlejningsbyggeri. Redegørelsen viser også at Københavns kommune er en af de kommuner i landet med færrest ejerboliger.
Det vil være for omfattende at diskuterer de fleste af bogens synspunkter i en anmeldelse. Alligevel kan jeg ikke undlade at mene at det er ret friskt af foreslå en ny form for ejendomsværdibeskatning for at hjælpe økonomisk trængte købere af fast ejendom i yderområderne der ikke kan få et bank- eller realkreditlån netop som et helt nyt ejendomsvurderings- og beskatningssystem er blevet lanceret med store problemer.
Som nævnt er bogen fuld af eksempler på problemstillinger om forholdene mellem by og land og hvordan de kan forbedres. Nævnes kan nye flyttemønstre, udflytning af statslige arbejdspladser, nye industriarbejdspladser inden for grøn omstilling og så giver forfatterne ti bud på hvordan udviklingen kan vendes også selv en del af dem en ”gammel vin på nye flasker.”
Her på NY POLITIK vil vi gerne bidrage til debatten om periferi kontra center, bl.a. fordi problemstillingen er aktuel i andre lande, tænk blot på den igangværende valgkamp i USA, de netop overståede delstatsvalg i Tyskland, valget i Østrig og valget for nogle måneder side i Frankrig.
Til forsiden
Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:
En lykønskning til en 20-årig eller?
Kommunistbekæmper og fredsaktivist
Om mangel på - billig – arbejdskraft
Regulering af algoritmisk ledelse - Er vi på vej ned ad en blindgyde?
Danske kommuner – en politisk kastebold
Boganmeldelser i dette nummer
Midt i magten
et portræt af Claus Jensen formand for Dansk Metal
Af Martin FlinkUnderskud
Om værdien af omsorg
Af Emma HoltenDerfor ender demokratiet som vi kender det
Af Søren LippertDebatindlæg i dette nummer
