En lykønskning til en 20-årig eller?

Det er 20 år siden, at beslutningen om den kommunalstruktur, som vi nu lever med, blev taget. Ny Politik har fået en af de centrale aktører til at anmelde reformen

Af Jan Petersen, tidligere folketingsmedlem og borgmester

Hvor er det let at lade tankerne flyve, når ansvaret og hverdagens detaljer ikke længere dominerer. Hvor let er det samtidig at fortabe sig i erindring og bekræfte gamle kæpheste. Hvad sagde jeg!!

Vanskeligheden er størst, når det gælder krystalkuglen, hvor drømmerier og visioner kan få en til at slippe virkeligheden. Men på redaktionens opfordring kaster jeg mig ud i det med det fundament, som 17 års medlemskab af Folketinget for den kreds på Djursland, hvor jeg efter det tålte ophold på Christiansborg blev borgmester i 12 år i den nordlige halvdel af Djursland og med Anholt som Danmarks mest isolerede ø fulgte med.

I alle årene er jeg konfronteret med ordet krise som det politiske vilkår. For nok kom der gang i 90-erne, men på Djursland blev det årtiet, hvor der i Grenaa lukkede en større virksomhed om året. Udkanten begyndte at vise sit sure ansigt. Arbejdsløsheden udløste et samarbejde mellem de dengang 8 kommuner om erhvervsudvikling, men nogen stor effekt fik det ikke. De fleste af de 8 kommuner havde lommesmerter og med en befolkning lønnet af fabriksarbejde, transport, landbrug og fiskeri, var det ikke de høje lønninger, der skabte skattegrundlaget.

Flyttede hjem

Jeg flyttede selv hjem med min familie i 1992 for jeg er født på Norddjursland i en lille landsby ved kysten og husker faktisk et besøg hos kæmneren sammen med min far før den forrige kommunalreform. Her kunne vi nemlig få passet vores børn, i København var der kun ventelister som tilbud til børnefamilierne og så kunne vælgerne i øvrigt godt lide, at deres folketingsmedlem boede i kredsen og handlede i den lokale brugsforening.

Jeg mødte et nærvær med kort afstand til politikere og kommune ledsaget af praktisk sans, sund fornuft, uanset om det var en stoppet kloak på vejen eller den lokale skolens forhold. Vi havde selvfølgelig en lokal valgt socialdemokrat i byrådet, som de fleste stemte på. Men jeg og min familie blev tilfredse borgere i en kommune med godt 7000 borgere.

Bagsiden mødte jeg selvfølgelig også. Den kunne blive ret så personlig på andres vegne. Der var børn, som ikke mødte den faglighed, som de havde brug for. Nogle af dem mødte jeg siden hen som voksne på borgmesterkontoret. Der var meget der blev ordnet mundtligt, hvilket jeg mødte i min tid som borgmester, når erindringen om sagens indhold aldrig blev journaliseret. Der var breve, som folketingsmedlemmet skrev diskret for borgerne, så de kunne sende det til kommunen med henvisning til loven og så fik de ret.

Da vi i folketinget i 2005 fik kommunalreformen, hvor 271 kommuner blev til 98, var det en nødvendig opdatering af det administrative grundlag for den danske forvaltning. Uanset nærheden og den praktiske og sunde fornuft, manglede der faglighed overalt og ovenover vandende svævede amterne – i vores tilfælde Aarhus Amt – som overhund med en vis arrogance nedarvet fra fortidens øvrighed.

Jeg var tilhænger af en geografisk reform og det gav også mening at udvide de nye kommuner med flere opgaver. Men dengang så jeg personligt tre problemer og de er stadig til stede.

Regionerne - en underlig størrelse

De nye regioner, der afløste amterne, blev en underlig størrelse. De måtte ikke kræve skat op og udover drift og udvikling af sygehusene, fik de en mærkelig portefølje. Ansvar for regionens overordnede udvikling samtidig med at staten reelt snuppede magten over den fysiske planlægning. Jeg forstår stadig ikke og slet ikke efter at have oplevet det som borgmester, hvorfor et pænt antal medarbejdere i regionen skal udforme en regional udviklingsplan, der ingen reel og magtmæssig betydning har.

En lille kulturpulje og lidt landsbystøtte er vidst også med. Men så var det da bedre i amternes tid, hvor der var penge til at drive regionale kulturinstitutioner i form af teatre og museer. Ansvaret for den kollektive trafik ligger rigtigt, men er i den grad underfinansieret udenfor de store byer. Det havde amterne mere greb om. Og det hele ender vel egentlig i den mærkelig finansieringsform, som de nye regioner måtte underkaste sig, for skatteudskrivning fik de ikke, og budgetter skulle fungere i lukkede søjler. Regionerne skal have ret til at udskrive skatter igen.

Det andet problem var og er finansieringen af kommunerne og det handler selvfølgelig om udligning og tildeling af bloktilskud. Den finansieringsreform, der kom i forbindelse med selve kommunalreformen, var enten et dårligt kompromis eller manglede perspektiv for, hvordan udviklingen i indkomster og befolkningssammensætning ville blive de næste mange år.

Op med skatten i Norddjurs

Som borgmester måtte jeg i 2010 starte med at sanere kommunens økonomi og de efterfølgende år hæve skatten ganske meget. Økonomien hang simpelthen ikke sammen, når vi også ville have et serviceniveau der mindede lidt om det som mange andre kommuner havde.

Min oplevede kritik dengang gælder stadig og selvom der blev rettet noget op på det med udligningsreformen i mine sidste år som borgmester af Mette Frederiksens socialdemokratiske regering, så blev den heller ikke perfekt. For nu er vi der igen, hvor en
række kommuner af nød skriger på en ny reform. Der bliver flere ældre og de ældre bliver ældre. Det betales der simpelthen ikke for.

Jeg ved jo godt, at i udligningsdiskussionen er der fyldt med interesser. Den udligningsreform, som ledsagede ”Gang i 90erne” fjernede et vejkriterie, som havde sendt penge i landkommuner, for nu skulle kassen i Københavns Kommune og vel også hos naboerne fyldes op. I dag 30 år efter er vi stolte af vores hovedstad og hvor flot den er. Ikke et ondt ord om det, og jeg gider i øvrigt ikke blive beskyldt for københavnerbashing.

Men der er stadig noget galt, når der ligger 24.697 kr. pr indbygger i Københavns Kommune, mens der er 11.181 kr. pr. indbygger i Norddjurs. Det er i øvrigt flot og lidt over landsgennemsnittet. I København skyldes heller ikke ret mange penge. Kun 3850 kr. pr indbygger, mens borgerne i Norddjurs Kommune slæber på en gæld på 18.751. Skatten i København er 23,6%, mens borgerne i Norddjurs betaler 26,0%. Alle disse forskelle kan ikke forklares med et højere serviceniveau i Norddjurs og slet ikke med et lavt serviceniveau i hovedstaden.

Demokrati og nærvær

Det tredje problem er demokratiet og nærværet til kommunen og dens institutioner. Den er straks sværere at løse og så måske ligger netop det store perspektiv for kommunalreformens fremtid netop her. For med kommunalreformen blev der ikke kun færre politikere – der blev også længere til kommune, dens medarbejdere og de kommunale institutioner. Jeg går lige på rådhuset blev i mange tilfælde afløst af de
digitale selvbetjeningsløsninger. Det fungerer da fint for mig, men ansigterne, smilet, nærværet på rådhuset er i den grad forsvundet. Kommunen er blevet en skærm og ikke et menneske.

Stordriftsfordelene ved kommunesammenlægningen betød også en sanering i store mængder af biblioteker, skoler, børnehaver osv. Det sted, hvor vi mødte kommunen, forsvandt for mange. Og i øvrigt hjalp staten godt med rets- og politireformen og amterne/regionerne med sygehusene. Det var nok nødvendigt noget af det, for at sikre faglighed og der er trods alt en grænse for, hvor lille en skole kan være.

Men fokus var udelukkende på stordrift, ændrede og mere centraliserede strukturer og vi der prøvede at trække den anden vej i hverdagens politiske beslutninger blev især bremset af mangelfuld økonomi. At lukke en skole, der faktisk godt kan overleve med 50-100 børn, er kun en beslutning der kan begrundes i økonomi, for den skade man påfører et lokalsamfund er voldsom. Jeg taler af erfaring.

Set i perspektivet er netop den demokratiske udfordring og nærværet det største spørgsmål. Skal du vaccineres, så skal du trods alt møde et menneske, der er uddannet til at stikke dig og du får også venlig ord og et smil. Men skal du have hjælp til befordring til sygehus eller boligstøtte, så er der telefonkø og du kan ikke møde frem og få hjælp, som før.

Den digitale løsning er effektiv og i skat kan du se din skattemappe digitalt, når du har lyst. Men din ejendomsværdi fastsættes åbenbart nu primært af beregnende systemer og ingen vurderingsmænd med lokalkendskab og sund fornuft er involveret.

Danmark er berømmet udenlands for at være et tillidssamfund. Og trods beskidte udtalelser på sociale medier, et stigende antal trusler mod politikere og offentlige medarbejdere med udsatte arbejdsfunktioner, så er vi fortsat domineret af tillid til politikere og det offentlige. Det skal vi imidlertid gør os umage med at forblive, både fordi det er et mere trygt og venligt samfund at leve i, men også fordi det er hamrende dyrt at bygge mure fysisk og mentalt mellem hinanden.

Jeg burde svare på, hvad jeg vil gøre ved det. Mon ikke det er en ny artikel værd. Men et budskab kan jeg da aflevere uden det på nogen måde svarer på problemet. Gør den politiske debat og fakta bag de politiske beslutninger tilgængeligt. Skab demokratisk tilgængelighed, undervis de tusindvis af dygtige embedsmænd - og især de kommende – i demokratisk tilgængelighed. Der er rigeligt med forenklede opslag og politisk kommunikation uden egentlig tilgængelig dybde.

Det var lettere dengang vi ordnede en sag mundtligt nede over frysemontren i Brugsen. Men der skal vi ikke tilbage til og det kan vi heller ikke komme. Vi skal videre med demokratiet, nærværet og tillid som fundament for et i øvrigt velsmurt og velkørende Danmark, når vi sammenligner med de fleste andre lande.

Til forsiden

Andre artikler i dette nr. af Ny Politik:

Kommunistbekæmper og fredsaktivist

Om mangel på - billig – arbejdskraft

Regulering af algoritmisk ledelse - Er vi på vej ned ad en blindgyde

Danske kommuner – en politisk kastebold

Boganmeldelser:

Det de kalder udkant kalder vi hjem
Yderområder, købstæder og det aparte København
Af Bjørn Brandenborg og Lars Olsen

 ”Fra liv med leg til liv med skærm”
Den Ængstelige Generation, opr. ”The Anxious Generation”
Af Jonathan Haidth

Midt i magten
et portræt af Claus Jensen formand for Dansk Metal
Af Martin Flink

Underskud
Om værdien af omsorg
Af Emma Holten

Derfor ender demokratiet som vi kender det
Af Søren Lippert

Debatindlæg i dette nummer

Hvorfor ny politik for plejehjemmene?